Nyhed
Læsetid: 7 min.

Den europæiske kulturarv forfalder

Kulturarv koster kassen. Finanskrisen tvinger Grækenland og Italien til at skære drastisk i kulturbudgetterne, og i takt med at krisen breder sig, kan de øvrige europæiske lande også blive nødt til at spare på den omkostningstunge kulturarv. Men hvilke konsekvenser vil det få, når kulturarven får lov at forfalde?
Forfald. Colosseum i Rom har været ramt af sammenstyrtninger og er blevet et generelt billede på det kulturelle forfald i Sydeuropa. Det er ikke kun Roms mest kendte vartegn, der lider under finanskrisen – også det brede udsnit af den kulturelle arv, som takket være Italiens historie udgør én af verdens største skatkamre er i fare for ikke at blive vedligeholdt.

Forfald. Colosseum i Rom har været ramt af sammenstyrtninger og er blevet et generelt billede på det kulturelle forfald i Sydeuropa. Det er ikke kun Roms mest kendte vartegn, der lider under finanskrisen – også det brede udsnit af den kulturelle arv, som takket være Italiens historie udgør én af verdens største skatkamre er i fare for ikke at blive vedligeholdt.

Alessando Bianchi

Kultur
8. december 2011

Det var den engelske digter Lord Byron, som for snart 200 år siden med romantikkens fornemmelse for patos proklamerede, at den dag Colosseum falder, så falder ikke bare Rom, men hele verden. Det var dengang, alle kunstneriske sjæle, også herhjemme i lille Danmark, mindst én gang i livet skulle på pilgrimsfærd til den evige stad.

Colosseum står der som bekendt i endnu. Men i de senere år er den enorme, antikke arena midt i Rom begyndt at forfalde. Italienerne har nemlig ikke længere råd til den kostbare vedligeholdelse, som er helt nødvendig, hvis bygninger og monumenter fra den tid skal bevares for kommende generationer. Colosseum er blevet symbolet på den europæiske kulturarvs aktuelle krise, men problemet rækker langt ud over ruinen for enden af Via dei Fori Imperiali. Italien har således den største koncentration af verdenskulturarv på UNESCO’s World Heritage List. Også Grækenland er godt med på den front.

Men den enestående italienske og græske kulturarv er nu i alvorlig fare. For som det næppe er gået manges næser forbi, er det for tiden lidt småt med midlerne på de kanter. Og kulturarven er et af de første områder, som har måttet holde for i forsøget på at genoprette den skrantende økonomi. Det får nu flere kulturfolk til at råbe vagt i gevær. Ifølge direktør for Det Danske Institut i Rom professor, dr.phil. Marianne Pade risikerer vi nemlig at save den gren over, hvorpå hele den vestlige civilisation hviler.

»De drastiske besparelser kan få meget alvorlige konsekvenser. Den fælleseuropæiske identitet er i høj grad bygget op om de ideer, vi har fået fra det antikke Grækenland og det antikke Rom. Det gælder hele vores visuelle horisont og æstetiske sans, det gælder vores idé om, hvad litteratur er, ligesom hele vores retoriske og sproglige system er baseret på ting, som først blev tænkt, sagt og skrevet i Grækenland og i Rom,« siger Marianne Pade.

Hjerneflugt

Og det er ikke bare bygninger og monumenter, som får lov at forfalde som følge af den finansielle krise, påpeger Marianne Pade. Den fysiske vedligeholdelse er nemlig en ting, som kan være alvorlig nok, men det er ifølge hende lige så problematisk, at den højt specialiserede faglige ekspertise, som skal være med til at vise kulturarven frem, publicere og forske i den, også rammes meget hårdt af krisen: »Italien oplever lige nu en sand vidensflugt, som kan få virkelig alvorlige konsekvenser. For uden specialister, der ved noget om tingene, er der ingen kulturarv at formidle. Men som situationen er nu, tvinges en stor del af disse ud af landet, da de italienske kulturinstitutioner simpelthen ikke har råd til at ansætte dem,« siger Marianne Pade.

Herhjemme står det endnu ikke så slemt til. I finansloven for 2012 har forligspartierne således valgt at fastholde udgiftsniveauet fra 2011. I alt bruger staten 2,4 mia. på kulturarvsområdet, fordelt på én mia. til bibliotekerne, 300 mio. til arkiverne og 1,1 mia. til museer, bygninger og fortidsminder. Ifølge kulturminister Uffe Elbæk (R) er der derfor ikke umiddelbart grund til bekymring herhjemme.

»Der er bred politisk opbakning til at sikre den danske kulturarv. Og den politiske prioritering modsvarer en stor interesse for kultur-arven i befolkningen. Sidste år havde alene de danske museer knap 12 mio. besøgende. Og både jeg selv, Kulturministeriet og museerne har ambitioner på området, så generelt ser det faktisk rigtig godt ud for kulturarven herhjemme,« lyder det fra Uffe Elbæk.

Så selv om den radikale kulturminister er kendt for et kultursyn, hvor visioner, nytænkning og innovation fylder mere end vikingeskibe og fredede bygninger, så understreger han, at kulturarven også for ham personligt er et væsentligt område.

»Fortiden må ikke kidnappe fremtiden. Men når det så er sagt, så betyder den kulturhistoriske arv faktisk meget for mig. Det kan lyde som en floskel, men hvis du ikke ved, hvor du kommer fra, så ved du heller ikke, hvor du er på vej hen. Det er helt afgørende både på et generelt samfundsmæssigt niveau, men også for den enkelte, at kunne se sig selv i en større historisk kontekst,« siger Uffe Elbæk.

Nord og syd

Så selv om Colosseum skranter, og kulturen lider i Sydeuropa, så går det stadig godt heroppe mod nord. Men faktisk er netop den forskel, hvor Nord- og Sydeuropa udvikler sig i helt forskellig retninger, gift for den fælleseuropæiske kulturarv. Intet tyder da heller på, at de mere velstående lande i Nordeuropa, herunder Danmark, viser nogen videre interesse i at hjælpe med til bevarelsen af de sydeuropæiske kulturskatte.

I den forstand udstiller den kulturelle krise i syd også den tiltagende splittelse i det europæiske fællesskab. Det påpeger professor ved Department of Business and Politics, CBS Uffe Østergaard.

»Den generelle holdning i nord er, at italienerne og grækerne kan sejle deres egen sø. Der er nærmest en stille glæde over, at sandhedens time nu endelig har meldt sig for de dovne sydeuropæere, hvor de jo ellers har haft det så varmt og dejligt. Nu kan de virkelig holde fri og nyde appelsinerne og det gode vejr,« lyder Uffe Østergaards udlægning af den almindelige nordeuropæiske holdning til det sydeuropæiske kaos.

Det betyder ifølge ham også, at den fælleseuropæiske identitet er udsat for et enormt pres i disse år. Og, som Østergaard også påpeger, så er det vel at mærke en europæisk solidaritet og enhedstanke, som er meget ældre end nationalstaterne. Den aktuelle europæiske krise handler derfor også om langt mere end EU og eurosamarbejde.

»Den europæiske solidaritet er bygget op over århundreder. Og samtidig skal man huske på, at Europa rummer en masse modsætninger på kryds og tværs, også inden for de enkelte lande. Man skal passe på ikke at sætte det over styr i en alt for billig snak om Nord-europa kontra Sydeuropa,« understreger Uffe Østergaard.

Af frygt for at blive buhet ud tør han dårligt foreslå, at de velstående nordeuropæiske lande tog den fælleseuropæiske identitet alvorligt og aktivt gik ind og støttede den italienske og græske kulturarv. Men ikke desto mindre mener han, at det ville være på sin plads.

»Det er ganske vist en fuldstændig udansk og kættersk tankegang, men man kunne jo overveje at støtte den europæiske kulturarv ved eksempelvis at lade italienerne og grækerne indregne værdierne i deres bruttonationalprodukt. Det ville være en fordel for os alle. Problemet er bare, at ingen tror på, at de vil forvalte midlerne på en ærlig måde, og det er da også en nærliggende risiko. Krisen er derfor i sidste ende en tillidskrise,« siger Uffe Østergaard.

