Læsetid 7 min.

Teknobabyer: ’A’ står for Apple

Børnehavebørn er i dag langt dygtigere til at bruge smartphones end til at binde deres snørebånd. Er de nye virtuelle medier fremtiden for læring — eller et frapperende billede på fremmedgørelse i det 21. århundrede?
Toårige Gry med sut spiller et spil på iPaden med ganske sikre håndbevægelser. Apple afviser at svare på, om de har opfundet den med henblik på børn og på at gøre dem fortrolige med it tidligt. for både børn og it-forskrækkede gamle kan betjene den lynhurtigt.

Toårige Gry med sut spiller et spil på iPaden med ganske sikre håndbevægelser. Apple afviser at svare på, om de har opfundet den med henblik på børn og på at gøre dem fortrolige med it tidligt. for både børn og it-forskrækkede gamle kan betjene den lynhurtigt.

Jakob Dall
25. november 2011

I sidste kapitel af sin roman A Visit From The Goon Squad forestiller forfatteren Jennifer Egan sig en nært forestående dystopisk fremtid, hvor småbørn i 2020 downloader musik til deres allestedsnærværende kiddie-håndsæt, som tillige tilbyder dem funktioner såsom »fingertegning, GPS-systemer til babyer, der er ved at lære at gå, og billedmails«.

Men hvis det er fremtiden, er vi der allerede. Der findes snesevis af ’fingermalingsapplikationer’ på Apple Store og GPS-enheder, der kan holde styr på, hvor ens baby befinder sig, har været på markedet i årevis. For nylig bragte Financial Times en historie om de store forventninger hos producenter af tablet-computere, at omsætte »lærenemheden hos børn« til markante markedsfremgange.

Tidligere i år gennemførte AVG Technologies, der fremstiller antivirus-software, en undersøgelse blandt mødre til børn i alderen mellem to og fem, der havde internetadgang i hjemmet. AVG konstaterede, at der er flere børn, som ved, hvordan man spiller computerspil, end børn, der kan svømme eller cykle, og at børnehavebørn generelt var meget bedre til at håndtere smartphones end til at binde snørebånd. I Plymouth i det sydvestlige Storbritannien fandt forskere frem til, at 72 procent af børn under fem år bruger i gennemsnit en halv time dagligt på nettet.

AVG’s konklusioner blev ikke overraskende kogt ned til det budskab, at det aldrig er for tidligt at beskytte vores børn mod de farer, der lurer på internettet. For dem af os, som ikke har kommercielle interesser på spil, vil reaktionsmønstret sikkert være mere sammensat: overraskelse, angst, anerkendelse, forundring, resignation.

Små børn og digital teknologi har på hver deres måde en tendens til at slå os mere trægt opfattende voksne med forbløffelse. Man behøver blot at se et viralt cirkulerende YouTube-klip af et klukkende barn, der lykkeligt og ubesværet navigerer rundt på en iPad og derefter med stigende frustration forsøger at gentage proceduren med et glittet ugeblad.

Man kan ikke narre børn

I et kælderkøkken i London observerer jeg nogle af softwareindustriens ’prøvekaniner: ’Seks børn i alderen to til seks år skal teste to nye iPad-applikationer, der netop er udviklet af softwareudgiveren Nosy Crow. I Animal SnApp bliver man belønnet med en historie, hvis man kan kombinere top- og bund-halvdelene i en serie med bondegårdsdyr.

Mindst halvdelen af morskaben kommer selvsagt af at skabe umulige hybrider. Leni, der er seks, og hendes søster Hester, der er fire, ser billederne igennem sammen.

Leni trykker på pilene på hver side af skærmen. Hester stryger igennem dem med nonchalante fingersvirp.

»Mæh, mæh, kylling, har du nogle køer?«, synger Leni. De kombinerer den øverste halvdel af en hest med nederste halvdel af en ko.

»Den har hestefødder«, siger Leni. De voksne — forlagsredaktør Camilla Reid og Deb Gaffin, der er digital produkt- og marketingsdirektør — kigger med, og Leni er ikke på vildspor: Virkelighedens køer har kløvede klove, det har illustrationens ko ikke, den har en hov. Første lektion, når man vil udvikle apps til børn: Tro ikke, at du kan sjuske med detaljerne.

Apple bed ikke på, da jeg spurgte dem, om de havde småbørnsbrugere i tankerne, da de udviklede iPad’en, selv om det turde være oplagt, at lige netop små børn vil finde tabletcomputere lette at bruge: Brugerfladen er designet til at være så enkel, intuitiv og direkte som muligt. Man rører ved det, man er interesseret i, hvilket er en færdighed, ingen børn behøver at oplæres i.

To og 70, de elsker iPad’en

Som Jonathan Freeman, en psykolog, der studerer menneskers oplevelse af digitale medier, påpeger:

»Hvis man ser på computernes, mobiltelefonernes og videospillets historie, tegner der sig en klar udviklingslinje væk fra behovet for at være ekspert. Nintendo Wii gjorde det muligt at spille spil uden at vide, hvordan man styrer en gamepad. Og en iPad kan en to- eller 70-årig bruge stort set med det samme til helt elementære opgaver.«

Producenter af tilbehør og software har ikke været sene til at se forretningsmulighederne. For omkring 150 kr. kan man få et tykt skumgummicover til at beskytte sin iPad imod en alt for ublid medfart, og antallet af apps, der udvikles til små børn, er i eksponentiel vækst.

En tendens, der er slået igennem inden for børneapplikationer i 2011, er den såkaldte remote parenting.

Et eksempel er applikationen StoryTime, der gør det muligt for børn at lege med interaktive animationer baseret på børnerim, alt imens en mor eller far på forretningsrejse tusindvis af kilometer borte kan læse højt af Klumpe Dumpe fra deres iPhone: Er dette en hjertevarmende historie om en familie, der trods afstand holder en god kontakt? Eller er det et slående billede på fremmedgørelse i det 21. århundred? Uanset hvad har app’en allerede solgt i over 20.000 eksemplarer.

Interessant nok er det måske forældrene, der er grund til at bekymre sig mest om i spørgsmålet om potentielle farer ved leg med elektronisk legetøj.

Michaela Wooldridge, en canadisk udviklingspsykolog, har i mange år arbejdet med ’tidlig indgriben’, der går ud på at hjælpe forældre til udviklingshæmmede babyer.

Hun gennemførte for nylig en undersøgelse for at afdække forskelle i de måder, hvorpå mødre interagerer med deres småbørn, alt efter om disse leger med mere traditionelt legetøj — puttebokse, billedbøger, legetøjsdyr osv. — eller deres batteridrevne ditto. Og hun fandt, at når legetøjet var elektronisk, blev forældrene »ikke mindre kærlige, men tydeligvis mindre lydhøre, mindre opmuntrende, ligesom de gjorde langt mindre ud af at lære barnet, hvordan man skulle gøre.

De små vil helst ha’ en bog

Det var næsten, som om det elektroniske legetøj greb forstyrrende ind i relationen. Som om forældrene fik svært ved at skelne imellem selv at få det til at virke og så at finde ud af, hvordan de kunne få deres barn til at få det til at virke.«

Vi kan måske stadig blive forblændet og forundret over de seneste nymodens hi-tech-tryllerier, som vores børn bare tager for givet. Den nyeste teknologi er ikke nyere for dem end alt andet, de støder på. I deres verden er en banan og en iPad to ting, der altid har været der.

Ifølge Wooldridge forstår børn under to og et halvt ikke skærmens todimensionelle format ret godt.

»Eksperimenter har vist, at en toårig, der ser et videoklip af sin mor, der forklarer ham, hvordan han skal finde en skjult genstand, har sværere at følge hendes anvisninger, end hvis hun er i rummet sammen med ham.

Wooldridge siger, at små børn er »100 procent mere imponerede over den måde, hvorpå et papirslot kan rejse sig fra en pop-op-billedbog, end over noget, de ser eller hører ved at trykke på en skærm.«

Der er ingen tvivl om, at små børn elsker at trykke på knapper, se på blinkende lys eller lytte til sjove lyde. De gør de til dels af de samme grunde som voksne — på samme måde som rotter, kan vi ikke undlade at reagere på sansestimuli — men også netop fordi de voksne elsker det. Et barn vil lægge mærke til, hvor henrykt hendes forældre kan blive ved at interagere med en mobiltelefon eller computerskærm, og vil efterligne deres adfærd: Disse ting er helt klart interessante, når mor og far ikke kan holde sig fra dem. En stor del af det batteridrevne legetøj, som er til rådighed for børn, er da også efterligninger af ’voksenlegetøj’.

Softwareudviklere er enige om vigtigheden af forældrenes engagement. John Siraj-Blatchford, adjungeret professor ved Swanseas Universitetscenter for Børneforskning og leder af det team af eksperter, der rådgav producenterne af applikationen The Land Of Me, erklærede sidste år i bladet Nursery World:

»Et barns computertid kan være ensom, stillesiddende og af ringe uddannelsesmæssig værdi. Eller den kan være uddannelsesmæssigt givtig og involvere en gruppe af børn, der f.eks. interagerer sammen ved computeren, eller den kan opmuntre til ikke skærmbaserede aktiviteter ...«

Alt ændrer sig hurtigt

Wooldridge største anke mod smartphones og tablets er, at forældre vil være tilbøjelige »til bare at bruge dem til adsprede barnet. Det er ikke anderledes end at give dit barn din mobiltelefon, mens du står i kø. Tidligere gav vi dem vores nøgler til samme formål.«

Mange gange har overdreven brug af computere fået skylden for en tilbagegang i børns fysiske formåen. En undersøgelse fra Essex University (offentliggjort i Acta Paediatrica) i maj fandt, at 10-årige i 2008 kunne lave færre mavebøjninger, havde svagere arme og hænder og i færre tilfælde var i stand til at holde deres egen vægt, når de hang fra en ribbe, end 10-årige i 1998.

At sidde foran en computer er unægtelig en stillesiddende aktivitet med alle de ulemper, dette indebærer, men forestillingen om, at det skulle være specielt ensomt holder i stigende grad ikke stik. Fremkomsten af sociale medier og videosamtale-software som Skype betyder, at stadig mere af den tid, som vi bruger på nettet foregår i et virtuelt selskab med andre mennesker. Dette gælder navnlig for børn, hvilket bringer os tilbage til billedet af forældrene, der læser børneremser højt for deres børn fra den anden side af verden, og til spørgsmålet om, hvorvidt den moderne kommunikationsteknologi bringer os tættere sammen eller driver os længere fra hinanden.

Jonathan Freeman drager en parallel til film: »En voksen er mere tilbøjelig til blive bjergtaget af magien i Avatar i 3D end et barn. Der var engang, hvor det at høre nogens stemme i en telefon formentlig gav samme umiddelbare fornemmelse af deres tilstedeværelse, som det i dag gør at se deres ansigt på Skype.

Vores forventninger ændrer sig, i takt med at teknologien ændrer sig: På samme måde som den røde dronning i Alice i eventyrland løber vi for at stå stille.«

Og teknologien ændrer sig utrolig hurtigt: Inden min datter bliver teenager, vil iPads formentlig være gået samme vej som videobånd. At hun i dag leger med en iPad giver hende ikke nødvendigvis tilstrækkelige forkundskaber nok til at beskæftige sig med den teknologi, hun vil blive konfronteret med, når hun vokser op.

»Først er man nødt til at lære sig selv at lære,« siger Wooldridge.

»Når det er på plads, kan barnet bedre lære, hvad der sidenhen måtte dukke op. Kun at lære, præcis hvordan denne videobåndoptager, dette stykke legetøj eller dette edb-program fungerer, er begrænsende. De børn, der har gjort sig meget gode erfaringer i de første tre år, ser ud til at kunne drage nytte af det og meget lettere, når de senere kommer i berøring med andre miljøer og brugerflader. Men før de kan lære at forstå verden omkring sig gennem de virtuelle medier, skal de først være have lært sig selv at forstå virkelighedens tredimensionelle verden i realtid.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Robert N Gjeertsen
Robert N Gjeertsen

Tja, tilbage i 1990'erne så jeg en 26 mnd gammel pige
skrive 'pacman' efter det blinkende C:\ , trykke 'enter'
og så ellers æde spøgelser til den helt store guldmedalje, styret fra tastaturet naturligvis .
Ja, de kan lære alt de små ...

Brugerbillede for Lennart Kampmann
Lennart Kampmann

De små lærer også hurtigt at sætte dvd'er i maskinen, så de kan se film, putte cd'er i maskinen så de kan høre musik, etc.

De små pus er dog anvendelsesorienterede og forstår ikke principperne bag programmering, eller datalagring. De har blot en fantastisk evne til at huske hvordan man gør ting og så eksperimentere derfra.

Senere møder jeg dem i gymnasiet, hvor de ankommer med en flot 15 tommer macbookPro til mange tusinde kr. som de spiller tetris på. En mindre gruppe har dog lært sig stærke færdigheder i fx. blender, photoshop, php, imovie, fraps...

Måske er "vi ældre" bare for lette at imponere med it-kundskaber.

Med venlig hilsen
Lennart

Brugerbillede for Sven Karlsen

Det har nok ikke noget med sagen at gøre, men:

min far læste Populær Mekanik, og lavede et af projekterne i ny og næ.

Jeg overtog selv den vane, men skiftede tidligt til Populær Elektronik, og lavede et af projekterne i ny og næ.

Senere kom computeren ind i min verden, og i starten var der da også interessante artikler om hardware-modifikationer og programmering, men det døde ud.

Idag er det min oplevelse at de fleste dansk blade om computere (og senest mobiltelefoner) mere eller mindre blot er anmeldelser, tests og prissammenligninger - rent forbrugsorienteret og uden ret meget inspiration til at blive kreativ.

Det skabende ideal er dødt, men pudsigt nok har vi en højt besunget kreativ klasse - mon ikke det er den sidstnævnte som computerbabyerne vil aspirere til?

Brugerbillede for Karsten Aaen

Og den sidste kommentar henviser så til en af Apple's chef-designere efter sigende skule være helt vild med 1930ernes og 1950ernes tyske design; dvs. form og funktion, som går op i en højere enhed, dvs. Bauhaus eller Jugendstil...

Brugerbillede for Robert N Gjeertsen
Robert N Gjeertsen

Lennart skriver :
" De små pus er dog anvendelsesorienterede og forstår ikke principperne bag programmering, eller datalagring "

Måske ikke, men kan de se en anvendelse,
så lærer de også det ..
Hvis nu vi skal blive i computer-analogierne så er små børn jo på nogle måder nærmest at betragte som de tidlige PC'er .
F.ex har de små et 'lager-område' der endnu ikke er fyldt med permanent *erfarings-hukommelse*.
Måske hænger deres fantastiske evne til at opsuge ny erfaring også lidt sammen med at de ikke lige skal 'afinstallere' et forældet program med gammel viden først ?

Børn er også fremragende 'multi-taskere', f.eks kan de sagtens finde ud af at lære mere end et sprog, medens de nu alligevel er i gang ! .. Det har vi så valgt at gøre til et problem hertillands, men det er en anden historie ..