Læsetid: 11 min.

Som livet fandt sted

’Ens liv består af steder’, hedder det i forfatteren Klaus Rifbjergs nye digtsamling, der udkommer torsdag på hans 80 års fødselsdag. Information har taget digteren på ordet og bedt ham i erindringen genbesøge de vigtigste steder i hans liv: barndomshjemmet på Amager, huset i Spanien, og det mest betydningsfulde sted af dem alle — litteraturens uendelige verden
’Jeg er bange for at blive elendig, jeg er ikke bange for at dø. Men desværre er det jo så dårligt indrettet, at jo ældre man bliver, jo dårligere bliver man. Og det er der sgu ikke meget sjov ved. Så vil jeg hellere afsted. Og jeg er sådan set parat til at lette på kasketten. Vi må jo gøre plads til, at andre kan komme til. Vi kan ikke blive ved med at gå og fylde,’ siger Klaus Rifbjerg

’Jeg er bange for at blive elendig, jeg er ikke bange for at dø. Men desværre er det jo så dårligt indrettet, at jo ældre man bliver, jo dårligere bliver man. Og det er der sgu ikke meget sjov ved. Så vil jeg hellere afsted. Og jeg er sådan set parat til at lette på kasketten. Vi må jo gøre plads til, at andre kan komme til. Vi kan ikke blive ved med at gå og fylde,’ siger Klaus Rifbjerg

Sofie Amalie Klougart

10. december 2011

»Det er ikke så sjovt,« siger Klaus Rifbjerg. Han står i køkkenet i sin nye treværelseslejlighed i Sankt Hansgade på Nørrebro og sætter vand over til kaffe. For to måneder siden byttede den store digter sin herskabslejlighed på Frederiksberg ud med livet på stenbroen, og han har siden gjort, hvad han kan, for at føle sig hjemme: Han har medbragt det gamle mørkbejdsede chatol med porcelænskopperne, det hvide bornholmerur, lædersofaen, de ægte tæpper, Hemingways romaner og Salmonsens Konversationsleksikon. Men det vigtigste af alt, hans hustru gennem 56 år, Inge Rifbjerg — uden hvem alt det andet kan være lige meget — har han ikke kunnet tage med. En ondsindet sygdom har gjort hende blind og bundet hende til et plejehjem i den anden ende af byen. For første gang i sit voksenliv, er Klaus Rifbjerg blevet alene.

»Jeg er blevet ufrivilligt skilt på mine gamle dage,« siger han og ryster lidt på hovedet.

»Det er ikke så sjovt,« gentager han.

Ethvert liv består af dage, uger, måneder og år — det er spændt ud i tid — men det er ikke tiden, vi husker, når vi ser tilbage. For Klaus Rifbjerg er stederne de vigtigste.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"»... Men jeg holder ikke op med at skrive af den grund, for det kan jeg ikke. Jeg vil dø som en soldat med støvlerne på — og buldre hovedet ind i pc’en.«" - hvor er det godt sagt.

Georg Christensen

Som livet fandt sted, en "gammel" tankemodel, som nok stadig og stædig i den "litterære verden", forsøger, med arme og bene, at forsvare sine egne "tvangsforestillinger".

Og først nu, i alderdommens skygge, tør sige "livet, som det fandt sted", næsten det samme som at sige, ( sådan er det bare), en "ubrugelighed" og næsten LIVS foragtelighed.

NB: Som mit, og kun mit LIV fandt sted, havde nok været et bedre ordforbrug.

Søren Blaabjerg

Kunstnere er ikke qua deres status som kunstnere helteskikkelser - heller ikke koryfæet Klaus Rifbjerg - og kunst er ikke heltedåd. Derfor er billedet af kunstneren som en soldat, der vil dø med støvlerne på også unødigt heroisk. Det er en vist nok en populær misforståelse. Søren Kierkegaard har et sted udtrykt det nogenlunge sådan, at en kunstner (af den ægte slags) er et menneske, der er indrettet sådan, at når det skrige r (efter at have kastet sig ud på 70000 favne vand), så lyder det for andre som skøn musik. Så derfor kære Klaus Rifbjerg. Held og lykke med at skrige videre for fuld udblæsning, til du ikke kan mere!

Hvis jeg ikke husker fejl, så fortalte Georg Metz engang i en radioudsendelse, at han smuglede penge til Spanien, som Rifbjerg modtog, under fascismen.

Kunne de to ikke få skrevet om det? Hvis det allerede er skrevet, ville et link eller en henvisning være velkommen.

>>Det sted, som ingen kender adressen på, men hvor vi alle skal hen,<<
Et crossover mellen den ugudelige digter og Iben Tranholm andet stedes i lørdagens sprøjte.
Selv ser jeg frem til, at studerende skal skære i min krop og finde en lever, der har lidt ikke så lidt. De 100.000 af guld i mund, må de bruge på sprit til det resterende. Det lover I!

Hvis et undervisningsvæsen stadig har mange træk fra feudaltiderne, så vil mange jo,
forståligt nok, synes:
Så til nød, hellere: Liberalisme

----------

Princeton var et moderne universitet, hvor man behandlede de studerende med en ligeværdighed, som slet ikke eksisterede på Vor Frue Plads i København, hvor professorerne var strenge, distancerede og ophøjede væsener.

---

Der fortælles lignende om grundvigs oplevelser på sine englandsrejser