Den tidligere bombepilot Joseph Hellers litterære debut var højlydt, harmdirrende og sorthumoristisk. En 500 sider lang, nonlineær horror-farce, hvis alternative skildring af Anden Verdenskrig delte vandene.
»Bogen synes at være skreget, snarere end skrevet, ned på papiret,« mente én anmelder.
Alligevel eller netop derfor bed Punkt 22s troldsplint-univers sig fast i den kollektive bevidsthed: Hellers hovedperson, den dødsangste bombepilot Yossarian, blev få år senere en kultfigur for ungdomsoprørets krigsmodstandere. Muligvis fordi Yossarians værste fjende er hans skruppelløse overordnede. Den mere tvetydige originaltitel, Catch-22, blev synonym med et uløseligt dilemma, som en magtfuld institution trækker ned over individet. I romanen er denne institution militæret: Hvis Yossarian frivilligt flyver de farlige bombetogter, må han være sindssyg, og sindssyge personer kan fritages for tjeneste. Men hvis han beder om at blive fritaget, er det udtryk for en rationel tankegang, og dermed kan han ikke fritages.
Men hvad har romanen betydet for danske forfattere? Hvorfor tales der stadig om den, og hvad kan man lære af Punkt 22 et halvt århundrede efter?
Fornuftens eksplosion
Bo Green Jensen, kulturjournalist, forfatter og oversætter, læste bogen som ung engelskstuderende i midten af 1970'erne, og ikke mindst Hellers unikke hovedperson gjorde indtryk:
» Punkt 22 er den første roman, som bruger sort galgenhumor og absurdisme til at beskrive oplevelsen af Anden Verdenskrig. Der var masser af amerikanske krigsromaner, også mange kritiske fremstillinger, men de var tragiske eller heroiserende eller sjove på Soldaterkammerater-vis. De holdt fast i et overblik af en slags. I Hellers bog er fornuften eksploderet. Yossarian forholder sig meget lakonisk til dét, der blev betragtet som Den Sidste Gode Krig.«
»Selve Punkt 22-begrebet koncentrerer al meningsløsheden: Den ene paragraf udelukker den anden, og der er ingen smuthuller i reglementet. Bogen dannede skole, og i dag er den urstedet i en rig tradition. Kritikken af alle de følgende krige er foregrebet i Punkt 22,« siger Bo Green Jensen og fortsætter:
»Jeg har haft mere ud af Kurt Vonneguts fantastiske roman Slagtehus Fem fra 1969, der fik kolossal betydning for Vietnam-generationen. Men Heller viste vejen og satte eksemplet.«
Bo Green Jensen tilføjer, at Punkt 22 også er central i historien om den jødisk-amerikanske roman.
Tidløse løgne
» Punkt 22er en af fire-fem bøger, der på afgørende vis har præget mit syn på krig — og især retfærdiggørelsen af den,« siger journalist og forfatter Frank Esmann. »Der var, og er, noget befriende sandt ved at læse om en person, der er placeret i det diametralt modsatte af det, moderne management-guruer kalder en 'win-win-situation': Yossarian er i en absolut 'no win-situation'.«
»For mig ligger bogen på linje med Erich Maria Remarques Intet nyt fra vestfronten, Norman Mailers De nøgne og de døde og Michael Herrs Barske budskaber. Punkt 22 har opnået sin klassikerstatus ved at fortælle om et meget vigtigt aspekt af krigens væsen og menneskets placering i de bureaukratiske hierarkier, som vi selv er med til at opbygge.«
Frank Esmann sammenfatter bogens betydning for vores tid i denne slogan-agtige sætning:
»Læs Punkt 22 og forstå spin, propaganda og bortforklaringer af politiske fejltagelser bedre.«
Han tilføjer: »Når bogen stadig gør så stærkt et indtryk i dag, skyldes det naturligvis, at Yossarian på et tidspunkt erkender, at begrebet 'punkt 22' slet ikke eksisterer, men er opfundet af et tåbeligt og fejlbefængt militært bureaukrati. Løgn brugt som retfærdiggørelse af fejlagtige militære beslutninger. Hvor er det dog, vi kender det mønster fra?« spørger Frank Esmann retorisk.
Fra Rom til Vendsyssel
Klaus Rifbjerg glemmer aldrig sit første møde med romanen, som fandt sted i Rom — hvor en del af Punkt 22s handling i øvrigt udspiller sig — en sommeraften nogle måneder efter udgivelsen:
»Jeg faldt tilfældigt over bogen, så en flyvemaskine på omslaget og tænkte, at den kunne man da sikkert slå et par timer ihjel med på en café. Men jeg blev fanget og læste, lige til caféen lukkede. Kort efter ringede jeg til Gyldendal og sagde, at den bog bare skulle oversættes!« (den udkom på dansk i 1963, red.).
»Her var en helt anden vinkel på krigen, nemlig som absurd skuespil. Hellers vilje til at få komedie ud af det mest frygtelige kunne jo også lede tanken hen på Samuel Beckett og det absurde teater.«
»Yossarian siger på et tidspunkt, at 'krigens eneste formål er at slå mig ihjel', og vi møder også andre figurer, der må tænke selvstændigt og kreativt for at holde sig i live. Det er en roman, som er aktuel til alle tider, for i dag kan man uden besvær finde flere eksempler på meningsløse krige,« siger Klaus Rifbjerg og fortsætter:
» Punkt 22 handler også om den lyssky form for handel, krige kan kaste af sig. En af bogens vigtigste bifigurer er den entreprenante messeofficer Milo Minderbinder, der kan ses som en groteskhumoristisk personificering af utøjlet kapitalisme,« fastslår Klaus Rifbjerg, hvis tro på værkets eviggyldighed afspejles i, at han har oversat Hellers teaterversion af Punkt 22,som Vendsyssel Teater forventer at sætte op i nær fremtid.
Joseph Heller udgav i 1994 fortsættelsen Lukketid, hvor læseren møder ældre udgaver af Yossarian og Milo Minderbinder.
Forfatteren døde fem år senere, men på det tidspunkt havde hans iltre debutroman altså forlængst fået sit helt eget liv.
