Digteren som kronikør

Vi havde en journalist her på avisen, som sagde, at han næsten altid læste de artikler og kronikker, der var skrevet af forfattere. Hvorfor? Jo, for de er skrevet i et andet sprog end almindelig journalistprosa, sagde han. Senere blev han selv forfatter til en bog, som han tjente 10 millioner kroner på, men det er en anden historie.

Forfattere er sjældent gode avisskribenter, og de fleste holder sig langt væk fra spalterne. Enten fordi de ikke behersker mediet, eller også fordi de frygter, at avisskriveri vil stjæle noget fra deres stil. Forfattere har god tid og skriver gerne om og om og om, til de synes, at nu sidder den der.

Johannes V. Jensen skrev mange kronikker. I nyere tid er det den fødselsdagsaktuelle Klaus Rifbjerg, der har førertrøjen. Han er undtagelsen fra reglen om, at forfattere har skyhed over for avisskriveri, men han er også medlem af Dansk Journalistforbund.

Ikke som Søren Ulrik Thomsen, der tager længere tilløb, når han skriver i avis.

Når han endelig gør det, er det lidt af en begivenhed. I Politiken forleden slog han et slag for, at vi skal til at være mere høflige over for hinanden igen. Vi er nemlig mange, der er alt for ubehøvlede.

Hammerichs taxa

Hr. Thomsen kom for skade at sige »farvel« til en kassedame i Irma. Det medførte en øjeblikkelig pinlighed i kassekøen, hvor vi ikke plejer at udveksle ord. Men digteren havde på en USA-rejse oplevet, at man her var behageligt høflige. Han er ikke blind for, at det skyldes, at når rige og fattige lever tæt i et multikulturelt samfund, er man nødt til at anerkende hinanden via omgangsformerne. Det giver jo i øvrigt også flere drikkepenge.

Jeg kan huske, at Paul Hammerich, da han kom hjem fra en tur til Moskva, fortalte, at ekspedienterne i butikkerne dårligt gad ekspedere, og at det var næsten umuligt at få en taxa. De kørte bare forbi. Først da han holdt en stang cigaretter fra flyet op i luften, var der bid. Så var de til gengæld lige ved at køre ind i hinanden for at komme først.

Men spørgsmålet om høflighed er selvfølgelig langt mere sameksistentielt.

Kronikken kommer i forlængelse af en bog, som journalisten Torben Steno har skrevet i samme ærinde, og hvor Søren Ulrik Thomsen også er med. Længsel efter faste former, hedder den, og man kan passende mindes teologen K.E. Løgstrups essay fra 1961, Formløshedens tyranni. Den læste 1968’erne da vist ikke, men opløste en masse (tilsyneladende) tomme former, så Emma Gad ville have korset sig. Feminister kunne også blive meget vrede, hvis en mand åbnede døren for dem eller holdt frakken i garderoben.

At både Steno og Thomsen har ramt et ømt sted viser en masse bravoreaktioner på Facebook, i fjernsynet, og hvor man ellers reagerer. Problemet er selvfølgelig, at de allermest ubehøvlede, sjældent læser kronikker. Men ideen kan jo sprede sig.