Læsetid: 4 min.

Kapitalismen overlevede takket være Marx

Det var takket være Karl Marx’ beskrivelse af, hvordan kapitalismen ville bryde sammen, at velfærdsstaten blev til. Det mener idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz.
Det var takket være Karl Marx’ beskrivelse af, hvordan kapitalismen ville bryde sammen, at velfærdsstaten blev til. Det mener idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz.
23. december 2011

Grundlæggeren af den videnskabelige socialisme Karl Marx havde næppe forestillet sig, at hans analyse af, hvordan kapitalismen ville bryde samme, skulle hjælpe selv samme system med at overleve.

»På sin vis overlevede kapitalismen takket være Karl Marx,« siger Hans-Jørgen Schanz, professor ved idehistorie i Aarhus.

Den statsløse økonom Karl Marx beskrev, hvordan kriser er en uomgængelig del af kapitalismens væsen. På den ene side er de nødvendige for kapitalismen udvikling, fordi de renser ud, men samtidig skaber de så store lidelser, at systemet mister legitimitet og i sidste ende vil bryde sammen.

Denne forudsigelse om kapitalismens sammenbrud truede med at blive til virkelighed under 1930’ernes store økonomiske depression, hvor den engelske økonom John M. Keynes udgav sit hovedværk The General Theory.

»Keynes skriver direkte, at det drejer sig om, at Marx ikke skal få ret,« siger Hans-Jørgen Schanz. John M. Keynes mente, man kunne undgå, at systemet brød sammen, hvis staten kom til at spille en mere aktiv rolle, og hans teori gav derfor politikerne et værktøj, til i højere grad at styre den kapitalistiske økonomi. På den måde blev Karl Marx en inspirationskilde til, at staten blev en aktiv spiller, der ikke overlod det at skabe job og økonomisk vækst til markedet alene.

Kapitalismens lænker

Statens aktive rolle i økonomien gik hånd i hånd med udviklingen af velfærdsstaten. Efter 2. Verdenskrig stod kommunisterne stærkt i Europa, og velfærdsstaten blev en effektiv måde at forhindre kommunisterne i at få mere indflydelse, fordi man sikrede kapitalismen bred opbakning.

Velfærdsstaten blev til kompromiset, der sørgede for en mere ligelig fordeling af ressourcerne. Men Hans-Jørgen Schanz mener, at man skal se endnu bredere på samfundsstrukturen, hvis man skal forstå, hvordan det lykkedes at forhindre den kapitalistiske økonomi i at underminere sig selv.

»Moderniteten har dæmpet vildskaben og elendigheden i kapitalismen,« siger Hans-Jørgen Schanz.

Han definerer modernitet som den samfundsstruktur, der indfandt sig i Vesten fra 1750, og siden vandt stadig mere fodfæste. Det er den samfundsstruktur, vi kender i dag i Vesten, som er karakteriseret blandt andet ved, at menneskets forhold til naturen er pragmatisk, at man skelner mellem det private og offentlige med en lovgivning, der er vedtaget ud fra almen fornuft og at menneskets forhold til det hellige er selvvalgt.

Det er denne samfundsstruktur, som samlet set har været i stand til at inddæmme nationalkapitalismen, mener Hans-Jørgen Schanz.

»Problemet i dag er, at moderniteten stort set kun eksisterer på nationalstatsligt niveau. Den inddæmning vi kender af kapitalen fungerer på nationalt plan, men er fuldstændigt fraværende på det globale niveau.«

Derfor udelukker Hans-Jørgen Schanz ikke, at modsætningerne igen kan vokse i en grad, der får systemet til at bryde sammen.

»Problemet er, at vi i dag har både en finanskrise og en gældskrise. Gældskrisen gør, at staterne har meget lidt spillerum til at gribe ind.«

»Det er en anden situation end, da Keynes foreslog, at gribe ind. Dengang havde staterne overskud. Redskaberne til at gennemføre en velfærdsstatslig omklamring af kapitalen er ved at være opbrugt. Det betyder, at hvis krisen slår igennem og bliver langvarig, så er det indlysende, at der bliver stillet grundlæggende spørgsmål ved kapitalens legitimitet,« vurderer Hans-Jørgen Schanz.

Bestseller om bytteværdi

Mens mange har beskæftiget sig med Marx’ beskrivelse af klassemodsætningerne, så har Hans-Jørgen Schanz været mere optaget af beskrivelsen af de indre økonomiske modsætninger i kapitalismen. Tilbage i 1973 skrev han en bestseller om emnet, der fik titlen Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status. Bogen solgte godt, men selv mener Hans-Jørgen Schanz, at der var mange der ikke forstod den.

»En af de store modsætninger som Marx beskriver er, at det kapitalistiske system frembringer nogle eksistensmuligheder, som man aldrig har set før samtidig med, at systemet blokerer for realiseringen af dem.

Det er den afgørende modsætning i kapitalismen.«

Som eksempel fremhæver Hans-Jørgen Schanz, at systemet i princippet skaber så megen rigdom, at ingen behøver at være fattige, samtidig med at det skubber store dele af befolkningen ud i fattigdom.

»Kriserne er jo indbygget i systemet. Men de er ikke bare økonomiske. De er i høj grad menneskelige. Se f.eks. hvordan selvmordsraten i Grækenland aldrig tidligere har være så høj,« siger Hans-Jørgen Schanz.

»Marx’ pointe er, at når der produceres bytteværdi, så etableres der nogle økonomiske lovmæssigheder, som kun delvis er fornuftige. Han viser, hvordan pengeøkonomien udvikler dens egne love og udviklingstendenser.«

Det betyder, at det økonomiske system udvikler sin egen logik, der er næsten umulig at styre politisk.

»Det kan du se eksempler på overalt i dag,« siger Hans-Jørgen Schanz og peger på euroen.

»Euroen er en politisk konstruktion, hvor man tror, man kan styre økonomien, og så viser det sig nu, at de økonomiske lovmæssigheder fuldstændig brænder de politiske beslutninger sammen.«

Kransekagefigurer

Marx beskriver en klassemodsætning mellem dem der ejer produktionsmidlerne, og dem som ikke gør.

»Den tror jeg ikke på i dag. Al storkapital i dag er aktiekapital, og de fleste af os er medejere i kraft af vores pensionsopsparinger.«

Derfor er den private ejendomsret til produktionsapparatet ikke længere entydig. Men det ændrer ikke på, hvordan systemet fungerer, mener Hans-Jørgen Schanz.

»Marx’ pointe var, at økonomien kører relativt uafhængigt af ejendomsforholdene.«

Pensionskasserne og bankerne er underlagt mere eller mindre den samme logik. Det giver den forskel, at vi i dag ikke kan pege entydigt på, hvem det er, der skummer fløden.

»Bankdirektørerne er jo kun kransekagefigurer. Guderne skal vide, at mange af dem er nogle amoralske røvhuller, men man får ikke fat på de grundlæggende mekanismer ved at gå efter dem. I dag er det svært at vide, hvor man skal rette oprøret hen,« siger Hans-Jørgen Schanz.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Urkomisk af Lars Borking at hive den gamle cirkushest af stalden.

Marx i kode

Så meget om Informations ultrakiksede serie om Karl Marx. Hvor banalt og hvor provinsielt.

Jeg bliver nødt til igen at anbefale denne artikel:

Capitalism and the Accumulation of Catastrophe , fra det nyeste nummer (7. dec.) af Monthly Review.

Informations serie om Karl Marx er ikke kun en hån mod tænksomme og velorienterede læsere, men også mod Informations selvforståelse som et progressivt og kritisk dagblad. Velkommen i sandkassen.

@nhn
fra
http://www.information.dk/15958
Og begge dele er efter min mening rigtigt. Så meget des mere overraskende er det, at Schanz med sin artikel afskriver Marx’ utopi som inkonsistent med arguemnter hentet hos Karl Popper

-----------

karl popper ?

var det ikke karl popper som til
bemærkningen om:

at der næppe kunne være nogen ide i at platon ville forsøge at gøre aristoteles gravid;

sagde:
at det kunne ikke helt sikkert bevises, men hvis efter mange forsøg, det ikke var lykkes for platon, kunne sandsynlighdeen for at bemærkningen gælder, anses for forøget.

For meget af hvadsomhelst, er for meget af det gode.

Derfor burde mennesker som er i stand til at se, at finanskapitalismen har kammet over de seneste 3 årtier også kunne indse, at den lånebaserede velfærdsstat har gjort det samme, og at de to ting hænger nøje sammen.

Det er at stikke sig selv blår i øjnene at forestille sig, at de to ikke hænger sammmen.

Des mere financiering stater har brug for, desto større interesse har de i, at banker er store nok, til at kunne financiere de samme staters behov.

Den eneste måde, bankerne kunne vokse sig tilstrækkeligt store, var ved kontinuerligt at opfinde nye finansielle instrumenter, fordi produktionsøkonomien ganske enkelt ikke var stor og stærk nok, til at kunne skabe de nødvendige værdier der skal til for at finansiere staters nutidig velfærd og fremtidige pensioner og andre forpligtelser.

Tak til Hans-Jørgen Schanz for denne her:

Efter 2. Verdenskrig stod kommunisterne stærkt i Europa, og velfærdsstaten blev en effektiv måde at forhindre kommunisterne i at få mere indflydelse

...altså velfærdsstaten, et led i den kolde krig - kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Og lige nu står vi overfor en økonomisk krise uden dette behov for Danmark som udstillingsvindue overfor Østeuropa. VKO's fallitbo risikerer et meget meget dybt fald.

Det er længe siden jeg har set dette vigtige synspunkt fremført. Synspunktet kan med fordel sammenholdes med Gorbatjovs testamente:

http://www.information.dk/288684

Det er ind imellem sundt at hive de gamle travere frem - de besidder ofte en historisk indsigt som vi andre har fortrængt i al vores magelighed...

Niels-Holger Nielsen

Bill Atkins

Det hele er en smule mere indviklet, men du spotter klart et væsentligt motiv bag grundlæggelsen af efterkrigstidens velfærdsstater. Men fra '68 og frem, var der vist ikke meget at kigge østpå efter. Det skulle da lige være for at se, om der var tanks på vej.

"»Problemet er, at vi i dag har både en finanskrise og en gældskrise. Gældskrisen gør, at staterne har meget lidt spillerum til at gribe ind.«

»Det er en anden situation end, da Keynes foreslog, at gribe ind. Dengang havde staterne overskud. Redskaberne til at gennemføre en velfærdsstatslig omklamring af kapitalen er ved at være opbrugt. Det betyder, at hvis krisen slår igennem og bliver langvarig, så er det indlysende, at der bliver stillet grundlæggende spørgsmål ved kapitalens legitimitet,« vurderer Hans-Jørgen Schanz."

Pladder. Jeg tillader mig at henvise til en lille figur over Englands gæld som Paul Krugman viste på sin blog i New York Times for et par uger siden: http://graphics8.nytimes.com/images/2011/12/04/opinion/120411krugman1/12...

En lignende figur kunne tegnes for Danmark. Vores gæld i dag er meget lille ift. hvad den før har været.
Desuden vil jeg vove at påstå, at kimen til velfærdsstaterne blev lagt i mellemkrigstiden som en reaktion på, hvad der skete østpå. Til gengæld begyndte velfærdsstaterne rigtigt at opblomstre efter 2. verdenskrig, hvor Keynes idéer også for alvor begyndte at slå igennem (han blev stort set ignoreret under Den Store Depression).

