Interview
Læsetid: 4 min.

Julen er vores chance

Julen tilbyder et rum, hvor vi kan tale om livets eksistentielle paradokser: om lys og mørke, om tab og vinding. Jonas H. Petersen fra Hymns From Nineveh har brugt højtiden som afsæt til at skrive en juleplade om det, som ligger ham allermest på sinde
Kultur
23. december 2011
Jonas H. Petersen fra Hymns From Nineveh synes, at det interes°©sante ved julen er, at de store temaer konkretiseres, hvilket inspirerer ham som sangskriver.

Jonas H. Petersen fra Hymns From Nineveh synes, at det interes°©sante ved julen er, at de store temaer konkretiseres, hvilket inspirerer ham som sangskriver.

Sofie Amalie Klougart

Under det guldbelagte spiraltårn og den hvidpudsede hvælving er der lys i Vor Frelsers Kirkes lysekroner. Men det er ikke søndag formiddag. Og kirken er ikke halvtom. Det er torsdag aften, og kirkerummet er stopfyldt med forventningsfulde koncertgængere, som er kommet for at høre Hymns From Ninevehs melankolske indierock.

»Christmas is here, but what do you care anyway,« synger Jonas H. Petersen. Sangen handler om en kyniker, som ikke interesserer sig for julen, men som bliver bedt om at åbne øjnene og se, at det hele bliver hvidt. At svaner og sne titter frem. Og at Kongeriget er tæt på. Koncerten i Vor Frelsers Kirke er årets næstsidste job for Jonas H. Petersen og bandet, og det er langtfra tilfældigt, at den foregår er i en kirke.

»Der sker noget med folk, når de kommer ind i en kirke. Det er lidt ligesom, når man går ind på et bibliotek. Man bliver helt stille,« siger han, da Information møder ham et par dage efter koncerten.

»Derudover er der kristne religiøse referencer i mine sangtekster, så jeg syntes, det var oplagt at spille et julealbum i en kirke.«

Inspirerende kontraster

Jonas H. Petersen er forsanger og sangskriver i Hymns From Nineveh. Faktisk er han Hymns From Nineveh, men på sin nye plade, og når han optræder, får han hjælp af sit orkester — og så er det hele gruppen, som hedder Hymns From Nineveh.

»Ja, det kan godt virke lidt forvirrende,« siger han:

»Du kan omtales os i flertal, når det handler om koncerter og pladen, men når det handler om sangskrivning, kan du nøjes med at tale om mig.«

Og for Jonas H. Petersen har det meste af 2011 handlet om netop at skrive sange. I februar udkom debutpladen Hymns From Nineveh, og i december kom en ny, julepladen Endurance in Christmas Time. Begge fik overvældende anmeldelser. På debutalbummet optegnes nogle store eksistentielle temaer om liv, død, kærlighed, bekymring og forløsning, og de samme emner findes i tekstuniverset på Endurance in Christmas Time.

»Det interessante ved julen er, at de store temaer konkretiseres. Store modsætninger, kontraster og paradokser. Hele årsagen til, at jeg fejrer jul er et paradoks, nemlig at Gud bliver menneske. Kontraster fødes og støder sammen i julen. For eksempel forholdet mellem lys og mørke, især her i Danmark, hvor der er så bælgravende mørkt,« siger han så højt, at den vestjyske dialekt titter frem under den engleblide stemme, mens han peger ud i mørket på den anden side af vinduet.

»Og forholdet mellem tab og vinding. Mange bruger julen til at mindes deres døde sammen med deres nærmeste. Andre har ingen at være sammen med. Det sker alt sammen samtidig, og julen omfatter alle modsætningerne og kan rumme dem. Det er vildt inspirerende for mig som sangskriver.«

Skanderborg til Skagen

Hymns From Nineveh spiller ikke kun i kirker. De veksler mellem »svedige spillesteder« og »smukke kirkerum«, som Jonas H. Petersen formulerer det. I sommer spillede han og orkestret en højlydt koncert på Odeonscenen på Roskilde Festival, og de var også en tur forbi Skanderborg Festival.

»Dagen efter Skanderborg tog vi til Skagen for at spille i Skagen Kirke. Det tegner måske et meget godt billede af året for mig og os som band: Oplevelsen af, at den musik, vi laver, faktisk fungerer i mange forskellige sammenhænge.«

Julen kommer altid som kaldet for Jonas H. Petersen, fordi han har mulighed for at bruge den som afsæt til at udtrykke nogle af de ting, der ligger ham mest på sinde. Hans første plade under pseudonymet Hymns From Nineveh var faktisk også en jule-ep, Uncomplicated Christmassongs, i 2009.

»Det, der er i julen, kan jeg genfinde i livet som helhed. Og måske er det også nemmere at tale om de her ting, hvis man har et begrænset område at tale om dem indenfor. Det er ligesom at have fast grund under sig, og udgangspunktet er relativt småt. Men selv om området ikke er så stort, kan det pege ud over sig selv, og det er ret særegent for den her højtid, synes jeg.«

Viljen til håb

Udenfor er der så mørkt, at man er nødt til at sætte lys i træerne. Man gør det, fordi det er flot og hyggeligt, men man gør det også, fordi det er en kamp mod mørket, mener han. Det fysiske mørke. Det er udtryk for, at vi lever på trods.

»Trods er et vigtigt tema i julen og i mine sange, men julen indeholder også en tidslighed. Man bliver bevidst om, at tiden går. At man bliver ældre, og måske også, at tiden er kort. ’Så blev det jul igen,’ siger vi til hinanden. Men selv om temaerne og følelserne er alvorlige, så er det alt overskyggende ved julen viljen til lys. Og viljen til håb.«

— Hvilke andre steder end i din musik kommer denne vilje til udtryk?

»For mig kommer den til udtryk i Lukasevangeliet, kapitel 2; Juleevangeliet. Det, der sker, er, at Vorherre kommer som et lys for dem, der bor i mørkets land. Det er ikke for at sidde og lire bibelcitater af, men det er lige præcis her, at vi er inde ved kernen af det, som gør, at det er fedt at fejre jul,« siger han og tilføjer: »Det er simpelthen sådan det er.«

— Hvad med alt det andet? Hvad med gaveræset og al kapitalismen?

»Jeg synes jo umiddelbart, at det har rod i noget godt.«

— Men er der ikke nogen, der misbruger julen?

»Selvfølgelig er der det. Mange butikkers omsætning sikres i juledagene, men det er egentlig cool nok. Det er blandt andet det, der gør julen interessant: Den fuldstændig vanvittige kontrast mellem det materielle og det åndelige. Og så længe der er plads til det andet — til det inderlige og det nære — så må overfladen gerne være der for min skyld.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her