Læsetid: 3 min.

Gravemaskine

Betagelsen af byens huller med muddermaskiner, gravkøer og et gran psykoanalyse
7. december 2011

Når der før i tiden blev foretaget udgravninger i byen, så man gerne folk i længere tid stå nysgerrigt bøjet over dybet i betragtning af arbejdet nede i den blottede underverden.

Nu er vi mere blaserte i København, som i disse år graves op for at etablere en metroring med alle de rørsystemer og ledningsnet, der skal flettes ind i hinanden om kap med fjernvarmen. Det organiserede kaos er blevet normen for bybilledet. Den gængse maskinpark af last- og personbiler har fået et supplement af sælsomme gravere og skubbere, der med mekanisk muskelkraft tager magten over kørebaner, fortove, gågader og torve.

Store mundfulde jord skovles op og spyttes ud, mens de som bæltedyr vralter rundt og sondrer mellem levende og dødt materiale, tæmmet af arbejdsfolkets professionelle håndgreb. Dér har vi en gravko, som græsser i asfalten, mens en truck viger udenom, og dér en maskine, som skubber jord foran sig. ’Superskub’ står der skrevet på dens flanker. Gul er farven som på hele denne arbejdende hærskare. Mellem denne magtfulde flytteforretnings medlemmer er der også en mere rørende størrelse, en lillebror til de store bæltedyr, minigraveren, også kaldet Bobcat. Den kan komme frem, hvor de andre ikke kan kile sig ind, og tager sig af snævrere opgaver og kan mageligt flytte fliser og den slags. Der er noget menneskeligt ved den, dens relative beskedenhed og størrelse taget i betragtning. Derfor har den også fundet plads i dansk lyrik, hos Camilla Christensen, som endda har gjort den til titel for sin digtsamling Stakkels Bobcat (2000).

Den er her ganske vist flyttet ud i naturen som et lille prosadigt, med en rytme, som ligner dens arbejdsmåde: Stakkels Bobcat, dér under buskene; at den engang har sprunget, kåd som en hvalp; syrenerne drypper så sørgmodigt nu, de hjælper til med at ruste, farven ved du, så én ting ser ud som noget andet; tænk at kunne skelne, tænk at kunne hoppe på bagbenene, tænk at være sådan en hvalp.

Knepper klæg jord

Det er en mere intim meditation og identifikation end den, der til daglig er tid til, men en smuk eftertanke, mens man nu alligevel læner sig mod afspærringens rækværk og prøver at se det graciøse i jordarbejdet. Bobcat er ved sit blotte navn en sproglig størrelse, dens arbejde en stil, en syntaks, en byens skrift i disse år. Stivnet ganske vist, let rusten i det ydre. Maskinen laver et sprog, der skriver sig ind i et landskab. Sådan opfattes det i Hans-Jørgen Nielsens ældre digt »Jordarbejder, fire stykker om naturen« i digtsamlingen Verdensbilleder (1972).

»Et ææædende og raslende metal her, mens den store jordskubber knepper det klæge materiale; men det er ikke en dinosaur i en død natur, det er en voldsom gravemaskine der okser løs og ikke er et sprog der drejer sig om et nyt sprog, men et sprog der drejer sig … Det er en røvtur tilbage til mors skød, men her kunne et nyt sprog godt begynde, foran dinosaurusens øglegrabber — i et voldsomt forsøg på ikke at kæntre tilbage i de mentale hulninger hernede,« slutter han med at sige.

Hans-Jørgen Nielsen var ikke den første digter, der var optaget af muddermaskiner og graveprocesser i de psykoanalyser, man henfalder til ved betragtning af maskinernes arbejde i dybet.

Uanset om man anvender en lyrisk eller en praktisk nøgtern synsvinkel, udtrykker det en oproden i fortid, i det glemte og tildækkede på vej mod et nyt strømførende sprog i byen — eller i hvert fald et sprog, et spor, der drejer sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu