Læsetid: 3 min.

Modernisme til debat

Teori. Nye teoretiske bud på det omstridte begreb i litteratur og billedkunst
4. november 2011

Hvad er da modernisme? må man nok spørge, siden begrebet i den grad er i omløb gennem de sidste hundred års litteratur- og kunsthistorie og i en næsten frit flagrende betydning om den kunst, som ikke ligner noget, er man lige ved at sige. Det betyder, at den adskiller sig fra den realistiske tradition, der indholdsmæssigt gengiver også den moderne virkelighed. Hvis modernismen mimer noget, er det snarest på det strukturelle plan, i formens sprog.

Men selv over for en så bredbenet beskrivelse vil der være masser af indvendinger og modifikationer. Det kan man overbevise sig om gennem mængden af forskellige teoretiske værker eller kon-krete analyser af epokens billedkunst, litteratur, musik, arkitektur, film m.m., hvor man ikke kan undgå at tage stilling til fænomenet. To nye eksempler skal her omtales.

En ordentlig rundtur kan man finde i The Oxford Handbook of Modernisms(2010), hvor ikke mindre end 55 forskere på over 1.000 sider gør rede for fænomenets praksisser og perspektiver, forekomst i medierne, i videnskaberne, i politik, i alle ismerne — symbolisme, impressionisme, ekspressionisme, futurisme etc. med udgangspunkter i Europas og USA's storbyer. Endvidere beskrives de enkelte nationers modernisme, bl.a. skotsk, irsk, centraleuropæisk, russisk, afrikansk, indisk, australsk, kinesisk, japansk m.fl., ikke at forglemme artiklen om nordisk litterær modernisme, forfattet af Anker Gemzøe, lektor ved Aalborg Universitet, kendt for bl.a. sin disputats om Svend Åge Madsen og andre skrifter i modernistisk ånd. Her fortæller han med udgangspunkt i den finlandssvenske modernisme med Edith Södergran historien om bruddet med traditionen, som han i øvrigt tilbagekobler til det moderne gennembrud omkring 1870, modernismen væsentlig forstået som en strømning med forskellige formudtryk på kryds og tværs i det nordiske område, men først institutionaliseret efter Anden Verdenskrig. Gemzøe understreger modernismens stadige præg af samtidstilknytning, men på egne strukturelle vilkår. Som en dansk pointe vil han finde udtryk for de dybeste holdninger med referencer til Søren Kierkegaard og H.C. Andersen gennem nøgleordene ' anxiety'og 'arabesques'.

Dansk mådehold

Der er tradition for en sådan dobbelthed i opfattelsen af modernismen som et både epokalt og modalt fænomen, som en strømning og som diverse formelle greb. Den uklarhed polemiserer kunsthistorikeren Lennart Gott- lieb mod i sin storartede afhandling, nylig forsvaret for doktorgraden ved Aarhus Universitet, Modernisme og malerimed den forklarende undertitel 'Modernismebegrebet, modernismeforskningen og det modernistiske i dansk maleri omkring 1920-30'. Han forkaster til sit brug forestillingen om fænomenet som en åndshistorisk strømning, fordi modernismen ikke kan beskrives sammenhængende og modsigelsesfrit, mens han med god begrebsklarhed viser, hvordan den i dansk billedkunst i den nævnte periode kun er en formel fornyelse. Den ses især hos malerne Giersing, Lundstrøm, Weie, Rude, Scharff og Jais Nielsen, der alle vendte sig mod den rent illuderende naturalisme, mens de bortset fra Lundstrøm egentlig aldrig forlod naturmotiverne. Han tegner således et billede af en ganske mådeholden modernisme.

Ordet var længe brugt som en negativ karakteristik, både i maleri og litteratur, f.eks. i det ellers radikale tidsskrift Kritisk Revy. Først sent, i 1960'erne og 1980'erne markedsføres den nævnte generation af malere med kvalitetsbetegnelsen modernister. Det er i det hele taget en fin og omfattende kortlægning af ordets skæve gang gennem dansk kritik. Han kritiserer Statens Museums store udstilling Avantgarde i dansk og europæisk kunst 1909-19for at ville vise en direkte international sammenhæng, skønt der kun er tale om forsinkede reflekser, ligesom vores forestillinger om påvirkning fra den tyske avantgarde er forvrængede. Opfattelsen af det tyske var generelt negativ, og yderligere var udbyttet af danske kunstneres ophold i Paris beskedent. Der er kort sagt ingen sammenhængende udvikling i moderne dansk kunst.

For overblikkets skyld skelner han mellem tre kunstneriske tendenser, modernisme, traditionisme og avantgarde, ud fra brugen af træk som ironi, selvreferentialitet, refleksivitet, destabilisering af ikonisk tegnfunktion. Citeret for at markere afhandlingens sprogbrug og hele akademiske karakter, som i øvrigt frigør sig i det lange forløb med personlige tolkninger af et stort antal malerier, gengivet i små formater.

Så kan man som almindelig forslugen læser frikøbe sig fra hans mere abstrakte semiotiske og lingvistisk inspirerede kategorier og skemaer og glæde sig over præcise kildestudier og spillet mellem malernes egne teoretiseringer og programmer og hele receptionshistorien. Helten i periodens danske malerkunst er vel nærmest den slagkraftige skribent Harald Giersing. Det er forståe-ligt på baggrund af Gottliebs store monografi over maleren, kritikeren og mennesket Giersing fra 1995.

Som et stærkt indlæg i modernismedebatten er den i øvrigt såre velskrevne afhandling meget velkommen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu