Læsetid: 9 min.

Vejen til skuespillet

For Kim Bodnia gik den gennem atletik og sansetræning. Familien syntes, han var mærkelig, når han kunne bruge en hel sommer på at ligge på gulvet eller være på sit værelse, men i virkeligheden arbejdede han koncentreret. Han har spillet macho i splatterscener, men ikke uden anfægtelser, og det var en lettelse og nydelse at få en helt anderledes rolle i tv-serien 'Broen'
Typecasting. At lave 'splat' var svært for skuespilleren Kim Bodnia. 'Det var absolut ikke noget, jeg kunne lide. Man kan sige meget om 'Bleeder', men jeg syntes fandme, det var grænseoverskridende. For tiden spiller en for ham helt ny type rolle: den bløde mand i serien 'Broen'.

Typecasting. At lave 'splat' var svært for skuespilleren Kim Bodnia. 'Det var absolut ikke noget, jeg kunne lide. Man kan sige meget om 'Bleeder', men jeg syntes fandme, det var grænseoverskridende. For tiden spiller en for ham helt ny type rolle: den bløde mand i serien 'Broen'.

Jakob Dall

3. november 2011

Med tv-serien Broener skuespilleren Kim Bodnia for alvor trådt ind i danskernes stuer og bevidsthed som »Danmarks svar på Al Pacino«, som en anmelder har kaldt ham. Her spiller han den danske efterforsker, Martin Rohde, der sammen med en svensk kollega, Saga Norén, er sat på en vanskelig mordsag. Handlingen udspiller sig dels i København, men navnlig i Malmø.

Selv er Kim Bodnia vokset op i Espergærde i en jødisk familie, som var musisk og musikalsk, men mens forældrene mest var til visesang, var det jazzmusikken på københavnske spillesteder og barer, der trak. Den jødiske kultur var en stor og vigtig del af barndomshjemmet, men på spørgsmålet om, hvorvidt det religiøse har været et aspekt i hans eget liv, svarer han kort: »Ikke på anden måde end at jeg tror på naturen.«

— Hvilken dreng var du i skolen?

»Jeg vil vove at påstå, at mine kammerater opfattede mig som en god legekammerat, mens mine lærere nok vil sige, at jeg var en bedre klovn. Jeg var ikke god til at sidde stille i timerne.«

— Lavede du spilopper?

»Nej, og jeg var heller ikke genert, men jeg havde måske en anden måde at lære på end ved at sidde stille og læse i en bog. Min viden fik jeg ind på andre måder. På det tidspunkt havde lærerne ikke andre teknikker end at smide en ud af klassen, og så er man jo afvist og føler sig ikke hjemme på skolen undtagen i frikvartererne.«

Den hurtige start

— Din fritid ud over jazzen?

»Jeg skrev musik, tekster og digte. Ikke for at få dem trykt, for jeg tænkte slet ikke i de baner, men havde simpelthen lyst til at udtrykke mig. Der kom så også en periode, hvor jeg skulle genoptrænes, fordi jeg havde brækket benet til fodbold. Da dyrkede jeg atletik og kom med til stævner. Som løber fik jeg målt Danmarks hurtigste start, en uofficiel titel, men i længdespring var jeg sjællandsmester i nogle år. Det er tit, de gode længdespringere også er de hurtigste løbere. Hastighed, eksplosion og længde hænger godt sammen.«

— Hvorfor satsede du på skuespillet og ikke idrætten?

»Jeg kom på Espergærde Ungdomsskole, hvor Michael Carøe var dramalærer. De havde en linje for musicals, men jeg var ikke så meget til at stå og synge på en scene. Når jeg lavede noget på scene, var det mere sådan a la Pilmark & Pallesen, forbillederne, og den tids stand-up'ere. Jeg gik også op i at iscenesætte, og lederen spurgte, om jeg ikke ville være dramalærer. Da var jeg 15-16 år. Det ville jeg gerne og fik smag for det. Jeg optrådte også med eget band, og min mor foreslog, at jeg skulle søge ind på Statens Teaterskole. Første gang kom jeg ikke ind, men året efter.«

— Hvordan oplevede du din tid der?

»Helt vildt fantastisk! Jeg blev trænet i mine sanser. Det blev jeg faktisk allerede som teenager af min polske atletiktræner. Mit udgangspunkt for det, jeg kan som skuespiller, fik jeg gennem atletikken.«

Drøm om Afrika

— Hvad er sansetræning?

»Der er tale om teknikker. Jeg ser skuespilkunsten som teknik — og træning, hård træning. Jeg brugte den til at finde ud af, hvad det vil sige at lytte, og hvad dufte er. Det blev nu rendyrket.«

— Hvordan gør man? Går man ud og snuser til naturen?

»Nej, man lever med det hele tiden, både ude og inde, nærmest som en livsfilosofi, der lærer dig at fokusere og gå længere og længere ind i det. Jeg trænede i at ligge stille på gulvet og koncentrere mig om at lytte. Når du begynder at kede dig og synes, at nu har du lyttet nok, så er det, arbejdet begynder. Ligesom hvis du løber 10 kilometer og siger til dig selv, at du vil løbe fem mere. Så ligger arbejdet først efter de ti. Man skal tvinge sig selv til at blive ved og ved, og jeg taler ikke om en enkelt dag, men tre måneder. Mine forældre og søskende syntes, jeg var mærkelig, når jeg lå inde på mit værelse en hel sommer uden at komme ud eller bare lå inde på gulvet i lange perioder og sansede.«

— Skuespil er vel ikke alene teknik, men også sjæl?

»Ja, men for at forstå sin sjæl skal man ind og arbejde med den på den måde og så videre ind at arbejde med underbevidsthed og bevidsthedslag.«

— Hvad skulle du være, hvis du ikke var blevet skuespiller?

»Som barn var jeg opvasker på restaurant Bakkehuset, som lå bag ved Louisiana. Jeg elskede at se kokkene i arbejde. Jeg elsker madkunsten og at lave mad, og det gør jeg stadig. Men ... nok er mit nuværende arbejde benhårdt, men kokkenes er virkelig en hård branche ... det er jo farligt! Min allerstørste drøm dengang var at komme til Afrika og studere dyrene og filme dem. Den har jeg stadig.«

— Har du været i Afrika på safari?

»Nej, men jeg har lokale venner dernede, som har købt grunde ved Kilimanjaro, så det skal nok komme. De vil gerne have mig med på en anden slags tur end safari. Også fordi de er forkæmpere for, at dyrene ikke skal skydes.«

Patrick Bateman

— Action og machoroller er noget, man forbinder med dig som skuespiller. Er det et bevidst valg?

»Det kan man sige, eftersom jeg har valgt at spille dem, men jeg har da virkelig overvejet det og også været bange for at tage de forkerte valg.«

— For at hænge fast i en bestemt type roller?

»Sådan kan du godt udtrykke det. Jeg havde ikke altid lyst til at gå ind i dem, fordi jeg var et andet sted i mit liv. De farver din hverdag, og man har jo ikke lyst til at være deprimeret på sin arbejdsplads, selv om man ikke er det i sin fritid, vel? Det at skulle ind og rode i en eller anden taber, som er totalt afstumpet, og hans reaktionsmønster. Når jeg arbejder, har jeg meget lidt fritid til at beskæftige mig med min egen hverdag og den lykke, jeg har der. Men rollerne har da givet mig en viden, som jeg har været nysgerrig efter at få.«

— En af dine første store roller var som den kyniske yuppie, Patrick Bateman, i 'American Psycho'. En skuespiller skal jo finde noget positivt at forsvare sin rolle med. Hvad fandt du der?

»Han var jo et symptom på en bestemt tid. Hvorfor havde Bret Easton Ellis haft lyst til at give sådan en karakter videre til verden? Instruktøren Per Frohn, som havde dramatiseret romanen, og jeg fik en kommunikation med ham om det, og da han fornemmede, at vi søgte efter de samme svar som han, fik vi lov at producere stykket. Vi fandt ud af, at virkeligheden i bogen ikke er virkelighed. Og hvad er virkelighed og hvad fantasi? For yuppierne gik det ud på at skaffe sig ting og male et billede rundt om sig med guld og sølv, gemme sig bag det, ikke snakke om følelser, ikke gå i dybden og ikke stole på hinanden. Da vi indså det, blev det meget gennemskueligt og simpelt.«

— Traf du Ellis?

»Ja, men først senere, og han var helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. Han er jo som vi andre også blevet ældre. Der er sket meget, siden han skrev bogen, og gudskelov for det.«

Grænseoverskridende

— Har du selv en idé om, hvorfor du ofte blev valg til den type roller?

»Ja. Fordi jeg er god til dem.«

— Var voldsscener egentlig ikke udansk, da du filmede med instruktørerne Nicolas Winding Refn og Lasse Spang Olsen?

»Jeg synes altid, der har været vold og sex i danske film, og hvad det sidstnævnte angår, har vi været foregangsland. Danske film har altid været pænt voldsomme. Vi har altid lavet film, hvor der blev slået på tæven på værtshuse.«

— Poul Reichhardt kunne slå til i en nævekamp, men kødkroge?

»Lysten til at lave splat, som vi kalder det, og male det ud er kommet med den nyere generation, som du nævner. Jeg havde to år med Nicolas og to med Lasse, men vi havde da vores kampe og diskussioner. Det var svært for mig, for det var absolut ikke noget, jeg kunne lide. Man kan sige meget om Bleeder, men jeg syntes fandme, det var grænseoverskridende.«

— Skulle du overvinde dig selv?

»Det skulle jeg også, men det handlede også om, hvad jeg synes skal gives videre.«

— Hvad vil du hellere give videre?

»Håb!«

I seng med Saga

— Var det så en lettelse at få en helt anden type rolle som den, du har i 'Broen'?

»Meget! Det var det da. Det er dejligt at gå på arbejde hver dag og koncentrere sig om det, man ved, man kan, og så bare nyde det og forbedre sig i stedet for at skulle kæmpe for noget, man ikke går ind for. Det er en frihed.«

— I 'Broen' er du den bløde mand over for en hård kvinde. Er du feminist?

»Ja, meget. Nu siger du blød, men han er jo også typen 'sådan en mand er jeg, og jeg kan ikke meget mere end det, jeg gør'. Et karrieremenneske, der ikke får chancen for at snakke med sine egne børn. Det kører godt for ham i hverdagene derude, men hjemme inden for egne døre går det helt skidt. Det gør ondt, det er rædselsfuldt, for det er jo en helt up to date-konflikt. Det er fjernt for mig at spille en, der overhovedet ikke kan kommunikere med sin søn ved morgenbordet, men også sjovt at arbejde med de to typer, Martin og Saga, der er modsætninger, og som på en måde har byttet sjæl. Det gør, at jeg har kunnet trække vejret i hver scene i stedet for at skulle finde undskyldninger for ting og reaktioner. Her er jeg i forbindelse med alle mine sider, både den feminine og den mandlige, og så kommer reaktionerne bare ud. I øvrigt ser jeg på ingen måde Saga som en kvinde, men som et barn. Hun er ufatteligt dygtig på sin arbejdsplads, og hendes måde at forstå verden på er unik. Jeg er meget fascineret af den, og jeg kan jo også sagtens se, når hun tager tøjet af, at hun er smuk og veldrejet.«

— Nogen har bedt mig spørge, om Martin Rohde kommer i seng med hende?

»Jeg vil sige, at ud fra de afsnit, I indtil nu har set, er der ingen fare. Men hvis det sker i fremtidige afsnit, som jeg ikke kan røbe, så skal der være en god grund til det. Men der kanjo komme gode grunde til at lægge en smuk svensker ned. Mandighed, ikke?«

Gåpåmod

— Der er seere, der klager over, at personerne mumler. Er det moderne spillestil?

»Det var jo noget, vi begyndte med på teatret — altså at træne publikum til at lytte på en anden måde. Der bliver ikke talt langsomt og tydeligt, og nogle endelser bliver ikke udtalt. Jeg tror, en del står af, fordi de er vant til, at alt bliver malet ud til forståelse for den enkelte. Det er ikke tilfældet her, hvor man ikke kan regne noget som helst ud. I stedet for, når man sidder i sin stue og slapper af, at tænke 'åh, hvad sker der her,' og 'jeg kan ikke følge med' skal man ikke være så bange for, at der er noget, man ikke forstår, men bare lade det hele komme til sig.«

— Dansk film har klaret sig godt i mange år. Hvad skyldes det?

»Jeg tror det skyldes gåpåmod. Både instruktører, producenter og andre filmfolk har pushet på for, at dansk film skal blive til noget, skal ud i verden.«

— Andre danske film har et uhyre beskedent publikum. Er det i orden?

»Ligesom da jeg skrev digte for mig selv, er der mange kunstnere, der har lyst til at lave film for sig selv og til dem, der kan lide at se lige netop det, de laver. Hvis der ikke er plads til det også, så synes jeg, det er ærgerligt!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Er dette kultur?

Jo, men hvorfor interviewer Information ikke en kassedame i Fakta i stedet for. Er hun ikke ligeså interessant?

Er kulturstof = personstof? Og er kulturstof = tv-serier? Har Information ikke andre bud? F. eks. ...., nåh nej, jeg kan heller ikke komme på andet.

Under hvert afsnit af Broen tænker jeg på hvor meget bedre den ville være uden Bodnia.

En bedre instruktør kunne sikkert også hjælpe på det "hakkende" skuespil.

Den serie kunne have været meget bedre!

Heinrich R. Jørgensen

Et meget interessant indblik i en alt andet end overfladisk skuespiller.

Tak til Kristen Bjørnkjær og Kim Bodnia for det.

Skjald Smørbrynje

Glimrende interview!

Bodnia er en af dansk films helt store pionerer, der sammen med Refn et al. for alvor fornyede Københavnerens rolle som subjekt.

Når Kim Bodnia til spørgsmålet om mumleri siger:

»Det var jo noget, vi begyndte med på teatret — altså at træne publikum til at lytte på en anden måde. Der bliver ikke talt langsomt og tydeligt, og nogle endelser bliver ikke udtalt. Jeg tror, en del står af, fordi de er vant til, at alt bliver malet ud til forståelse for den enkelte. Det er ikke tilfældet her, hvor man ikke kan regne noget som helst ud. I stedet for, når man sidder i sin stue og slapper af, at tænke ‘åh, hvad sker der her,’ og ‘jeg kan ikke følge med’ skal man ikke være så bange for, at der er noget, man ikke forstår, men bare lade det hele komme til sig.«

lyder det umiddelbart tilforladeligt, men det holder altså ikke helt.

Mumleri kan praktiseres på utallige måder, og hvis man kunne træne publikum til at forstå sådant, ville fx brødrene Mikkelsen jo med tiden fremstå lige så fattelige som fx vor dronning!

Hvis der er replikker man ikke forstår, standser det uvægerligt handlingen et øjeblik, al den stund tilskueren overlades til spekulationer over, hvad det i grunden var der blev sagt.
I heldigste fald finder man måske ud af at det ikke var nogen væsentlig replik at forstå, og man er hurtigt på igen.
Men i gentagne tilfælde summeres handlings afbrydelserne selvfølgelig op og efterlader en irritation hos tilskueren – man vil jo gerne forstå hvad der bliver sagt, og måske det var vigtige replikker man missede.
Enkelte instruktører og skuespillere tror de formidler naturlighed ved hjælp af dette mumleri, men de glemmer, at til det virkelige liv knytter sig muligheden for et hvabehar.

Der er desværre tale om en ond spiral, hvor folk taler mere og mere utydeligt, hvilket bliver efterlignet af skuespillere, der vil spille realistisk, hvilket efterlignes af folk, der så taler mere utydeligt, hvorefter skuespillerne osv. osv.
Det er synd, at Lars Mikkelsen inddrages i Per Meinertsens kommentar, for her er der faktisk tale om en skuespiller, der taler ekstremt tydeligt - i traditionen fra Jesper Christensen og før ham atter andre.
Problemet er dog, at skuespillere må acceptere, at deres kunst går ud på at gøre noget kunstigt, så det virker naturligt, herunder ikke mindst tale, så hvert ord er forståeligt, uden at det virker forceret. Filminstruktører er det største problem, for de forholder sig udelukkende æstetisk til tale, så skuespillerne skal holde munden så lukket som muligt. Det er ikke naturligt, men det er en konvention, filminstruktører virkelig holder i hævd.

Michael Kongstad Nielsen

Meinertsens kommentar tager fat i noget meget centralt. Skuespil spiller på mange strenge, sproget er en af de vigtige. Nu har totalt ladt det talte sprog i stikken. Man skal helst ikke kunne høre, hvad der bliver sagt. Det er tåbeligt.