Læsetid: 5 min.

Tysk forfatter truer endnu en gang med Auschwitzkøllen

Debat. Den omdiskuterede tyske forfatter Martin Walser har under en USA-turné ført en lang række forfattere, filosoffer og teologer som vidner på, at han havde ret, da han i 1998 undgik ordene ’tysk skyld’ i forbindelse med Auschwitz: En forfatter må aldrig være rethaverisk. God litteratur er altid en nådesgave, ikke udslag af selvretfærdig beregning.
25. november 2011

Dramaet omkring Martin Walser begyndte i oktober 1998. Da modtog den tyske forfatter de tyske boghandleres fredspris. I sin takketale afviste han en »instrumentalisering af Holocaust«, og han beklagede, at »Auschwitzkøllen« i tide og utide skulle svinges over tyskernes hoveder. Til stede i Frankfurts Paulskirche var også formanden for det jødiske centralråd Ignatz Bubis, der siden beskyldte Walser for at ville se væk fra den tyske skyld.

Talen udløste en heftig debat i Tyskland. Mange frygtede, at revisionistiske grupper ville misbruge Walsers udtalelser. Det betød for Walser blandt andet, at hans mangeårige ven Ruth Klüger, østrigsk forfatter og Auschwitz-overlevende, brød med ham.

I 2002 udgav Walser nøgleromanen Tod eines Kritikers, hvor litteraturkritikeren Marcel Reich-Ranicki blev hængt ud som person og kritiker. Han havde selv overlevet ghettoen i Warszawa, men hans forældre og søskende blev myrdet i Treblinka. Walser lagde i sin bog vægt på, at Ranicki er jøde.

Den 9. november i år, i anledning af årsdagen for rigspogromnatten mod Tysklands synagoger og jødiske samfund i 1938, vendte Martin Walser på en tale på Harvard Universitet i reflekteret form tilbage til konflikten. Han afviser for det første grundigt, at han skulle være antisemit. For ham er Holocaust en skelsættende begivenhed i menneskehedens og Tysklands historie.

Hans tale, der blev bragt som indlæg i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung, er spækket med vidner på, at kunstnere, i dette tilfælde forfattere, skal være varsomme med at træde ind i rollen som rethaveriske bedrevidende duksedrenge.

Som sine vidner indkalder han et utal af skrifter og skribenter. Fra religionen og kirkehistorien citerer han Det Gamle og Det Nye Testamente, Paulus, Augustin, Martin Luther, Karl Barth og Martin Luther King. Fra litteraturen bevæger han sig rundt i mellem Kafka, Dostojevskij, Jean Paul, Flaubert, Robert Walser og Thomas Mann. Filosofferne er repræsenteret ved Hegel og Nietzsche, sociologien ved Max Weber, politikken ved schweizeren Jean Ziegler og den tidligere præst og tidligere dissident Joachim Gauck.

Som grundlæggende tema i den nye tale vender Walser tilbage til konflikten i takketalen fra 1998. Her brugte han i forbindelse med Tyskland og Holocaust begrebet »skam« i stedet for begrebet »skyld«. Nu skal det gamle regnskab gøres op med Bubis og andre, der vendte sig imod ham for 13 år siden, men også med hele forestillingen om »protestantismens etik«, der ifølge den tyske sociolog Max Weber er kapitalismens forudsætning.

Skyld kan undskyldes

Ifølge Walser kan skyld undskyldes, men skam er uafvaskelig. Skyld er et kollektivt begreb, der kan undskyldes eller dømmes. Walser taler om Tysklands skam, mens Ignatz Bubis og mange andre taler om Tysklands skyld. Walser siger: »Skam, der er en følge af skylden, er uafvaskelig, den kan ikke svækkes eller skaffes af vejen af noget argument.«

Bubis ville pålægge Tyskland en kollektiv skyld, mens Walser i sin 13 år gamle tale »søgte et sprog, hvormed den enkelte kunne give udtryk for sin personlige samvittighed«. Under hele Harvard-talen koger den ældgamle og aldrig afsluttede strid mellem jødedom og kristendom, om retfærdiggørelse og nåde.

Men Walser bruger her striden til at udvikle sin egen litteraturteori. I litteraturen kommer man ingen vegne med beregning. Forfatteren må være og forblive ydmyg, for litteratur tvivler. Det sande æstetiske udtryk er udtryk for absolut »dissonans«, siger Walser med et udtryk hentet fra musikkens verden, og i høj grad også fra Nietzsche. Dissonans er det uberegnelige, det dionysiske. Dissonans er mangel på samklang, kalkule og fornuft. Disse egenskaber forvaltes af det apollinske, skal vi tro Nietzsche.

Walser siger: »Kunsten er uendeligt mere magtesløs end nødvendigheden«. Nødvendighed er som bekendt tvang. Men kunst er under en om muligt endnu større tvang, nemlig sandhedens. Kunsten må gå nøgen ind i verden. Den står i evig gæld til sandheden, og finder den en flig af den, er det et nådesbevis. Vi kan ikke gøre krav gældende. Kun få er udvalgte.

»Jeg skal ikke vide noget, som kerten ikke ved,« siger Walser. Hvad nådens kerte ikke belyser, skal Walser ikke gøre sig klog på. »Kun nåden afgør, hvordan det går dig. Og nåde er kun, hvad der er ufortjent,« siger Walser. Tanken her bygger på den kendsgerning, at Gud i sagens natur kun kan tilgive det utilgivelige. Guds nåde er gratis, som Luther udtrykte det. Det tilgivelige behøver jo ikke tilgivelse. Walser »læser religion som litteratur« og i høj grad også omvendt: Litteratur er også religion. Han siger, at »Guds frie valg og forudbestemmelse vil, at retfærdiggørelse ikke nås gennem arbejde, men gennem den, der kalder eller ikke kalder,« altså Gud.

Hans budskab i Harvard-talen er, at ingen forfatter, og altså heller ikke han selv, skal stille sig selvretfærdig op. Og det gjorde han så heller ikke i Paulskirche i Frankfurt. Man kan ikke være uskyldig som forfatter, sætte sig på den høje hest og møde sit stof rethaverisk og missionerende. Inspirationen kommer til forfatteren gratis, og han må være hensynsløs ærlig over for sit stof.

Reddet er den fortabte

Walser kan ikke som forfatter påtage sig en skyld på det tyske folks vegne. Han vil ikke tage stilling og opkaste sig til dommer. Han vil beskrive og fortælle. Forfattere kan ikke være partiske. Til forsvar for sin påstand om forfatterens uhildethed indkalder han som nævnt en række vidner. Et fremtrædende eksempel er den schweiziske teolog Karl Barth, der skrev en banebrydende bog om Paulus’ Romerbrev i 1919. Heri diskuterer Paulus netop begreberne nåde og skyld.

Walser citerer Barth for disse ord: »Reddet er den fortabte, han er retfærdiggjort, fordi han ikke kan retfærdiggøres.« Igen: Kun det utilgivelige kan tilgives. Også kirkefaderen Augustin træder i vidneskranken med påstanden om, at nåden »ikke skyldes gerningerne, for så var nåde ikke nåde«. Fra litteraturens verden nævner Walser personen »K« fra Kafkas roman »Processen«. K er meget passende i disse tider netop bankansat. Han stilles for en domstol og tror, at han er uden skyld, da han ikke skylder nogen noget. For ham er livet et regnskab. Han lider af et »retfærdiggørelsesbehov«.

Folk med den sygdom er der ganske rigtig mange af i medierne. Men Walser vil altså ikke regnes for en af dem. Og det var, hvad han ville sige dengang i 1998. For »det, der forbinder os intellektuelle, er manglen på selvretfærdighed«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu