Læsetid: 5 min.

Kineserne kommer

Også på antikvitetsområdet stormer Kina frem. Kineserne er begyndt at tilbagekøbe, hvad der i århundreder er blevet udskibet til Europa, og Kina er en væsentlig grund til, at markedet for antikviteter er på vej op efter finanskrisen i 2008. Det fortæller Jesper Bruun Rasmussen, der fejrer 50-års jubilæum som anden generation i auktionshuset Bruun Rasmussen
’Vi kan følge tingene i arkiverne, og nogle gange får vi dem igen. Faktisk har vi på vores jubilæumsauktion et maleri med, som min far solgte på sin allerførste auktion,’ siger   Jesper Bruun Rasmussen.

’Vi kan følge tingene i arkiverne, og nogle gange får vi dem igen. Faktisk har vi på vores jubilæumsauktion et maleri med, som min far solgte på sin allerførste auktion,’ siger Jesper Bruun Rasmussen.

Sofie Amalie Klougart

23. november 2011

Det er en overvældende oplevelse at tage trappen fra stuen op på fjerde sal i Bruun Rasmussens auktionshus. Den 28. november starter den store jubilæumsauktion, og væggene bugner af god kunst, der er indleveret til eftersyn. Epoker, stilarter og kunstnernavne veksler fra rum til rum — så betages man af en Harald Jerichau fra 1875, så en J.A. Jerichau fra 1914. Willumsen, L.A. Ring, Paul Fischer, Julius Exner, Lundstrøm og Søndergaard, Warhol, Michael Kvium og såmænd også en Picasso dukker op undervejs. Man bliver nærmest taknemmelig for, at ingen kurator har være inde og arrangere.

Det er Jesper Bruun Rasmussen, anden generation i auktionshuset Bruun Rasmussen, der har 50-års jubilæum. Auktionen strækker sig fra den 28. november til 8. december, begyndende med det, der står Jesper Bruun Rasmussens eget hjerte nærmest, malerierne. Han begyndte i familiefirmaet som ganske ung, og han har aldrig drømt om andet, siden han var teenager, siger han. Også selv om han en enkelt gang har optrådt på film. Det var i Henning Carlsens Oviri, »Den Vilde«, om Paul Gauguin. Donald Sutherland spillede Gauguin og Jesper Bruun Rasmussen — en auktionarius. »Med fint overskæg.« Han medvirker i en scene om en parisisk auktion, hvor Gauguin uden held forsøger at afsætte sine Tahiti-billeder.

Scenen er i øvrigt optaget i Bruun Rasmussens auktionslokaler i Bredgade, fortæller Jesper Bruun Rasmussen med et smil. Når muligheden er der, giver han gerne sine udtalelser en humoristisk drejning. Samtidig fornemmer man dog, at ordene hele tiden vejes på guldvægt, et arbejde som Jesper Bruun Rasmussens bestrider man ikke uden diplomatisk sans.

Kinesiske kunder

Jubilæumsauktionen kan blive et vendepunkt efter nogle dårlige år, mener han.

»Markedet væltede i 2008 med finanskrisen, der blev med ét trukket i håndbremsen, det gik meget langsomt både med køb og salg. Men nu er det, som om man har vænnet sig til lidt lavere priser, der er ved at ske en optøning. Der er en følelse af, at man må videre.«

Desuden er kunst, sølv og guld måske nok så sikre investeringer i krisetider som aktier og valuta, tilføjer han.

»Jeg plejer at sige, at hvis det er god kunst, kan køberen glæde sig over den, både hvis den bliver mere, og hvis den bliver mindre værd. Man sætter ikke aktier op på væggen med tegnestifter.«

En væsentlig årsag til optøningen af markedet er imidlertid, at kineserne også i Bruun Rasmussens verden er begyndt at gøre sig gældende og opkøbe — eller tilbagekøbe — kinesisk kunst fra Europa. At Kina kan producere til konkurrencedygtige priser er nemlig en gammel nyhed.

