Læsetid 7 min.

Bogdebat: Læserbreve

16. december 2011

Med tøsegruppen på værtshus

af Christian Braad Thomsen, filminstrukør og forfatter

Når man fører sig frem med den skråsikkerhed, som præger Katrine Hornstrup Ydes latterliggørelse af min nye bog Film med håndskrift (8.12), er det en fordel at kunne læse indenad. Det kan Yde ikke. Intet sted i sin helsides og fordomsfulde anmeldelse lykkes det hende at referere mig korrekt. I stedet benytter hun det velkendte kneb at pådutte mig opdigtede synspunkter, som hun derefter gør til grin.

Hun påstår således, at jeg udnævner Lars von Triers Direktøren for det hele til »verdens dårligste film«. Nej, det gør jeg ikke: jeg antyder, at den er en mulig kandidat, men jeg foretager ingen udnævnelse, for jeg kender kun et fåtal af de øvrige kandidater. Derimod anfører jeg med sindsro i en fodnote, at filmen er von Triers dårligste, for der kender jeg de film, som den er op imod.

Og sådan er Ydes anmeldelse hele vejen igennem. Det føles næsten komisk at tilbagedrive hendes urimeligheder, men det er nødvendigt, når de fylder så meget. Hun mener således, at min verden er lille, fordi »alt kan belyses med et Dylan-citat«. Det er rent vrøvl. Jeg nævner kun Bob Dylan, når han citeres direkte i de film, jeg analyserer, hvilket turde være uomgængeligt. Derudover anfører jeg en påfaldende sammenhæng mellem de afsluttende kirkeklokker i Breaking the Waves og Dylans »Chimes of Freedom« — samt mellem Eden i Anti-christ og Dylans »Gates of Eden«. Det forekommer mig at være en udvidelse af fortolkningsmulighederne i stedet for en indsnævring af dem.

Det er efterhånden også en fæl anmelderkliché at stejle over, at jeg indimellem henter tolkningsredskaber fra den freudske psykoanalyse. Freud er altid blevet beskyldt for meget, og måske især i disse år, hvor mange trækker automatpistolen, så snart hans navn nævnes. Men hans mange kritikere har sjældent læst ham. »Psykoanalyse« betyder som bekendt analyse af sjælen, og i den udstrækning, film beskæftiger sig med sjælelige fænomener, forekommer det mig uundgåeligt at inddrage psykoanalysens grundlægger. Det er da også kun i Danmark, at man uden nogen form for argumentation kan gøres til grin for at tage Freuds psykoanalyse alvorligt. I den øvrige vestlige verden er Freuds begreber naturlige redskaber i filmanalysen, fordi man derved kan få øje på betydningslag, man ellers nemt ville overse.

Provinsiel filmkritik

Det er interessant nok netop Informations litteraturkritiker Lilian Munk Rösing, der kunne skrive den mest øjenåbnende anmeldelse af Antichrist, fordi hun havde blik for, at filmen indledes med en omvending af Sigmund Freuds urscene, nemlig barnets overværelse af forældrenes samleje. I litteraturkritikken finder man endnu en åbenhed, som man må kigge langt efter inden for den meget provinsielle danske filmkritik.

Alfred Hitchcock er vel ikke i samme grad filmkunstens grundlægger, men jeg kender nu ingen andre instruktører, der så markant har været med til at grundlægge det filmsprog, vi kender i dag. Han har som ingen anden gjort hele turen med fra 1920’ernes stumfilm over Hollywoods melodramaer og frem til de moderne tv-serier. Det er derfor besynderligt, at jeg skal kritiseres for adskillige gange at henvise til Alfred Hitchcock. Man skal ikke smide filmhistorien væk, men inddrage den i en fortolkning af, hvad det sker i dag.

