Læsetid 5 min.

Kritik af avocado-jeg’et

Fem af de nominerede værker til Montana-prisen er skrevet i jeg-form, men alle seks værker lægger afstand til jeg’et som en sjælfuld kerne
25. november 2011

Der er et påfaldende fællestræk ved fem ud af de seks bøger, som i år er blevet indstillet til Montanas litteraturpris. De er alle skrevet i jeg-form.

Hvad angår de lyriske værker, Pablo Llambías’ Monte Lema og Janina Katz’ Skrevet på polsk, er det måske ikke så overraskende, at de opererer med et lyrisk jeg. Selv om den såkaldte ’centrallyrik’, hvor centrum for digtet er et inderligt følende og oplevende jeg, for længst er anfægtet og udfordret også af lyrikken selv, hænger jeg’et stadig ved. Men hvad er det så for et ’jeg’?

Askejeg og sonetjeg

Hos Janina Katz kan man bemærke, at jeg’et i første omgang er undladt. Bogens første vers lyder: »Sidder under et ungt æbletræ/ begloet af krigen«. Der står ikke »Jeg sidder«. Og som digtet fortsætter, benævnes den under æbletræet siddende vekselvis i tredje og første person: »Et barn«, »Lille Eurydike«, »Hvem har knuget mig ind til sit bryst?« Måske en måde at indfange det forhold, man kan have til sit tidligere ’jeg’ på: hverken helt mig selv eller helt en anden, hverken nogen eller ingen.

Katz’ digterjeg er et jeg, der bærer på en masse fortid, som står i negationens tegn: dels smertefulde tab, dels urealiserede begivenheder (ikke-bryllupper, ufødte børn, uudtalte ord). Men det undgår inderlighedens patos gennem storsindet humor og sorgbevidst kvidren, som en slags Job-stemme med sans for latter eller hattedame med tung sjælebagage, og ikke mindst gennem denne vidunderlige metafor for sig selv: »en håndfuld liderlig aske«.

Llambías’ digterjeg fortæller fra det helt private rum, om angst og kærlighed og medicinering, men er langt fra romantisk inderlighed i kraft af den systemdigteriske brug af sonetformen. Her er sonetten ikke en form, der kalder på ekspressiv digtersjæl og skønne metaforer, men en ren maskine, der skærer forfatterens knækprosaiske dagbogsoptegnelser ud i ensartede stykker à fjorten vers à 10-11 stavelser. Jeg’et modstiller sig direkte med Baggesens romantiske digterjeg ved at opsøge toppen af et bjerg og berette om den sublime erfarings udebliven.

Katz’ og Llambías’ jeg-stemmer er helt forskellige (Katz er charmerende, Llambías er ucharmerende, Katz balancerer næsten koket på en knivsæg mellem gråd og latter, Llambías er nøgtern og følelsesneutral), men hvis deres digte har noget til fælles, er det brugen af allegori, som i sig selv er metaforens anti-romantiske form. Når verden klukker af guddommelig mening, kan man gøre dens fænomener til suggestive billeder på noget stort og uudtømmeligt. Når verden er tømt for mening, må man selv lægge meningen ind og kalde Jorden en gammel luder, der kredser om Solen (det gør Katz), eller gestalte melankolien som en pan, der adræt løber foran øjeblikkene (det gør Llambías).

Også de tre prosa-jeg’er blandt Montana-kandidaterne er tre ret forskellige jeg’er, om end Bjørn Rasmussens jeg er mere forskelligt fra Helle Helles og Hanne Højgård Viemoses, end de er fra hinanden.

Hanne Højgaard Viemoses jeg beretter om dengang hun var 19 år og down under i mere end én forstand som omrejsende plantagearbejder i Australien. En dannelsesrejse, der mere minder om et liv i arbejdslejr og slutter nærmest apokalyptisk med en epidemi af mangoeksem. Jeg-stemmen er på én gang kæk og skrøbelig, den beretter sagligt om flora og fauna og plantagearbejdets rutiner og ret diskret og underspillet om forelskelse, sex, fryd og smerte.

