Læsetid: 7 min.

Fremtidens musik ejes af ingen — og er sponseret

Energidrikken Red Bull står efter 14 års arbejde som en magtfaktor inden for især elektronisk musik, der stimulerer musikalsk talent. Informations sponsorkritiske musikskribent Ralf Christensen var med på den 14. udgave af Red Bull Music Academy i Madrid og blev overbevist om den privatfinansierede støtte til musikscenen
Et krav til eleverne er, at de ved kursets afslutning skal præsentere ny musik, og her var 60-årige Bootsy Collins, der i år gæstede akademiet, mere end villig til at hjælpe eleverne.

Et krav til eleverne er, at de ved kursets afslutning skal præsentere ny musik, og her var 60-årige Bootsy Collins, der i år gæstede akademiet, mere end villig til at hjælpe eleverne.

Red Bull

12. december 2011

Jeg kunne på forhånd se faldgruberne åbne deres sultne gab, da jeg skulle afsted på en sponseret rejse til en sponseret begivenhed. En østrigsk, verdenskendt energidrik betaler ikke bare, men lægger også navn til Red Bull Music Academy. Og jeg er der på deres regning.

Hvor meget spiller de forretningsmæssige interesser ind på undervisningen? Hvilke krav stiller det eleverne over for? Og kan man finde andre sodavand i køleskabene?

Det sidste spørgsmål kan jeg svare klokkeklart nej til. På den 14. udgave af, hvad der bedst kan betegnes som en seriøs musikhøjskole i luksusklassen, er der ikke en Coca Cola i sigte.

Til de to første spørgsmål må jeg til gengæld svare: Stort set ikke og stort set ingen. Bevares, de imposante Red Bull-logoer er svære at misse i den gamle kødby, Matadero, i Madrid, hvor de to 14 dages-kurser afvikles med to kuld på henholdsvis 29 og 31 elever fra hele verden. Jeg er på besøg hos det andet kuld.

Og der er ingen krav til dem, hverken før, under eller efter om at bakke op om læskedrikken, bære dens logo eller posere med den blå-sølv-farvede dåse. Ja, den 24-årige indiske elev Jivraj Singh fortæller, at han hader drikken, men til gengæld elsker Red Bull Music Academy.

»Vi har et stort rum dedikeret til musik og — meget vigtigt — uden nogen dagsorden. Der er ikke noget pres på os. Vi har faciliteterne, vi har folkene. Kan gøre, hvad vi vil. Det er ikke den virkelige verden, lad os bare sige det sådan.«

Kort inde i mit tredages ophold har jeg også svært ved at styre min begejstring: En lille hvidhåret, bebrillet mand og en høj flamboyant klædt afroamerikaner med stjerneformede solbriller trykker hånd. En mand, der har produceret flere af T.Rex’ og David Bowies hovedværker trykker hånd med en mand, der i en alder af 19 blev bassist i James Browns trup og siden fyrede op for p-funken i George Clintons Parliament og Funkadelic.

67-årige Tony Visconti og 60-årige Bootsy Collins. To af musikhistoriens store håndværkere inden for henholdsvis rock og funk mødes helt afslappet i den åbne, men koncentrerede stemning, der kendetegner dagene i Matadero. Og hvor der hele tiden bygges historiske broer mellem de unge brushoveder og aldrende legender såvel som etablerede nye navne. Som når Visconti og Bootsy Collins holder hver deres foredrag og bagefter underviser eleverne i deres håndværk.

Klassisk og techno

Samme aften instruerer, spiller og indspiller Tony Visconti med en gruppe af de mere håndværksorienterede elever i det store nybyggede indspilningsstudie, hvor der både er plads til flygel, vibrafon og rockband. Mens en stor mængde af elever summer over computere og det andet udstyr i de 10 nybyggede studier.

»Det er meget flydende,« siger Jivraj Singh, der er trommeslager — en ekstremt funky en af slagsen.

»Folk tager bare filer rundt til hinanden. Får en til at lave en vokal. Et par akkorder. En baslinje. Det er en interessant skabelsesproces. Der er ingen fast struktur. Ingen effektivitet eller organisation.«

Programmet er til gengæld velorganiseret. Legender som den brasilianske tropikalist Tom Zé og disco-geniet Nile Rodgers og nyere mestre som Wu-Tang Clans RZA og queer-provokatøren og electroclash-dronningen Peaches giver foredrag i dagtimerne og i flere tilfælde også koncert i aften- eller nattetimerne. Et stramt program. Et sanse- og vidensbombardement designet til at stimulere den skabelsesproces og fri leg, som udfolder sig i studierne inden de lukker klokken fire hver morgen.

Foredrag/koncertforløbet hænger helt fremragende sammen i den klassisk skolede pianist Francesco Tristanos tilfælde. I Mataderos hovedhus sætter han sig ved et præpareret Steinway-flygel for ikke kun at give os sine smukke flydende fortolkninger af 1600-talskomponister som Orlando Gibbons og Girolamo Frescobaldi, men også øse af sin kærlighed til techno.

Det lyder måske kejtet, men hans brug af elektroniske overlejringer og beats bliver gennemvarmet af mandens intense forståelse for både partitur og track. Tristano smelter to verdener sammen og åbenbarer i processen en tredje. Og da han glider over i techno-klassikeren »Strings of Life« — som han spiller rent på klaver som var det et multifacetteret slagtøj — hujer publikum.

25 sider lang ansøgning

Da vi når afslutningen, går syv af eleverne én for én på scenen for på saxofon, elguitar og masser af elektronik at gå i følsom dialog med Tristano. Og dagen efter understreger hovedpersonen, hvordan musikere altid har lånt fra hinanden, langt tilbage i århundrederne. Hvordan ingen ejer musikken og at udgivelsen af et album for ham blot er begyndelsen — ikke afslutningen — på musikkens liv.

Den kreative proces er i høj grad kollektiv på Red Bull Music Academy, hvor musikken sprøjter mellem computere og musikere via internet, iPhones, usb-nøgler. Flere af dem, jeg taler med, har ikke rigtig styr på, hvem der gør hvad, med deres bidrag — og hvordan.

»Jeg går rundt i studierne og checker hvilken musk, jeg synes er spændende,« fortæller den 30-årige, kinesiske sangerinde Xin Ge Ye Hai Ya Han alias Cha Cha.

Eleverne på RBMA kommer fra hele verden, og de er ud af ca. 4.000 ansøgere i år blevet udvalgt på baggrund af en cd med deres musik samt en 25 sider lang ansøgning, der ikke så meget går på deres tekniske niveau, som på deres kunstneriske ideer og forhold til musik, deres personlighed og evner til at samarbejde.

»Man skulle svare på alt fra, hvad ens yndlingsalbum var, og hvorfor og hvornår man sidst havde grædt til spørgsmål om, hvilken superkraft, man ville bruge til af stoppe Godzilla og hans venner, der var gået amok i Tokyo. Samt den psykologiske Rorschach-test,« fortæller danske Julius Sylvest, der deltog på det første hold i år i Madrid. Og var »psykopat beæret« over det.

Red Bulls engagement er sponsering på dna-niveau, og det kunne ligne en win-win-situation. Deres Music Academy nyder respekt i musikverdenen, og eleverne bruger deres deltagelse i markedsføringen af sig selv. Ikke som et stigma, men en blåstempling.

Samtidig satser Red Bull på at præsentere sig som en præstationsfremmende drik, ikke som en andenpilot til fest og sex, som konkurrenterne Burn og Cult. Derfor sponserer de også atleter fra tidligt i deres karriere, de er involveret i ekstremsport og har hele to chauffører i Formel 1, herunder de sidste to års vinder. Og på Red Bull Music Academy stimulerer de musikalsk talent.

Ihærdige og sobre

»Red Bull har haft en vedholdende flerårig strategi, der går ud på at involvere sig i unge med en intens livsstil. Det passer godt til produktet og giver en kant, så det ikke virker for glat og kommercielt,« mener Fabian Holt, associeret professor og studieleder ved Institut for Performancedesign på RUC.

»Faldgruben ved en intensivering af sponsorater mere generelt er nok, at sponsorater bliver reklamer i forklædning, blot påvirker de de kunstneriske prioriteringer og sociale relationer i musikkulturen mere dybt og uigennemskueligt.« En af dansk elektronisk musiks efterhånden grand old men, Thomas Knak, har fulgt RBMA gennem mange år og er enig i, at den vedholdende strategi har båret frugt:

»Ved at være konstant ihærdige, sobre og troværdige i deres forsøg på at bakke den mere skævt tænkende og kreative del af musikkulturen op. I min verden er det bestemt fortjent, eftersom de har vist tålmodighed til at støtte og søsætte projekter, som ligger dejligt langt fra det som f.eks. Grøn Koncert eller lignende promoverer. Resultatet af deres Academy og de navne, som igennem årene har gæstet holdene, taler for sig selv.«

Og blandt de elever, jeg taler med, er der heller ingen problemer med sponsering, så længe det ikke influerer på deres kunstneriske virke. Og det gør man ikke på RBMA. Det eneste krav til eleverne — ud over at møde op til morgenmad og foredrag — er, at de på den sidste dag skal præsentere noget ny musik, gerne et work-in-progress.

På min sidste aften er det lige op over, og mange arbejder intenst op til deadline. Hvilket ikke forhindrer andre elever i at indøve og indspille et nummer med Hr. Bootsy Collins. Lige så larmende hans højhattede outfit, mange fingerringe og kædebehængte bukser råber, lige så roligt bevæger han sig fra elev til elev, taler blidt til dem, synger lavt deres lektier i deres ører. Vi er tre menige i studiet, da han for en kort stund tager bassen i hænderne, for at vise hvordan groovet rent faktisk skal spilles. Det dundrer dobbelt så højt som under elevens forsøg. Det bliver affyret tonstungt fjerlet, med et vildt elastisk svirp, der får det til at sitre gennem hele Mataderos stålskelet — og vores skrøbelige hylstre. Vi er alle sammen mindre end musikken. Mig. Eleverne. Red Bull. Men ikke Bootsy.

 

Red Bull Music Academy 2011 — 22-24. november — Madrid, Spanien. www.rbma.com

Rejsen og opholdet blev sponseret af Red Bull Danmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nikolaj Petersen

og dagens Journalistik synker dybere og dybere grammatisk... SPONSORERET, dog er sponsering anderkendt af sprognævnet, men for pokker hvor det dog det lyder
infantilt!

Ralf Christensen

@peter jensen: Ja, det er den i nogen tilfælde, og det har den været i årtier. Hvordan tror du at danske aviser får sendt musikanmelderer og -journalister til musikbegivenheder i London eller laver interviews i New York etcetera? Det gør de takket være kroner fra pladeselskaberne. Og det er en virkelighed, som vi i mange år har måttet forholde os til, og det ville være helt forkert ikke at forholde sig endnu mere direkte til den i dag, hvor private firmaer af enhver observans over alt æder sig ind på pladeselskabernes monopoler. Det har vi så valgt denne gang at forholde os helt eksplicit til – og i dette tilfælde er det svært at påvise en decideret problematisk rolle for Red Bull i deres Music Academy.

@ralf

nu er det kombinationen sponsorering , manglende ejerskab der er interessant imo.
Også ifhl til journalistik.

Og ja, manglende uafhængighed er ikke noget problem, indtil man får brug for netop uafhængihed...

jonathan aardestrup

Det er jo netop fordi at det er realitet at grænserne imellem virksomheder og virkelighed i den grad flyder sammen, at denne artikel er virkelig interessant!
Der er jo utallige ekempler inden for universitet og forskning, (for ikke at komme ind på politik og medier), hvor det er virksomheder, der bidrager, eller ligefrem finansierer, med større eller mindre krav til hvilke områder og resultater der er i spil.
Det er jo så at sige slut med uafhængighed, fordi der er så stort fokus på kontante resultater og "stats-eje" er blevet et fy-ord.
Det interessante er så, at RBMA faktisk formår at lave et undervisningssted, der disker op med "en seriøs musikhøjskole i luksusklassen" og giver eleverne frihed til at udfolde sig kreativt. Det er der sgu da ikke mange offentligt finansierede skoler, der får lov til pga. universitetslovgivning m.m.

"kreatur"klasse eller kreativ klasse ?

fordi den såkaldte "kreatur"klasse, også i hele europa, er under truende eller tiltagende udtyndig, kan nok forventes at flere og flere af de fhv. eller nuv. "kreatur"klassefolk, bliver særdeles meget enige med marxisterne-leninisterne.

Til Ralf Christensen

Interviewede du ikke en Dansker som underviste på Music Academy i Madrid...og som gav dig rigtig mange oplysninger.
Hvorfor nævner du ikke hans navn i din artikel...istedet tager du hele æren selv.

Ralf Christensen

Jimmy Braun: Altså, en del af mit arbejde er jo at lave research, hvoraf en del består i at tale med folk. Herunder danske Robin Hannibal, som arbejder for Red Bull, og som jeg interviewede dernede. Jeg citerer ham ikke, da jeg endte med ikke at bruge interviewet på grund af pladsmangel. Så derfor nævner jeg ham ikke. Og jeg citerer et væld af kilder og nævner dem ved navn, hvorfor der tilfalder dem en del af denne ære, som du taler om.

Det er noget af en forklejning.
RH er ikke alene musiker, men underviser på de academy`s der bliver holdt rundt omkring i verden.
Han har været med i over 5 år.
AT censurere hele interviewet med ham, gør denne artikel noget fattigere.

Som udgangspunkt funderer det vel omkring det paradoks der ligger i, at et multinationalt selskab sætter rammerne for fremtidens talenter.

En problemstilling man nok bør overveje grundigt, specielt når røgen har lagt sig.

Ralf Christensen

Jesper Wendt: Selv om jeg ikke vil kalde det et paradoks, men en problemstilling, så er jeg helt klart enig. Nu har multinationale selskaber i skikkelse af pladeselskaber jo sat rammer i årtier, men det nye er at det er selskab med et helt andet kerneprodukt som begynder at sætte rammer og poste penge i musik. Og det skal dæleme diskuteres og endevendes, helt enig.

Ralf Christensen

Jimmy Braun: Du er sjov. Du kender ikke indholdet af interviewet, men mener at kunne vurdere hvorvidt det var den rigtige beslutning at tage at undlade at bruge det eller ej.