Læsetid: 4 min.

Rockstjernen er blevet en blød mand

Statusikoner. I lørdags rådgav Steen Jørgensen fra Sort Sol unge sangere i talentshowet ’Voice’. Jesper Binzer fra D-A-D reklamerer for pensionsordning, og skulle tidligere bassist i Røde Mor og nuværende folketingsmedlem Finn Sørensen skrive en protestsang, så skulle den være løsningsorienteret. Suk, hvor er den danske rockstjerne dog blevet fornuftig
Karriereskift. Steen J©™rgensen fra Sort Sol er en af de rock°©ikoner, der har droppet sit bad°©boy-image til fordel for en bl©™dere profil °© og profit °© som dommer i et talentshow.

Karriereskift. Steen J©™rgensen fra Sort Sol er en af de rock°©ikoner, der har droppet sit bad°©boy-image til fordel for en bl©™dere profil °© og profit °© som dommer i et talentshow.

TV 2

1. december 2011

Der var engang, hvor rigtige rockstjerner forstod at knalde damer, skyde heroin og give fingeren til det samfund, der krævede, at de skulle rette ind. I dag er det med et lunt glimt i øjet, når Jesper Binzer fra D-A-D anbefaler den fornuftige pensionsordning i en reklame for pensionsselskabet PFA.

»Det er rock and roll at være skaffedyr til familien,« som han siger.

Ligesom Steen Jørgensens øjne rammet ind med kohlstift fremstår en lille smule mere smattede i TV 2’s primetime, end de sikkert gjorde en sen nat på baren Floss i indre by, hvor hans punkband Sods spredte punken til folket.

»Men som man siger: Når fanden bliver gammel, går han i kloster. Musikbranchen har brug for penge, og selv rockstjerner må træde ud af karakter for at skrabe ind,« siger Morten Michelsen, som har forsket i dansk rockkultur og er lektor på musikvidenskabeligt fakultet på Københavns Universitet.

Alderen trykker

»Dansk rocks godfather.« Det er lørdag aften på TV 2. Steen Jørgensen bliver præsenteret som en af dommerne i det nye talentshow Voice. Et tungt beat sætter ind, og sammen med sine meddommere slår Steen Jørgensen tonen an. De røde og hvide projektører lyser Danmarks største stjerner op i tv-studiet. Og så synger Steen Jørgensen om fordums tid for seerne: »Hvis jeg sku’ have været død, ville jeg ikke vær’ her — så fuck min afhængighed for at dulme smerter og kritikere, der talte om at ende mig. Jeg er ikke større end livet, men jeg er større end dig.«

Lene Nystrøm fra Aqua tager tre hastige skridt frem på scenen og overdøver i koret: »Jeg gør, hva’ jeg vil, jeg fanger momentet, jeg tager ordentligt fat. Vi går ikke hjem i nat.«

»Ja, de bliver jo ældre,« griner musikkommentator Henrik Marstal.

Selv Jagger gjorde det

Tidligere har rockstjernen haft brug for eksklusiviteten og distancen til publikum for at bevare sin ikoniske identitet, men igennem de seneste år har hele kendiskulturen forandret sig, påpeger han.

»Danskernes forhold til de kendte er blevet præget af en enorm stor jovialitet. Distancen mellem en kendt musiker og hans eller hendes publikum er blevet mindre. Vores kendiskultur har udvidet sig meget de senere år, og de kæmper om pladserne, og skal man så være lidt mere jovial og lidt mere i øjenhøjde — så er man det,« siger Henrik Marstal og fortsætter: »Engang kunne man slippe af sted med at være rockstjerne af den gamle skole med sex og drugs — i dag er det faktisk lidt kikset. Det er blevet en urealistisk måde at leve sit liv på. I dag er det mere rockstjerneagtigt at leve et liv som ens fans gør. Man er ikke over sine fans — ligesom det hed sig i den gamle grunge-livsstil.«

Helt lavpraktisk kan man også konstatere, at musikbranchen er i krise, og som han siger: »Et eller andet skal de jo tjene penge på.«

Vi skal omtrent 30 år tilbage i tiden, og der sidder Mick Jagger »spændt for en folkevogn«, som Morten Michelsen siger det. Sort Sol lavede også reklamer allerede for mange år siden. Og det er endnu mere udbredt i dag, påpeger han. Med et samfund fuldt af økologi, udmattet af uendelige joggeture og udfordret af vanskelig tantrasex skal mændene også tage økonomisk ansvar og blive voksne.

»Så snart rockstjernerne kommer op i alderen, så begynder de økonomiske interesser at melde sig. Allerede i starten af 80’erne sponsorerede Rolling Stone Folkevogn. Men verden har også ændret sig — det med sex, drugs and rock ’n roll, det duer ikke, hvis man skal overleve — det er en meget dårlige strategi, hvis man vil blive over 50.«

Det drejer sig faktisk ikke kun om rockdrengene, det er derimod tale om en generel mandetendens. I økonomisk slidte tider og krisestemning så skal manden tage ansvar og være blød, påpeger mandeforsker fra RUC Kenneth Reinicke.

»Mandigheden har aldrig været statisk — og lige nu taler man om tabermænd og mænd i kriser. Og når rockstjerner bliver fornuftige, kan det både pille noget af myten, og hive ham ned fra piedestalen, men det sætter også streg under det faktum, at vi har kun ét liv — og det skal leves hver dag og på en mere velovervejet, bevidstgjort og rolig facon. Krisetider åbner for, at mandetypen får lov til at være mere kompleks, mere sårbar og intim, og manden skal kunne berette om hele pamfletten af livsudfordringer. Selv om man har langt hår og er sexet, så kan der godt være orden i økonomien,« siger Kenneth Reinicke.

Professionalisme i branchen

Så når Finn Sørensen, der er folketingsmedlem for Enhedslisten og tidligere sangskriver i rockbandet Røde Mor, erklærer, at hans protestsange fremover skal være løsningsorienterede, så er det ikke helt tilfældigt.

Det er måske ikke længere rockens rolle at være i opposition, snarere skal den i stedet give et mere sandfærdigt billede af livet, påpeger Morten Michelsen:

»Den måde, The Who og Led Zeppelin levede på, var ifølge rygterne ekstrem — de ville ikke passe ind i en professionalisme og troppede op til koncerterne tre timer forsinket og efterlod smadrede hotelværelser og knuste hjerter i hver by. I dag starter alle koncerterne til tiden — for stjernerne skal hjem til børnene. For at være fit til denne branche skal du være gennemført professionel og tæmme vildskaben.«

Men så kan man jo diskutere, hvor spændende det egentligt bliver, siger Michelsen og fortsætter: »Rockmusikken har været vigtig — men det er den ikke mere. Livsstilen og genren er blevet et historisk fænomen. Det var noget der passede til slutningen af det 20. århundred, hvor man havde brug for en kultur i opposition — det er der ikke rigtigt brug for for tiden, der har vi åbenbart mere brug for den fornuftige forretningsmand.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu