Læsetid 6 min.

Modstanden formuleret som kunstværk

Den kinesiske kunstner Ai Weiwei kæmper for at undgå fængslet i Beijing, alt imens han opfører sit største værk: hans skarpe kritik af Kinas styre og hans udfordring af begrænsningerne af individets mulighed for at udtrykke sig. Fra i morgen er han aktuel med en stor udstilling på Louisiana i Humlebæk
De kinesiske myndigheder har ikke kunnet lukke munden på Ai Weiwei. Nu har han fået en bøde på 13 mio. kr. for skatteunddragelse og risikerer fængsling, hvis ikke han betaler. Det har fået kineserne til lommerne – foreløbig har Ai Weiei modtaget 7,5. mio. kroner i donationer.

De kinesiske myndigheder har ikke kunnet lukke munden på Ai Weiwei. Nu har han fået en bøde på 13 mio. kr. for skatteunddragelse og risikerer fængsling, hvis ikke han betaler. Det har fået kineserne til lommerne – foreløbig har Ai Weiei modtaget 7,5. mio. kroner i donationer.

18. november 2011

I sidste uge indbetalte titusindvis af kinesere penge på Ai Weiweis bankkonto. Nogle har sågar kastet pengesedler formet som papirsflyvere ind over muren til hans hjem i det nordøstlige hjørne af Beijing. I alt har han modtaget 7,5 mio. kr. i donationer.

Den finansielle gavmildhed udspringer ikke af en påskønnelse af Ai Weiweis kunst. Det er snarere udtryk for støtte til hans aktivisme og en hjælp til at betale den kæmpe skattebøde på 13 mio. kr., som myndighederne har præsenteret ham for. Kunstneren og hans støtter mener, at anklagen om skatteunddragelse er politisk motiveret og har til sigte at lukke munden på den mangeårige systemkritiker. Men det ændrer ikke ved, at Ai Weiwei, som han selv fortalte Information sidste uge, er i overhængende fare for at ryge i fængsel, hvis han ikke betaler.

Politik som kunst

Ai Weiwei har både fået international opmærksomhed for sin systemkritik og anerkendelse for sin kunst. Senest da han sidste år fyldte Tate Moderns store turbinehal i London med flere end 100 mio. håndlavede, bemalede solsikkefrø i porcelæn. Fra i dag er han aktuel med en udstilling på Louisiana.

Men i Kina, hvor han ikke må udstille sin kunst, er han først og fremmest kendt for sin aktivisme, ikke for sin kunst.

For hovedpersonen selv er der dog ingen forskel på de to, aktivismen og kunsten.

»Jeg vil, at alle mine politiske bestræbelser bliver kunst,« har han tidligere fortalt Information.

Kampen mod det autoritære systems overvågning og kontrol med befolkningen og forsøget på at afprøve, hvor langt et individs magt strækker sig i Kina i forhold til statsmagten, har været omdrejningspunkt for Ai Weiwei i både hans kunst og aktivisme.

»Politiske og sociale anliggender er del af mit arbejde,« har han sagt. »Hvis mine værker skal være relevante, så skal de handle om de vigtige temaer i vores samfund«

»Kunst og politik er del af det samme — det handler om at forstå vores omgivelser. Min kunst fungerer bedst, når der er et underlæggende politisk tema. Jeg mener, at alle kunstnere bør stå for bestemte værdier, specielt ytringsfrihed. Det er det vigtigste tema i Kina i dag, men alligevel er der ganske få kinesiske kunstnere, som beskæftiger sig med det.«

Men den indstilling er farlig. Når Kinas styre fejrer sig selv, sker det ofte til tonerne af en sang, som erklærer, at »uden kommunistpartiet ville vi ikke have det nye Kina«. Da unge kinesere forrige år i lystig sang ændrede på teksten, så det ikke længere var partiet, men derimod Ai Weiwei, der med sin skarpe systemkritik indvarslede det nye Kina, var det tydeligt for enhver, at provokunstneren havde udviklet sig til at udgøre en trussel mod styret.

Dengang i 2009, da der blev sunget, havde han inviteret til protest mod internetcensur. Han lod sig hylde og skrev autografer på de flere end 500 deltageres tøj. Det var hans forbandelse af autoriteterne og hans insisteren på ytringsfrihed gennem internettet, der tiltrak tilhørerne.

Siden er Ai Weiweis forhold til myndighederne blevet stadig mere konfliktfyldt og er i år kulmineret med 81 dage i fangenskab i foråret og nu skattesagen.

Overvågning

Hvis man leder efter Ai Weiweis hjem i Caochangdi-kvarteret i Beijing, skal man blot lede efter overvågningskameraerne. Der er et par monteret på lysmaster. Dem har politiet installeret for at overvåge Ai Weiwei og hans besøgendes gøren og laden. Et andet kamera rager dog ud inde fra muren, der omkranser boligen, og peger i retning af de andre kameraer. Det har Ai Weiwei anbragt.

»Hvis politiet overvåger mig, overvåger jeg også politiet,« har han fortalt.

Han har gjort overvågning til kunst. Det kunne et dansk publikum bevidne, da han skabte kunstværket, som vikarierede for Den Lille Havfrue på Langelinie, da hun i 2010 var i Shanghai til Verdensudstillingen.

I den danske pavillon i Shanghai installerede Ai Weiwei et overvågningskamera, som sendte direkte billeder til en storskærm på Langelinie — »et symbol på overvågningssamfundet, vi alle lever i,« forklarede han.

Lov har ringe betydning

Fra i dag og til februar næste år vil hans kunst igen komme til Danmark, når hans værker udstilles på Louisiana i Humlebæk.

Hjemme i Beijing vil han dog have travlt med at kæmpe mod skattesagen. En talsmand fra udenrigsministeriet sagde mandag, at »det er et faktum, at Ai Weiwei har unddraget et stort beløb i skat, og der er ingen tvivl om det«.

Hvordan en talsmand fra udenrigsministeriet kan udtale sig så kategorisk, uden at der foreligger en dom, og uden at skattemyndighederne har fremlagt beviser, er en gåde. Onsdag brugte Ai Weiwei pengedonationerne fra sine støtter til at betale næsten halvdelen af sin skattebøde til myndighederne — hvilket skulle åbne en mulighed for en undersøgelse af anklagerne mod ham.

Hverken skattesagen eller tilbageholdelse af Ai Weiwei tidligere i år har dog fulgt landets love — men Ai Weiwei ved selv, at loven i Kina betyder uendeligt lidt, hvis man er oppe mod kommunistpartiet.

Det lader til, at Ai Weiwei hele livet har været på kollisionskurs med myndighederne.

Han blev født i 1957 i Beijing. Hans far, Ai Qing, var en berømt poet og støtte af den kommunistiske revolution, og hans patriotiske digte er fortsat pensum for kinesiske skolebørn. Ai Qing blev dog kritiseret for at være reaktionær og faldt i politisk unåde, og allerede da Ai Weiwei var ét år gammel blev hele familien sendt i politisk eksil, først til Manchuriet og senere til den vestlige Xinjiang provins. Her blev faren sat til at rense offentlige toiletter. Først efter formand Maos død i 1976 kunne familien vende tilbage til Beijing.

Ai Weiwei startede på Beijings Film Akademi, men droppede hurtigt ud, da han fandt undervisningen for undertrykkende og doktrinær. Han søgte mod en avantgarde kunstnergruppe ved navn Stjernen, som udfordrede statens kontrol med kunst under sloganet »vi kræver politisk demokrati og kunstnerisk frihed«.

Værdsat

Frustreret over begrænsningerne i hjemlandet søgte han til USA i 1981. Her ernærede han sig som bl.a. gartner, babysitter, arbejder på byggepladser — men sin kunst kunne han ikke sælge. Han begyndte at tage billeder, bl.a. af demonstrationer i New York, og det var her, han første gang oplevede sammenstød med politiet.

»At blive truet er afhængighedsskabende,« sagde han senere i et interview med kinesiske medier.

Han fortalte, at »man føler sig værdsat,« hvis folk med magt lægger mærke til en.

Siden han vendte tilbage til Kina i 1993, har Ai Weiwei haft rigelig grund til at føle sig værdsat.

Han begyndte at skrive om Kinas undertrykkelse af kreativitet. Og han angreb kinesiske kunstnere for at være ude af stand til at »levere uafhængig kritik«.

I sin kunst gjorde han sig bemærket for på fotografier at give fuckfingeren til autoriteter, f.eks. symboliseret ved portrættet af Mao Zedong på Den Himmelske Freds Plads eller Det Hvide Hus i Washington.

Og Ai Weiwei afsøgte grænserne for, hvad kunst udgøres af. I 2007 bragte han 1.001 kinesere til en kunstfestival i Kassel i Tyskland — det var »en invasion« af kinesere, som Ai Weiwei udtrykte det. En levende skulptur af mennesker, som havde til formål at gøre almindelige kinesere, der aldrig havde været i udlandet før, synlige i Europa.

Samtidig gjorde han sig bemærket ved at ødelægge urner fra Han-dynastiet og skille møbler fra Ming-dynastiet ad for at samle dem igen som absurde, skæve hybrider.

»En kommentar til regeringens fornægtelse og ødelæggelse af Kinas rige kulturhistorie,« forklarede han.

Vendte OL ryggen

Ai Weiwei blev for alvor internationalt kendt, da han først var med til at formgive det olympiske stadion i Beijing, kaldet Fuglereden, for derefter at vende hele OL i 2008 ryggen. Han mente, det blot tjente som en hyldest til kommunistpartiet med det formål at skjule Kinas »modbydelige« politiske virkelighed.

Samme år gik hans internetaktivisme, regeringskritik og kunst op i en højere enhed, da han fokuserede på det store antal skolebørn, der blev dræbt i kæmpejordskælvet i Sichuan-provinsen. Det var politisk følsomt. Forældre anklagede myndighederne og sagde, at korruption var årsag til, at deres børns skoler var så elendigt bygget, at de blev pulveriseret i jordskælvet.

Regeringen lagde låg på kritikken, truede forældrene og ville end ikke oplyse antallet af dræbte børn.

Men Ai Weiwei organiserede frivillige, som fandt frem til over 5.000 dræbte skolebørns identitet. De videregav informationerne via internettet. Og om myndighederne, der ville holde det hele skjult, skrev han:

»De skjuler fakta med den undskyldning, at de vil opretholde stabiliteten. De intimiderer, fængsler og forfølger de forældre, som kræver sandheden, og skamløst tramper de på grundloven og folks basale rettigheder.«

Han omdannede vreden og sorgen over de dræbte børn til installationskunst. I Münchens Haus der Kunst skabte han en kæmpe mosaik med ni tusinde farverige skoletasker. Sat sammen dannede de på kinesisk et citat fra en mor til et barn dræbt i skælvet:

»Hun levede lykkeligt på denne jord i syv år«

Twitter-kunst

Folk, der har besøgt Ai Weiwei i hans hjem inden for de sidste år, undrer sig over, hvordan han finder tid til at lave kunst. Han sidder ofte foran computeren. Mindst otte timer om dagen, siger han selv.

»Men det er kunst,« har han insisterende sagt om sine Twitter-beskeder og blogs på internettet.

Siden han opdagede internettet i 2006 og skrev en blog om et land styret af »tykke og hjerneløse grovædere«, som lever af korruption, har han skrevet den ene kritiske indlæg efter det andet. 60.000 twitter-beskeder er det blevet til. Og formentlig ikke en eneste, som styret er begejstret for.

Ai Weiweis konstante angreb på regeringen har udviklet sig til et årelangt performanceteater, som dog kan få alvorlige konsekvenser for hans personlige sikkerhed. Måske allerede inden for de næste få dage, da myndighederne fortsat venter på resten af de 13 mio. kr.

 

Louisiana Contemporary: ’Ai Weiwei’. Louisiana, Humlebæk. 18. november 2011 til 12. februar 2012.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Jeg betvivler det sådan set ikke, jeg er bare imponeret. Hvis én medarbejder har fremstillet 1.000 håndbemalede solskikkefrø, så har han haft gang i 100.000 medarbejdere. Det kan selvfølgelig også være de har fremstillet 10.000 hver og så har kun skulle bruge 10.000 medarbejdere. Anyways, jeg donerer gerne et 10´er til hans frifindelse. Hvor skal jeg betale?

Brugerbillede for jan christensen
jan christensen

jeg er lidt utryg ved at Kina får stadig mere og mere at skulle have sagt i vores verden, jeg er glad for at der er kinesere der protesterer

Brugerbillede for Anonym

Der er ikke noget at være utryg for, kineserne er i bund og grund gode mennesker, man hører måske mest om dårlige mennesker, men de findes i alle lande.
Kineserne har ingen planer om aggressivitet over for andre lande, de vil bare sikre sig selv at bestemme over deres land. Kina vil langsomt og balanceret nærme sig Europa, men de vil ikke have andre lande til at blande sig i udviklingen. og jeg er da helt tryg ved min kinesiske hustru, hendes familie og deres land, og som på en måde også er mit land.