Kommentar
Læsetid: 4 min.

Kunst skal vække debat og udfordre status quo

Er det i virkeligheden ikke kunstens rolle at bekræfte vores verdensbilleder frem for at udfordre dem? Efter sidste uges Weiwei-anmeldelse, spørges, om det faktisk er negativt, at udstillingen ikke kan modsiges?
Er det i virkeligheden ikke kunstens rolle at bekræfte vores verdensbilleder frem for at udfordre dem? Efter sidste uges Weiwei-anmeldelse, spørges, om det faktisk er negativt, at udstillingen ikke kan modsiges?
Kultur
28. december 2011

Ai Weiwei-udstillingen på Louisiana kan ikke modsiges. Ai Weiwei er imod undertrykkelse og for menneskerettighederne, og de fem værker, der er med, er ligeså ensidige, overfladiske og lettilgængelige som budskabet.

Her er cykler, der er sat sammen, så de ikke kan cykle, et portræt af konceptkunstens fader, Marcel Duchamp, bøjet i en engangsbøjle og hårde klipper i skrøbeligt porcelæn. Det er nydeligt, elegant og perfekt til entreen i en stor erhvervsvirksomhed, men også klumpedumpet og lige efter kunstens ABC.

Alle kan kort sagt være med, når Ai Weiwei siger, gør eller modellerer noget, og alle bliver bekræftet i det, de allerede mener, både i forhold til hvad kunst er, og i forhold til menneskerettighederne som den nye civilreligion. Uden at sætte et eneste spørgsmålstegn siger han, at det ene er godt og det andet ondt.

Museer er vor tids kirker

Når samtlige anmeldere og gæster og museumsinspektører alligevel skriver, at udstillingen er udfordrende, selv om den er det modsatte, så er det, fordi rationalet er, at kunsten skal være kritisk, overskridende eller debatskabende.

Den skal i hvert fald på en eller anden måde udfordre status quo.

Men hvor ofte gør samtidskunsten egentlig det? Og endnu vigtigere, skal den overhovedet gøre det? Er sandheden ikke snarere, at Ai Weiwei-udstillingen bliver så vel modtaget, netop fordi den bekræfter os i vores verdensbillede?

Man siger om kunstmuseerne, at de er vor tids katedraler. Kirkernes rolle er ikke at udfordre os, men at bekræfte os i vores kosmologi. Så når anmelderne og museet selv pakker Ai Weiwei ind i en fernis af kritik, er det ikke, fordi han er kritisk, men for at legitimere udstillingen som kunst.

Tænk, hvis udstillingen virkelig var udfordrende. Det ville svare til, at vi alle sammen gik rundt og var lidt lunkne over for det derovre østpå, det dér store land, der måske er en trussel, måske er et forbillede.

Måske har de alligevel ret, de kommunister. Måske bør information ikke være fri, måske er det også bedst for myndighederne at holde kritikken fra livet, hvordan skal jeg i øvrigt forholde mig til korruption ...

Og ham den heroiske kritiker, der sætter sit liv på spil for ytringsfriheden, hvad er han for en fætter? Kan vi lide ham? Eller nej ... Jo?

Når man siger, at Ai Weiweis kunst udfordrer status quo, siger man også, at beskueren er en rablende idiot, der aldrig er kommet videre end første klasse i samfundsviden. Hvis han virkelig skulle have udfordret os, skulle han have gjort det stik modsatte, så skulle han have sat spørgsmålstegn ved den vestlige opfattelse af hans land, ved vores ’tintinisering’ af det ikke-vestlige.

Hvad med kineserne?

Eller han kunne måske blot have fundet nogle lykkelige kinesere? Eller vist os, hvad der får kineserne til at holde ud i stedet for at klage deres nød.

Er det virkelig kun på grund af myndighedernes pres? Og er der slet ikke noget rart ved at bo et sted uden arbejdsløshed, med faste regler og gode gamle traditioner?

Men hele pointen er, at det netop ikke er kunstens rolle at udfordre os, og det ville være befriende, hvis museer og anmeldere ville stoppe det rituelle spil om kunsten som den store debattør og i stedet begynde at dyrke dens evner ud i at styrke fællesskabet.

I dette tilfælde er der ingen tvivl: Ai Weiweis kunst er affirmativ. Han er kritisk i forhold til Kina. Og det er derfor, vi har taget ham til os. Men i vores kontekst er han enorm ukritisk. Og det giver anledning til at spørge, hvor ofte kunsten egentlig har denne funktion?

Man bryster sig af kunstens autonomi, men kræver det ikke, at den i det mindste prøver at ryste vores grundvold? Og hvordan hænger det så sammen med at kunsten sjældent står uden for samfundet, men derimod virker fuldstændig indlejret i det sociale og til hver en tid ligner en spejling af de gængse normer?

På den ene side siger man, at kunsten bliver ukritisk, når den styres af staten.

Det så vi med klimakunsten for et par år siden, hvor der var penge i at mene det politisk korrekte.

På den anden side siger man, at kunsten bliver ukritisk, hvis den frigives til markedet. Det ser vi, hver gang der sættes spørgsmålstegn ved kunststøtten.

Ser vi på de tendenser, der hærger kunstverdenen i bølger af et år eller to, er der imidlertid også noget andet, der styrer kunsten.

Og hvis man accepterer de meningsepidemier og modedynamikker, som billedkunstnere lader sig ligeså meget påvirke af som alle andre, så kan man vel også hurtigt blive enige om, at der virkelig var meget snak om klima, dengang alle pludselig lavede klimakunst i 2009.

Vi vil bare bekræftes

Og så er det måske slet ikke så slemt, når kommuner køber kunst for at få bekræftet deres værdier, ligesom kunstsamlere køber kunst for at få bekræftet deres smag og økonomiske formåen.

Ai Weiwei er et megabrand. Han er ypperstepræst i katedralen, fordi han bekræfter vores civilreligion, han er som Tom Ford på catwalken — når han er der, så kan vi slappe helt af.

Det paradoksale er, at lige så svært det er at acceptere, at det handler om at bekræfte frem for at udfordre, så er det også svært at forlige sig med, at kunst er noget, man tror på. For kunst handler om tro, det handler om at vide, hvad man får.

Louisiana og Ai Weiwei er en vidunderlig cocktail, det er som at tage i kirke juleaften, de samme rituelle procedurer, de samme gentagelser, de samme ord, ordenen er genetableret.

Ai Weiwei er måske inspirerende for nogen, og dejlig for andre, men han udfordrer ikke vores verdensbillede. Tværtimod. Han er derimod blevet Vestens darling, fordi han bekræfter os i det, vi allerede tror på.

 

 

Første del af anmeldelsen ’Velkommen til nasserne’ kan læses her.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen
Andreas Trägårdh

"Den skal i hvert fald på en eller anden måde udfordre status quo. Men hvor ofte gør samtidskunsten egentlig det?"

Det forekommer kun i det omfang at der intet bliver tilføjet, skrevet eller på anden måde talt om kunsten, så er det lykkedes. Det eneste man taler om er den tradition værket skildrer, håndværkerens færdighede og mytologi tilgang. Det er kunst, virkelig kunst kan ikek sammenlignes for det ændrer ikke alene på kunstnerens virkeligheds opfattelse men også på dets ophav - kunstmecenens og det øvrige publikums virkelighedsopfattelse.
Sådan er tænkning nu en gang, og derfor er det så sjælden en begivenhed at man må være gal i hoved for at beskæftige sig med det.

Nike Forsander Lorentsen

Ja slip kunsten ud fra sine fængsler,.. gallerierne, museérne osv. Og alle disse transporter af kunst mellem klodens berømte museér er vel også en slags fangetransporter.
Slip kunsten fri til folket.
Ligesom streetart, f.eks. og se her:

www.projectmoveortake.dk

Cirkel Jensen

Hej Michael

Lad mig anbefale dig Geyrhalters (ham med Unser täglich Brot) nye film Abendland. Så kan du få mere at tænke over, hvad du nu skal stille op med fæstning Europa. En flot film, der giver fingeren til den europæiske selvforståelse, som du påstår alle går til Ai Wei Weis udstilling med.

Kh Cirkel

Cirkel Jensen

Ps. Jeg har altid haft lyst til at spørge dig, hvad du mon egentlig synes om Harun Farocki? Skal man tænke for meget over hans kunst? På den politiske måde vel at mærke.