Nyhed
Læsetid: 3 min.

En million minutters håndholdt arabisk revolution

Tidligere kunne man censurere, men i år blev kameraerne et centralt våben under forårets arabiske revolutioner, som CPH:DOX sætter spot på. Mens de 1.000 timers film fra gaden kan fjerne effekten for udenforstående øjne, har den danske '1/2 Revolution' kvalitet ved også at pege kameraet mod sig selv
Kultur
7. november 2011

I januar er den danske filminstruktør Omar Shargawi (Gå med fred, Jamil, 2008) i Kairo, netop som den egyptiske revolution bryder ud.

Han og vennen, Karim el Hakim, skulle have lavet en film om gadebørn. Nu griber de i stedet deres udstyr og styrter ud på gaden for at filme tumulten, atmosfæren og menneskerne i mængden, der straks stimler sammen om dem med deres kampråb til præsident Mubarak, til hinanden og til den omgivne verden. Nu udfolder Historien sig for dem i real tid. De to dokumentarister æder den, overvældede, forskrækkede og tændte, minut for minut — ligesom tusindvis af andre håndholdte kameraer under den arabiske revolution. Aldrig før har dokumentation og deling været så central. Det sætter CPH:DOX i år spotlys på.

Et minut

Den 8. september i Teheran, 1978. Sorte Fredag: Shahens soldater skyder vilkårligt ind i den demonstrerende menneskemængde på Jaleh Pladsen. Alt dokumentation censureres. Kun en et minut lang filmsekvens, optaget af en ukendt person fra sit skjul, efterlades som visuelt eftermæle, da revolutionen er ovre.

Kigger man grundigt efter på de slørede, blålige optagelser, ser man en mand løbe væk fra de skydende soldater. Et af hans skridt bliver for langt, han får overbalance. I et kvart sekund hænger hans skæbne som en statue i luften, så vælter han mod jorden, ned til sårede forkomne meddemonstranter og forsvinder ud af kameraets synsfelt.

En anden ung mand springer hastigt forbi på alle fire. En tredje mand standser op, vender sig mod de fremadstormende soldater, råber noget og hæver armene over hovedet. Hans skæbne forbliver uvis. Kameraet slukkes.

Into Thin Air (2010) reflekterer dokumentarist Mohammad Reza Farzad over dette eneste levende dokument over et afgørende øjeblik i den iranske revolution.

En million minutter

De digitale fremskridt har ændret verden radikalt siden dette ene minut. I dag er den revolution, der i løbet af foråret spredte sig til en håndfuld arabiske lande, som lod sig inspirere af billederne af hinandens kampe, nærmest umulig at forestille sig uden dokumentation. Folkeopstanden er født, inspireret og videreformidlet af en Twitter-, Google-, Skype,- smartphone-, minicam-, og Facebook-orienteret mediedelingsverden. Her er millioner af dokumenter at stykke virkeligheden sammen af. Og undervejs og efterfølgende har en hel flok dokumentarfilm forsøgt at skabe mening i mylderet.

På CPH:DOX vises en god håndfuld af disse dokumenter over revolutionerne i filmserien Free Radicals, og der holdes seminar om repræsentationen om dem og de sociale medier. For dokumentarfilmsgenren bidrager også til vidnesbyrd og nedslag i et momentum, hvor selve dokumenteringen er blevet et centralt våben.

How To Start A Revolution (2011) udpeger den politiske filosofiske Gene Sharp, der i øvrigt sært propagandistisk fremstilles som intellektuel fredsgud, »198 ikke-voldelige våben til nedbrydelse af diktaturer«.

Kommunikation er central. Skilte på engelsk. Farvesymboler. Civil ulydighed. Alt sammen vist til kameraerne. I Syrien streamede man overvågningskameraer af voldelige gader live til hjemmesider, som nyhedsbureauerne så kunne plukke fra. I Tahrir 2011: The Good, The Bad And The Politician (2011) fortæller en fotograf, hvordan oprørerne beskytter ham og de andre fotografer med livet.

De ved, at netop billederne og dokumentationen er afgørende for deres budskab. Men fra et filmkritisk perspektiv har den billedstrøm, som mange af DOX' film trækker på, en spøjs slagside.

Billedernes klagekor

De levende dokumenter kan komme til at lide under sin egen genkendelighed: I hele den arabiske verden har vi set disse nyhedsklip af frustrerede mænd, kvinder og børn, der holder militærets tomme patronhylstre op mod kameraerne, løfter engelske og arabiske skilte til vejrs, og fører an i kollektive råbe- og klagekor.

Vi genser de billeder i den sært springende Tahrir 2011 (2011), i franske Revolutions (2010) og i starten af Neither Allah, Nor Master (2011). Det ene dyrebare minut, der vidnede fra Teheran i 1978, er nu blevet til en million. De kommer næsten til at drukne hinandens effekt. Den film, som Omar Shargawi og Karim El Hakim får lavet ude på gaderne og gemt i deres lejligheder, 1/2 Revolution, svælger i at filme og vise samme billeder. Men de to dokumentarister vender også kameraet mod sig selv og tilbyder den udenforstående et filter at forstå virkeligheden igennem. Når 1/2 Revolution virker bedst, bliver den også et personligt vidnesbyrd. For dem er kameraet både et våben, en nødvendighed og deres egen indgang til at bidrage til og forstå, hvad der sker omkring dem.

Som halvt udenforstående giver de et billede på en kun halvt forløst og siden måske kun halvt beboelig, postrevolutionær zone. Det bringer fornyet nærvær ind i oplevelsen af en million minutters håndholdt arabisk revolution.

 

CPH:DOX. 3.—13. november i udvalgte biografer i København. Free Radicals. Se mere på www.cphdox.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her