Jeg skriver til dem fra kysten ...

I sommeren 1980 skrev Marguerite Duras i ti uger en fast klumme for den franske avis Libération. Den handlede om stort og småt, om havet og hverdagen, mange af dem handlede om vejret. Duras sidder i sit hus ved kysten, og det regner helt vildt udenfor, og hendes have er våd, og havet er skjult af, eller glider sammen med, regnen, »det er sommeren 80 og det regner« sådan husker jeg frit fra hukommelsen fra et par få oversatte uddrag og fra en begejstret vens referat af den uoversatte klummesamling L’Eté 80.

Genremæssigt nærmede klummerne sig personlige breve, de blev signeret med initialerne M.D., M.D. blev for en sommer Duras’ alter ego, »jeg skriver til Dem fra kysten i Normandiet«, der stod ikke Duras nogen steder. Initialansigtet medfører en delvis opløsning af grænsen mellem fiktion og autobiografi i Duras’ forfatterskab, og pludselig blev det muligt for Duras at skrive den selvbiografiske roman Elskeren og rækken af mesterværker, der fulgte efter.

Hvorvidt anmelderen er gnierisk

Det sad jeg alt sammen og læste om, mens jeg den sidste måneds tid ikke uden en vis voksende panik læste korrektur på min debutbog, fastlagde omslag, under utroligt akavede omstændigheder fik taget et forfatterfoto. Langsomt, som bogen materialiserede sig, som den blev mere og mere virkelig, blev det sværere og sværere at sige og skrive noget om andres bøger, at skrive anmeldelser simpelthen. Jeg blev i tvivl om, hvorvidt anmelderen var nærig, om man kunne se på det som en ikke-generøs praksis at æde af andres arbejde, at smykke sig med deres dumhed eller evne, kleptomanisk.

Men jeg tænkte også: læseren konstituerer anmelderens position som hævner. Jeg har aldrig modtaget så mange thumbs up, som da jeg skrev min ondeste anmeldelse af Carsten Andersens roman Ifølge Lukas. Læseren skænker måske anmelderen mere magt, end hun er berettiget til, og hos læseren vejer dommen oftest tungere end analysen af værket. Der er ikke på samme måde plads til af fejle i anmeldelsen, som der er i det litterære værk, hvor omveje og vildfarelser kan bringe meget godt med sig, og alligevel er det i anmeldelserne, at vi konstant fejler, i den hastige skrift, de er, i den hurtige meningsdannelse.

Da dagen så lige oprandt, hvor jeg måtte sende det endelig manuskript til tryk, med det sidste komma idiosynkratisk sat, læste jeg ved et tilfælde i Duras’ bog Writing denne lille og for datoen passende passage: Every book, like every writer, has a difficult, unavoidable passage. And one must consciously decide to leave this mistake in the book for it to remain at true book, not a lie.

Måske, hvis man arbejder hårdt nok og er heldig, kan man en dag (snart!) sige det samme om anmeldelsen, der trods alt også er en tekst, som brevet og bogen er, en henvendelse til et ukendt du, et hastigt forsøg, som fejler gang på gang. Her findes der måske den generøsitet, hos både anmelderen og hans læser, at man ikke kan eje den bog, man anmelder, at det altid er umuligt at forstå den.

O.R.