Interview
Læsetid: 7 min.

Vi er stærke nok nu til at anerkende at kønnene er forskellige

Vi lever i en opbruddets tid, mener den britiske forfatterinde Fay Weldon. Krisen åbenbarer, at vi ikke kan blive ved med at lade vores økonomier vokse, at vores børn lider under vores forsøg, og at de voksne bliver neurotiske af at kæmpe mod deres natur
Kultur
25. november 2011
Kvinder i vores del af verden kan i dag alt, og det er dejligt. Men der er en grænse for, hvor meget kønnene kan nærme sig hinanden, fordi der er et biologisk fundament, som vi ikke kan ignorere, mener Fay Weldon.

Kvinder i vores del af verden kan i dag alt, og det er dejligt. Men der er en grænse for, hvor meget kønnene kan nærme sig hinanden, fordi der er et biologisk fundament, som vi ikke kan ignorere, mener Fay Weldon.

Sofie Amalie Klougart

Hver gang hun siger noget kontroversielt, fniser hun. Og hver gang hun åbenbarer sit famøse fnis, lader hun det følge af et lille diabolsk blik i øjnene, som fortæller hun dig, at du ikke skal føle dig helt sikker på, om hun egentlig mente det. » ... men hvad ved jeg, jeg er bare en gammel kone, og det kan godt være, at sandheden er det helt modsatte,« siger hun ofte som afslutning på en radikal udmelding.

Men hun ved i hvert fald godt, hvad der giver resonans. Den 79-årige britiske forfatter Fay Weldon evner til stadighed at gøre sig til genstand for hidsig debat. Som da hun nøgternt konstaterede, at voldtægt ikke var det værste en kvinde kunne bliver udsat for, da det er værre at dø. Og hun kastede sig ud i en polemik med en hel generation, da hun konstaterede, at kvinderne bare måtte acceptere, at mænd ikke er ligeså dedikerede over for deres børn. Og da hun sidste år i den britiske avis The Guardian slog fast, at hun nok var den sidste nulevende feminist. Hun kan stadig provokere. »Danmark er som en kibbutz,« siger Fay Weldon, da Information møder hende i København. »Det er Storbritannien til dels også. Vi har skabt samfund, hvor man afleverer sine børn til fællesskabet for at gå i marken og beder dem om at kalde alle de andre børn for søster og bror. Men det gik jo ikke så godt for kibbutztanken i Israel,« siger Fay Weldon,

Krisen

Den britiske forfatterinde er i København for at promovere sin nye bog Kehua! Men snakken bevæger sig hurtigt væk fra litteratur. Fordi forfatterindens tanker hurtigt vandrer fra bøgernes karakterer til virkelighedens kvindeliv. Og fordi den lettere pressede journalist, i iver efter at bidrage med bare en anelse nyt til den efterhånden meget gennemprøvede disciplin ’interview med Fay Weldon’ har fundet ud af, at forfatterinden oprindeligt har læst økonomi.

Så hvad tænker hun om den krise, verden står midt i?

»Vi har fortjent den. Ideen om, at alt hele tiden går fremad i en lige linje, og at der hele tiden vil blive mere af det, er absurd. Men det er mere end en krise. Det er en egentlig transition, vi står overfor. Og når den er færdig. vil intet være helt som før,« siger Weldon.

For naturen har sin egen grænse, og den er sat på flere niveauer i den nuværende krise, mener hun. Helt konkret er grænsen, når det kommer til naturressourcerne, men også i vores nære liv har vi nået et tippingpoint, hvor mængden af arbejde bare er vokset og vokset, uden at vores fælles lykke er fulgt med.

Og Fay Weldon ser nogle oplagte tabere i det nuværende ræs: Børnene.

»Børnene lider. Til alle tider er der nogle, der skal ofres, vi lever af at fortære hinanden. I mange år har det været mændene, der levede af kvinderne, men efterhånden som kvinderne kæmpede sig til magt, krævede det nye ofre. Og denne gang blev det børnene,« siger Fay Weldon, der mener, at børn og forældre forsvinder i stigende grad væk fra naturlige omgangsformer.

»Forældrene er stort set aldrig hjemme, så når de er hjemme forventer de, at børnene skal ville spendere koncentreret tid med dem, og at alle skal være glade. Men børn gider ikke nødvendigvis tale med deres forældre. De vil bare gerne have, at de er der og skaber tryghed,« siger Fay Weldon.

Kedelige børn

Fay Weldon understreger, at den slags moderne kvalitetstid mellem generationer ikke kun er en belastning for børnene.

»Der er mange forældre, der heller ikke orker den form for relation til deres børn. Børn er da nuttede, men ikke nødvendigvis særlig sjove at snakke med. Det må man bare ikke sige i dag,« siger Fay Weldon.

Dilemmaet løser vi i stigende grad ved at importere arbejdskraft fra andre steder i verden.

»Au pairs og hushjælp er ikke grundlæggende anderledes end al den arbejdskraft, vi tidligere har importeret: De er her for at gøre det arbejde, som vi andre ikke gider. Engang var det at køre med skrald. I dag er det at passe børn. For det er et kedeligt arbejde, som kvinder har måtte udføre i tusinder af år. Nu har en del af verdens kvinder mulighed for at tørre det af på andre,« siger Fay Weldon og vender igen tilbage til en af sine kæpheste: Nutidens kvinders anspændte forhold til opgaven at have børn, der ender med selvbebrejdelse, frustration og au pair-ordninger. »Jeg fødte altså bare mine børn, satte dem ned i bunden af haven, og orkede ikke engang at installere en kattelem.«

Ens — til en grænse

At der er grænser for vækst, vender Fay Weldon gentagne gange tilbage til. For det gælder nemlig også i forhold til kønnenes udvikling væk fra, hvad Fay Weldon betegner som deres udgangspunkt som grundlæggende forskellige.

»Kvinder i vores del af verden kan i dag alt, og det er dejligt. Men lige som der er grænser for økonomisk vækst, tror jeg, at der er en grænse for, hvor meget kønnene kan nærme sig hinanden, fordi der er et biologisk fundament, som vi ikke kan ignorere. Når vi i dag lever så lige, som vi gør og er begyndt at ligne hinanden mere, er det, fordi vi heldigvis har droppet rollespillene, men den udvikling fortsætter ikke bare lineært. Der er en grænse«.

— Men hvorfor er det så vigtigt for dig altid at fremhæve forskel på kønnene?

»Fordi der er forskel. Prøv at tilbring en halv time i en børnehave. Det er klart, at det på et tidspunkt i kvindekampen var vigtigt at hævde, at der ikke var forskel på mænd og kvinder, fordi man skulle argumentere for lige rettigheder. Men det er ikke nødvendigt mere. Vi er nu stærke nok til at erkende, at mænds og kvinders hjerner nok er forskellige,« siger Fay Weldon, der ikke er bange for at sætte sig selv i bås.

»Jeg er nydarwinist, så jeg mener, at vi er i gang med at arbejde på en forkert præmis og at det gør os neurotiske.«

- Hvordan det?

»Jamen, det skaber neuroser at være i konflikt mellem biologien og socialiseringen. Ligesom når man står over for en lækker kage, og alt trækker i dig for at spise den, og du så får at vide, at det må du ikke, for så bliver du fed. Det er neurosens grundsten at kæmpe imod det. For hvordan skal du forholde dig til en konstruktion som slank, når din evolutionære krop fortæller dig, at du skal spise? «

Staten er endda dum

Og så ramte vi en af Fay Weldons andre kæpheste: Kvindens krop (og fedt) og hvem, der skal bestemme over den. Er der ikke et punkt, hvor staten må bryde ind for at beskytte den enkelte mod sig selv? Nej, lyder det konsekvente svar.

»Jeg har hørt, at I i Danmark nu har fået en fedtskat. Det er dog det mest fjollede, jeg har hørt. Fedt feder ikke engang, men det gør hurtige kulhydrater, der nu så bliver forholdsmæssigt dyrere. Se! Staten er endda dum!,« griner Fay Weldon. Hun kan faktisk ikke finde på ét eneste område, hvor staten bør have en holdning til kvindens krop.

For selvfølgelig har en kvinde ret til at sælge sex:

»Hun bliver hele tiden presset til det yderste for at sælge mere af sin hjerne og af sin tid. Hvis sex er det, hun har lyst til at sælge, hvorfor så sætte en sær grænse der?« spørger Fay Weldon.

— Men hvis man må tage alt det tøj af, man vil, må man så også tage det på, man ønsker?

»Ja, selvfølgelig. Jeg kan slet ikke se, hvorfor staten skal blande sig i, om en muslimsk kvinde går med tørklæde,« siger Fay Weldon og tilføjer: »Og så synes jeg, det muslimske tørklæde ser yndigt ud på en smuk kvinde.«

I det hele taget skal staten have en meget mindre prominent plads i mennesker liv, mener Fay Weldon: »Den bygger broer, går i krig og underviser vores børn, indtil de er omkring 11 år. Og så skal den ellers bare holde sig væk,« siger hun med det der fnis efterfulgt af det der blik. Jeg forsøger at forklare Fay Weldon om den seneste runde ’feministisk’ debat i Danmark, hvor en bitterfisse kaldte andre kvinder for speltkusser, eller var det omvendt? Hun kigger forvirret på mig, og jeg får i stedet famlet mig frem til spørgsmålet:

— Ville vi ikke være et stykke af vejen, hvis kvinder holdt op med at have så mange holdninger til hinandens livsvalg?

»Tja, sikkert, men det kommer bare ikke til at ske,« siger Fay Weldon og minder mig igen om, at jeg altså denne formiddag drikker kaffe med en nydarwinist.

»Sådan har det altid været: Kvinderne har stået for at holde sammen på stammen og det er gjort ved sladder og bagtaleri. Alt sammen for at sikre sig, at samme arbejder i samme retning.«

- Men er der ingenting, der udvikler sig? Er det bare status Quo?

»Ting udvikler sig, og vi kommer til at se store forandringer af vores samfund i de næste år. Men måske bliver det snarere, at vi vender tilbage til nogle af de relationer, vi har forladt. Og måske er jeg bare en gammel kone, og måske hænger det helt omvendt sammen.«

 

Hør Anna von Sperlings samtale med Fay Weldon, da hun kom forbi Informations kantine for at snakke om sin nye bog 'Kehua!'

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Alle mennesker undfanges som kvinder og dør som mænd.Men det er selvfølgelig polariseringen der sker i mellemtiden, der er interessant.

John Houbo Pedersen

En uhyre intelligent kvinde, der er håb endnu!

"Jeg forsøger at forklare Fay Weldon om den seneste runde ’feministisk’ debat i Danmark, ...... Hun kigger forvirret på mig

Ha ha - jeg kan se det for mig. Måske ligefrem vantro?

Der er intet som alder, der kan bringe fornuften og visdom tilbage i et menneskes sind. Ungdommen og manddommen er et langt egomanisk delerium.

Den gamle kone er hverken synsk eller profetisk - hun er bare fornuftig. På den vidundelige måde tænkende mennesker bliver i en høj alder.

Måske er det ikke kun Fay Weldon, men hele kønskampen, der omsider er ved at gå ind i sit otium, til en stoisk afklaring.

/O

Tænk, jeg synes, det er skuffende, at man nu også skal høre kønsklicheer fra DEN kant- Man må nøjes med at konstatere, at Weldon er en god forfatter, men en dårlig politiker og psykolog.
"Vi er nu stærke nok til at erkende, at mænds og kvinders hjerner nok er forskellige,« den gode gamle biologiske undskyldning for at holde folk nede, hvad enten det skyldes køn, race eller stjernetegn.

Gunvor Trinderup

Vi er vel kun holdt nede i det omfang vi tror os undertrykte eller ?

Hans Jørgen Lassen

Per,

jeg er ikke helt klar over, hvorfor du mener, at Weldons udsagn skulle holde folk nede.

At hun mener (med rette), at der er forskel på mænd og kvinder (hvilket selv jeg har bemærket), er da ikke ensbetydende med, at det ene eller det andet køn skal holdes nede.

@Per Vadmand: Jeg synes du kører på de gamle reflekser fra 68. Der er altså sket et og andet siden
den gang
Det er faktisk konstateret at der er forskel på mænd og kvinders hjerner. Hvad vil du stille op med det? Benægte fakta?

At reflekser er gamle, gør dem ikke nødvendigvis forkerte - men det er da rigtigt, at det er lidt pinligt så mange år efter de første rødstrømper at måtte slå fast, at så længe der ikke findes et samfund, hvor mænd og kvinder har helt lige muligheder, er det umuligt at afgøre, om de minimale biologiske forskelle på kønnene har betydning for adfærden - og hvis de har, hvad betydningen så er.

Muligt er det at Fay Weldon mener at det at passe børn er et kedeligt arbejde.....eller gøre rent... eller....

Fay Weldon lider desuden af den 1970erne og 1960er illusion at ligestillig handler om at gøre mænd og kvinder ens. Ligestillingen i 1960erne og 1970erne handlede om at gøre op med forestillingen op om kvinderne naturligt havde en interesse i at gå derhjemme og bage 6 slags småkager til jul, pudse vinduer, vaske gulve mm. Og at mændene naturligt havde en interesse i at gå på arbejde og tjene penge og lade sig opvarte af kvinderne, når de kom hjem...

Og måske skulle Fay Weldon tage på besøg hos et par af mine tidligere naboer, som vel er midt i 30erne nu. Og hvor manden altså godt kan finde ud af det der med at passe børnene...

Staten har sådan set en holdning til kvindens krop; uden staten som lovgiver var fri abort jo ikke blevet en mulighed for kvinder i 1970erne...

Forventningerne til kvinderne i 1950erne og i 1960erne var jo, at de alle skulle blive til sådan nogle, som gjorde rent, førte pæne nydelige småborgerlige hjem og som fik, 2, 0 barn, et af hvert køn. Og som pænt blev inde i sine guldbure, hvor de kunne opdrage børnene, lave mindst 6 slags småkager til jul, sylte og bage og henkoge og lave marmelade af brombær og appelsin til påske, pinse - og ja, jul.

Og forventningerne til mændemne var at de skulle rejse sig op, når der kom en dame ind i rummet, drikke whiskey og fortælle sjofle vittigheder, ligesom forventningerne til dem også var, at de skulle være gode til sport, kunne lide at konkurrere, holde døren for damen, betale regningen, når de var ude sammen.
Og meget meget mere.

Alt dette og alle disse forventninger blev heldigvis smadret totalt fra omkring 1965/1968-1982/1985, men så, som ved trylleslag kom de igen, godt hjulpet af en vis amerikansk serie kaldet Beverly Hills 90210....

Og endelig falder Fay Weldons maske og afslører hende som den reaktionære person hun måske altid har været: staten skal fylde langt mindre i vore liv, især efter det fyldte 11. år....

Og så lyder det som om humn, Fay Weldon, der slet slet slet ikke burde have fået børn.....

Vi kan vel blot konstatere, at mænd og kvinder - på trods af deres mulige hjerneforskelle - opbygger samfund, hvor nogle oplever, at deres ønsker ikke kan blive tilgodeset. Disse nægter med andre ord at underlægge sig den biologiske fordring - hvilket så også er et godt argument imod firkantede kategoriseringer.
Jeg er skuffet over Weldon, der nok, når alt kommer til alt, lider under, at hun var en generation for gammel til at nyde godt af ungdomsoprøret.

Men hun skriver altså nogle gode romaner, der netop IKKE er præget af et ensidigt kønssyn.

Hans Jørgen Lassen

Jeg synes, hun er en pragtfuld gammel dame. Ja, jeg har nu altid haft en svaghed for hende, men det blev aldrig til noget.

Et udsagn som dette:

"Men lige som der er grænser for økonomisk vækst, tror jeg, at der er en grænse for, hvor meget kønnene kan nærme sig hinanden, fordi der er et biologisk fundament, som vi ikke kan ignorere."

er jo vanskeligt at modsige.

Ikke desto mindre er der fanatikere, som farer i flint over det. Det er upassende, politisk ukorrekt at sige den slags. Der må sgu ikke være forskel på mænd og kvinder, ikke engang biologisk. Så hellere fornægte virkeligheden.

Kære Hans Jørgen, det, nogle af os "farer i flint" over, er såmænd ikke, at der "ikke må være forskel", men at denne "forskel" defineres så fordomsfuldt og klichepræget. Hvis man tager FW bogstavelig, må man jo nærmest udlede, at jeg er en pervers og unaturlig - og især umandig - person, når en af mine lykkeligste arbejdsperioder var 4 år hos spædbørnene i en vuggestue, og jeg samtidig ikke er i stand til at save lige efter en streg.

Hans Jørgen Lassen

Kære Per,

det der med at save lige efter en streg kan læres; jeg har lært det.

I øvrigt kan jeg ikke se, hvordan man kan udlede alt det, der forarger dig, af Weldons udtalelser i ovenstående artikel.

Du drager følgeslutninger, som der slet ikke er basis for i hendes udtalelser.

Du taler i et tidligere indlæg om "kønsklicheer". Jeg kan kun få øje på en enkelt i artiklen, bemærkningen om sladder og bagtaleri.

»Sådan har det altid været: Kvinderne har stået for at holde sammen på stammen og det er gjort ved sladder og bagtaleri. Alt sammen for at sikre sig, at samme arbejder i samme retning.«
— Men hvorfor er det så vigtigt for dig altid at fremhæve forskel på kønnene?
»Fordi der er forskel. Prøv at tilbring en halv time i en børnehave. Det er klart, at det på et tidspunkt i kvindekampen var vigtigt at hævde, at der ikke var forskel på mænd og kvinder, fordi man skulle argumentere for lige rettigheder. Men det er ikke nødvendigt mere. Vi er nu stærke nok til at erkende, at mænds og kvinders hjerner nok er forskellige,«
Og hun kastede sig ud i en polemik med en hel generation, da hun konstaterede, at kvinderne bare måtte acceptere, at mænd ikke er ligeså dedikerede over for deres børn ...

Vil du have mere+

Hun lyder da som lidt af et tågehorn

Kære Anna von Sperling,

Hvordan skal man forstå det faktum, at du refererer til FW som "forfatterinden"? Hvorfor er hun ikke bare "forfatter?
Man støder i disse år igen på "skuespillerinden", "sangerinden" mm. Men i øvrigt aldrig på "lektorinden" eller "journalistinden"?
Hvorfor synes disse kønsladede begreber atter nødvendige?

Kære Inge Lauridsen
Tillykke med, at du har fundet frem ti, det absolut mindst væsentlige punkt i en ellers interessant debat.

mænd og kvinder er for forskellige, og bør derfor ikke have noget med hverandre at gøre,
for det ville der, rent formodentlig,
næppe nogensinde kunne komme noget godt ud af.

paulus++

snart lancerer nogen jo nok:

heksehammeren ( ver. 2.0 )

it might be sin,
but in a sense, it’s some kind of innocense.

Anna von Sperling

Kære Inge
Der er altid grund til at overveje hvornår og hvordan man 'kønner'. I dette tilfælde har jeg dog intet problem med det. Jeg synes at forfatterinde er et smukt ord.
kh Anna