Baggrund
Læsetid: 5 min.

Teatrenes svar på Hjallerup Marked

Der blev forhandlet kontrakter for knap 50 millioner kroner, da over 500 repræsentanter fra den danske teaterverden i weekenden mødtes til årets vigtigste salgsmesse. En messe, hvor kunst handles, som var det heste — men også en messe, der afgør, hvad danskerne kan se i teatret det næste år
På Kulturværftet i Helsingør faldbød teaterproducenterne deres varer, mens repræsentanter fra lokale teaterforeninger kiggede forbi.

På Kulturværftet i Helsingør faldbød teaterproducenterne deres varer, mens repræsentanter fra lokale teaterforeninger kiggede forbi.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
23. november 2011

»Den her weekend er ikke sjov, men den er sund,« siger skuespiller Flemming Jensen og tørrer sig på panden med bagsiden af højre hånd.

Han står på Kulturværftet i Helsingør i et inferno af farverige boder og højlydt summen fra mere end 500 teaterfolk, der alle er kommet for at sælge eller købe nye forestillinger til den kommende sæson.

»Som skuespiller kan man ikke lide at tænke på sig selv som en vare, men her er det svært at ignorere,« siger Flemming Jensen, der selv falbyder forestillingen Dette er ikke en revy, som han har skabt i samarbejde med kollegerne Flemming Krøll og Leif Maibom.

»Men de er belejligt nok forsinket,« siger han og smiler.

Vil man være noget inden for dansk teater, har man ikke råd til at blive væk fra den årligt tilbagevendende teatermesse, der arrangeres i et samarbejde mellem Danmarks Teaterforeninger og skiftende værtsbyer. For selv om det ikke er nogen charmerende begivenhed, har messen afgørende betydning for, hvad danske teatre vælger at sætte på programmet i den kommende sæson — og dermed for, hvad vi som publikum får mulighed for at se.

Eller som formanden for Danmarks Teaterforeninger, Lars Salling, siger:

»Det her er branchens vigtigste markedsplads. Det er her, man skal sælge sin forestilling, hvis man vil på turné.«

Som på et hestemarked

I praksis foregår forhandlingerne ved små boder, hvor teaterproducenterne som på et hestemarked falbyder deres varer, mens repræsentanter fra lokale teaterforeninger kigger forbi.

»Vi spytter ikke i hænderne, før vi giver hånd, men ellers kan det godt minde lidt om Hjallerup Marked,« siger Tommy Jensen, der er formand for Aabenraa Teaterforening og har ansvaret for at fylde indhold på Aabenraa Teater, et af landets største provinsteatre med en kapacitet på over 1.000 pladser.

For Tommy Jensen gælder det om at komme hjem med et varieret udbud. Ifølge foreningens vedtægter er man forpligtet på et alsidigt repertoire, men det skal samtidig balanceres med den lokale smag, fortæller han på vej hen til Comedie Teatrets bod, hvor skuespiller Karsten Jansfort holder vagt.

»Nå, sælger I forestillinger her?,« spørger Tommy Jensen muntert.

»Nej, vi forærer dem bare væk,« svarer Jansfort.

Tommy Jensen smiler. Han kender jargonen og elsker at være en del af den.

»Nå, men hvad har du så til os i år?,« fortsætter han og fisker en brochure fra forestillingen Slutspil op fra bordet.

»Nej, den dér passer ikke til jeres kundesegment,« siger Jansfort og stikker ham i stedet en brochure fra farcen Når katten er ude.

»Vi ved som regel, hvad vi går efter,« forklarer Tommy Jensen senere.

»Der findes en hel del moderne teater, hvor man snakker meget, men hvor der ikke sker særlig meget. Og det går ikke hos os. Her vil folk have noget at kigge på. Og de vil i særlig grad have noget, de kender i forvejen — det kan for eksempel være noget Holberg eller Molière.«

Tommy Jensen erkender, at det af og til godt kan knibe lidt med at få det mere eksperimenterende teater på plakaten.

»Men det hænder da — lige nu viser vi for eksempel Kvinde kend din krop, som Mungo Park har sat op, men det er første gang i mange år, at vi prøver sådan noget. Bliver det en succes, gør vi det om. Hvis ikke, har vi betalt nogle dyre lærepenge. Men det er en småfræk forestilling, så jeg tror godt, folk vil kunne lide den,« siger han.

Smagsprøver og -domme

Eftermiddagen på messen er reserveret til teaterproducenternes fremvisninger i Kulturværftets teatersal. Hver producent har fire minutter til at komme med smagsprøver på deres repertoire og dermed overbevise det kritiske publikum af teaterforeninger om at købe lige netop deres forestilling.

Det er en tough crowd, og klapsalver er både sjældne og afmålte. På en stol midt i salen sidder en kvinde med sit program foran sig og noterer i marginen efter hvert nummer. En nøgtern vurdering, et ja eller et nej, ledsaget af en kortfattet kommentar, inden hun igen løfter hovedet og gør klar til næste smagsprøve, næste smagsdom.

Hun er ikke kommet for at more sig, men for at gøre forretninger og i sidste ende beslutte sig for, om det er den parisiske nøgendanserinde, den magiske hest eller de to kvinder i mandetøj, der synger gamle viser og nye popsange, der skal hentes med hjem til det lokale teater.

Udbuddet er stort, men ingen formår at vække publikums begejstring som Det Kongelige Teater, da operasangerne Guido Paevatalu og Niels Jørgen Riis går på scenen med pianisten Svenn Skipper. Et sus går gennem salen, og det før så kritiske publikum glemmer pludselig alle deres reservationer. Bare et halvt minut inde i trioens fremførelse af Perlefiskerne må en ældre, gråhåret kvinde skubbe brillerne til side og tørre en tåre af kinden. Og da den sidste tone klinger ud, tordner bifaldet ned mod scenen.

»Sådan er det bare. Alle her er vilde med Det Kongelige Teater — også selv om de ikke altid gør sig fortjent til det,« siger Svend Aage Branshøj over en kop kaffe og et stykke drømmekage i pausen.

Han er formand for en af landets største teaterforeninger, Rødovre Teaterforening, som råder over kulturhuset Viften med plads til flere hundrede besøgende. I år er bestyrelsen repræsenteret på messen med hele fem medlemmer, alle klædt i røde veste med sloganet ’Teater skal ses i Viften’ på ryggen. De er som alle andre lettede over, at Det Kongelige Teater har taget kritikken af sin manglende turnévirksomhed til sig og i år tilbyder hele tre forskellige forestillinger — en kammeropera, en burlesque og et klassisk skue- spil.

Men egentlig manglede det også bare.

»Nu har de jo fået en halv milliard, så jeg synes egentlig, de kommer med det, man som minimum kan forvente af dem,« siger Svend Aage Branshøj.

Er du stadig enerådig?

Tilbage ved boden på tredje sal har Karsten Jansfort fundet kuglepennen frem.

»Er du stadig enerådig hersker i Aabenraa?,« spørger han Tommy Jensen fra Aabenraa, mens han noterer bestillingen af Når katten er ude på et stykke papir.

»Diktator af Guds nåde,« svarer Tommy Jensen.

»Og samme telefonnummer?«

Tommy Jensen nikker.

»Du har med andre ord ikke rykket dig ud af stedet?«

»Ikke det, der ligner,« svarer han, »selv konen er stadig den samme.«

Sådan foregår det, sådan er tonen — uformel og præcis, som Tommy Jensen kan lide det, forklarer han bagefter.

— Men jeg synes ikke rigtig, du gav udtryk for, om du kunne lide stykket?

Tommy Jensen smiler skævt.

»Nej, men nu behøver man heller ikke virke alt for begejstret. På et tidspunkt skal der jo penge på bordet,« siger han og fortsætter videre til næste stand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

René Munk Andersen

En anelse misvisende at sige at denne messe er det der primært afgør hvad danskerne får at se - der sælges jo primært forestillinger til teatre og der ikke producerer deres egne forestillinger og til kulturhuse. Så det er altså kun en del af teatermarkedet, turnédelen, resten af teatrene producerer deres egne ting og opfører dem på deres egen scene. Og det er altså en pænt stor del.