Nyhed
Læsetid: 5 min.

Generationen, der tabte dømmekraften

Selvoplevet II. Det var stygt at opleve, hvorledes veluddannede unge — og mange af deres lærere — i 1970’erne løb amok i en marxistisk massepsykose. Efterklogskaben tilsiger: Marx giver mening som analyse, men ikke som politisk program
Kultur
30. december 2011

Hvor blev jeg dog glad for Danmark, da jeg 1966-67 opholdt mig 12 måneder som udvekslingsstudent i USA.

Jeg kom til at forstå, hvor afdæmpede danskerne var i deres politiske ytringer, hvor meget de søgte gensidig forståelse og kompromis. Amerikanerne, derimod, bralrede op, var selvhævdende i deres synspunkter og søgte tit ballade for balladens egen skyld og for fryden ved at nedgøre anderledes tænkende.

Det var med rørelse, jeg som 18-årig vendte tilbage til mit fædreland. Men jeg opdagede, at noget var ændret.

Mens jeg var væk, havde Socialdemokraterne slået sig sammen med SF i det, der — lidt komisk — blev omtalt som »arbejderflertallet«. Det snævre S-SF flertal gjorde de borgerlige uforsonlige. Selv De Radikale havde for en gangs skyld ikke noget pænt at sige som Socialdemokraterne.

Så revnede Jens Otto Krags ’røde kabinet’, fordi nogle af SF’s folketingsmedlemmer syntes, at det ikke var rødt nok. Et valg i januar 1968 bragte De Radikale til regeringsmagten sammen med Venstre og Konservative.

Det var en bred alliance, og så skulle man jo tro, at fredsommeligheden var genoprettet i dansk politik. Men nej, nu var det Socialdemokraterne, der var vrede og uforsonlige. De hævdede, at VKR-projektet var rettet mod landets svageste. Det var SF og de nydannede Venstresocialister henrykt enige i. VKR-årene 1968-71 blev meget uforsonlige i Folketinget.

Oprøret gik amok

Samtidig indtraf en uforudsigelig ændring i det politiske liv uden for Folketinget. Et studenteroprør brød — med tysk-franske forbilleder — ud i 1968.

Det var i begyndelsen vendt mod de utålelige forhold på universiteterne: De gamle rammer kunne slet ikke holde til 1960’ernes mangedobling af studentertallet.

Jeg sympatiserede selv — omend passivt — med oprøret. Den nye VKR-regering erklærede sig positiv over for at imødekomme de studerendes krav om indflydelse og forbedringer.

Men i løbet af 1969 tog oprøret en drejning. De, der nu var mest aktive, ville ikke nøjes med reform. De satte sig på magten i studenterorganisationerne og krævede noget, der lød som revolution. Deres ideologi kaldte sig ’nymarxismen’.

Det var en bevægelse, der — igen med tysk-fransk forbillede — skyllede ind over hele Europa vest for jerntæppet. Tidligere havde internationale rørelser haft det med at udtrykke sig i en mere besindig form i Danmark. Sådan så det ikke ud i 1970-71.

Det var, som om et kollektivt tab af dømmekraft havde ramt størstedelen af dem, der ytrede sig — både blandt ungdomsårgangene og den ældre intelligensia.

Disse akademikere marcherede gravalvorligt under paroler som:

»Knus den borgerlige statsmagt!«, »Stands USA’s imperialisme!« og »Forskning for folket — ikke profitten!«

I uføre

USA’s udsigtsløse krig i Vietnam var med til at tirre gemytterne — selv om man ikke behøvede at være marxist for at se, hvilket uføre USA havde bragt sig selv og Vietnam i.

Demonstranterne mod krigen blev yderligere ophidsede af, at den danske regering jo ikke kunne undsige den magt, der garanterede Danmarks frihed mod Sovjetunionens trusler. Nymarxisterne vendte i det hele taget det blinde øje mod øst.

Påpegninger af Sovjets blodige undertrykkelse af sine vasalstater i Østeuropa blev mest mødt med et skuldertræk: ’Hvad kan man vente andet? Det er jo Østeuropas situation’.

Et eller andet sted har det spillet ind, at al den marxistiske snak hos de talende har aflejret en sympati for regimer, der sagde, at de var marxistiske. De steder, hvor den hjemlige marxisme fik sat sig på magten — i studenterorganisationer og på nogle af læreanstalternes fag — kørte de en linje så stålsat, som var de selv politiske kommissærer af sovjetisk støbning.

I deres ytringer var de hadske og truende over for dem, der mente anderledes.

Jeg oplevede det som rædselsfuldt, at uforsonligheden i Danmark nu var værre, end jeg havde set det i USA. Og når ordene bliver hadefulde nok, er der en tilbøjelighed til, at gerninger begynder at følge efter.

Jeg var på Københavns Universitet med til at stifte de Moderate Studenter, der søgte at stå imod den marxistiske rasen. Jeg blev valgt tre gange til universitets konsistorium — ombølget af massiv nedrakning fra det marxistiske studenterråd.

Vendekåberne

Omkring 1980 tabte det hidsige oprør sin gejst. Nogle af nymarxismens paroleforkyndere blev med tiden ideologer for nyliberalismen — uden at det gav dem anledning til overvejelser om deres politiske letbevægelighed.

Mange af dem, der den gang var passive, er med 30-40 års forsinkelse kommet til klarhed over, at marxismen er en forbrydelse, og at ’68’erne’ — hvem de så end er — burde skamme sig. Når de førhen passive og de omvendte marxister falder hinanden om halsen, er det et uskønt skue.

Samtiden er rette tid at sige fra. Ikke en bekvem eftertid, hvor efterrationaliseringen snarere har som mål at besmykke én selv — eller genere ens nuværende modstandere.

Ironisk er det, at vore dages nyliberalistiske verdensorden ikke er fjernt fra marxismens skrækbillede af kapitalismens hærgen.

Så meget klogere er jeg selv blevet siden 1970’erne, at ja, marxisme er uanvendelig, ligefrem farlig — som opskrift på det lykkelige samfund.

Men den er et nyttigt redskab, når man skal prøve at forstå, hvad der foregår: Følg pengestrømmen! Den viser vej til magten. De, der har magten, bruger den til at tiltvinge sig værdier fra dem, der ikke har den: fordele i løn, skat, tilskud og adgang til at udnytte naturen. Det gælder også i systemer, der kalder sig marxistiske.

Nyliberalismen fremtræder langt mere civiliseret, end marxismen gjorde. Ingen programsat uskadeliggørelse af modstandere, ingen brøl og tramp i gaderne, folk kan mene, som de vil — bare markedskræfterne får frit spil, så går det hele af sig selv.

Man skal da være taknemmelig for enhver ideologi, der ikke vil sætte sine opponenter i fængsel. Men i sine afledte virkninger er nyliberalismen ikke civiliseret: Rovdriften, grådigheden, skævdelingen.

Disse følgevirkninger efterlader store befolkningsgrupper i en afmagt, der giver næring til nationalistisk og fremmedfjendtlig agitation.

Nu er det højrekræfterne, der påkalder sig retten til riget, magten og æren. Pendulet er svunget siden den gang i 1970’erne.

Når jeg tænker tilbage på de fjerne kampår, hvor marxismen var den politiske udfordrer, er jeg mest harm på dem, der ikke ville ulejlige sig med at tage stilling. Det var beklageligvis det store flertal.

Den, der er passiv, kommer til at støtte de yderligtgående. Sådan er det også i dag.

Serie

Kapitalisme 2011

Seneste artikler

  • Kritik af vulgaritet og grådighed

    13. januar 2012
    Vil man forstå, hvad kapitalismen har betydet for litteraturen, kommer man ikke uden om at gå tilbage til dengang, den slog igennem. Vi har nemlig vænnet os til den; det, der forfærdede Balzac, accepterer vi i dag som et vilkår
  • Da kongerne holdt op med at beskytte de svage

    10. januar 2012
    Virtuelle penge og vækst på kredit er ikke et moderne fænomen. At bruge penge, man ikke har, har altid været hjørnesten i økonomien. Det nye er, at vi har opbygget et system, der beskytter kreditoren, ikke debitoren
  • Kunsten er nyliberalismens guldkalv

    10. januar 2012
    Trods et par magre år efter finanskrisen er samtidskunsten stadig en integreret del af den neoliberale kapitalisme. Måske neoliberalismen og samtidskunsten simpelthen er skabt for hinanden?
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Bertelsen

David Rehling skriver bl.a., at "Mange (...) er (...) kommet til klarhed over, at marxismen er en forbrydelse".
Jeg kan ikke helt bedømme, om der er tale om dobbelt tab af dømmekraft her, både hos D.R., som bedømmer de mange, og hos de mange selv.
I hvert fald er det noget overfladisk sludder, såfremt man med marxisme mener det Marx'ske tankegods. At man fra forskellig side har misbrugt dette tankegods i forbryderisk retning, gør jo ikke marxisme per se til en forbrydelse. I øvrigt kan brugen af nutid (...er en forbrydelse...) undre. Vil det sige, at enhver, der dd. erklærer sig enig i Marx' udlægning af kapitalismens udvikling mm. begår en forbrydelse?!

Jeg måtte lige tjekke datoen, tænkte det var noget fra 2001, men nej, David Rehling trækker den gamle hest af stalden for endnu en gang at opfører hvor synd det var for ham som student. Hold kæft for en gang vrøvl, eller måske det er vræl.

Jamen, David Rehling, sagen er jo den simple, at marxismen påpeger forhold, der udfordrer den magt, der ellers ikke anfægtedes. Jeg har ved Gud aldrig opfattet mig som marxist, dertil lægger marxismen alt for meget vægt på materielle forhold; men hvis man læser den bog, Domenico Losurdo skrev sidste om Liberalismen, samler der sig et ganske betydeligt synderegister, ikke mindst hvad angår det at sætte sine modstandere ud af spillet. Gjorde man regnskabet op, var Liberalismen utvivlsomt en større dræber end e andre totalitære ideologier.
Som opvokset i 60erne og 70erne traf jeg først sent på 68erne (da jeg kom i gymnasiet). De betød en livslang inspiration, ikke for deres venstreorienterede ståsted, der ikke var umiddelbart fremtrædende, men for deres fagligt høje niveau og interesse for de traditioner og værdier, der er så langt mere værd for de vestlige samfund end en uretfærdig fordeling af røvet gods.

David Rehling skriver:

Disse akademikere marcherede gravalvorligt under paroler som:

»Knus den borgerlige statsmagt!«, »Stands USA’s imperialisme!« og »Forskning for folket — ikke profitten!«

Jeg læser »Knus den borgerlige statsmagt!« som en afstandstagen til den politik der har ført frem til racistisk hetz med den hensigt at dæmonisere befolkningsgrupper, føre krig mod deres lande og skrue op for politistat og overvågningen under påskud om terrortrusler.

»Stands USA’s imperialisme!« - læser jeg som afstandstagen til erobringskrige, der efterlader krigsmodstandernes samfund som fejlslagne stater, mens deres mineralske ressourcer hentes op i et tempo, der er tilpasset USA's vanvittige overforbrug.

»Forskning for folket — ikke profitten!« - læser jeg som afstandstagen til den forbrugerisme som er ved at kuldkaste jordens øko-system, samt dens kulturelle og biologiske mangfoldighed.

Disse paroler er da yderst vedkommende...

...og så har vi endnu ikke set det endelige resultatet af disse parolers sammenbrud. David Rehling tager de lette stik hjem mens muligheden endnu byder sig.

Ole Chemnitz Larsen

Giver mening som analyse:Præcist.

Hertil kommer, at det også er et godt grundlag, hvis man ønsker at skærpe de analytiske evner.

Det afgørende i en verden, hvor den konkrete substans ofte forgår, mens analysen består.

randi christiansen

David Rehling : ”Nyliberalismen fremtræder langt mere civiliseret, end marxismen gjorde. Ingen programsat uskadeliggørelse af modstandere, ingen brøl og tramp i gaderne, folk kan mene, som de vil — bare markedskræfterne får frit spil, så går det hele af sig selv.”

Bare markedskræfterne får frit spil, så går det hele af sig selv ! Fordi et ureguleret marked netop – som det ses – er en endnu mere eller mindst lige så effektiv dræbermaskine som den misforståede og fejlfortolkede 68´er marxisme.

Halleluja – hvor dum kan man være

Hans Jørgen Lassen

Hr. Rehling glemmer blandt andet, at forudsætningen for, at han som student overhovedet kunne blive valgt til konsistorium, netop var det antiautoritære oprør i 1968 og fremefter.

Demokratiseringen med styrelsesloven glemmer han bekvemt. Eller i hvert fald nedtoner han den.

Men bortset fra det, så har han sådan set ret i, at der også udviklede sig autoritære tendenser efterhånden, DKP-agtige.

En god tid var det nu alligevel, og visse spor har den trods alt sat sig, måske ikke institutionelt, men i den generelle holdning til autoriteter.

Henrik Darlie

"Amerikanerne, derimod, bralrede op, var selvhævdende i deres synspunkter og søgte tit ballade for balladens egen skyld og for fryden ved at nedgøre anderledes tænkende."

Ja, jeg synes efterhpånden også at vi ligner meget godt her i gåserød overdrev. Det skyldes nok for meget dåse-tv.