Pensioner eller kulturarv

Fra ministerielt hold er det også afgørende, at Europa står sammen i den nuværende økonomiske og kulturelle krise. Og selv om kulturministeren ikke vil udtale sig konkret om perspektiverne i en nordeuropæisk støtteaktion for den fælleseuropæiske kulturarv, så vil han gerne understrege vigtigheden af, at de europæiske lande løser de aktuelle udfordringer, både finansielt og kulturelt, i fællesskab.

»Når vi fra nytår overtager EU-formandskabet, har vi en klar ambition om at løse de fælleseuropæiske udfordringer sammen — både når det gælder kulturarven og de økonomiske udfordringer. Men sammen betyder så også, at de lokale regeringer i Italien og Grækenland påtager sig deres del af ansvaret. Den aktuelle krise er nemlig i høj grad en politisk skabt krise,« siger Uffe Elbæk.

Trods de velmenende ord fra den danske kulturminister, fortæller Marianne Pade fra sin position i Rom, at afstanden til Nordeuropa, både mentalt og økonomisk, tager til, i takt med at det går dårligere i Sydeuropa.

»Men selv om Nordeuropa nødig vil betale gildet, er det jo ikke ensbetydende med, at de tager afstand fra kulturen. Det er jo heller ikke tilfældigt, at Danmark har institutter i både Rom og Athen,« påpeger Marianne Pade.

Men de hårde økonomiske prioriteringer, som venter i de kommende år, kan fremme en udvikling i den forkerte retning, mener Uffe Østergaard.

»Den fælleseuropæiske identitet har op gennem århundrederne været en forudsætning for, at vi ikke røg i konflikter med hinanden. Mere end vi rent faktisk gjorde. Derfor kan man også meget let blive bekymret over den splittelse, som begynder at tegne sig. Og samtidig lidt ærgerlig over, at vi ikke opfatter det som et fælles problem, at grækerne og italienerne er kommet i vanskeligheder,« siger han. Tidligere har man i økonomisk trængte tider i mange lande set tendenser til at vende blikket indad og dyrke sin egen nationale kultur. Det så man i Italien under fascismen, hvor man heftigt dyrkede den romerske kultur, og noget tilsvarende fandt sted i Grækenland under militærdiktaturet, som på samme måde kastede sig over den græske oldtid.

Men i den aktuelle krise ser man derimod, at flere lande hellere end gerne svinger sparekniven over kulturarven. Senest i Holland, hvor Geert Wilders parti, PVV, fik gennemført store besparelser på landets symfoni- orkestre. Ifølge Uffe Østergaard kan det hænge sammen med, at de nationale symboler har mistet noget af deres potens.

»Kulturarven er jo dejlig at have, men den er svær at spise. Derfor vil kulturen også have en tendens til at stå i anden eller tredje række, når den møder behovet for udvikling, når det går fremad, eller når det går baglæns, hvor man synes mad og pensioner er vigtigere,« siger Uffe Østergaard.

Han mener dog ikke nødvendigvis, at den afslappede holdning til kulturarvens forfald er et sundhedstegn. Snarere er det ifølge ham udtryk for en stadigt mere udbredt mangel på orientering kombineret med populistiske politiske strategier, hvor befolkningen stilles over for et fortegnet valg mellem pensioner eller kulturarv. Konsekvenserne af den aktuelle udvikling er ifølge Østergaard dystre.

»Der er ingen tvivl om, at det, vi ser i disse år, er de første skridt på vejen til et mere konfliktfyldt Europa. Konflikten ligger lige under overfladen, hvis den da ikke allerede ligger i overfladen. Ikke mindst i den måde, man i Nordeuropa er begyndt at tale om Sydeuropa på. Det er virkelig konfliktfyldt,« siger Uffe Østergaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Christian Wind Nielsen

Det er mærkeligt at sprogene slet ikke bliver nævnt i artiklen. Det er sprogene der er bærere af kulturarven og den europæiske identitet.
Det er latin og græsk, det er spansk og italiensk, det er fransk og tysk. Hvad dét angår har Danmark for længst sagt farvel til den europæiske
kulturarv og er fusionet med USA. Også på dét område er der brug for en fornyet indsats. F.eks. i form af en national strategi for fremmedsprog.