Læsetid: 5 min.

Det ekstreme er reglen, ikke undtagelsen

Tyske Tom Tykwer vender tilbage til hjemlandet med sin måske mest ambitiøse film til dato, ’3’. Vi ringede ham op til en snak om billedbombardementer, normalitetens vanvid og kunsten at bryde reglerne
Tyske Tom Tykwer vender tilbage til hjemlandet med sin måske mest ambitiøse film til dato, ’3’. Vi ringede ham op til en snak om billedbombardementer, normalitetens vanvid og kunsten at bryde reglerne
8. december 2011

I det sidste halvandet årti har nogle af de mest opsigtsvækkende europæiske film båret 46-årige Tom Tykwers signatur: Den autodidakte instruktørs bagkatalog tæller blandt andet det rapfodede formeksperiment Lola og det dystert drømmepoetiske skæbnedrama Krigeren og kejserinden.

For et par år siden skruede han dog ned for fantasien og vildskaben i Hollywood-thrilleren The International, men med det aparte trekants- og sygdomsdrama 3er nerven tilbage i det spraglede tykwerske univers.

Film som tankerække

Filmen har også har en betragtelig intellektuel dagsorden. Så betragtelig, at Tykwer inden interviewet rigtig er kommet i gang, tilraner sig min rolle og spørger, om jeg »følte mig guidet eller overvældet« da jeg så filmen? »Mest det sidste,« svarer jeg. »På den gode eller på den rædselsfulde måde?« vil han vide.

Mest det første. Men der er ikke noget at sige til, at Tykwer er spændt på, hvordan folk — i dobbelt forstand — ser hans seneste værk.

3er en film, der rejser mange spørgsmål, og det første er, hvorfor instruktøren åbner ballet på så potentielt ekskluderende en facon? Ved brug af blandt andet split screen udsætter Tykwer i filmens første minutter tilskueren for et informationsbombardement så massivt, at det bryder alle regler for ’pædagogisk’ fortællepraksis.

»Der er tale om fragmenter fra scener, som vi optog i deres helhed. Så det var ikke oprindeligt planen, at den skulle begynde på den måde. Men det er et forsøg på at skildre filmisk, hvordan vi lever nu — i en tumult af simultan aktivitet og information, en multifaceteret virkelighed, hvor relationer mellem mennesker kan skifte fra et rum til et andet meget hurtigt. Med samme selvfølgelighed skifter vi fra et medie til et andet med lynets hast. Derfor kommunike- rer filmens figurer via blandt andet telefoner i åbningssekvensen.«

Psykologi på film

— En af filmens replikker forekom mig at være særligt betydningsladet, nemlig da biseksuelle Adam fortæller Simon, der lige er kommet i kontakt med sin egen biseksualitet, at han »skal sige farvel til sin deterministiske forståelse af biologi«.

»I virkeligheden ser jeg en sammenhæng mellem filmens æstetik og billedsprog og dens skildring af menneskelige relationer. Begge dele handler om at bryde grænser. Både i vores sociale liv og i kunsten er der alle disse forventninger og vedtagne måder at gøre tingene på, som kan betyde, at vi begrænser os og dermed ikke får opfyldt vores ønsker og behov.«

»Jeg forsøger både at styre uden om formularprægede ABC-fortællemåder og uden om simple, stereotype fremstillinger af, hvordan vi interagerer med andre mennesker. Jeg synes, at psykologi på film er kedelig, når den så at sige står alene. Når man opererer med et nærmest pavlovsk princip om, at tilskueren skal dele bestemte følelser med personerne oppe på lærredet. Mine film minder nok mere om tankerækker.«

Byens betydning

— Handler ’3’ også om viden-skab over for religion? Adam er trods alt fertilitetsforsker, og især filmens slutscene har noget andægtigt og højtstemt over sig.

»Hmm, hvordan slipper jeg ud af denne her ...? Jeg ser mig selv som en buddreng, og så er det op til tilskueren at finde ud af, hvad varen skal bruges til.«

»Dog vil jeg godt sige, at filmen handler om tre mennesker, der finder sammen trods deres meget forskelligartede baggrunde. Normalt tilpasser vi os andre mennesker — det gør Adam, Simon og Hanna ikke. De forbliver sig selv, de går ikke på kompromis med deres begær. Alligevel udvikler de et tæt forhold. Det er det utopiske aspekt ved filmen. En slags fejring af forskellighed.«

— Det berlinske byrum fylder meget i ’3’. Men hvilken rolle spiller byen i filmen?

»Vi ville vise Berlin fra indbyggerperspektivet snarere end turistperspektivet. Figurerne ser ikke så meget på byen, de er bare i den. Vi gik efter at skildre deres følelse af at være hjemme, skildre deres rutiner, som jeg synes, er smukke rutiner. Ubesværede og selvfølgelige.«

— Er det så meget desto vigtigere at føle sig hjemme på grund af det med den fragmenterede højhastighedslivsstil?

»Ja, det tror jeg. Man har brug for beskyttelse for det daglige informationsbombardement i form af symbolske rum såsom ens foretrukne bar eller restaurant, hvor beroligende rutiner kan udspille sig. Samtidig handler filmen jo så også om, at sociale rutiner og ritualer kan føre til, at man risikerer at blive uimodtagelig for nye oplevelser. Så der er flere vinkler, man kan se det fra.«

— Er du blevet klogere på tilværelsen i løbet af din filmkarriere?

»Nej. På nogle områder opnår man erfaring og dermed selvsikkerhed. Til gengæld åbenbarer sig nye, ukendte og urovækkende territorier, der gør en usikker på tilværelsen. Så indtil videre går det lige op.«

Vi er alle excentrikere

— Selv om dine film er så forskelligartede, har jeg en idé om, at du til syvende og sidst er auteur?

»Jeg håber, at jeg er auteur, fordi det ville betyde, at der er en stemme i mine film. Det er dog i så fald ikke mig, der er stemmen, det er hele min kreative familie: Min filmfotograf, min scenograf, min medkomponist osv. (Tykwer har også komponeret musik til næsten alle sine film, red.).«

»Det forskelligartede skyldes blandt andet, at vi forsøger at have en undersøgende og legesyg tilgang til det at lave film. En på en gang respektfuld og respektløs tilgang, hvor intuition spiller en stor rolle i arbejdsprocessen, men hvor vi forhåbentlig alligevel opnår et organisk resultat.«

— Et bud på et tilbagevendende Tykwer-tema kunne være ’begær under ekstreme omstændigheder.’

»Ha ha, for mig at se er alle omstændigheder ekstreme! Konstant! Ingen person ville kunne fremvise et tilbageblik på hans eller hendes romantiske forhold, som er udramatisk. Der findes i mine øjne heller ingen ikke-excentriske personer på kloden. Det opdager man, så snart man kommer ned i detaljen. Normalitet er et meget relativt begreb. Hvis man formår at træde ud af sin egen normalitet, indser man, hvor hamrende neurotisk og kaotisk det, der før tog sig så roligt ud, faktisk er. Vi har bare vænnet os til at betragte vores eget liv som uekstremt. Og alt dette er forrygende brændstof for sådan en som mig.«

Tom Tykwer slutter af med at sige, at det er »pænt af mig at bruge tid på at tale med en udenlandsk filmskaber, når nu I har så mange interessante filmkunstnere i Danmark. Vi tyskere ser altid på jer og siger: ’Wow, hvor sker der mange spændende ting’.«

Komplimenten er hermed givet videre.

 

3 har premiere i dag og anmeldes her på siden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu