Læsetid: 4 min.

Sex, løgn og dokumentarfilm

Selv om grænseoverskridelse i sig selv ikke længere er noget nyt, er dokumentarismen stadig det felt inden for filmkunsten, hvor de væsentligste fornyelser sker. Vi har kigget på nogle af de aktuelle tendenser, der præger den niende udgave af festivalen CPH:DOX
Selv om grænseoverskridelse i sig selv ikke længere er noget nyt, er dokumentarismen stadig det felt inden for filmkunsten, hvor de væsentligste fornyelser sker. Vi har kigget på nogle af de aktuelle tendenser, der præger den niende udgave af festivalen CPH:DOX
2. november 2011

»Efter min mening er det mindre væsentligt at skelne mellem dokumentarisme og fiktion end mellem gode og dårlige film.«

Citatet tilskrives den iranske instruktør Abbas Kiarostami, hvis produktion er præget af en pendlen frem og tilbage over de klassiske skel mellem fiktion og dokumentarisme — ofte inden for samme film. Og et andet sted skal han have sagt, at »den eneste måde at nærme sig sandheden på er gennem løgnen«.

Begge udtalelser kunne stå som mottoer for CPH:DOX, den københavnske festival for dokumentarfilm, som nu afvikles for niende gang. Det er således karakteristisk, at festivalens hovedpris de seneste to år er gået til værker, der nærmest må betegnes som fiktionsfilm. I 2009 var det den amerikanske outsider Harmony Korines mildt sagt aparte Trash Humpers, der løb med trofæet. Og i 2010 var det italienske Michelangelo Frammartinos Le Quattro Volte, et fintsansende tysthedsdrama optaget med en lille landsby som kulisse. I begge tilfælde gjaldt det, at filmsproget hentede træk fra dokumentarismen. Men fiktive konstruktioner, det var det.

Radikale positioner

Kort sagt er det ved at være en gammel nyhed, at nutidens såkaldte dokumentariske film er grænsesprængende. Men det ændrer ikke ved, at det flydende felt, som CPH:DOX definerer som 'dokumentarisk', fortsat synes at være det mest stimulerende sted at kigge hen, hvis man vil orientere sig om disse års filmiske nyskabelser. Hertil kommer, at det er et adelsmærke for festivalen, at man — samtidig med at man bestræber sig på at gøre enhver begivenhed til en fest — tager film seriøst som kunst, og dét i en grad så de mange formfornyende eksperimenter ikke er henvist til nicheprogrammer, men rækker langt ind i hovedkonkurrencen.

Kaster man et blik ud over de 15 titler i Dox:award-programmet, er det kendetegnende, at man igen i år kan finde snart sagt alle typer tilgange til dét at fortælle i levende billeder: fra det klassisk observerende/antropologiske i It's the Earth Not the Moonom livet på den portugisiske ø Porvo til en lille håndfuld værker, der alle er iscenesættelser med skue- spillere, dog mere eller mindre direkte baseret på autentiske historier. Men samtidig kan man se, at de greb og attituder, der involveres, nu presses endnu længere ud mod radikale yderpositioner end før. Hvis man på festivalens tidligere udgaver kunne have en fornemmelse af at være vidne til normsprængende eksperimenter, synes mange filmmagere i dag at være ved at finde sig til rette i hybridformer, som rendyrkes og forfines.

Uerotisk porno

Lad os for tankeeksperimentets skyld forestille os, at alle film i deres forhold til virkeligheden befinder sig på en skala mellem den rene fiktion/konstruktion i den ene ende og uredigerede optagelser fra et overvågningskamera i den anden. Ja, så findes næsten alle facetter repræsenteret alene i hovedkonkurrencen. Og kigger man ud over hele festivalens omfattende program, udvides feltet yderligere, fra påtrængende politiske undergrunds-statements som den iranske This Is Not a Film(der blev smuglet ud af Iran på et USB-stik i en kage) til spektakulære 3D-dokumentarer skabt af gamle mestre som Werner Herzog og Wim Wenders.

Starter vi i overvågningsenden, finder vi et af de mest radikale værker i Dox:award-programmet: HPG Watch Stream Live — Sex Cam HD Porn Free Hard XXX. Filmen er klippet sammen af flere tusind timers behind the scenes-optagelser, som den franske pornokonge Hervé G. Gustave har overladt til en ung billedkunstner, Raphaël Siboni. Over en periode har Gustave — der selv fotograferer og medvirker i sine film — ladet et ekstra kamera rulle med, når han optog sine samlebåndsproducerede pornofilm. Og ud af det omfattende materiale har Siboni redigeret et forløb af absolut uerotiske sekvenser, der effektivt punkterer den illusion om følelser og lidenskab, som selve produkterne tilstræber.

Som værk er filmen interessant, fordi optagelserne er usædvanligt tæt på at være et resultat af det objektive overvågningskameras temperamentsløse blik. Og samtidig fungerer den i en vis forstand som et billede på al filmproduktion — som konstruktion, illusion, løgn.

I den anden ende af skalaen findes titler som Play, Shock Head Soulog The Somnambulists, hvor grænsen til den rene fiktion er papirtynd.

Ind imellem de to yderpositioner eksisterer et hav af gradueringer, fra Ben Rivers' magiske og dialogløse eneboerportræt, Two Years at Sea, til den poetiske og non-lineære Rivers and My Fatheraf den canadisk-kinesiske filmmager Luo Li. I sidstnævnte sætter Li ud på den svære opgave at filme sin fars erindringer, og da faren ser resultatet, kan han knap nok genkende sit eget liv.

Til gengæld reflekterer filmen på begavet vis over sin egen tilblivelse, blandt andet ved til slut at tilføje farens korrektioner som et drilsk appendiks. Og den nuancerer derved Kiarostamis pointe om, at man for at nærme sig sandheden må ty til løgnen: Kun ved at forholde sig frit til farens erindringer kan Luo Li fortælle sin sandhed.

 

CPH:DOX, 3. til 13. november. www.cphdox.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu