Baggrund
Læsetid: 7 min.

Alle de stakkels mænd

I 1970’erne var dronning Margrethe alt andet end et forbillede for kvindesagen, og hendes kønspolitiske neutralitet huede ikke kampberedte feminister. Hun fik rippet op i tingene. Et par årtier senere viste hun sig i sin selvbevidste fremtoning alligevel at have en del til fælles med kvindebevægelsen. Jens Andersen fortæller om regentens vanskelige manøvrering i forhold til feminismen
Dronning Margrethe og Islands præsident Vigdís Finnbogadóttir var hver på deres måde omvandrende eksempler på en ny slags kvinde, der ikke sad og tav,var passiv og ærbødig. De var sammen en slagfærdig duo, der lagde pressen ned ved deres fælles pressekonference. Her i 1981.

Dronning Margrethe og Islands præsident Vigdís Finnbogadóttir var hver på deres måde omvandrende eksempler på en ny slags kvinde, der ikke sad og tav,var passiv og ærbødig. De var sammen en slagfærdig duo, der lagde pressen ned ved deres fælles pressekonference. Her i 1981.

Kultur
21. november 2011

Det, der uden sammenligning skabte flest meningsudvekslinger mellem danskere i alle samfundslag og medførte nogle af de drabeligste debatter omkring 1980, var kvindesagen og ligestillingsspørgsmålet. Heller ikke kongefamilien gik ram forbi i kønnenes krydsild.

Gang på gang op gennem 70’erne var dronning Margrethe, både i Danmark og på rejser i udlandet, blevet bedt om at udtrykke sin mening om og følelser for den revolution, kvindebevægelsen havde skabt. Spørgsmålene var altid besværlige for dronningen, fordi de havde mange politiske over- og undertoner og samtidig berørte hendes egen rolle, både som kvindeligt statsoverhoved, hustru og mor. På baggrund af dronning Margrethes forsigtige udtalelser de første fem-seks år som landets nye overhoved virkede det, som om kvindesagen hverken var en mærkesag eller en hjertesag.

Som dronningen med snoninger formulerede det, så havde hun fået sin egen ligestilling forærende, og samtidig skulle hun altid huske på at være dronning for flest mulige danskere, herunder begge køn. Derfor var det som regel ved pressemøder i udlandet, at dronningen vovede lidt mere med sine udtalelser.

På USA-rejsen i sommeren 1976 var hun i Washington blevet bedt om at forholde sig til kvindesagen og svarede da:

»Jeg stilles altid det spørgsmål om kvindefrigørelse, fordi jeg tilfældigvis er en kvinde, der beklæder en post, mænd oftest udfylder. Men lad mig minde om, at det ikke var mig, men en datter af mine forældre, der blev udpeget. Så man kan sige, at mit eget forhold til kvindefrigørelsen er resultatet af en tilfældighed.«

Og i Chicago ville man også have at vide, om dronningen fra det frisindede land var en del af den nordiske kvindebevægelse. Her afspejlede svaret, at Dronning Margrethe trods alt ikke var antifeminist:

»Jeg foretrækker ikke at være impliceret i nogen som helst bevægelse. Jeg har sympati for den, men min opgave er at være dronning, og det kræver alle mine evner og kræfter.«

Dronningens kønspolitiske passivitet på dansk grund huede ikke de kampberedte danske feminister i 1970’erne, der krævede firkantede, utvetydige meldinger.

Det fik de så i 1979 i det føromtalte Thorkild Hansen-interview, der også borede sig ind i tidens kønsproblematik.

Her stod det klart, at Danmarks dronning ikke syntes at interessere sig for århundredets største revolution:

»Jeg har nok altid forholdt mig meget pragmatisk til det, der så kønt hedder kønsrolledebatten. Ja, jeg må sige, den er ikke mit store nummer. Det er så frygtelig kontroversielt. For så vidt burde jeg kaste mig ud fra tredje sal over, at jeg kan sidde her og sige sådan noget!«

Underlødigt sludder

Næppe var det 32 sider lange interview i Billed-Bladet og Søndags- BT trykt i 800.000 eksemplarer (og siden udgivet som bog), før kvindebevægelsen i Danmark forsøgte at flå regenten ned fra tredje sal.

En spids Grethe Fenger Møller fra Dansk Kvindesamfund udtalte, at dronningens stilling og prestige jo heller ikke gjorde det nødvendigt for hende at gøre oprør mod kønsrollerne.

En brysk Bente Hansen rev dronningens udtalelser af bordet med ordene »noget religiøst underlødigt sludder«. Hansens kollega fra Informations feministiske fortrop, Hanne Dam, var bare dybt skuffet og fløj til tasterne i en lang leder med overskriften »En politisk dronning«.

På den ene side syntes Dam, det var forfriskende, at dronningen talte med om vigtige samfundsspørgsmål, på den anden side fandt hun det »virkelig forstemmende«, at dronningens fornemmelse for, hvad der rørte sig i brede lag af befolkningen, ikke var større: »Hvor trist hun ikke har større forståelse for den kamp, langt de fleste kvinder vitterlig må præstere inden for så basale områder som uddannelse, stillingsbesættelser og arbejdsdeling i hjemmet for at få samme udgangspunkt som manden«.

Og netop på det punkt — manden — var det jo, at dronningen havde chokeret alle sine jævnaldrende i den danske kvindebevægelse ved i interviewet med Thorkild Hansen at spille rollen som den kontrarevolutionære søster, der ikke blot hyldede gammeldags mandlige værdinormer, men også gik på barrikaderne for at forsvare de stakkels undertrykte mænd.

Da Thorkild Hansen — vældigt ledende, må man sige — spurgte dronningen, om man i debatten ignorerede det faktum, at det kun er kvinder, der kan få børn, og kvindebevægelsen lod, som om dette ikke var tilfældet, lød svaret:

»Ja, det tror jeg nok, man gør på mange måder. Jeg synes, man ser forkert på det, og så synes jeg, at måden, mænd bliver behandlet på i den debat, simpelthen er hårrejsende! Ja, jeg ved ikke, hvad det ligner! Ren og skær gammeldags hævn! Jeg synes ikke, det er kønt. Det pryder i hvert fald ikke kvindekønnet. Det er så frygtelig varmt et problem, jeg vil så nødig rippe op i de ting, fordi jeg jo godt ved, at visse sider af det har jeg ikke spor forstand på, og andre sider har jeg måske en anden slags indblik i end mange.«

Thorkild Hansen spurgte (også), om dronningen mente, der var forskel på mænd og kvinder. Først grinede regenten, og så svarede hun:

»Ja, det tror jeg, både med og uden vittigheder. I allerhøjeste grad! Og jeg tror ikke, det er et opdragelsesspørgsmål. På papiret er der vokset et vældigt system af ligestilling op, men at mænd og kvinder ikke er lige i det daglige, det kan man vel dårligt komme udenom. Det er de på mange måder ikke. Men ... en skal da for Søren føde børnene!!!«

Amazoner i Bella

Med tanke på den furore, udtalelserne til Thorkild Hansen i 1979 havde skabt, må det have været som at træde ind i løvindernes hule, da dronning Margrethe den 14. juli 1980 åbnede FN’s 2. Internationale Kvindekonference i Bella Center.

Målet var i tre tempi at diskutere kvinders retsstilling, uddannelse, sundhedspleje og beskæftigelse på globalt plan. Dronningen kom velforberedt til mødet med knap 2.000 kvinder fra hele verden, der repræsenterede alverdens regeringer, og for flertallets vedkommende betragtede kampen mod patriarkatet som en historisk nødvendighed.

I modsætning til mange af den vestlige verdens delegerede mødte Margrethe 2. ikke op i cowboybukser, lædersandaler, løsthængende hår og nul makeup. Derimod havde Danmarks dronning givet den hele armen hos skrædderen og foran spejlet og flakonerne hjemme på Amalienborg, så hun kunne være så feminin som overhovedet muligt: Regenten ankom i en smart frakkekjole i FN-blåt med brede polstrede skuldre og stor sløjfe, højhælede hvide sko og en hvid pilleæskehat på hovedet med slør ned for ansigtet og noget avanceret i hattens top, der — skrev B.T. dagen efter — »kunne ligne to kaninører samlet på midten af en puld. Eller skulle det mon være en fredsdue?«.

Den haute couture-bevidste dronnings tale på engelsk til plenarsalen var, når man så bort fra enkelte afsluttende bemærkninger, holdt i en noget upersonlig embedsmandsstil. Det var ikke retorik, der fik kvinderne inde i Bella Center og de 8.000 tilrejsende græsrodskvinder udenfor til at rejse sig og knytte næven i international solidaritet.

I talens afsluttende del slog dronningen sit sædvanlige slag for det enkelte menneskes rettigheder:

»Hvis vi skal opnå ligeberettigelse for mænd og kvinder, bør vi altid understrege individets personlige kapacitet. Vi må være mere fleksible i vores opfattelse af mænds og kvinders rolle i samfundet, og vi må undgå de stereotype kønsroller.«

Vi er jo ikke koraller

At kvindeligheden var under voldsom forvandling i 1980, kunne enhver se. Ikke kun revolutionære forbilleder som Leila Khaled og Petra Kelly, men også traditions- og stilbevidste lederskikkelser som Margrethe 2. af Danmark og Islands præsident Vigdís Finnbogadóttir var hver på deres måde omvandrende eksempler på, at den passive og ærbødigt afventende kvindelighed, der i århundreder havde defineret den kvindelige kønsrolle, var en saga blot.

Yderligere syn for sagn kunne man få, da den islandske præsident, verdens første demokratisk valgte kvindelige statsoverhoved, besøgte Danmark i februar 1981. Hele iscenesættelsen af de to nordiske statsoverhoveders storstilede pressekonference på Hotel Scandinavia i forbindelse med et frokostmøde i Den Danske Publicistklub den 27. februar bekræftede det: Nu skulle de mange mænd i dansk og international presse møde to aktive, humoristiske og magtfulde kvinder. Mon ikke.

De følgende dage skabte de to nordiske valkyrier lige så meget medieomtale i Danmark, som hvis en amerikansk præsident havde lagt sin vej forbi.

»Bravo, piger,« lød vurderingen i B.T., hvor man kunne læse de to voksne pigers mange muntre og tankevækkende svar på de forventelige kønspolitiske spørgsmål fra salen: »Har kvinder en speciel mulighed for at bidrage til afspændingen og styrke freden?«

Til det sagde præsident Vigdís: »Ja, det håber jeg, for hvis der er noget, vi kvinder skal huske, så er det ikke at spille mandsroller, når vi kommer til et standpunkt. Vi skal blive ved med at være kvinder. Og måske forstår vi dette spørgsmål bedre end mænd, undertiden.«

Og det sædvanlige spørgsmål om kønnenes grundlæggende lighed eller ulighed gik som sædvanligt til dronning Margrethe:

»Aldeles ens er vi jo ikke, for så ville vi jo være koraller, ikke? Og de har det ikke så sjovt, korallerne. De bliver større og større, og de kommer ingen vegne.«

Begge statsoverhoveder måtte indrømme, at de som kvinder havde et særligt ansvar over for andre kvinder i måden, de udførte deres sær- lige hverv på. Svaret faldt Islands præsident meget naturligt og nemt, mens Danmarks dronning først måtte tage sit sædvanlige forbehold, der handlede om, at hun var regent for begge køn.

Ligesom der også indskød sig flere andre og lidt mindre forbehold:

»Det er klart, at når man står i en fremskudt position som jeg og er kvinde — hvor det altså er relativt usædvanligt, men langt mindre usædvanligt, end det har været — så vil der lægges mærke til én. Ikke bare for hvad man gør, men også fordi man er kvinde. Derved kommer der et særligt ansvar over for andre kvinder.«

Men når det var sagt — midt i rampelyset på to kvindelige nordiske statsoverhoveder i 1981 — måtte man også konstatere, at 1970’ernes rødstrømpebevægelse slet ikke kunne forholde sig til Danmarks dronning som et kvin- dejligt forbillede og en rollemodel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Man skal ikke forlange noget af monarken. Man skal nedlægge monarkiet.

Kirsten Svejgaard

Ja, uha-da-da, at dronningen ikke bare gentog kvindebevægelsens værste floskler.

Tænk, at hun tillod sig at gøre opmærksom på, at alle mennesker er forskellige - uanset køn. At vi skulle undgå de stereotype roller og få et mere nuanceret syn på tingene!

Morten Holgersen

Der er kun 2 b´er i ribbet,Jens Andersen.
Mvh