»Kinesisk porcelæn var billigere. Man bestilte for eksempel spisestel i Kina, fyldte en skibsladning, og hvis halvdelen af porcelænet nåede frem uden at være gået i stykker, var det en god forretning.«

Danmark var oven i købet blandt de førende på importområdet, vi havde et handelskontor i Canton, hvorfra kineserierne blev udskibet, fortæller Jesper Bruun Rasmussen.

»I Mao-tiden var der ingen veneration for den kinesiske kulturarv, men nu begynder de at købe tilbage, i dag er det de kinesiske ting, der går bedst.«

Bruun Rasmussen formidler faktisk så meget, at man har ansat en kinesisk- talende medarbejder alene til at betjene køberne fra Riget i Midten.

Luksusgenbrug

»En luksusform for genbrug,« kalder Jesper Bruun Rasmussen sin forretning. Engang hvor Bruun Rasmussen udstillede antikviteter i samarbejde med Charlottenborg, brugte han genbrugsargumentet i annonceringen, og Charlottenborg blev meget fornærmet, fortæller han. Selv synes han, at det er en højst fornuftig måde at omgås tingene på. 90 procent af auktionsfirmaets omsætning i antal numre foregår i dag via nettet. Kun de 10 procent dyreste og fineste ting kommer på auktion i Bredgade.

Her er han glad, hvis han har solgt et stykke kunst, som han selv sætter pris på, til ’et godt hjem’.

»Hvis det er sympatiske mennesker, der har købt det, og de i forvejen har noget af det samme, så det de har købt kommer i de rette omgivelser, bliver man glad. Og måske kommer det igen på auktion om 20 år. Vi kan følge tingene i arkiverne, og nogle gange får vi dem igen. Faktisk har vi på vores jubilæumsauktion et maleri med, som min far solgte på sin allerførste auktion.«

Fodbold i dagligstuen

Det er som nævnt malerierne, der står Jesper Bruun Rasmussens hjerte nærmest, men han vil af sikkerhedsgrunde gerne beholde for sig selv, hvilke kunstnere han har hængende på væggene derhjemme. Derimod vil han gerne fortælle generelt om sin smag. Han samler på det usædvanlige, siger han.

»Når man ser så meget, som jeg gør, bliver man kræsen. Men hvis en kunstner, der er kendt for sine landskaber, har malet et portræt, finder jeg det interessant. På en måde er det dog lidt synd, at man bliver mere og mere kritisk. Det virkeligt imponerende løber jo op i mange millioner kroner.«

Jesper Bruun Rasmussen skifter gerne ud i sine samlinger. Den allerførste ting, han selv købte, var pudsigt nok netop en kinesisk porcelæns- tallerken. Den forærede han bort i fødselsdagsgave. Og i en periode samlede han på japansk porcelæn. Men det skilte han sig af med, da hans første barn meldte sin ankomst.

»Porcelæn harmonerer ikke med fodbold i dagligstuen. Har man børn, skal man samle på sølv og bronze,« siger han med et glimt i øjet.

Ægte og falsk

Med tanke på, at det ikke er længe siden, at et tysk par blev afsløret i at svindle med malerier, som manden selv havde fabrikeret, men som angiveligt var lige så gode som originalerne, spørger jeg, hvad ’ægte’ egentlig betyder, hvis efterligningen er lige så god.

Men så enkelt er det ikke, svarer Jesper Bruun Rasmussen.

»Man plejer at sige, at forfalskninger skal serveres varme. De er nemlig lavet, sådan som falsknerens samtid opfatter kunstneren. En nutidig van Gogh-forfalskning bliver måske taget for gode varer i dag, hvorimod man om 50 år tydeligt kan se, at den ikke er ægte, fordi man til den tid opfatter van Gogh helt anderledes. Når man opdager forfalskninger, sker det ofte med års forsinkelse.«

Også Bruun Rasmussen er blevet snydt. Eksempelvis var der en russisk dame, der malede Olaf Rude- og Oluf Høst-malerier på gammelt lærred.

»Hun blandede dem lidt, og malerierne var ikke de bedste af de to kunstnere, men nok til, at man i første omgang tog dem for gode varer,« fortæller Jesper Bruun Rasmussen og understreger, at forfalskninger er en af grundene til, at man skal købe af velrenommerede auktionshuse. Dér betaler man nemlig pengene tilbage, hvis maleriet viser sig at være falsk.

Der er dog flere måder at opdage falsknerier på, siger han.

»Hvis en renæssancestol er af mahogni for eksempel. Den skulle være fra det 16. århundrede, men mahogni kom først til Europa i 1740’erne. Der kan også være tale om, at man importerede visse farver, som ikke fås længere, eller omvendt, at der er brugt farver, man ikke kendte på det tidspunkt, billedet skulle være malet.«

»Men i dag er der mange måder at kontrollere et billedes ægthed på. Det er blevet meget sværere at lave forfalskninger.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Europæere har været vilde med ting fra Kina, bl.a. i det 18. årh. og i 1920'erne, hvor det var in blandt velhavere med en kinesisk stue. Også i Danmark. Det var især porcelæn, men også malerier og akvareller, håndmalede silketapeter, ( bl.a. i Gent i Belgien kan man se dem i flere rigmandsvillaer), gardiner, møbler, forskellige former for tekstiler, sølvgenstande og bambus-rullegardiner.

Fascinationen af fjernøstens kultur, især Kinas i det 18. årh, blev forstærket af de mange handelskompagniers aktiviteter derude. The Ostend Company (1722-1731) spillede en fremtrædende rolle.

Det kinesiske porcelæn, der kom til Europa,  var lavet til den europæiske smag. Den blev lavet i Jingdezhen og dekoreret i Kanton/Guangzhou. Da den massive import af kinesisk porcelæn truede Frankrigs handelsbalance, forsøgte man at efterligne kinesisk porcelæn. Takket være en fransk jesuitermissionærs brev, hvori han beskrev etaperne i porcelænsfremstillingen i ovnene i Jingdezhen, kunne man i 1769, efter at have fundet kaolin - begynde at lave rigtigt porcelæn på porcelænsfabrikken i Sèvres.

Til min store overraskelse viste det sig at min kinesiske svoger, som iørigt er topdirektør for et stort amerikansk firma i Shanghai, har sin lejlighed fyldt med de gamle sort/brune danske lakmøbler fra 1900-1960. Disse møbler er meget efterspurgt af de bedre stillede kinesere. I Danmark har vi ellers haft travlt med at smide disse møbler ud, hvergang vi har skulle tømme dødsboer i familierne.

Michael Kongstad Nielsen

Anne - danskerne kunne også være med. Allerede Christian d. IV var storaktionær i Ostindisk Kompagni,
http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Asien/Indien/O...
og siden Asiatisk Kompagni:
http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/%C3%98konomisk...

Det interessante ved Kina er (bl. meget a.), at det aldrig blev koloniseret af Vesten. En præstation kun ganske få lande uden for Europa kan prale af. Og at det kunne holde sig samlet som et storrige gennem tusinder af år.

Måske var denne storhed og mystik, der var over landet, der ikke kunne besejres, overmandes, indtages og koloniseres (som alle de andre) med til at give dets porcelæn m.v. en særlig status.

Sjovt iøvrigt, at det engelske ord for porcelæn er: "china".

Det pudsige er, at danske missionærer/læger/sygeplejersker mfl., der rejste til Kina/Manchuriet i 1890'erne, beg. af 1900-tallet, alligevel medbragte eget porcelæn, ud over indbo, mursten mm. Det blev self. sejlet derud. Her et foto af nogle på flugt under Bokseropstanden, hvor der drikkes te af dansk porcelæn i en kreaturvogn.