Men her har vi formentlig den afgørende grund til Ydes foragt for Film med håndskrift. Når hendes kritik er blottet for faglige argumenter, må den have årsager, som ikke kommer frem. Det er nærliggende at mene, at hun er forulempet over bogen, fordi den går i rette med to af Informations hæderkronede medarbejdere, Rune Lykkeberg og Morten Piil, skønt hun heller ikke her magter at gå ind på det faglige indhold af kritikken. Jeg udstiller Lykkebergs studentikose tilgang til Direktøren for det hele, og jeg anholder Piil for en klar fortolkningsbrøler i hans kritik af Epidemic — samt citerer Lars von Trier for, at Piil var involveret i et dobbeltspil, idet han var medlem af den tv-komité, der på manuskriptstadiet afviste Epidemic — hvilket naturligvis gør ham inhabil som anmelder. Når Yde så smagfuldt mener, at jeg »smider med lort« efter Politikens tidligere filmanmelder Bettina Heltberg, burde hun måske i stedet have nævnt, hvad min kritik rent fagligt går ud på, nemlig at Heltberg ifølge von Trier kom et kvarter for sent til pressevisningen af Medea og generede forestillingen med høje latterudbrud, hvor det sådan set ikke var meningen, der skulle grines — hvorpå hun brutalt jordede denne moderne tv-klassiker.

Diskvalificerende

Jeg synes, det er diskvalificerende for en anmelder, at hun udelukkende baserer sin anmeldelse på ovennævnte parenteser i bogen i stedet for at gå ind på en faglig stillingtagen til bogens egentlige indhold, nemlig analysen af så centrale filminstruktører som Nils Malmros, Jytte Rex, Lars von Trier, Pernille Fi-scher Christensen, Simon Staho og Christoffer Boe. Her nøjes hun med at kalde det »patriarkalsk«, at jeg forsvarer Jytte Rex’ produktion mod ukvalificerede angreb fra 1970’ernes rødstrømper. Det finder jeg egentlig dybt krænkende over for os begge, når Yde fortsat ikke er i stand til at argumentere. Specielt når bogen berører seksuelle temaer som »analitet«, »incest« og »narrefisse« tager Yde på analyserne som nonnen på sømanden og skriver noget, der mere ligner et referat af, at hun har været med tøsegruppen på værtshus. Det kan højest bruges på journalisthøjskolen og universitetet som eksempel på, hvordan man under ingen omstændigheder skriver en anmeldelse.

Til gengæld synes jeg nok, at Information skylder sine læsere en egentlig anmeldelse af Film med håndskrift.

Fyring

af Knud Romer, forfatter

»Det er nødvendigt at reducere i personalenormeringen« — sådan lyder det enslydende svar fra Mogens Eliasson til samtlige personer, som har protesteret mod fyringen af Sidsel Brun Saugman fra Atheneum Academic Books.

Han ornamenterer nu sit robotsprog i et læserbrev, der forsikrer, at SL-fonden opkøber den ene boghandel efter den anden og forvandler dem til en kæde af ’Academic Books’ — for at redde dem. Det svarer nogenlunde til, at operationen lykkedes, men patienten er død.

Eliasson har lært at sige ’brand’ — og ’personalenormering’ — i et rigtigt forretningssprog fra CBS og kunne fortælle i Bogmarkedet, at Atheneum er »et stærkt brand«. Han kender øjensynlig ikke sin nyerhvervede forretning godt nok til at forstå, at denne markedsposition ene og alene skyldes Sidsel Brun Saugman, som har bygget boghandlen — og kunderelationerne — op over 43 år.

Man kan ikke tage boghandleren ud af boghandlen — og tro, at boghandlen består, men boghandleren forgår. Med Sidsel Brun Saugman forsvinder Athe-neum — og hendes kunder og markedsposition — og det eneste, der bliver tilbage, er en butikskæde: ’Academic Books’. Og det er ikke noget »stærkt brand«.

Tværtimod har ’Academic Books’ vist sig at bygge på en forretningsmoral, der praktiserer aldersdiskrimination, når der skal spares — og hvor en medarbejder efter 43 år ikke adskiller sig mere fra det øvrige personale, end den ene kunde adskiller sig fra den anden i Eliassons enslydende svarskrivelser: »Det er nødvendigt at reducere i personalenormeringen«.

Anonymiseringen af medarbejderne og kunderne i en anonym butikskæde er den endegyldige reduktion af alle de kvaliteter, som kunne adskille en boghandel fra Amazon — og der er kun prisen til forskel. Og her taber SL-fonden og Mogens Eliasson før eller siden til en noget mere effektiv og økonomisk rationel robot. Du har fyret dig selv.

Fra tidslommen

af Asger Schnack, forfatter

I Kamilla Löfströms anmeldelse (Inf. 9.12.) af mine udvalgte digte fra 1970’erne, Landskaber, fremhæves Bjørn Rasmussen og Asta Olivia Nordenhofs prosaværker på bekostning af min bog. Jeg kan oprigtigt sige, at jeg hellere ser Asta Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussens bøger lovprist end min egen, så det er fint. Problemet er anmeldelsens karakter i øvrigt, dens manglende forståelse for den bog, der anmeldes.

Landskabsdigte kaldes suiten Landskaber 1-27, men det nævnes ikke, at det er sproglige landskaber, at der er tale om systemdigtning. Systemet er bygget op af farver efter følgende model: En farve (A) deles af digtene 1 (som rummer én farve) og 2 (som rummer tre farver = ABC). Ligeledes deles en farve af digtene 2 og 3 (som rummer én farve = C). Etc. Digt-rækken ser således ud: A, ABC, C. C, CDE, E. E, EFG, G. Etc. (Samme system anvendtes i digtrækken »A-Z« i Klaus Høeck og Asger Schnack: Bowie Bowie, 1980). Det er systemdigte, farvedigte. Om det også er erotiske digte? Ja, men inden for rammerne af pop. Suiten udgør første del af Spejltelegrammer (1971), som også rummer digte i andre tonefald, der lægger op til den næste samling, Jeg drømmer om langvarig sol (1972). Her er baggrunden mit møde med Wassily Kandinsky, såvel maleren som digteren og teoretikeren. Udstillingen af Kandinsky-malerier på Louisiana i 1971 ændrede mit liv. Det store digt »Kroppe hinsides had« er inspireret af følgende citat, som i digtsamlingen er efterstillet digtet: »Verden klinger. Den er et kosmos for åndeligt virkende væsener. Således er den døde materie levende ånd.«

Men nok så meget er samlingens 11 sidste digte, der alle er med i udvalget, inspireret af Kandinsky — et af dem hedder ligefrem »Klang«, jf. Wassily Kandinskys digtsamling Klänge, 1912 (da. Klange, 1989). Jeg var drevet af en vision om at skrive digte, der var som abstrakte malerier, ikke i form af en beskrivelse, men ved selv forsøgsvis at have de kvaliteter, Kandinsky beskrev i sine teoretiske skrifter. Jeg kombinerede dette med en hippieagtig attitude, påvirket af beat og rock (Bob Dylan).

Denne position blev stærkt anfægtet i samlingerne Digte fra her (1973) og Ned ad skråningerne (1974): »Slut med sølv / slut med gentagelser (…) Ikke flere symmetrier. / Ikke flere gyldne buketter / af blåt støv. / Slut med ordet cirkel.« Og især i samlingen Magten har stjerner på hænderne (1975), hvor en anderledes udsathed var positionen, som antydet ved digttitlerne fra udvalget: »Fortæl mig om de sårede soldater«, »Jeg destruerer mig selv«, »Magten har stjerner på hænderne«, »Jeg står på gadehjørner af stål« og »Kærlighedsdigt på blodets betingelser«.

Endelig kom efter et par års pause digtsamlingen Jeg forsvinder og virker således (1978). Den begynder i en vis forstand forfra, i en af taoisme og zenbuddhisme inspireret meditation over øjeblikket, pludseligheden, men har også indbygget tilbageblikket. Det er stort set bevægelsen gennem årtiet, som den kom til udtryk i mine digte. Kamilla Löfström nævner intet af dette, hun skriver kun, at jeg idylliserer erotikken, at »erotik er godt, bare den findes. At den ikke er problematisk.« Og noget med, at »pigerne er pænt passive, dekorative«.

Jeg forstår ikke et ord af, hvad hun skriver, andet end at hun godt kan lide Bjørn Rasmussen og Asta Olivia Nordenhofs romaner fra i år. Det kan jeg også. Køb dem. Læs dem. Det er fremragende bøger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu