Læsetid: 2 min.

Mere eksperimenterende teater til provinsen

Når man kigger på, hvad Danmarks Teaterforeninger gerne vil have, er svaret nye teaterformer, mere baggrundsviden og kendte skuespillere
Kultur
23. november 2011

Holberg og Molière er fortsat populære og på repertoiret år efter år hos de små og store teaterforeninger landet over, men det nye er, at der er stor interesse for det mere eksperimenterende teater.

»Der er en interesse for nye typer teater og nye teaterformer,« siger Lars Salling, der er formand for Danmarks Teaterforeninger.

Det er den sammenslutning af 66 teaterforeninger uden for de store byer, der samlet hvert år sælger omkring 380.000 teaterbilletter.

»Der er grøde i teatret i provinsen,« som Salling udtrykker det, og det helt nye er, at også nycirkus har vundet stort indpas på provinsens teaterscener.

»Det overrasker mig, at de i den grad har taget nycirkus til sig uden for Valby Bakke,« siger Lars Salling og nævner som eksempel Teatro Glimt, der nok skal sælge billetter rundt omkring i landet, og tilføjer, at »de sidste par års intense kursusvirksomhed for teaterforeningerne og fokus på nye teaterformer kombineret med yngre folk i foreningerne har givet blod på tanden. Ikke mindst de store teaterforeninger i Jylland køber ud over et mere traditionelt repertoire disse forestillinger«.

Foryngelse

Der er i det hele taget sket en foryngelse af provinsens teater.

Ifølge Lars Salling er folk meget interesserede i teater, der behandler specifikke samfundsproblemer.

»Meget teater handler om unge mennesker, der har svært ved at finde sig til rette i systemet. Og det er ikke kun unge, der ser det, men også de ældre,« som Lars Salling formulerer det.

Af andre tendenser for, hvad der interesserer folk i provinsen, nævner Lars Salling stykker, hvor musik på den ene eller anden måde spiller en rolle.

Det gælder eksempelvis musicalen Sugar, der langtfra var udsolgt, da den spillede i København, men som er meget populær i provinsen.

Og det samme gælder den opera, som Det Kgl. Teater til næste år sender på turné, og som i weekenden blev præsenteret på den årlige teatermesse i Helsingør.

Baggrundsviden

En anden tydelig trend hos teaterforeningerne er en stærkere interesse for baggrundsviden om de enkelte stykker og forfattere. Folk kommer ikke kun i teatret for at se et stykke, men også for at høre et oplæg forinden om stykket, så man er med fra starten og er klædt bedre på som publikum.

»Mere baggrundsviden om de enkelte stykker giver mere snak bagefter. En del teatre kæler for deres publikum med natmad efterfølgende og i nogle tilfælde deltagelse af en eller to af skue- spillerne,« fortæller Lars Salling.

Det vigtigste er ifølge Lars Salling nemlig fortsat skue- spillerne. En kendt skuespiller gør hele forskellen og kan være med til at sælge næsten hvad som helst.

Eller som Lars Salling fortæller, går alle gerne til Det Kgl. Teaters turnéforestillinger, men der findes stadig dem, der skuffede går i pausen, fordi Poul Reumert ikke er med i stykket.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her