Læsetid: 9 min.

Vejen til skuespillet

For Kim Bodnia gik den gennem atletik og sansetræning. Familien syntes, han var mærkelig, når han kunne bruge en hel sommer på at ligge på gulvet eller være på sit værelse, men i virkeligheden arbejdede han koncentreret. Han har spillet macho i splatterscener, men ikke uden anfægtelser, og det var en lettelse og nydelse at få en helt anderledes rolle i tv-serien 'Broen'
Typecasting. At lave 'splat' var svært for skuespilleren Kim Bodnia. 'Det var absolut ikke noget, jeg kunne lide. Man kan sige meget om 'Bleeder', men jeg syntes fandme, det var grænseoverskridende. For tiden spiller en for ham helt ny type rolle: den bløde mand i serien 'Broen'.

Typecasting. At lave 'splat' var svært for skuespilleren Kim Bodnia. 'Det var absolut ikke noget, jeg kunne lide. Man kan sige meget om 'Bleeder', men jeg syntes fandme, det var grænseoverskridende. For tiden spiller en for ham helt ny type rolle: den bløde mand i serien 'Broen'.

Jakob Dall

3. november 2011

Med tv-serien Broener skuespilleren Kim Bodnia for alvor trådt ind i danskernes stuer og bevidsthed som »Danmarks svar på Al Pacino«, som en anmelder har kaldt ham. Her spiller han den danske efterforsker, Martin Rohde, der sammen med en svensk kollega, Saga Norén, er sat på en vanskelig mordsag. Handlingen udspiller sig dels i København, men navnlig i Malmø.

Selv er Kim Bodnia vokset op i Espergærde i en jødisk familie, som var musisk og musikalsk, men mens forældrene mest var til visesang, var det jazzmusikken på københavnske spillesteder og barer, der trak. Den jødiske kultur var en stor og vigtig del af barndomshjemmet, men på spørgsmålet om, hvorvidt det religiøse har været et aspekt i hans eget liv, svarer han kort: »Ikke på anden måde end at jeg tror på naturen.«

— Hvilken dreng var du i skolen?

»Jeg vil vove at påstå, at mine kammerater opfattede mig som en god legekammerat, mens mine lærere nok vil sige, at jeg var en bedre klovn. Jeg var ikke god til at sidde stille i timerne.«

— Lavede du spilopper?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Er dette kultur?

Jo, men hvorfor interviewer Information ikke en kassedame i Fakta i stedet for. Er hun ikke ligeså interessant?

Er kulturstof = personstof? Og er kulturstof = tv-serier? Har Information ikke andre bud? F. eks. ...., nåh nej, jeg kan heller ikke komme på andet.

Under hvert afsnit af Broen tænker jeg på hvor meget bedre den ville være uden Bodnia.

En bedre instruktør kunne sikkert også hjælpe på det "hakkende" skuespil.

Den serie kunne have været meget bedre!

Heinrich R. Jørgensen

Et meget interessant indblik i en alt andet end overfladisk skuespiller.

Tak til Kristen Bjørnkjær og Kim Bodnia for det.

Skjald Smørbrynje

Glimrende interview!

Bodnia er en af dansk films helt store pionerer, der sammen med Refn et al. for alvor fornyede Københavnerens rolle som subjekt.

Når Kim Bodnia til spørgsmålet om mumleri siger:

»Det var jo noget, vi begyndte med på teatret — altså at træne publikum til at lytte på en anden måde. Der bliver ikke talt langsomt og tydeligt, og nogle endelser bliver ikke udtalt. Jeg tror, en del står af, fordi de er vant til, at alt bliver malet ud til forståelse for den enkelte. Det er ikke tilfældet her, hvor man ikke kan regne noget som helst ud. I stedet for, når man sidder i sin stue og slapper af, at tænke ‘åh, hvad sker der her,’ og ‘jeg kan ikke følge med’ skal man ikke være så bange for, at der er noget, man ikke forstår, men bare lade det hele komme til sig.«

lyder det umiddelbart tilforladeligt, men det holder altså ikke helt.

Mumleri kan praktiseres på utallige måder, og hvis man kunne træne publikum til at forstå sådant, ville fx brødrene Mikkelsen jo med tiden fremstå lige så fattelige som fx vor dronning!

Hvis der er replikker man ikke forstår, standser det uvægerligt handlingen et øjeblik, al den stund tilskueren overlades til spekulationer over, hvad det i grunden var der blev sagt.
I heldigste fald finder man måske ud af at det ikke var nogen væsentlig replik at forstå, og man er hurtigt på igen.
Men i gentagne tilfælde summeres handlings afbrydelserne selvfølgelig op og efterlader en irritation hos tilskueren – man vil jo gerne forstå hvad der bliver sagt, og måske det var vigtige replikker man missede.
Enkelte instruktører og skuespillere tror de formidler naturlighed ved hjælp af dette mumleri, men de glemmer, at til det virkelige liv knytter sig muligheden for et hvabehar.

Der er desværre tale om en ond spiral, hvor folk taler mere og mere utydeligt, hvilket bliver efterlignet af skuespillere, der vil spille realistisk, hvilket efterlignes af folk, der så taler mere utydeligt, hvorefter skuespillerne osv. osv.
Det er synd, at Lars Mikkelsen inddrages i Per Meinertsens kommentar, for her er der faktisk tale om en skuespiller, der taler ekstremt tydeligt - i traditionen fra Jesper Christensen og før ham atter andre.
Problemet er dog, at skuespillere må acceptere, at deres kunst går ud på at gøre noget kunstigt, så det virker naturligt, herunder ikke mindst tale, så hvert ord er forståeligt, uden at det virker forceret. Filminstruktører er det største problem, for de forholder sig udelukkende æstetisk til tale, så skuespillerne skal holde munden så lukket som muligt. Det er ikke naturligt, men det er en konvention, filminstruktører virkelig holder i hævd.

Michael Kongstad Nielsen

Meinertsens kommentar tager fat i noget meget centralt. Skuespil spiller på mange strenge, sproget er en af de vigtige. Nu har totalt ladt det talte sprog i stikken. Man skal helst ikke kunne høre, hvad der bliver sagt. Det er tåbeligt.