Baggrund
Læsetid: 2 min.

Occupy kunst

Æstetik. Det begyndte med en kort besked på det sociale netværk Twitter og er siden blevet til en verdensomspændende bevægelse med sit helt eget kunstneriske udtryk
Kultur
1. december 2011

Det ramte direkte ned i den økonomisk trængte amerikanske befolknings frustrationer og vrede over finanskrisen, da Kalle Lasn, redaktør og grundlægger af antiforbrugermagasinet Adbusters, i juli måned i år fandt på emnebetegnelsen #OCCUPYWALLSTREET og sendte det ud til sine followers på Twitter.

Og da Adbusters samtidig skabte en plakat af en ballerina, der danser på ryggen af den skulptur forestillende en tyr, som står nær ved Wall Street i New York, gav man Occupy Wall Street-bevægelsen en visuel identitet.

»Der er mange måder at føre krig på på kulturelle ideer og symboler,« sagde Kalle Lasn forleden til New York Times i et interview om sin egen og det 22 år gamle Adbusters’ rolle som samfundsrevser gennem satiriske reklamekampagner: »Og jeg mener, at en af de mest kraftfulde af dem alle er æstetik.«

Det er da heller ikke kun aktivister og utilfredse borgere, der har taget Occupy Wall Street til sig. Grafikere og kunstnere verden over har siden ladet sig inspirere af Kalle Lasn og Adbusters. Hjemmesiden Occuprint.org samler og videredistribuerer Occupy-kunst fra hele verden.

»Plakaterne er med til at skabe en vigtig bro mellem tilhængere, der ikke nødvendigvis taler det samme sprog som demonstranterne, men som stadig er en del af bevægelsen,« siger talsmand Jesse Goldstein til Information om projektet. De har for at sprede budskabet samarbejdet med Wall Street Journal om en særlig ’occupied’ udgave af avisen, Occupied Wall Street Journal.

»Vi forsøger ikke at skabe et nyt brand, vi forsøger at skabe et nyt liv,« siger Jesse Goldstein om ideen bag og ambitionerne med projektet.

Et præcist udtryk

Kunstnere fra hele verden har bidraget til projektet — det gælder franske Sébastien Marchal, der for år tilbage havde skabt en lignende plakat for at mobilisere folk mod sit lands regerings indvandrerpolitik.

»Jeg skabte oprindeligt den første version af dette billede for mange år siden. Og jeg synes, at det præcist udtrykker occupy-bevægelsens kritik på både Wall Street og rundt om i verden: Pengenes og økonomiens magt over for folket; penge som et middel, penge som et mål, penge som en værdi og endelig penge som et redskab til at dominere med for rige mennesker over for fattige, men også for rige lande over for fattige lande. Det er den virkelige verdens omdrejningspunkter, og vi er nødt til at slippe af med det,« siger Sébastien Marchal til Information om sin plakat, Cardinal Points, der forestiller en vindrose med valutasymboler i stedet for verdenshjørner.

 

Mere på Occuprint.org og på information.dk/fotobloggen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her