Nyhed
Læsetid: 2 min.

Kevin Smith er 41, fed og færdig

I hvert fald hvis man spørger filmkritiker Sam Adams, der i internet-magasinet Slate i god tid skriver ukærlige minde-ord om den engang så roste independent-filmskaber
I hvert fald hvis man spørger filmkritiker Sam Adams, der i internet-magasinet Slate i god tid skriver ukærlige minde-ord om den engang så roste independent-filmskaber
Kultur
10. november 2011

1994 er efterhånden længe siden. Det år drejede Kevin Smith en af den slags personlige og antiheroiske ultra low-budget film (i sort-hvid og det hele), som filmanmeldere har det med at falde pladask for.

Den sjofle slice-of-life-komedie Clerks gjorde 24-årige Smith til et af amerikansk films unge håb, men 17 år senere har kritikernes pibe mildest talt fået en anden lyd:

»Som filmmager har han udviklet sig forbløffende langsomt. Det er svært at komme i tanker om en instruktør, eller kunstner i det hele taget, der har gjort så beskedne fremskridt over en tilsvarende periode.«

Ordene er Sam Adams' og står i det ansete internetmagasin Slate. Adams klandrer Smith for hans uopfindsomme tilgang til den tekniske side af filmgerningen, og kalder Mallratsfor »en af de mest fuldtonet inkompetente film nogensinde.«

Smiths udpræget uintimiderende personlige fremtoning har alle dage ledt tanken hen på to af amerikansk independentfilms arketyper: Nørden og — navnlig — slackeren. Hans værker er spækket med popkulturelle referencer, og ifølge Adams er en anselig del af Smiths fanskare som snydt ud af næsen på deres idol: »Lavstammede, fedladne, ubarberede fyre i lange jakker og baseballkasketter«, som han omsvøbsløst formulerer det.

Fra begyndelsen har Smith ivrigt kommunikeret med sine fans via internettet, og det er netop disse — ifølge Adams — ukritiske tilbedere, der holder hans karriere kunstigt i live.

Ufortrødent umoden

Smith er fra delstaten New Jersey, hvor det tilsyneladende er en uskreven lov, at man møder sin stjernestatus med et skuldertræk — jævnfør jordbundne gentlemen som Bruce Springsteen og Jon Bon Jovi.

Hvis Smith har nedtonet gentleman-aspektet en anelse, har han til gengæld ført det med det jordbundne til et profant højdepunkt: Adams citerer således snart midaldrende Smith for at kalde sig selv »en fed, masturberende stener-type«.

Trods dette uflatterende selvbillede matcher Smiths ego ifølge Adams hans korpus, og han anklager instruktøren for at have en hyklerisk holdning til det at blive anmeldt: »Hvor var hans fjendtlighed over for kritikere, da de hyldede Clerks' friskhed eller hans forsøg på et mere modent udtryk i Chasing Amy?«, spørger Adams.

Sidste år smed Smith nemlig en handske, da han som følge af nedsablingen af politikomedien Cop Out foreslog, at filmanmeldere ligesom resten af nationen fremover skulle betale for at se hans film. Hvilket kan være en del af forklaringen på, at Adams' artikel i passager ligner et filmjournalistisk svar på et afskåret hestehoved i fodenden af sengen.

På det seneste har Smith med karakteristisk åben- (mundet)hed kastet sig over omfattende potrygning, men der er altså ikke meget, som tyder på, at denne livsstilsomlægning har fungeret som en kunstnerisk mirakelkur. Og faktisk har han luftet tanken om at stoppe filmkarrieren i nær fremtid.

Total tavshed bliver der dog næppe tale om, for på Twitter følges Smith af to millioner mennesker. Om de er lavstammede, fedladne, ubarberede og iført lange jakker og baseballkasketter melder historien ikke noget om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sam Adams har langt hen ad vejen ret. Men om hans præmis for "kommentaren" er relevant er en anden sag.