Frederik Kortbæk

Det kan godt være,at jeg er en smule træt i hovedet ovenpå juleaften og 1. juledag, men jeg har ret svært ved at se, hvad vi skal bruge idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz´s synspunkter til i dag ? Jeg synes han lever i fortiden og misser en væsentlig pointe for,hvorfor vi i Danmark og for den sags skyld i Nordeuropa har klaret os så godt både økonomisk som socialt. Det skyldes for mig at se, at de fleste af os er præget af den såkaldte protestantiske arbejdsetik, som formuleret af Max Weber.
Det er da værd at minde os om i denne højtid.

Der er vist nogle væsentlige pointer hos Max Weber, du har misset på vejen, Frederik Kortbæk.

En væsentlig pointe er, at Max Weber klart og tydeligt gør opmærksom på, at arbejdsetikken er irrationel i sit grundlag. Der er intet sundhedsmæssigt eller andet fornuftigt belæg for, at vi for eksempel skal sove 8 timer i døgnet og stå tidligt op om morgenen. Det øger heller ikke livskvaliteten at ophobe kapital til efterlivet og være nærig i dette liv. Vi sparer sammen til graven.

En anden vigtig pointe hos Max Weber, som hænger sammen med den første, er, at den indstilling til tilværelsen udpiner jordens ressourcer, indtil der ikke er mere tilbage af dem. Det vil sige, at på den lange bane, ødelægger kapitalismen sit eget fundament.

Frederik Kortbæk

@Vibeke Nielsen,
Nuvel, men faktum er at denne etik har været fremherskende og for mig at se netop kan siges at aktualisere forskellen på de sydeuropæiske landes forfatning til forskel fra Nordeuropa.
Jeg giver heller ikke udtryk for, at alt hvad Weber har skrevet er sandt, men derfor kan han godt have fremdraget en spændende tese.
Vi skal forholde os kritisk til de såkaldte lærde og bruge vor egen sunde fornuft. Ergo, vil vi lade det komme så vidt, at udpine jorden ? Nej, selvfølgelig ikke.

Niklas, havde finanssektoren været reguleret, så var gældskrisen for nationalstaterne ikke aktuel, en delvis sandhed, men en fordrejning af årsagen.

Robert Ørsted-Jensen

Der er nu noget fundamentalt tåbeligt i det synspunkt at noget samfunds økonomi skulle kunne blive helt krisefrit. Sådan en tankegang forekommer mig at være i strid med den menneskelige natur som altid har svinget mellem mådehold og extem grådighed.

Problemet er snarere om den produktionsmåde som er den globalt dominerende for nærværende repræsentere historiens endemål.

Det er der sgu ikke meget belæg for at tro, ikke mindst i lyset af dens evne til at save selve den gren over (miljøet og grundlaget for al værdi) som vi alle sidder på.

Men det var alt andet en besynderlig opfattelse (tidlige marxister og ikke mindst Lenin havde) at denne produktionsmåde kun ville kunne overleve et århundrede eller så, når nu alle andre tidligere produktionsmåder holdt i adskillige hundrede år inden de blev 'til lænker' (som Marx formulerede det) og erstattedes af noget nyt.

Den franske økonom og Keynes-specialist, Bernard Maris, har skrevet en bog, "Marx åh Marx, hvorfor har du forladt mig?", 2010. Marx beskriver fantastisk godt den financielle krise og giver os nøglerne til at forstå den, siger Maris, men når man spørger "Hvad så?" har Marx ikke noget svar. Han tager fejl i nogle af sine konklusioner, at en ny klasse vil fødes af de skiftende kriser og skabe et bedre samfund. Det Marx håbede på, en bedre uddannet, kultiveret og kampivrig arbejderklasse, det er ikke sket. Der er sket det modsatte af frigørelse, nemlig underkastelse.

Michael Kongstad Nielsen

Marx fungerer i dag som et mentalt drivanker. Når man siger Marx, får alle straks en fornemmelse af, hvad vi taler om, kompasset rettes ind, så flere på én gang kan blive enige om, hvor nord ligger. Men i virkeligheden er Marx jo forældet, da samfundet og økonomien er hastet forbi alle de forestillinger, det var muligt at gøre sig i 1800-tallets midte. Dengang var bankvæsenet stadig kun i sin vorden. Danmarks første private bank, Privatbanken, blev stiftet af C. F. Tietgen i 1858. I dag er finanskapitalen 10 gange større end produktionskapitalen på verdensplan, hvis ikke mere, og ikke en djævel har overblik over, hvad der foregår på de finansielle markeder. Som artiklen rigtigt peger på, er mange arbejdere selv blevet aktieejere og dermed småkapitalister med blandede interesser, men ud over aktierne udgøres kapitalen af private og statslige fonde og formuer og gearede investeringsforeninger og statskasser og sammenrend som IMF og Verdensbanken, og hele verdensøkonomien ligger under for det private marked.

Alt er så forskelligt fra 1800-tallet og fra 1930-ernes krise. Vi kan bruge Marx lidt endnu, men mest som bemeldte drivanker, da vi må tænke nyt ud fra dagens standarder. Måske kunne en moderne Kaynes-tankegang gå ud på, at staterne griber ind ved tæmme og regulere finansmarkederne helt i bund. Ved lov. Inden da skal euroen først ud over planken, og et par faktiske bankerotter og devalueringer og opgør med de gamle poliske ”klasser” – men så skulle vejen være banet.

Krisen er stadig mest snak. Ligesom klimaets krise. Men vi ved jo godt, at den er reel alligevel. Den holdes bare hele tiden i skak af staternes kriselån og hjælpepakker og kortsigtede vejrudsigter. Det er lidt ligesom en islandsk vulkan. Det ryger lidt fra den, det rumler lidt nede i den, engang imellem puster den lidt, så flyvningerne må indstilles. Men ellers går det godt.

En kommentar ovenfor peger ind i den nutid, som Schanz ikke rigtig har fat på. Schanz skriver, at i og med at vores pensionsforeninger investerer kapital er vi selv kapitalister.
Schanz giver og i bytte for Marx Schanz' egen logik, der siger, at når vi selv har investeret, kan vi ikke gøre oprør - logisk set.
Jeg synes at Schanz' kapitallogik, som den blev kaldt i mine studiedage, bedst karakteriseres ved, at den tror at strukturer er alt, og at vi mennesker alene er bærere, af de masker vi tildeles.
Nå. Jeg synes vi er kommet længere end det.

Stephan Paul Schneeberger

jeg syns at der er nogen vigtig pointe at staten har redet kapitalen fra revolutionen, men når man er klar over det er der kun to logiske vej afskafelsen af staten: anarkisme eller en global socialstat : eurokommunisme/-socialdemokratisme.

jeg tror bare at mereværditeorien er absolet - Asger Jorden har lavet en kritik af merværdien
http://copenhagenfreeuniversity.dk/poloko.html, - men er er også andre. Jeg syns det er absurd at tro at der kun en slags kapital-kritik nu om dage.

Robert Ørsted-Jensen

på næsten alle afgørende punkter er Marx kritik ikke forældet overhovedet, som det påstås ovenfor, og det var alt andet lige der han lagde sin hovedvægt. Det er først og fremmest i hans fantasi til at forestille sig hvad der kunne gøres for at forlænge og videreudvikle kapitalismen som produktionsmåde at Marx begrænsninger ligger begravet, samt i de tanker han ind imellem linierne gjorde sig om alternativer. Disse er rigtignok på flere og væsentlige punkter er begrænsede og forældede, men kritikken og pointen om denne produktionsmådes use-by date et sted - er stadig og på alle afgørende punkter valid. Marx er ikke død og de vennstrepartier der er gået igang med ukritisk at skrive hans tanker ud af deres programmer, udelukkende på grund af Sovejet-totalitarismen og leninismens fallit (hvad ikke burde have være kommet som en overraskelse for nogen), er ganske enkelt tåber der ikke ved hvad de har med at gøre. Marx kompas bør som alt andet behandles kritisk og videnskabeligt og anskes i sammenhæng med andre overvejelser. Nye politiske redskaber bør og kan udvikles - men at kaste sin arv på møddingen før man overhovedet har evnet at forstå kernen i den - er sgu idioti.

In interessant diskussion, og uden alt for meget af følgende skuffe:
"Måske kunne en moderne Kaynes-tankegang gå ud på, at staterne griber ind ved tæmme og regulere finansmarkederne helt i bund. Ved lov."
-ja så skal "man" først, i samråd med kapitalismen forringe dens betingelser. Det sker jo næppe. Der er ingen mangel på gode ideer for hvordan man kan skabe en bedre verden. Vi har alle sammen en snes stykker, der uden tvivl vil være værdifulde of virksomme - hvis altså vi ikke lige stadig havde kapitalismen, som vi ikke kan komme af med lige meget hvor mange gode ideer vi har for hvad der skal gøres når vi er af med den. Så lad os i stedet se på hvad der rent faktisk vil ske, hvad vil udviklingen blive? både økonomisk, økologisk, og socialt.
når alle de ukontrollerbare kræfter har udspillet sig, og vi er endt med et vist mål af katastrofe, hvad så? Sidder kapitalismen så stadig i højsædet? Eller har vi MadMax/Roadwarrior stammesamfund i stedet? Som sikkert vil bruge resterne til at opbygge nye kapitalistiske samfund. Eller hvad? Lad os nu holde op med ønsketænkningen og alle de gode ideer.

MKN:
"Når man siger Marx, får alle straks en fornemmelse af, hvad vi taler om, kompasset rettes ind, så flere på én gang kan blive enige om, hvor nord ligger."

Det er sgu osse meget værd........

Apropos snakken om "marxistiske bænkevarmere"

Jeg er sgu glad for at jeg kan se langt flere veje end to. Ellers ville mit frustrationsniveau være meget højt.

Når man går ind på libcom.orgs about side står der:

"We have sympathies with writers and organisations including Karl Marx, Gilles Dauvé, Maurice Brinton....."

Marxistiske bænkevarmere?

Og den firkantede sort/hvide opstilling af to veje... Libcom.org repræsenterer i sig selv flere veje end to.

"»Bankdirektørerne er jo kun kransekagefigurer. Guderne skal vide, at mange af dem er nogle amoralske røvhuller, men man får ikke fat på de grundlæggende mekanismer ved at gå efter dem."

Jesus Christ for en primitiv "analyse" - er der stadig nogen, der hænger fast i Marx's gamle forestillinger?! I'm "bewondered"!

Asger Jorns tekst mod Marx begynder allerede med en stor misforståelse.
Jorn begynder med af citere fra ”Til kritik af den politiske økonomi” (det er de samme argumenter som ”Kapitalens” første kapitel) og kommer så med følgende indvending:
”Da rigdom eksisterer som modsætning til fattigdom, er det netop denne modsætning mellem rig og fattig, som den socialistiske politik vil fjerne. Men da man ifølge dialektikken ikke kan ophæve en modsætning uden derved at nå til fjernelsen af eller neutraliseringen af begge modsætninger, ophæver socialismen rigdommen sammen med fattigdommen. Hvis rigdommen fortsat blomstrer, kan man simpelt hen konstatere, at der ikke eksisterer socialisme. Ideen om en socialistisk rigdom er ikke engang utopi. Det er simpelt hen vrøvl.”
I ”Til kritik” og ”Kapitalen” kritiserer Marx at produktionen af rigdom (= brugsværdier) bliver gjort til et middel til noget helt andet, nemlig produktionen af samfundsmæssig magt over produkterne (= bytteværdi). Idet private producenter udelukker hinanden fra deres produkter og benytter sig af deres produkter som byttemiddel, som de benytter sig af til at få adgang til de andres produktion, bliver produkternes faktiske nytte til et underordnet element. Produkter i form af varer kan—hvis overhovedet—først benyttes og berige folks liv, hvis de først har fungeret som pengemæssigt berigelsesmiddel for deres ejere. Der skal ikke noget ’dialektisk’ hekseri til, for at se denne varens dobbelthed (som brugs- og bytteværdi) i dagligdagen. For penge får man alting, uden penge får man intet. Alle og enhver ved at folk i dag udelukkende sulter, fordi de ikke har pengene til at betale for mad. Samtidig produceres enhver tænkelig forrykthed, hvis der er penge i det. Vareformen udelukker en fornuftig prioritering af produktionen.
Tværtimod til hvad Jorn læser ind i ”Til kritik”, så var Marx en stor tilhænger af rigdom. Han kritiserede at den samfundsmæssige rigdom blev degraderet til at være et tilegnelsesmiddel. Bytteværdiers substans er—både hos Marx og ude i den virkelige, kapitalistiske verden— forbrug af menneskelig ”hjerne, muskel, nerve, hånd” osv. Da kapitalisterne lader deres ansatte arbejde for at producere samfundsmæssig tilegnelsesmagt, frem for nyttige ting, er der på alle produktivitetsniveauer aldrig nogen grund til at formindske arbejdstiden. (Se på arbejdstidsudviklingen i DK de sidste 20 år, og overvej om den påstand holder!!) Mens kapitalens pengemæssige tilegnelsesmagt forøges, mindskes arbejdernes rigdom, rationelt forstået:
”Thi den virkelige rigdom er alle individers udviklede produktivkraft. Så er det på ingen måde længere arbejdstiden, men den disponible tid, der er rigdommens målestok. Arbejdstiden som rigdommens målestok forudsætter selve rigdommen som værende baseret på armoden og den disponible tid som eksisterende i og gennem modsætningen til merarbejdstiden eller sætten af et individs hele tid som arbejdstid og derfor degradering af ham til blot arbejder, hans subsumering under arbejdet. Det mest udviklede maskineri tvinger derfor nu arbejderen til at arbejde længere end den vilde, eller længere end han selv gjorde med det mest simple og grove værktøj.” (Grundrisse 1857/58 – her citeret efter Kjeld Schmidts udvalg ”Kritik af den politiske økonomi” fra 1970, s. 311)

Kapitallogik og dialektisk klassesociologi.

Et par forsøgsvise, ’high brow’, altså komplekse, filosofiske, dvs. begrebs-analytiske, :-), bemærkninger til de, der måtte have interesse for sådanne, i et forsøg på antydende at lokalisere nogle, for nutiden erkendelsesmæssigt relevante , problemfelter og grænseområder, ;-):

En teoretisk konstruktiv og alligevel kritisk forståelse og videreudvikling af Marx’ snart 150årige samfunds-analytiske og -syntetiske tænkning må, for mig at se, bl.a. kræve en afklarende uddifferentiering af hans klassesociologiske begreb, en bio-økologisk indfældning af hans brugsværdibegreb og en kvalitativt uddybet konkretisering af hans abstrakte, alene lineært tids-målte arbejdskraftbegreb.

Dette sidste begreb har i hans samfundsteori en lignende fundamental funktion, som det abstrakt kvantitative ’energi’-begreb har fået indenfor den moderne matematiske fysik med ’dogmet’ om ’energiens forvandling og bevarelse’ som en abstrakt kvantitativ størrelse, og som netop udformedes af bl.a. lægen Julius Robert Mayer ,offentliggjort i året 1841, og Hermann von Helmholtz , offentliggjort i året 1847, altså i årene kort forinden Marx først i 1850’erne udformede begrebet om den tidsmålte, abstrakte arbejdskraft som grundbegreb for sine senere kapitalanalyser.

En sådan uddybet forståelse af de 3 ovennævnte begreber vil kunne profilere, hvordan hans teori overskrider monetærøkonomiens internt sociale og helt abstrakt(altså totalt ’Natur’-uafhængige) kvantitative, alene bytteformidlende, og på den måde i sig selv og for sig selv værdiløse, værdisymboler, nemlig: Penge, og den af disse udledte ’kapitallogiske’, i egen selvforståelse ’videnskabelige’, reduktion af de kollektive produktionsprocessers produkter til abstrakte, kvalitetsløse kvantitets-relationer og ‘-mekanismer’, således som Marx beskriver dette i sin ’Kritik der politischen Ökonomie’ fra 1859 0g frem, og de deri indeholdte teoretiske analyser af netop kapital-’mekanismernes’ afpersonalisering af de interpersonelle relationer i vareproducerende samfund.

Ligesom det (muligvis, ;-) ) vil kunne muliggøre en videre-udvikling og -kvalificering af Marx’ forsøg på en sociologisk begrebsdialektisk indsættelse af disse afpersonaliserede ’kapitalmekanismer’ i en klassesociologisk forstået sammenhæng, således som denne udspiller sig under den kapitalistiske produktionsforms varegørelse af den menneskelige ’arbejdskraft’.

Hans begrebsdialektik viste sig nemlig utilstrækkelig til at nå frem til en afklaring af de ejendomsretslige klassebestemmelsers sam- og mod-spil med de forskellige, kulturspecifikke og historisk i stigende grad nationalstatsligt baserede sociale og politiske institutioner og disses gensidige afgrænsninger og deraf følgende sociale identitetsbrud individgrupperingerne imellem i den biologiske dyreart Homo Sapiens’ ellers planetomfattende samfundsdannelser, baseret som disse er på de i dyreriget enestående sproglige bevidsthedsformer og disses overskridelse af biosfærens ellers genetisk funderede kreativitet.

Denne manglende integration af den særegne humane sprogformidlede men alligevel biologisk funderede psykologi og deraf følgende kulturrelativistiske kreative ’spiritualitet’ i Marx’ sociologi, skyldtes vel naturligt nok, at hans filosofiske dannelse skete forud for den omfattende omvæltning af den menneskelige selvforståelse, der åbnedes op for med Charles Darwins indplacering af menneske-arten i et evolutionsbiologisk perspektiv.
En omvæltning Marx vel ikke desto mindre anede, eftersom han havde forespurgt Darwin, om han måtte tilegne ham sit ufuldendte hovedværk ’Das Kapital’s første bind der udkom 1867 - en forespørgsel Darwin dog afslog, ;-).

En sådan forståelse og videreudvikling af Marx’ teorier vil også nødvendiggøre en afklaring af den videnskabsteoretiske omfangslogik af henholdsvis abstrakte matematiske kvantitets-strukturer både indenfor social- såvel som natur-videnskabernes forskellige fagområder og deres mulige relation til dialektisk-dynamiske begrebs-dannelser i disses både sociale og rent sproglige aspekter.

Sidstnævnte aspekt (det rent sproglige) vil så igen måske også kunne åbne op for en mulig anvendelse på - og dermed transformation af - også visse naturvidenskabelige begrebsdannelser, især i den grad disse har relation til den menneskelige realøkonomis indlejring i de biosfærisk-økologiske planetomfattende sammenhænge.

Det var bare det, jeg ville sige,

Hej og Godt Nytår (Hø, hø, hø, ;-) )

Hans Jørgen Lassen

Marx gjorde sig vitterligt mange tanker om dette og hint, og han havde jo tid til det, da han sjældent skulle arbejde for føden. Han havde en god ven, der var kapitalist.

Jeg kan varmt anbefale, at man læser Marx. Das Kapital skal man dog nok ikke begynde med.