Læsetid: 3 min.

Røde ekstremister er lidt nemmere at forholde sig til

Mens tyskerne hverken politisk eller kulturelt har været blege for at italesætte problemet med røde terrorister som Rote Armee Fraktion, har de moderne brune terrorister været et langt mere betændt emne. Efterkrigsopgøret med nazismen har gjort det svært at erkende højreradikalisme som noget, der stadig eksisterer, påpeger tysklandseksperter
Mens tyskerne hverken politisk eller kulturelt har været blege for at italesætte problemet med røde terrorister som Rote Armee Fraktion, har de moderne brune terrorister været et langt mere betændt emne. Efterkrigsopgøret med nazismen har gjort det svært at erkende højreradikalisme som noget, der stadig eksisterer, påpeger tysklandseksperter
16. november 2011

Der findes bunkevis af både bøger og film, der gennemgår hver eneste detalje og hændelse i forbindelse med terrorhandlingerne fra den venstreekstremistiske organisation Rote Armee Fraktion (RAF). Men mens den røde terror har fyldt både kulturelt og politisk i Tyskland gennem de seneste 30 år, har den såkaldt brune terror — den højreekstreme trussel — fyldt forsvindende lidt i Tyskland.

»I Danmark accepterer vi både nazi-demonstrationer og Johnny Hansen-typer, der råber og skriger ud til alle, der gider at lytte. Men i Tyskland er alt, hvad der har med nazismen at gøre, pr. definition utrolig ildeset. Tag eksempelvis Der Untergang, hvor Hitler for første gang blev portrætteret som et rigtigt menneske. Der blev et kæmpe påstyr, for hvad bildte de sig ind at gengive Hitler som andet end rent ondskab, lød kritikken. Der har virkelig været en tabuiseringen af alt højreekstremisme, hvilket måske også har gjort det sværere at acceptere og få øjnene op for den reelle højreekstremisme, der er i landet,« siger seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Cecilie Felicia Stokholm Banke, der har forsket i erindringspolitik og mindekultur i Europa efter Holocaust.

Et åbent truame

Siden Anden Verdenskrig har man i Tyskland institutionelt forsøgt at bearbejde det nationale traume efter krigen med blandt andet hagekorsforbud og systematisk undervisning i holocaust og nazismen i skolerne.

Men det institutionelle efterkrigsopgør med nazismen har også gjort det sværere at italesætte og acceptere, at der stadig findes den slags højreekstremisme i landet, forklarer Skandinaviens-korrespondent for det tyske nyhedsbureau, DPA, Thomas Borchert.

»Det officielle Tyskland har altid haft interesse i at tale de faresignaler, der kom fra højrefløjen ned og gøre dem mindre, end de er i befolkningens øjne. I lyset af den tyske historie, har det været alt for traumatisk at skulle forholde sig til faren fra højre, hvorimod det har været noget lettere at tale faren fra venstrefløjen op. Det er ganske enkelt mindre betændt,« siger han.

Derfor kommer det også bag på mange i Tyskland, når det højreekstreme miljø pludselig viser sig, som det er tilfældet med den seneste tids hændelser med den nynazistiske gruppe Nationalsocialistisk Undergrund, mener han.

Sejr over de røde

Ifølge historiker og lektor i tysk og europæisk samtidshistorie ved Københavns Universitet Karl Christian Lammers er det også nemmere for nationen at forholde sig til den røde terror, fordi det var en sejrshistorie for de tyske myndigheder.

»Det spiller selvfølgelig ind, at man jo besejrede venstreterrorismen. Med RAF må man alt andet lige konkludere, at staten vandt over den form for terror, og derfor er det også en succesrig historie — som det bestemt ikke var tilfældet med nazismen. Der er ingen tvivl om, at det påvirker både befolkningens og ikke mindst myndighedernes syn på venstreekstremismen kontra højreekstremismen. Venstreekstremisme kan vi kontrollere, hvorimod højreekstremismen er noget, vi i virkeligheden slet ikke vil se nærmere på, for det bør i virkeligheden slet ikke findes længere,« siger Karl Christian Lammers.

Især i Østtyskland, hvor problemet med højreekstremister er størst, har befolkningen ikke gennemgået samme kollektive efterkrigsopgør med højreradikaliseringen som i Vesten, påpeger Cecilie Felicia Stokholm Banke.

»Vesttyskland iværksatte fra 60’erne og frem en særlig indsats omkring undervisning og oplysning vedrørende holocaust, og var generelt meget aktive med at bearbejde nationens nazistiske fortid. Men det betyder også, at der er en efterkrigstidsopgør med nazismen, som bare ikke er foregået på samme måde i det tidligere Østtyskland.«

Ifølge Karl Christian Lammers vil den seneste tids hændelser formentlig være startskuddet til et tiltrængt øget fokus på højreekstremisme i Tyskland:

»Der er hele byer i Østtyskland, hvor højreradikale grupper er meget velorganiserede og stærke, men det har der været utrolig lidt fokus på. Jeg tror bestemt, at vi vil se en større opmærksomhed på disse grupper fremover, hvilket bestemt er tiltrængt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu