Baggrund
Læsetid: 4 min.

Jeg-kulturen rykker ind på kirkegårdene

Iscenesættelse. Danske kirkegårde er i stigende grad præget af personliggjorte gravsteder med fotografier, lys, julehjerter og engle. For hvor gravstedet tidligere fortalte om afdøde som en offentlig person, er det i dag privatpersonen, som er i fokus
Iscenesættelse. Danske kirkegårde er i stigende grad præget af personliggjorte gravsteder med fotografier, lys, julehjerter og engle. For hvor gravstedet tidligere fortalte om afdøde som en offentlig person, er det i dag privatpersonen, som er i fokus
Kultur
24. november 2011

Der var engang, hvor et ydmygt ’Tak for alt’ eller ’Hvil i fred’ udgjorde gravstedets sparsomme udsmykning. Hvis afdøde da ikke som de fleste var placeret i den anonyme fællesgrav. Men selv om de traditionelle gravformer fortsat er udbredte, og nye strømninger trods alt kun langsomt vinder indpas, så breder tendensen med personaliserede gravsteder sig langsomt, men sikkert.

Personaliseringen kan finde sted i form af plasticvejrhaner, vindmøller, tøjbamser, terrakotta-engle eller skumfiduser, som ledsager den særligt udvalgte sten med personligt motiv eller sågar et fotografi af afdøde. Indimellem lidt af det hele. Ikke mindst på de københavnske kirkegårde er de vant til lidt af hvert, fortæller kirkegårdsvejleder Stine Helweg.

»Det seneste, vi har sagt nej til, var en ung mand, som ønskede en gravsten med indbygget fladskærm, der så skulle vise reklamer for de virksomheder, der kunne være interesseret i at sponsorere hans gravsted. Der går grænsen så for os,« siger Stine Helweg.

Derudover er der højt til loftet på de københavnske kirkegårde, som har en lang tradition for at tilgodese forskellige kulturer og begravelsesskikke, understreger hun. Netop kendskabet til andre kulturers begravelsestraditioner, som mange mennesker i dag får på rejser eller i medierne, er med til at ændre billedet på de ellers traditionsbundne danske kirkegårde. Det fortæller direktør ved Danmarks Designmuseum Anne-Louise Sommer, som har forsket i kirkegårdskultur.

Selvfremstilling

»Fordi vi lever i et multikulturelt samfund, rejser meget og bliver inspireret mange steder fra, ser du i dag ting på de danske kirkegårde, som du tidligere kun så på andre landes kirkegårde. Det kan være små lys eller fotografier, som man kender fra katolske kirkegårde, eller en masse opstillede figurer, som minder om forskellige tendenser inden for buddhisme og hinduisme,« siger Anne-Louise Sommer.

Men faktisk skal man slet ikke kigge ud over Danmarks grænser for at finde oprindelsen til det personaliserede gravsted. Den skik begyndte nemlig herhjemme allerede i 1805, hvor en ny lov forbød begravelser indenfor i kirkerne og dermed blev en forudsætning for de moderne kirkegårde.

»Allerede 1800-tallets kirkegårdskultur rummede en masse personlige udtryk. Det er først i løbet af det 20. århundrede, at vi får en lang periode, hvor gravstederne bliver stadigt mere anonymiserede og almengjorte. Højdepunktet i den udvikling er den anonyme fællesgrav. På den måde bevæger tendensen sig hele tiden som en slags pendul mellem modsætninger,« siger Anne-Louise Sommer.

Den afgørende forskel mellem 1800-tallets personliggjorte gravsteder og den aktuelle individualiseringsbølge er imidlertid, at hvor gravstenen tidligere gjorde et stort nummer ud af at præsentere den afdøde som offentlig person, så handler det i dag om at stille den afdøde til skue som privatperson.

»I 1800-tallet var man noget i kraft af sit embede, for kvindernes vedkommende som den tro hustru, den altopofrende moder eller andre almene kategorier. I dag markedsfører man ofte sin person ud fra meget personlige og unikke kriterier, og det er i høj grad den selviscenesættelse, vi nu begynder at se i kirkegårdskulturen,« siger Anne-Louise Sommer.

Men selv om der skal være rige muligheder for at mindes de døde, så har behovet for selvrealisering både før og efter døden taget overhånd. Det mener tidligere sognepræst ved Skovshoved Kirke og filmskribent ved Jyllands-Posten Johs. H. Christensen.

Den demokratiske død

»De aktuelle tendenser i kirkegårdskulturen handler på en vis måde om at fastholde den døde som levende. Det er en slags kulturel fortrængning af dødens barske realitet. Men når du er død, så er du altså død,« siger han.

Også ud fra en teologisk anskuelse mener han, at behovet for et personaliseret gravmæle er problematisk.

»Vi kommer nøgne til verden, og vi går herfra fuldstændig nøgne. Også derfor er de overdimensionerede gravmonumenter, som man får flere og flere af, en løgn. Når du ligger i graven er det fuldstændig ligegyldigt, om du er statsminister eller murerarbejdsmand. I døden er vi alle lige,« siger Johs. H. Christensen.

Han mener, at de mange personaliserede gravsteder er udtryk for en uhellig alliance mellem en dansk kolonihavetradition, hvor man ynder at pusle og værne om sin egen lille matrikel og en tiltagende katolisering inden for folkekirken. Det sidste ifølge ham vel at mærke uden den forankring i en lære, som katolicismen har.

»Katoliseringen ses i de aktuelle bestræbelser på en skabe en mere hierarkisk kirkestruktur, men altså også i den personfikserede kultur, som nu er slået igennem på kirkegårdene,« siger han.

Ifølge ham er det både teologisk og eksistentielt mest lødige at indstille sig på, at vi en skønne dag — og formentlig før vi ved af det — forsvinder ud i glemslen.

»I den forstand er døden jo det mest demokratiske i hele verden. For den tager enhver. Derfor er der heller ingen grund til at fremhæve noget særligt på gravstenen, andet end at man har været her,« siger Johs. H. Christensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Det minimalistiske kontra det overlæssede og det offentlige udtryk i modsætning til det private. Jo, der er der flere tendenser på kirkegården efterhånden, og selv i døden er der traditioner og mødebølger.

Samme tendeners gør sig i stigende grad gældende i dødsannoncer, hvor den ordknappe stil står over for den svulmende. Hvor en meddelelse til omverdenen om et dødsfald kan have et meget privat og personaliseret udtryk. Senest så jeg en sådan, der var udformet som en sproglig løjerlig henvendelse til afdøde og endte med kærlig hilsen.

Tendensen er klar nok, men jeg har ærlig talt svært ved at forstå det med JEG-kulturen, i hvert fald i forhold til den afdøde. Uanset de sidste ønsker er det jo ikke den afdøde selv, der gejler graven op og vedligeholder en særlig 'tilstedeværelse', men de efterladte.

I mit perspektiv er det samme fænomen som lys/blomster på offentlige steder ved voldsom død og virtuelle lys/private mindeord på fx Mindet.dk, nemlig en slags fremvisning af, at de(n) efterladte sørger 'rigtigt' (i realitys tidalder er dét lig med synligt). I bedste fald er det en reaktion på den magtesløshed, som tabet er forbundet med - i værste fald er det en kombination af JEG-(den efterladte)-kultur og hang til melodrama.

Jan Christensen

Gravstedet er et lille kultsted, hvor de efterladte kan få forløst de følelser af savn og afmagt, som er opstået i forbindelse med dødsfaldet. At tænde et lys eller lægge et brev, en blomst, en sten, en tegning, en perleplade kan være en trøst. Selvom den døde er væk, kan man jo godt værne om de minder og følelser, der er i forbindelse med afdøde

Jan Christensen

Gravstedet er et lille kultsted, hvor de efterladte kan få forløst de følelser af savn og afmagt, som er opstået i forbindelse med dødsfaldet. At tænde et lys eller lægge et brev, en blomst, en sten, en tegning, en perleplade kan være en trøst. Selvom den døde er væk, kan man jo godt værne om de minder og følelser, der er i forbindelse med afdøde

Den personlige jeg-fremstilling :) Bemærkelsesværdigt at den også fortsætter i graven :)