Helle Helles jeg beretter også om dengang, hun var ganske ung og i hvert fald mentalt down under, selv om hun ikke boede længere sydpå end Glumsø. Selvom Viemoses jeg-stemme er mere kæk og snakkesalig end Helles Helles stramt kontrollerede prosa, har de det til fælles, at intimt kropsliv og store sjælerystelser får lov at forblive under tekstens overflade.

Når Helle Helles jeg-person ikke fortæller andet om sin S-togstur med studiekammeraten Hase, end at den tog 20 minutter, ved vi godt, hvad de lavede i dét tog. Når Viemoses jeg fortæller om en sjælden stund af rytmisk harmonisk samarbejde med kollegaen Fran i bananplantagen, forstår vi, at de to kvindekroppe har fundet hinanden i salig forelskelse.

Hudjeg og dokujeg

Hvis sex hos Helle og Viemose er noget, der foregår mellem linjerne, forholder det sig helt modsat hos Bjørn Rasmussen. Her hænger skrift og seksualiseret krop uløseligt sammen: »Jeg begyndte at skrive, den dag dyrlægen kom for at inseminere hoppen. Jeg blev forvirret over sammenblandingen af lort og sæd og æg, sammenfaldet af de to huller.«

Hvis Helle og Viemose insisterer på ikke at vise det hele, insisterer Bjørn Rasmussen snarere på at give os the full monty i en pågående rytmisk prosa, der er lige så storladent poetisk, som den er obskøn, og lige så fuld af åbne sår og drevet af gentagelsestvang som den krop, den beskriver.

I Rasmussens beretning om det unge jegs vej ind i (homo)seksualiteten og skriften gives jeg’et sæde i den hud, som har lagt titel til bogen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Der gøres op med forestillingen om ’avocado-jeg’et’, en kerne af sjæl i en krop af kød, og som billede på jeg’et foreslås hudens skrøbelige og penetrable beholder, som kan angribes både inde- og udefra. »Jeg er et åbent hylster, modtageligt for hvad som helst«, hedder det eksempelvis. Eller: »Bjørn er en pose med bakterier«.

Bjørn Rasmussen deler til gengæld med Hanne Viemose et dokumentaristisk indslag: både Viemose og Rasmussens bøger er illustreret med fotografier fra den ungdom eller barndom, de beretter om. Dokumentarismen finder vi også hos Pablo Llambías, ikke i form af indsatte fotos, men i form af indflettede tekstdokumenter: Et kursusprogram fra en højskole og psykofarmaceutiske følgesedler køres også gennem sonetmaskinen.

Kynisk, sentimentalt jeg

Fælles for de fem jeg’er er, at de på hver deres vis, markeret eller umarkeret, er alternativer til forestillingen om jeg’et som en kerne af følelsesfuld inderlighed, der skal gives udtryk i litteraturen.

Og det giver os chancen for endelig at koble til den sjette indstillede titel: Lars Frosts Skønvirke. I denne finlitterære parodi på en femikrimi, som samtidig er et requiem over velfærdsstatens fremtid, har vi ingen jeg-stemme, men en distanceret fortæller, der lidt modvilligt nedsænker sig til sine personers perspektiver. Blandt dem den kvindelige seriesexmorder Lise, som elsker at læse skønlitteratur og finder stor tilfredsstillelse i sin bevidstheds associative metaforkæder. Hermed retter Frost en nådesløs kritik mod det sentimentale, inderlige jeg: Lise er lige så brutal og skruppelløs, som hun er sentimental og sjælerørt. Pointen turde være klar: Af alle brutale kynikere er de sentimentale sjælenydende læsersker de værste.

Så værsgo, kære læsersker og læsere: Nyd disse seks litterære stemmer, som alle er blottede for sentimentalitet, men ikke af den grund for følelse. Som nok kan skrive ’jeg’, men samtidig udfordrer jeg’et med negationer, dokumentarisme, undertekst, systemskrift og krop. Og som alle undersøger, hvad der sker med jeg’et og følelserne i en tid præget af identitet, præstation og kynisme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu