Læsetid: 11 min.

Som livet fandt sted

’Ens liv består af steder’, hedder det i forfatteren Klaus Rifbjergs nye digtsamling, der udkommer torsdag på hans 80 års fødselsdag. Information har taget digteren på ordet og bedt ham i erindringen genbesøge de vigtigste steder i hans liv: barndomshjemmet på Amager, huset i Spanien, og det mest betydningsfulde sted af dem alle — litteraturens uendelige verden
’Jeg er bange for at blive elendig, jeg er ikke bange for at dø. Men desværre er det jo så dårligt indrettet, at jo ældre man bliver, jo dårligere bliver man. Og det er der sgu ikke meget sjov ved. Så vil jeg hellere afsted. Og jeg er sådan set parat til at lette på kasketten. Vi må jo gøre plads til, at andre kan komme til. Vi kan ikke blive ved med at gå og fylde,’ siger Klaus Rifbjerg

’Jeg er bange for at blive elendig, jeg er ikke bange for at dø. Men desværre er det jo så dårligt indrettet, at jo ældre man bliver, jo dårligere bliver man. Og det er der sgu ikke meget sjov ved. Så vil jeg hellere afsted. Og jeg er sådan set parat til at lette på kasketten. Vi må jo gøre plads til, at andre kan komme til. Vi kan ikke blive ved med at gå og fylde,’ siger Klaus Rifbjerg

Sofie Amalie Klougart

10. december 2011

»Det er ikke så sjovt,« siger Klaus Rifbjerg. Han står i køkkenet i sin nye treværelseslejlighed i Sankt Hansgade på Nørrebro og sætter vand over til kaffe. For to måneder siden byttede den store digter sin herskabslejlighed på Frederiksberg ud med livet på stenbroen, og han har siden gjort, hvad han kan, for at føle sig hjemme: Han har medbragt det gamle mørkbejdsede chatol med porcelænskopperne, det hvide bornholmerur, lædersofaen, de ægte tæpper, Hemingways romaner og Salmonsens Konversationsleksikon. Men det vigtigste af alt, hans hustru gennem 56 år, Inge Rifbjerg — uden hvem alt det andet kan være lige meget — har han ikke kunnet tage med. En ondsindet sygdom har gjort hende blind og bundet hende til et plejehjem i den anden ende af byen. For første gang i sit voksenliv, er Klaus Rifbjerg blevet alene.

»Jeg er blevet ufrivilligt skilt på mine gamle dage,« siger han og ryster lidt på hovedet.

»Det er ikke så sjovt,« gentager han.

Ethvert liv består af dage, uger, måneder og år — det er spændt ud i tid — men det er ikke tiden, vi husker, når vi ser tilbage. For Klaus Rifbjerg er stederne de vigtigste.

»Ens liv består af steder,« skriver han i sin nye digtsamling, der udkommer den 15. december på hans 80-års fødselsdag. Over en kop dampende varm kaffe uddyber han:

»Tilværelsen, som jeg har set den, består ikke af perler på en rød tråd, men af mærkværdige og tilfældige punktnedslag, hvoraf nogle giver fryd og andre rædsel. Ideen med samlingen har været at beskrive nogle af de steder, som måske ikke virkede så betydningsfulde, mens man var der, men som — når man kalder dem frem i erindringen — viser sig at rumme en voldsom dramatik og betydning.«

For Klaus Rifbjerg er ét af de steder barndomshjemmet på Ingolfs Allé på Amager.

INGOLFS ALLÉ, AMAGER, 1931-1955

Der findes næppe nogen dansk forfatter med et så omfattende produktivt forhold til sin egen opvækst som Klaus Rifbjerg. I de mere end 160 bøger, han har udgivet siden debuten Under vejr med mig selv (1956), udgør barndomsoplevelserne et evigt tilbagevendende tema; og huset på Ingolfs Allé har han bogstaveligt talt beskrevet ned til mindste dørgreb i bogen Huset fra 2000.

»Mit barndomshjem har været en konstant reaktor i hele forfatterskabet,« forklarer han.

»Der går tråde tilbage til det hus i næsten alt, hvad jeg har skrevet. Det er stedet. Grundfæstningen hvorfra alting udgår — på godt og ondt.«

To oplevelser står tydeligst frem i hans erindring fra dengang. Den ene formidler følelsen af tryghed og handler om at sidde på potte i en solstråle, omgivet af kærlighed og varme. Den anden formidler følelsen af fastlåsthed og daterer sig tilbage til hans tidlige 20’ere: I 1951 vendte Klaus Rifbjerg hjem fra et års ophold på Princeton i USA, hvor han havde mærket og oplevet følelsen af frihed. Princeton var et moderne universitet, hvor man behandlede de studerende med en ligeværdighed, som slet ikke eksisterede på Vor Frue Plads i København, hvor professorerne var strenge, distancerede og ophøjede væsener. At komme tilbage til Danmark fra USA føltes som at »komme hjem til Middelalderen efter at have smagt på moderniteten,« husker han. Hvad der var værre var, at hans tomme lommer tvang ham til at flytte ind på sit gamle barndomsværelse. Det var, som om tiden gik baglæns.

»Jeg ville væk, men jeg kunne ikke, og dén følelse har jeg skrevet på i mange år efter: Følelsen af at ville frigøre sig fra noget uden at være i stand til det — og uden helt at vide mod hvad.«

LITTERATURENS RUM, 1946 -?

Skrivebordet har han placeret i hjørnet med udsigt ud over Søerne, hvor vintersolen glimter i bølgeskvulpene, og træerne står afpillede langs bredden. Selv er Klaus Rifbjerg også blevet mere afpillet med årene: Huden er blegere, håret hvidere, og fødderne slæber en anelse mod gulvtæppet, når han går. Men der er stadig noget udefinerligt ophøjet over ham, som han står dér i stuen foran sit skrivebord, høj og rank, iført laksefarvet pullover, blålig skjorte og brune fløjlsbukser. Hovedet fejler heller ingenting. Han skriver stadig; ikke så meget som før, men helt lade være kan han ikke.

»Det er eksistentielt afgørende for mig. Det er en helle, hvor jeg selv bestemmer, og det vil jeg ikke undvære for noget.«

Desuden er alderen ikke kun en belastning, men også en fordel, fortæller han. For med den er også fulgt et større overblik og ikke mindst et større litterært selvværd.

»Tag nu min nye digtsamling,« siger han og griber ud efter bogen på bordet: »Hvis den får dårlige anmeldelser, så er det, fordi folk er nogle idioter. Jeg véd, den er god.«

Du er aldrig i tvivl om det, du har lavet er godt?

»Nej, men jeg kan godt se, at noget er lidt tyndere end andet. Det kan jo ikke være anderledes. Man kan ikke holde intensitets- og niveaufanen lige højt, når man skriver så meget, som jeg gør.«

Er der ligefrem bøger, du er knap så stolt af at have skrevet?

»Altså, jeg har engang skrevet en roman, som hedder Falsk forår (fra 1984, red.). Den er nok ikke så forfærdelig god set ud fra et romanteknisk synspunkt ... Men jeg kan ikke sige, at den er uvæsentlig eller aldrig burde have været skrevet, for på lige netop dét sted, hvor jeg var i mit forfatterskab, har den sikkert været vigtig.«

Hvilken bog, synes du selv er din bedste?

»Går vi tilbage til min digtsamling Konfrontation (1960), som lagde navn til den såkaldte konfrontationsmodernisme, så vil jeg nok sige, at den repræsenterer et højdepunkt. Fordi den samler en hel masse erfaringer på ét sted og i et sprog, som man ikke var vant til at formulere sig i dengang. Det var et vendepunkt, og jeg kunne mærke, da jeg skrev den, at jeg havde fat i den lange ende.«

NEW YORK, 1950-1951

Klaus Rifbjerg kan ikke forstå, at der er så koldt, da han en sommerdag i 1950 ankommer, blot 19 år gammel, med båden Batory til New York. En hedebølge hærger byen, og alligevel står den unge dansker oppe på promenadedækket og klaprer tænder. Han har fået mononukleose, og feberramt må han slæbe sig frem til sit nye hjem, hvor han tilbringer de første mange dage i sengen. Da han endelig står op, er det som at træde ind i en helt ny verden:

»Jeg kan huske følelsen af at gå ud ad døren og ned i Central Park i 1950’ernes New York og støde ind i en flok afroamerikanske piger, som vel har været omkring 18-19 år gamle. De var så utroligt smukke, at jeg var lige ved at græde. Måden de gik på, rytmen i deres krop. Det hele løb sammen for mig: De nye oplevelser, følelsen af helbredelse, erotikken. Hele den sensualitet, jeg har dyrket resten af livet, og som også ligger i det med at skrive — at det er en sensuel affære — dét var alt sammen tilstede dér. Og det var skønt.«

DAGBLADET INFORMATION, 1957-59

Klaus Rifbjerg er blevet gift med sit livs Inge og arbejder nu som instruktørassistent for det nystartede Laterna Film, da Børge Outze, Dagbladet Informations grundlægger og daværende chefredaktør, griber fat i ham for at engagere ham som bladets nye teaterkritiker. Det begynder skidt. Den frygtindgydende redaktionschef Ove Martin lader sig ikke imponere af den »slatne spinatfugl«, og bare seks timer senere forlader Klaus Rifbjerg igen Skt. Annæ Passage. Nu uden job.

»Det var et eklatant nederlag. Det eneste positive var, at min kone havde fået job som lærerinde, så jeg kunne tage hjem med den bevidsthed, at vi trods alt ikke ville dø af sult.«

14 dage senere møder Klaus Rifbjerg tilfældigt Johannes Møller, Informations daværende kulturredaktør, til en maleriudstilling i Toldbodgade: ’Kom nu ind, så prøver vi igen’, siger han på sit drevne vendelbomål, og den unge skribent lader sig overtale.

»Information blev springbrættet for mig, og det var i øvrigt den vej, det gik for mange journalister. De startede på Information og endte på Politiken. Jeg havde ellers skudt varselsskud af og mere end antydet, at Politiken fiskede efter mig. Men for sent blev jeg tilbudt en fast stilling — jeg var jo på stykbetaling, hvilket længe faktisk var en fordel for mig, for jeg skrev så meget, at jeg tjente mere end kulturredaktøren.«

Klaus Rifbjergs produktivitet har altid ligget flere niveauer over alle andres, men selv forholder han sig ret nøgternt til sit eget arbejdsraseri.

»Jeg kan godt lide at skrive,« nøjes han lakonisk med at konstatere: »Mange forfattere oplever skriveblokeringer og op ad bakken-ture, men det har jeg aldrig haft noget af. Det kommer bare.«

Og det er ikke kun digte og romaner, Klaus Rifbjerg sprøjter ud. Alene i Politiken har han over årene fået optrykt over 130 kronikker.

Har du altid en mening?

»Nej, men jeg har altid en kommentar til tidens meninger. Mit livsprojekt har hele tiden handlet om at sætte folk en smule fri: At få det hele til at blive lidt lettere, ikke tage det så tungt. Husk på, jeg er vokset op samtidig med hele den dér begrædelige højtidelighed, som i litteraturen kom til udtryk i Heretica, hvor det hele ikke kunne blive alvorligt nok.«

SPANIEN, 1960’ERNE —?

Siden 1960’erne har Rifbjerg og hans familie tilbragt vinterhalvårene i Spanien — de sidste mange år i et hus i Andalusien på godt 300 kvadratmeter. Det er i Spanien, Klaus Rifbjerg som forfatter har begået nogle af sine vigtigste værker. Operaelskeren, Anna (jeg) Anna, Arkivet og Vejen ad hvilken er alle blevet til på Den Iberiske Halvø i 60’erne, langt fra den danske kulde og på tilstrækkelig afstand fra den danskhed, han altid har forsøgt at beskrive.

»For mig har det været afgørende at komme på geografisk afstand af Danmark. Det har den fordel, at man på den ene side skriver på en hjemve, samtidig med at man kan se, hvor småt det land, man har forladt, er. De to ting korrigerer hinanden.«

I erindringsbogen Sådan! beskriver Rifbjerg sit forfatterskab i 60’erne på denne måde: »Enhver forfatter har ’deres tid’, hvor de er centralt placeret i bevidstheden, og alle vil vide, hvad det er, de går og laver. Min ’tid’ faldt i 60’ernes sidste år, og gudskelov faldt denne tid sammen med en, hvor der var mange penge og lyst til at bruge dem.«

I køkkenet i Sankt Hansgade uddyber han: »Jeg tror, det er meget almindeligt for en forfatter som mig, at man rent kommercielt og opmærksomhedsmæssigt ligger meget højt en periode, men det varer kun til et vist punkt, så fader det ud.«

Hvor meget sælger en Rifbjerg-roman i dag?

»Ikke i mere end 2.000 eksemplarer.«

Og hvor meget solgte du i 1960’erne?

»Huhuhu,« siger han og tager sig til hovedet. »Dengang solgte jeg snildt 25.000 inden jul og 25.000 efter — og så kom de jo i bogklubber og som paperbacks bagefter — det var svimlende!« Han gør en kort pause.

»Det irriterer mig,« fortsætter han, men stopper så igen for at korrigere sig selv: »Nej, det irriterer mig ikke, men det er da en mærkelig følelse, at ens læserskare skrumper ind over årene. Tag nu for eksempel en roman som Lena Jørgensen, der foregår i Hvidovre og handler om en kvinde — jeg ved ikke, om du har læst den?«

Nej.

»Nej, men den er efter min mening en meget væsentlig lille bog, og der er ingen, der kender den — den er fuldstændig forsvundet i slipstrømmen.«

Hvordan har du det med det?

»Det er jeg ked af. Det holder mig ikke vågen om natten, men altså ... der ligger bare bøger rundt omkring, som rummer nøgler til meget mere end, hvad man umiddelbart kan se.«

GYLDENDAL 1984-91

Selv om Klaus Rifbjerg hovedsageligt husker sin tid som litterær direktør på Gyldendal med glæde, var det også her, han fik lejlighed til at se, hvordan forfattere tager sig ud fra den anden side af skrivebordet. Det kunne af og til være en smertelig oplevelse. Som han skriver i erindringsbogen Sådan!: »Forfattere — kunstnere i det hele taget — er rædsomme: egocentriske solipsistiske, skånselsløst jaloux på hinanden, sladderagtige og brutale. Jeg er selv et godt eksempel.«

Men mener du nu også i virkeligheden det?

»Nej, det mener jeg ikke. Jeg mener, jeg er skide flink,« siger han og slår ud i et latterbrøl, så det runger i hele lejligheden.

»Men i små miljøer som det litterære er det høg over høg. Man bider hinanden i nakken og har ikke noget imod, at naboen får en ordentlig røvtur, for så kan det være, at det går én selv lidt bedre og så videre. Sådan er det.«

Din egen vilje til at blande dig i polemiske debatter har over årene skaffet dig fjender på halsen. Hvordan har du det med det?

»Hele den ophidselse, som har været om min person, siden den første gang jeg satte pen til papir — og som stadig er der — synes jeg er absolut vitaliserende. Det er fantastisk godt at have nogle, der hiver én i frakkeskøderne, og der er heldigvis meget få, jeg er blevet meget slemt uvenner med. Men det er klart, at når fundamentale venskaber går i stykker, så er det tragisk, og det kommer man sig aldrig over.«

Klaus Rifbjerg har dog registreret en befriende egenskab hos sig selv i både dén og andre henseender:

»Jeg er ret god til at lukke døre bag mig. Jeg går ikke rundt med et stort sug indvendig efter alt det, jeg har måttet efterlade, men accepterer den nye situation, så godt jeg kan — også den vanskelige jeg nu befinder mig i,« siger han og tager en tår af sin kaffe ved granitbordet i den nye lejlighed på Sankt Hansgade, der muligvis er sidste stop, inden den endelige destination.

DØDEN

Det sted, som ingen kender adressen på, men hvor vi alle skal hen, er med årene kommet til at fylde mere og mere i Klaus Rifbjergs tanker. Men han frygter ikke døden — som han siger:

»Jeg er bange for at blive elendig, jeg er ikke bange for at dø. Men desværre er det jo så dårligt indrettet, at jo ældre man bliver, jo dårligere bliver man. Og det er der sgu ikke meget sjov ved. Så vil jeg hellere afsted. Og jeg er sådan set parat til at lette på kasketten. Vi må jo gøre plads til, at andre kan komme til. Vi kan ikke blive ved med at gå og fylde.«

Du synes, du har udtjent din værnepligt?

»Hvis jeg troede på noget eller nogen, ville jeg sige, at Vorherre ikke skylder mere. Jeg har fået alt det, jeg kunne ønske mig.«

Og givet det, du ville?

»Det synes jeg. Men jeg holder ikke op med at skrive af den grund, for det kan jeg ikke. Jeg vil dø som en soldat med støvlerne på — og buldre hovedet ind i pc’en.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"»... Men jeg holder ikke op med at skrive af den grund, for det kan jeg ikke. Jeg vil dø som en soldat med støvlerne på — og buldre hovedet ind i pc’en.«" - hvor er det godt sagt.

Georg Christensen

Som livet fandt sted, en "gammel" tankemodel, som nok stadig og stædig i den "litterære verden", forsøger, med arme og bene, at forsvare sine egne "tvangsforestillinger".

Og først nu, i alderdommens skygge, tør sige "livet, som det fandt sted", næsten det samme som at sige, ( sådan er det bare), en "ubrugelighed" og næsten LIVS foragtelighed.

NB: Som mit, og kun mit LIV fandt sted, havde nok været et bedre ordforbrug.

Søren Blaabjerg

Kunstnere er ikke qua deres status som kunstnere helteskikkelser - heller ikke koryfæet Klaus Rifbjerg - og kunst er ikke heltedåd. Derfor er billedet af kunstneren som en soldat, der vil dø med støvlerne på også unødigt heroisk. Det er en vist nok en populær misforståelse. Søren Kierkegaard har et sted udtrykt det nogenlunge sådan, at en kunstner (af den ægte slags) er et menneske, der er indrettet sådan, at når det skrige r (efter at have kastet sig ud på 70000 favne vand), så lyder det for andre som skøn musik. Så derfor kære Klaus Rifbjerg. Held og lykke med at skrige videre for fuld udblæsning, til du ikke kan mere!

Hvis jeg ikke husker fejl, så fortalte Georg Metz engang i en radioudsendelse, at han smuglede penge til Spanien, som Rifbjerg modtog, under fascismen.

Kunne de to ikke få skrevet om det? Hvis det allerede er skrevet, ville et link eller en henvisning være velkommen.

>>Det sted, som ingen kender adressen på, men hvor vi alle skal hen,<<
Et crossover mellen den ugudelige digter og Iben Tranholm andet stedes i lørdagens sprøjte.
Selv ser jeg frem til, at studerende skal skære i min krop og finde en lever, der har lidt ikke så lidt. De 100.000 af guld i mund, må de bruge på sprit til det resterende. Det lover I!

Hvis et undervisningsvæsen stadig har mange træk fra feudaltiderne, så vil mange jo,
forståligt nok, synes:
Så til nød, hellere: Liberalisme

----------

Princeton var et moderne universitet, hvor man behandlede de studerende med en ligeværdighed, som slet ikke eksisterede på Vor Frue Plads i København, hvor professorerne var strenge, distancerede og ophøjede væsener.

---

Der fortælles lignende om grundvigs oplevelser på sine englandsrejser