Ret så langt fra Las Vegas

Snart går det løs med julen og alt, hvad den indebærer. Ludvig og julemanden hedder den nye Julekalender, som TV 2 vil vise seerne til tryg hygge for store og små. Julemanden spilles af Lars Hjortshøj, der dermed er meget langt fra Las Vegas og de andre grænseoverskridende comedyer og den stand-up-komik, han ellers er kendt for, og hvor absolut intet er helligt.

— Hvad er din tilgang til rollen?

»At hvis de bare ville have mig til at rende rundt og sige ho-ho i 24 afsnit, så gad jeg ikke. Men manuskriptet er godt, og julemanden er en tilpas kantet karakter, lidt doven og selvoptaget, ikke nogen særlig god julemand, og det går ad helvede til med konen. Det er grunden til, at han flytter hjemmefra.«

— Altså et ægteskab som så mange andre ude i livet?

»Ja, men de har været gift i 500 år, så de har været igennem en hel del af de såkaldte syvårskriser. Nu er det så en 500-årskrise, og det går ikke. Hans kone er træt af, at hun står med ansvaret for hele produktionen af legetøj, mens han kun arbejder én dag om året.«

- En ønskerolle?

»Nej, men uden sammenligning den største, jeg nogensinde har haft, svarende til fem-seks spillefilm. En klassisk skuespillerrolle, selv om jeg ikke er skolet som sådan. Men tro mig: Jeg kender mine begrænsninger.«

— Du måtte vel vaske munden i sæbevand først efter den helt anderledes sprogbrug, som er i stand-up?

»Ja, for man skal holde sig for øje, hvem modtagerne er. Men sprogbrugen kan nogle gange fremme joken, og det er jo grinet, jeg går efter. Jeg er glad for at have prøvet begge dele, men slipper aldrig stand-up’en.«

Mere vil have mere

— Hvordan var din egen barndoms jul?

»Lidt speciel, idet mine forældre i mange år var forstanderpar på et plejehjem. Derfor holdt vi først jul med de ældre mennesker, før vi tog hjem og holdt familiejul. Min bror og jeg havde aldrig prøvet andet, så vi troede, at det var sådan, man holder jul.«

— Hvad betyder fænomenet jul for mennesker i dag?

»Der går lidt for meget logistik i den. I praktikken betyder det, at de voksne gør krav på den i stedet for at tilsidesætte sig selv lidt mere i de dage. Det er også derfor, der opstår så fandens mange konflikter.«

— Er den for kommerciel?

»Den jo pumpet voldsomt op, men det løb er ligesom kørt. Det kan man lige så godt acceptere i stedet for at stritte imod. Det er åbenbart sådan, men derfor kan man jo godt stadigvæk fastholde det eventyrlige og mytiske.«

— Som et lille lys i mørket?

»Ja, og jeg synes også ud over det kristne element, som stadig er der, at vi skal blive ved med at bilde børnene ind, at der findes en julemand. Det har jeg selv gjort. Vi havde da en nisse oppe på loftet, som fik grød. Jeg gik selv op og fjernede noget af det og råbte ned til børnene: ’Kom op og se! Nu har han været her’ Så kom de løbende op.«

— Hvordan var det hjem, du voksede op i?

»Min familie stammer fra Aarhus. Jeg var fem-seks år, da vi kom dertil. Det var en almindelig, offentlig funktionær-familie. Især på fædrene side stærkt forankret i den socialdemokratiske bevægelse. Små kår, kan man sige. Min farfar arbejdede på DSB, statsbanernes værksted, og havde et lille fiskerhus, som min oldefar havde bygget der, hvor Egå Marina ligger i dag. Han var arbejdsmand ved kommunens vejvæsen. Min far var mangeårig plejer på statshospitalet i Risskov. Min mor er sygeplejerske og gik på pension for et par år siden.«

— Er du så selv blevet socialdemokrat?

»Nej, men jeg har raget nogle af de bedste værdier til mig og taget dem med mig. Helt grundlæggende ting.«

— Som er?

»Alt det omkring fællesskabet og solidariteten. At vi, der har evnerne og mulighederne, også har en pligt over for dem, som ikke har de samme muligheder.«

— Hvad er der sket med Socialdemokraterne siden dengang?

»Partiets krise nu er vel den samme som for en masse andre socialdemokratier i Europa, som leder efter det næste projekt, efter at vi for længst har fået otte timers hvile om dagen. Så fulgte opbygningen af velfærdsstaten. Den har vi også fået. Nu vil vi bare have mere af den, og der er ikke noget loft.«

— Som f.eks. hvad sygdomsbehandling angår?

»Ja og efterlønnen. Det er ikke sådan, at vi siger, at nu er vi blevet mætte og lægger låg på. Men det kendetegner jo de fleste politiske partier, at de famler efter næste projekt.«

Sund finanskrise

— Er vi alle blevet socialdemokrater?

»Politikerne er i al fald. Men klart nok er vi alle blevet inficeret af 40-50 års velfærdsstat. I det øjeblik, der bliver nedlagt et lille bibliotek eller langt til et hospital, piver vi alle sammen. Vi er blevet sådan nogle foie gras-gæs, der er blevet tvangsfodret med velfærd.«

— Er det dårligt?

»Ja, for vi er blevet som børn i en slikforretning. Vi siger ikke stop eller ’det her kan jeg klare selv’. Vi har kolossale forventninger til, at det offentlige, staten, kan klare alting for os. Samtidig er vi blevet nogle helvedes individualister, og når de to ting støder sammen, opstår nogle gevaldige sammenstød. Det kan godt være, jeg er gammeldags på det punkt, men vi taler mere om, hvad vi har krav på, end hvad vi har pligt til.«

— Hvad var det første, du ville gøre, hvis du blev statsminister?

”Tage en fridag — til at tænke langsigtet i. Danske politikere er, ja, undskyld mig, blevet sådan en flok kommunaldirektører, der tænker i taktik frem til næste valg. Det er sgu for kortsigtet. I min klumme i metroXpress skrev jeg for nylig, at jeg vil have fjernet valgretten for alle dem over 55 år. Det blev folk meget vrede over.«

— Din begrundelse?

»At de unge mennesker kan se et perspektiv 30-40 år frem, mens vi andre — med al respekt — tænker: Hvornår kan jeg blive pensioneret? Hvorfor har mit sommerhus tabt i værdi? Det er altså for småt.«

— Det globale, set fra dit perspektiv?

»Finanskrisen og en helt ny verdensorden gennemsyrer det hele. Nu skal vi forholde os til Brasilien, Indien og Kina, de lande, der virkelig rykker. Finanskrisen er en ordentlig lussing, men den får os til at ryste posen og rykke sammen i bussen. Det er nok meget sundt for den europæiske selvopfattelse, som går tilbage til kolonitiden, at der bliver rusket op i det. Vi bliver mere forsigtige og ikke så ekstravagante i vores forbrug. Vi kunne snart heller ikke rumme mere.«

Pionerånd

— Hvordan blev du stand-up’er?

»Tilfældigheder og omveje. Fra 8.-9. klasse fandt jeg ud af, at jeg kunne noget med at optræde. Lige efter folkeskolen rejste jeg til USA som udviklingsstudent, hvor jeg så stand-up for første gang på tv — folk som Eddie Murphy og Steve Martin. Jeg tænkte: ’Det er det, jeg skal!’ I gymnasiet begyndte jeg så småt at optræde til morgensamlinger og fester. Så begyndte jeg at læse dansk på universitetet, og om aftenen optrådte jeg på bittesmå scener i undergrundsmiljøet i Aarhus. Det var umuligt at forene de to ting. Jeg ville være komiker.«

— Hvad var det, der var med Aarhus dengang?

»Aarhus var et kraftcenter, som sugede talenter til sig fra hele Vestdanmark, men jeg fornemmer, at der har været lidt dødt på det sidste.«

— Siden du flyttede til København?

»Jeg tager gerne ansvaret.«

— Hvordan var stand-up’ens første tid i Danmark?

»Vi var en lille, sluttet kreds, som samledes omkring DIN’s i Lille Kannikestræde. Der var en kolossal pionerånd. Vi kunne ikke altid finde ud af, hvad vi var, men snarere, hvad vi ikke var. Vi var ikke revy. Det var et fyord. Det der folkelige pis var bare ikke os. Det skulle være ægte, og man måtte ikke bruge rekvisitter og kostumer. Der var og hersker stadig en masse rigide regler i stand-up.«

— Prøv at nævne tre …

»Du må ikke have hat på, du må ikke synge, og vittigheder i klassisk forstand holder vi os langt fra.«

Kønsbehåring

— Fra den målrettede politiske tv-satire dengang, var der et kæmpespring til stand-up’ens bad boy-fissesnak. Hvad tænkte du om det?

»Den politiske satire var blevet så forudsigelig og mat i koderne. Det var så nemt at stille sig op og sige, at statsministeren var en idiot, og det pænt polerede, som Linje 3 var eksponent for, var heller ikke os. Vi ville noget nyt.«

— Men blev det nye ikke bare gakket og uden indhold?

»Det forgrenede sig. Nogle laver politisk satire på en ny måde. Andre er mere vulgære end sådan nogle som mig, hvor emnerne ikke kan blive små nok. Jeg tager fat i mikroskopiske ting og potenserer dem helt vildt. Det greb kan jeg godt lide.«

— Hvorfra fik du din inspiration?

»Ældre menneskers boligindretning f.eks. De har mange møbler på lidt plads. Det kan man løfte op til at handle om hele ældresagen. Nu nævnte du ordet fisse. Det ord bruger jeg ikke rigtig. Et eksempel: Vi er jo så gamle, at vi kan huske noget, der hed kønsbehåring. Det bruger de unge ikke mere. Så går jeg ind i en større analyse og fortæller om, hvordan vi andre skulle bokse igennem pigernes mangrove, når vi debuterede seksuelt. Så er vi jo under bæltestedet, men det er altså lige så meget for at udstille den generation, som har fjernet al kønsbehåring og dermed nedkæmper naturen. Tænk, hvis de brugte lige så meget tid på at kæmpe for naturen.«

— Vil publikum altid gerne med ned under bæltestedet?

»Meget gerne. Det er altid sjovt. Kønsorganer er sjove. En pruttepude er også noget af det sjoveste, man kan have med til et selskab. Det er generelt vedtaget.«

— Har du grænser for, hvad du vil satirisere over?

»Den dag, jeg finder grænsen, stopper jeg. Det kan jeg garantere.«

— Utøya er vel grænsen?

»Det er noget med, hvordan man gør det. Jeg kan derfor ikke her og nu sige, at jeg ikke vil tale om Utøya eller eksempelvis pædofili, for så bliver min profession meningsløs. Det handler jo om hele tiden at afsøge grænser.«

Pligt til at dele

— Er det sjovt at være sjov?

»Ja, for der er et ekstremt element af leg med ord og karakterer.«

— Engang ville du flytte en tid til Indien med din familie. Hvorfor?

»Min kone — hun er tv-producent — og jeg havde kørt i 10-12 år med arbejde, arbejde, arbejde. Vi havde to børn, og alt var meget på vores betingelser. Så tænkte vi, om vi kunne strikke vores arbejds- og familieliv anderledes sammen. Det kan man jo sagtens blive enige om over en flaske rødvin derhjemme, men der må også handles. Vi droppede dog projektet, men det blev skelsættende, for derefter indrettede vi os anderledes.«

— Har du nogensinde lyst til at lave noget helt andet?

»Det har jeg faktisk tænkt på, men også fundet ud af, at eftersom det går godt med det, jeg laver, så er jeg kommet til, at jeg skal blive ved med det. Vi har jo alle hver især et eller andet, som vi er gode til, og det skal vi finde frem til. Jeg ved godt, at det er sådan en Orla Frøsnapper-filosofi, men den gælder.«

— Det var da vist Gummi Tarzan!

»Satans også! Du kan din litteratur bedre end mig, der endda har læst dansk. Det er et nederlag, som udstiller min ignorance fuldstændigt. Men hvis man har en unik evne til et eller andet, hvad enten det er noget kreativt eller at servere kaffe — jeg er ligeglad med, hvad det er — så synes jeg, man har en pligt til at dele det med andre.«