Nyhed
Læsetid: 2 min.

Filmen forklaret, bogen fortalt

Et tilfældigt møde på biblioteket blev til en aha-oplevelse
Et tilfældigt møde på biblioteket blev til en aha-oplevelse
Kultur
23. december 2011

Nogle har det måske ligesådan med litteratur, som jeg har det med film: Der lurer altid en lille usikkerhed på, hvordan det usagte skal fortolkes. Men jeg har aldrig tænkt synderligt over det.

Forleden på biblioteket faldt jeg så over Kieslowkis Dekalog som bog. Jeg vidste ikke, at den fandtes, så jeg lånte den straks.

Og allerede på første side, anden linje, trådte den forskel mellem film og tekst frem, som gør mig usikker.

»Den enorme boligbloks flade virker trøstesløs på denne tid af døgnet,« står der. Ville jeg nødvendigvis opfatte den som trøstesløs, hvis jeg sad i biografen?

Og lidt senere: »Sengen er uredt. Nogen er stået op for lidt siden.« Kan man aflæse det af en uredt seng? Det kunne også være en narkoman, der boede der. Eller en gammel alkoholiker. Det kunne være en polsk husmor, der var gået i strejke.

Men med bogen i hånden er man sikker i sin sag. Jeg mærkede en ukendt tryghed sænke sig over mig. Mens gamle filmbilleder flimrede for det indre øje, fik jeg dem fortolket, jeg fik at vide, hvad jeg så.

En teaterscene

Senere hedder det:»Båden med brandfolkene gennemsøger fortsat søen meter for meter. De råber til deres kolleger i land, og disse følger båden med lyskasterne. Bilerne, der står ved bredden, tænder også lygterne. Den lille sø ligner en teaterscene.«

Citatet er fra det første bud, »Du må ikke have andre guder end mig«, og i scenen søges der efter nogle små drenge, der er faldet gennem isen. Om de er, ved vi dog endnu ikke på dette tidspunkt, og derfor ville jeg næppe have bidt mærke i, at sceneriet mindede om en teaterscene.

Når jeg læser, er distancen integreret. Jeg kan godt både være vildt spændt på, hvad der kommer, og samtidig have analysen kørende. Men når jeg ser film, er jeg for spændt — eller for skrækslagen — til andet end at hænge på. Her fik jeg at vide, hvad jeg skulle se, teksten lægger den distance ind, som jeg ikke af mig selv etablerer.

Kieslowski fortolker på livet løs, når han skriver. Men et enkelt sted bliver det tydeligt, at han selv er opmærksom på grænsen mellem billedet og det skrevne ord: »Hun betragter brevet meget nøje, nok ikke for første gang,« skriver han, og så fortsætter han: » — og nu (hvis det er muligt at spille det) minder duften hende osv. ...«

Her flyder forskellen helt op til overfladen.

For det går begge veje. Man bliver også mere opmærksom på de ting i teksten, der er svære at visualisere, men som kan beskrives med ord.

Hvordan ser hun ud, »en halvtredsårig kvinde, som har affundet sig med sit alder og udseende«? — Eller ham, der er »vred på hende, men også på sig selv, først og fremmest på sig selv.«

Man kan stille mig foran spejlet og se vred ud. Men at se vred ud på sig selv? Flår man sig i håret? Slår man sig for panden eller banker de knyttede næver ned i knolden? Kan det ikke også betyde, at man har hovedpine, eller at man er blevet sindssyg? Under alle omstændigheder kommer det vist ikke til at ligne noget, der hører hjemme i en Kieslowskifilm. Morale? Næh. Måske at det skærper sanserne at konfrontere ord og billeder?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Når Karen Syberg ser film, så lurer der altid en lille
usikkerhed på, hvordan det usagte skal fortolkes. Hvad så med det sagte?