Europamester i film — eller på randen af fallit?

2011 har om noget været et mærkeligt år, når det kommer til dansk film. På overfladen og set udefra tager det sig flot, festligt og fornøjeligt ud, men situationen internt i branchen er en ganske anden og meget mere alvorlig, både finansielt og kreativt.

Året begynder med et brag, da Susanne Bier vinder en Oscar for Hævnen, og fortsætter ikke mindre opsigtsvækkende, da Lars von Trier tager til Cannes med Melancholiaog erklæres persona non grata på filmfestivalen pga. sine udtalelser på et pressemøde. Der bliver spekuleret i mangt og meget — f.eks. at Trier bevidst provokerer, fordi han ved, at filmen ikke er lige så provokerende som Antichrist— men siden vinder Kirsten Dunst festivalens skuespilpris for sin præstation i Melancholia, mens Nicolas Winding Refn får instruktørprisen for sin første amerikanskproducerede film, Drive. For den udenforstående er det svært at få øje på krisen i dansk film, og da Susanne Bier i begyndelsen af december får en European Film Award som årets bedste europæiske instruktør for Hævnen, og Melancholiavinder hele tre European Film Awards, blandt andet for bedste europæiske film i 2011, mens Mads Mikkelsen får en pris for European Achievement in World Cinema 2011, er det ikke kun direktøren for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, der ikke kan få armene ned. Danmark er jo Europamester i film.

Høj markedsandel

I en pressemeddelelse fra Det Danske Filminstitut, som ledsager offentliggørelsen af årets nøgletal for dansk film, udtaler selvsamme Henrik Bo Nielsen den 22. december, at »dansk film og danske filmkunstnere har på fornemmeste vis markeret sig både ude og hjemme, det kan man være stolt over«.

Tallene fortæller nemlig samme historie som de mange store filmpriser: Det går godt.

De 24 danske spillefilm (inklusive Klovn og Min søsters børn vælter Nordjylland, der begge havde premiere i 2010, men solgte flere hundrede tusinde billetter i 2011) og fem dokumentarfilm, som har haft biografpremiere i løbet af året, har pr. 19. december solgt 3,46 millioner biografbilletter. Det er det bedste i tre år, det tredjebedste i 10 år, og det udgør en markedsandel for danske film på ca. 28 procent af det samlede antal solgte billetter, hvilket igen er det næsthøjeste for en lokal filmindustri i Europa.

Frankrig fører stadig med en markedsandel i 40’erne, men landet er også kontinentets største filmproducent og fører en aggressivt protektionistisk kulturpolitik.

Helt i bund

Men de pæne tal dækker over en økonomisk virkelighed, som ikke er stort bedre, end den var i katastrofeårene 2009 og 2010, og enkelte produktionsselskaber kæmper stadig for overlevelse. Dertil kommer en meget omtalt og udtalt frygt for en fremtid, ingen kender, men hvor moderne teknologi og ikke mindst internettet skaber radikalt ændrede vilkår for produktion, distribution og visning af spillefilm.

Det er stadig nogle få film, som sælger den største andel af biografbilletterne, og der er flere film end sædvanligt, som klarer sig så dårligt, at selv Henrik Bo Nielsen må kommentere det i Filminstituttets pressemeddelelse: »At 2011 har et dryp af malurt i bægeret med fem film, der ikke levede op til forventningerne, er ærgerligt og viser, at der er rigeligt at tage fat på i 2012.«

De fem film, institutdirektøren taler om, er Simon Stahos Magi i luften, Linda Wendels Julie, Rune Schjøtts Skyskraber, Birgitte Stærmoses Værelse 304og Christoffer Boes Beast, der hver har solgt færre end 3.000 billetter — Wendels Strindberg-opdatering er årets absolutte bundskraber med 155 solgte billetter.

Det er aldrig før sket, at så mange danske film har klaret sig så katastrofalt dårligt, og selv om succes langt fra kun skal måles i billetsalg — og hverken Julie, Skyskraber, Værelse 304 eller Beast angler efter et stort publikum — er det et problem, når film kommunikerer så dårligt med publikum, og det understreger kun biografmarkedets fortsatte polarisering: De store film, der sælger alle billetterne i den ene ende, de små, der ingenting sælger i den anden, og relativt få film midt imellem.

På toppen

Bortset fra Klovn, der altså havde premiere i 2010, er årets topscorere enten mere eller mindre fladpandede komedier som Rasmus Heides Alle for én (378.514 billetter) og Niels Nørløvs Klassefesten (453.962 pr. 19. december) eller såkaldte familiefilm, Peter Dodds Orla Frøsnapper (173.876) og Claus Bjerres Far til fire — tilbage til naturen (411.448). Og så er der lige den bedst sælgende film i 2011, Martin P. Zandvliets Dirch, som er blevet set af 483.971 mennesker, samt Ole Christian Madsens Oscarkandidat, komedien SuperClásico, som blev en pæn succes med 184.491 tilskuere.

Tilsammen har disse seks film solgt mere end to millioner billetter og tegner sig dermed for godt 60 procent af det samlede billetsalg.

Der har også været enkelte mellemfilm som Pernille Fischer Christensens drama En familie, Lotte Svendsens Max Pinlig 2— der giver alle de andre familiefilm kvalitetsmæssigt baghjul — Thorbjørn Christoffersen, Kresten Vestbjerg Andersen og Philip Einstein Lipskis animerede Ronal Barbaren og til dels Hans Fabian Wullenwebers ungdomsmusical Bora Boraog Carlos Augusto de Oliveiras drama Rosa Morena, der har solgt lige over eller lige under 100.000 billetter hver. Ikke dårligt, når det drejer sig om forholdsvis smalle film som En familie— der dog blev hjulpet ved at være med i Filmklub Danmark — og Rosa Morena, men bestemt heller ikke imponerende, når det kommer til Max Pinlig 2, Ronal Barbarenog Bora Bora, der alle tre henvender sig til et meget større publikum.

Ungdomsfilmen flopper

2011 har altså på ingen måde været et prangende år for dansk film. Der er langt mellem snapsene, og man kan argumentere for, at der bliver lavet for få danske film, der ligesom Dirch, SuperClásicoog Hævnenplacerer sig i den kategori, man kan kalde kvalitetsmainstream, altså begavede film, der tager sig selv og publikum alvorligt, og som har intentioner om at blive set af så mange mennesker som muligt.

Man kan også argumentere for, at der mangler flere gode film for børn og unge, og at der bliver lavet for mange film, som godt kunne have brugt en manuskriptgennemskrivning eller to mere, eller som simpelthen ikke burde være blevet lavet. Filminstituttets konsulenter har et klart ansvar her. Har kvalitetssansen svigtet for ofte?

Af den lille håndfuld ungdomsfilm, 2011 har budt på, er det f.eks. kun Heidi Maria Faissts Frit fald (29.189 solgte billetter), der har indfriet sit potentiale med en seværdig, stærk og velspillet historie om forvirrede børn og forældre, der ikke bør være forældre. Simon Stahos stiliserede Magi i luften (2.983) bruger dansk musik fra 1980’erne til at fortælle en historie om en hedonistisk og forvirret ungdom af i dag, og resultatet er en anstrengende og ganske ucharmerende film, som dog viser, at Emma Sehested Høeg både kan synge og spille skuespil.

Gode intentioner er der mange af i Hans Fabian Wullenwebers beslægtede musical Bora Bora (75.428), der dog ikke slipper heldigt fra at blande High School Musical, Glee og Oliver Twist i en historie om unge hjemløse lommetyve og deres jagt på et bedre liv. Og så er der debutanten Rune Schjøtts skæve dramakomedie, Skykraber (1.118) der nok rummer selvbiografiske elementer, men langt fra har stilfornemmelse nok til at kombinere en følsomt realiseret historie om to unge menneskers frigørelsesproces med en mere grotesk fortælling om gale forældre, som vil det anderledes.

Familieliv anno 2011

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt så mange af filmene fra 2011, der handler om familieliv i alle dets mere eller mindre traditionelle og tiltalende udgaver. At dømme efter det forgangne filmår, har vi det ret skidt med hinanden.

Fra de væsensforskellige søstre (Kirsten Dunst og Charlotte Gainsbourg), der måske, måske ikke forårsager Jordens undergang i Lars von Triers smukke, men også følelseskolde Melancholia(60.156), og den kræftsyge far (Jesper Christensen) og hans hengivne og splittede datter (Lene Maria Christensen) i Pernille Fischer Christensens rørende En familie, som i øvrigt er en af årets bedste film.

Til Christoffer Boes modige, men også mislykkede monster af en eksperimentalfilm, Beast(1.685), der udforsker de lidet kønne sider af parforholdet og den menneskelige natur, og Christian E. Christiansens halvhysteriske thriller ID: A, der kannibaliserer Bourne-trilogien og undervejs får fyldt for mange utroværdige familiehemmeligheder på sin spinkle historie.

Grov i kæften

I Ole Christian Madsens underholdende SuperClásico, der handler om fodbold, vin og kærlighed, rejser en kedelig dansk mand (Anders W. Berthelsen) til det varme, farverige Buenos Aires for at generobre sin kommende ekskone (Paprika Steen), der nu bor sammen en fodboldspiller.

En homoseksuel dansk mand (også Anders W. Berthelsen) rejser i Carlos Oliveiras følelsesfulde Rosa Morena(74.709) til Brasilien for at købe sig det barn, han ikke kan få lov til at adoptere derhjemme. Og Martin P. Zandvliets glimrende Dirch, hvor Nikolaj Lie Kaas leverer en fornem præstation i rollen som Dirch Passer, fortæller også om det tætte venskab mellem to mænd, Dirch og Kjeld Petersen (Lars Ranthe), der på sin vis er hinandens nærmest familie.

Ja, selv den tossede og respektløse animationsfilm Ronal Barbaren (97.256), der er lavet af folkene bag Terkel i knibe og Rejsen til Saturn og tager gas på Ringenes herre og Conan Barbaren, handler om en splejset barbar, som for at redde sin stamme, familie og ære må tage sig noget så gevaldigt sammen.

Resultatet er vel nok 2011’s morsomste, men også politisk mest ukorrekte, danske film, hvis lettere kranke skæbne ved billetlugerne muligvis skyldes, at kernepublikummet ikke vil se animation, mens de, der gerne vil, er for unge til Ronal Barbaren, der er endog meget grov i kæften.