Mens debatten brager i kølvandet på Informations afsløring af monogamiets diktatur … Ej, okay, mens snakken simrer videre i snævre kredse efter Informations spændende og forbløffende fordomsfri artikel om polygami, modtog journalisten en mail fra én af vores mange belæste læsere.
Vi ville hellere gå i fængsel end at afsløre vores kilder, men vedhæftet var en stort set ulæselig tekst, der, efter en god omgang data-mining og grundig kildekritik, viste sig at indeholde hidtil oversete detaljer om Martin Luther tilbøjelighed til flerkoneri.
I Troels Frederik Troels-Lunds 14-binds-værk Dagligt liv i Norden i det sekstende århundrede, der udkom i perioden 1879-1901, beskrives, hvorledes landsgreve Philip af Hessen — der var en »kraftig og af natur lidenskabelig« type — fik lov til af selveste Martin Luther at tage sig en hustru nummer to.
Det havde nemlig vist sig, at hans første kone ikke alene var »koldsindig«, men også »stundom besværet af overflødig druk«.
Det kan blive en bombe i debatten, da kirken herhjemme stædigt har velholdt, at polygami kun optræder i Det Gamle Testamente og fordømmes i toeren.
Luther svarede da også en anelse fesent, når han blev spurgt til emnet. Han anerkendte, at det var tilladt — og også at det kunne være praktisk, var man f.eks. brændt inde med en spedalsk en af slagsen — men ville ikke tilråde det. For som kristent menneske handlende det om også at undgå ting, der var lovligt i Guds øjne for: »at undgå forsagelse« (læs evt. selv noget nutidig, småborgerlig, moralisering ind her).
Drypperten
Men i praksis viste Luther sig noget mere fleksibel. Man kan ikke engang kalde hjemmesituationen hos Philip af Hessen for desperat, da der kom hele otte børn ud af den kølige kvartalsdranker. Men landsgreven begyndte alligevel at føjte rundt på Hessens knejper og pådrog sig herunder en ’dryppert’.
En dag kom det den lystige greve i hu, at skørlevnere og horekarle ikke skulle arve Guds rige. Han sagde til Luther, at han enten måtte tage sig en ny kone eller bryde sit ægteskab.
Luther gav ham det råd at tage sig en kone til, men under den betingelse, at det forblev en hemmelighed. De førnævnte eskapader kom dog efterfølgende Luther for ører. Og det faldt ikke i god jord.
At Landsgreven skulle rykke ved selve det monogame ægteskabets fundament, når han i praksis bare kunne være lidt mere kritisk i sine valg af udenomsknald, var ganske unødvendigt.
»Havde jeg vidst, hvad jeg nu erfarer,« skrev Luther til kurfyrsten af Sachsen, »at Landsgreven længe havde klaret sådan Nødtørft med andre, sandelig, ingen Engel havde mig fået til at give ham sådan et råd.«
Og således var kirken dengang som nu gennemsyret af himmelsk dobbeltmoral. Snip, snap, snude.
Historien er ikke helt ude.
Her er et par tankevækkende citater af Luther - de burde i hvert fald være det:
"Tre årsager kender jeg til at skille mand og hustru. Den første er, når mand og viv er udygtige til ægteskab, enten af legemsbygning eller af natur, hvad det nu kan være. Derom er sagt nok.
Den anden er ægteskabsbrud. (…) Kristus: Matth. 19: ...Men jeg siger jer: hvem der skiller sig fra sin hustru, uden for hors skyld, og ægter en anden, han begår ægteskabsbrud. Her ser du, at for hors skyld skiller Kristus mand og hustru, så den uskyldige part kan gifte sig igen. ... Men spørger du nu: hvad skal der blive af den anden, hvis han fremdeles ikke kan holde sig? Svar: derfor har Gud befalet i loven at stene dem, der begår ægteskabsbrud, så at dette spørgsmål ikke behøves. Således skal da det verdslige sværd og øvrigheden dræbe dem, der begår ægteskabsbrud. (…)
Den tredje grund til skilsmisse er, når den ene berøver og unddrager sig den anden, så at vedkommende ikke vil opfylde sin ægteskabelige pligt eller være hos den anden. Sådan en halsstarrig kone, der har hovedet fuld af poesi, kan man jo træffe, og skulle manden ti gange falde i ukyskhed, næ - så er hun ikke skyld deri! Her er det på tide at manden siger: Vil du ikke, så er en anden nok villig. Vil konen ikke, så lad pigen komme! Dog således, at manden siger det til hende i forvejen en to-tre gange, og advarer hende, og lader det komme andre folk for øren, så at man offentligt kan kende hendes halsstarrighed, og den kan blive straffet foran menigheden."
Der er intet i de gamle tekster, der med nogen rimelighed kan tolkes som et forbud mod polygami.
Bortset fra at Paulus mener at mænd med forskellige tillidshverv, skal være monogame. Omtalt i 1. Timoteus 3:2,12 og Titus 1:6. Formodentligt to tekster der fik udbredelse, uden at ryge gennem kanonicerings og forvrøvlingsprocessen, som de fleste andre tekster, der gjorde meningsfulde tekster til garble.
Haha!
Det er vel et eksempel på foucaultsk vidensarkæologi om noget? Udgravning af obskure kilder for at frembringe viden der bekvemt er blevet undertrykt af den herskende diskursive orden.
Men man behøver nu ikke at ty til obskure 14 binds værker fra slut 1800-tallet for at læse om Philipp af Hessens bigami.
De fleste historiebøger om reformationen beskriver landgrevens kontroversielle bigami og de konsekvenser det fik for Kejserriget, den protestantiske reformation, og Philipp selv.
Sjov historie, men hvad beviser det?
Luther levede på et tidspubkt hvor det sikkert var almindeligt, at konger og fyrster også havde en kone til venstre hånd og han turde af politiske grunde sikkert ikke lægge sig for meget ud med kongen og adelen. Måske derfor gav han Philip af Hessen lov til, at tage sig en anden kone. Hvis det havde været en simpel bonde, der havde henvendt sig, havde han sikkert fået af krabasken og var blevet sendtr hjem til konen.
Idag hvor vi lever i et sekulært samfund er det vel også temmelig ligemeget, hvad Luther sagde og gjorde. Hvis man virkelig vil fremme polygamismens sag, så skulle man nok hellere kigge på begrundelserne for den nuværende ægtskabslovgivning.
Er der debat om det her herhjemme? I 2011? Hold da op. Hvor interessant.
Ole,
nej, der er ikke debat om legalisering af polygame forhold i 2011. Først skal legalisering af homoseksuelle forhold overståes, hvilket kommer til at tage nogle år. Men om 40-60 år, måske?
Mads Langballe Jensen:
Uden at tage stilling til debattens tema, som jeg mener er ret ligegyldig udenfor en snæver teologisk optaget kreds, så tager jeg anstød i din betegnelse af Troels Lunds "Dagligliv i Norden" som et "obskurt 14-binds værk fra slut 1800-tallet".
Troels Lunds klassiker var om noget folkelig og bredt, og opleved uhyre popularitet i den ikke-akademiske del af befolkningen (til ikke udelt glæde fra akademikerne, som bl.a. nægtede Troels Lund en stilling ved Universitetet). Det har oplevet 7 udgaver igennem tiden, senest en digital fra 2005.
Troels Lunds værk er stadig meget let tilgængeligt og kan absolut anbefales til alle historieinteresserede. Selvfølgelig skal man være opmærksom på at ny forskning har gjort mange af hans fortolkninger forældede, men absolut ikke alle, og det er generelt fyldt af sjove deltaljer og historier som stadig er værd at læse.
Heinrich, 40-60 år - tja, det lyder sandsynligt. Men så bliver eventuel 'legalisering af homoseksuelle forhold' afskaffet ved samme lejlighed.
Kære Anna von Sperling,
lad nu venligst være med at piske videre på den stakkels, døde hest ... kan du ikke bare finde en anden usansk realityserie der kan inspirere til et forsøg på at skabe offentlig debat? ;-)
Hej Sune,
Det var nu ikke min mening at fælde dom over Troels Lunds værk men kommentaren mere ment som en polemisk reaktion på artiklens indledende paragraffer.
Her tales der om en vedhæftet "stort set ulæselig tekst," "data-mining," og "grundig kildekritik" hvad der lader til at henvise til Troels Lunds værk, da dette nævnes umiddelbart efter som kilde til artiklens informationer.
Artiklens opbygning synes at sige at man må ty til et sådant gammelt værk (genoptryk, netudgaver nævnes ikke) for at finde historien. Min pointe var bare at der er masser af nyere historiske værker der kan fortælle samme historie.
Anna von Sperling fremlægger i artiklen holdninger hos Luther som var nye for mig, men som stemmer ganske godt overens med hvad den kristne tyske filosof og jurist Walter Schubart (1887-1942?) skriver om Luthers syn på ægteskabet i hans sidste værk "Religion og Erotik" fra 1941.
Jeg citerer et brudstykke fra bogens kapitel "Luther og det erotiske", som jeg finder har en vis relevans for diskussionen her:
"... Han (Luther) gjorde alvorlige anstrengelser for at læge bruddet mellem religion og seksualitet. Men hans fortsæt lykkedes ikke for ham. Det var hans skæbne, at han ikke kunne frigøre sig fra Augustin. Derfor var hans erotiske indstilling lige så splittet som hans religiøse. Trods nogle seksualitetsbekræftende sætninger, af hvilke nogle er groft drastiske, deler Luther Augustins grundopfattelse: det seksuelle er slet. Det er yngleplads for synden og deri kan hverken den kristne dåb eller ægteskabet ændre noget. Selv i ægteskabet er samlejet en syndig handling. "Vi er alle horkarle".
For Luther er, ligesom for Paulus, ægteskabet i sidste instans kun en indrømmelse til menneskets svaghed, og ligesom Augustin docerer han, at kun forplantningen retfærdiggør kønsdriften. Luther var lige så lidt som sine store forgængere i stand til at give seksualiteten en dybere mening. Hele den seksuelle sfære var ham uhyggelig. Han kunne ikke blive den vrangforestilling kvit, at Djævelen ville gribe ham fra netop denne side. Derfor priste han virginitetens nåde, "nåden over naturen". Den, der vil og kan, han tage sig den an!" Luther løste ganske vist askesen fra tanken om det fortjenstfulde, men også han mente, at man i denne "bedre kan pleje Gud." Asketen forbliver altså alligevel den benåede, den ægte kristne.
Vaklende er også Luthers dom over kvinden. Snart har han medlidenhed med hende som "ein arm´ Ding", der har brug for den mandlige føring, snart beskylder han hende for at være "den onde fjendes præstinde". Under ingen omstændigheder anerkender han hende som mandens ligeberettigede ledsagerske. Derimod tiltales han af det mosaiske kvindeideal. "Lad dem roligt føde sig til døde, det gør intet, derfor er de der."
Luthers værste misgreb var sækulariseringen af ægteskabet. Derved skilte han definitivt den seksuelle kærlighed fra dens metafysiske baggrund og gjorde den alene til et menneskeligt anliggende. "Du er ikke Gud andet skyldig end at tro og bekende. I alle andre ting giver han dig fuld frihed. ... Det er Gud ligegyldigt, om manden giver slip på kvinden. Thi hvad har han ud af, at du gør eller undlader sligt? Mod Gud kan man deri ikke synde, men derimod mod sin næste."
Dermed var opløsningen af ægteskabet indledet, som allerede Luther selv har kaldt en "i højeste grad verdslig ting." Efter at være berøvet sin sakrale indvielse forfladiges det hurtigt til kontrakt og til sidst til forretning. Det borgerlige ægteskab, som Luther banede vejen for, etablerer det statsligt anerkendte samlejes princip. I stedet for kirken trækker fra nu af en verdslig myndighed grænsen mellem det tilladte og det forbudne. Dette var et hårdt slag for erotikken overhovedet; med det hellige ægteskab mistede den sit sidste religiøse berøringspunkt. ..."
Hvis Schubart har ret i denne bedømmelse af Luthers holdning til erotik, ægteskab og kvinder, så beror det på en rent verdslig beslutning hvordan man vil definere hvad ægteskab er, og intet udelukker derfor at det kan bestå af flere personer af samme eller forskelligt køn - altså er polygami også en mulighed.
Folkekirken skal blot indrette sine ritualer derefter, for den kan ikke med Luther i hånden hævde, at det strider mod hans fortolkning af ægteskabet. Det kirken kan henvise til og også gør, er den monogame tradition i kristendommen, men traditionen kan ikke begrunde, at det altid bør være således. Kunne den det havde vi ingen Reformation haft, for slet ikke at tale om kvindelige præster, velsignelse af homoseksuelles ægteskab og vielse af fraskilte - for nu at tage det hele med.
Anna von Sperling fremlægger i artiklen holdninger hos Luther som var nye for mig, men som stemmer ganske godt overens med hvad den kristne tyske filosof og jurist Walter Schubart (1887-1942?) skriver om Luthers syn på ægteskabet i hans sidste værk "Religion og Erotik" fra 1941.
Jeg citerer et brudstykke fra bogens kapitel "Luther og det erotiske", som jeg finder har en vis relevans for diskussionen her:
"... Han (Luther) gjorde alvorlige anstrengelser for at læge bruddet mellem religion og seksualitet. Men hans fortsæt lykkedes ikke for ham. Det var hans skæbne, at han ikke kunne frigøre sig fra Augustin. Derfor var hans erotiske indstilling lige så splittet som hans religiøse. Trods nogle seksualitetsbekræftende sætninger, af hvilke nogle er groft drastiske, deler Luther Augustins grundopfattelse: det seksuelle er slet. Det er yngleplads for synden og deri kan hverken den kristne dåb eller ægteskabet ændre noget. Selv i ægteskabet er samlejet en syndig handling. "Vi er alle horkarle".
For Luther er, ligesom for Paulus, ægteskabet i sidste instans kun en indrømmelse til menneskets svaghed, og ligesom Augustin docerer han, at kun forplantningen retfærdiggør kønsdriften. Luther var lige så lidt som sine store forgængere i stand til at give seksualiteten en dybere mening. Hele den seksuelle sfære var ham uhyggelig. Han kunne ikke blive den vrangforestilling kvit, at Djævelen ville gribe ham fra netop denne side. Derfor priste han virginitetens nåde, "nåden over naturen". Den, der vil og kan, han tage sig den an!" Luther løste ganske vist askesen fra tanken om det fortjenstfulde, men også han mente, at man i denne "bedre kan pleje Gud." Asketen forbliver altså alligevel den benåede, den ægte kristne.
Vaklende er også Luthers dom over kvinden. Snart har han medlidenhed med hende som "ein arm´ Ding", der har brug for den mandlige føring, snart beskylder han hende for at være "den onde fjendes præstinde". Under ingen omstændigheder anerkender han hende som mandens ligeberettigede ledsagerske. Derimod tiltales han af det mosaiske kvindeideal. "Lad dem roligt føde sig til døde, det gør intet, derfor er de der."
Luthers værste misgreb var sækulariseringen af ægteskabet. Derved skilte han definitivt den seksuelle kærlighed fra dens metafysiske baggrund og gjorde den alene til et menneskeligt anliggende. "Du er ikke Gud andet skyldig end at tro og bekende. I alle andre ting giver han dig fuld frihed. ... Det er Gud ligegyldigt, om manden giver slip på kvinden. Thi hvad har han ud af, at du gør eller undlader sligt? Mod Gud kan man deri ikke synde, men derimod mod sin næste."
Dermed var opløsningen af ægteskabet indledet, som allerede Luther selv har kaldt en "i højeste grad verdslig ting." Efter at være berøvet sin sakrale indvielse forfladiges det hurtigt til kontrakt og til sidst til forretning. Det borgerlige ægteskab, som Luther banede vejen for, etablerer det statsligt anerkendte samlejes princip. I stedet for kirken trækker fra nu af en verdslig myndighed grænsen mellem det tilladte og det forbudne. Dette var et hårdt slag for erotikken overhovedet; med det hellige ægteskab mistede den sit sidste religiøse berøringspunkt. ..."
Hvis Schubart har ret i denne bedømmelse af Luthers holdning til erotik, ægteskab og kvinder, så beror det på en rent verdslig beslutning hvordan man vil definere hvad ægteskab er, og intet udelukker derfor at det kan bestå af flere personer af samme eller forskelligt køn - altså er polygami også en mulighed.
Folkekirken skal blot indrette sine ritualer derefter, for den kan ikke med Luther i hånden hævde, at det strider mod hans fortolkning af ægteskabet. Det kirken kan henvise til og også gør, er den monogame tradition i kristendommen, men traditionen kan ikke begrunde, at det altid bør være således. Kunne den det havde vi ingen Reformation haft, for slet ikke at tale om kvindelige præster, velsignelse af homoseksuelles ægteskab og vielse af fraskilte - for nu at tage det hele med.
Beklager dobbeltpostering. Jeg ved ikke hvordan det er sket.
Beklager dobbeltpostering. Jeg ved ikke hvordan det er sket.
Skulle vi lige plukke et par citater fra Anna von Sperlings indlæg:
"....hidtil oversete detaljer om Martin Luther tilbøjelighed til flerkoneri",
"....Det kan blive en bombe i debatten..."
Jo da, jeg er fuldt ud klar over, at sensationer og overdrivelser er nødvendige ingredienser for mange debattører i denne tid, men måske skulle Anna von Sperling have afholdt sig fra et så bombastisk indlæg om et emne, som hun tydeligvis ikke har det store kendskab til.
En lille prøvesprængning af hendes bombe i det rette forum kunne måske have overbevist hende om, at den er lige så uskadelig som en juletræsknallert. Læs f.eks. indlægget herunder fra en med et lidt mere indgående kendskab til Luther:
http://riis.eftertanke.dk/2011/12/21/gik-luther-ind-for-flerkoneri/
Den der med "flerkoneri", eller "manderi", er i grunden sjov.
Hos islamisterne annerkender de kristne det ikke, medens mange kristne mænd ligger hos en prostitueret.
Er det ikke lidt af en grinagtig forestilling?
Martin Luther! Var det ikke ham der anbefalede fyrsternes at slå ned på et "hungersnødoprør" med ordrene "skyd dem en kugle for deres stupide pander", hvorpå fyrsterne gjorde lige præcis det. Hvad skal vi bruge dens slags middelalderlige meninger til?
Hvorfor er det forøvrigt, at flerkoneri skal tillades lige pludselig? Er det resultatet af kvindekampen? Vor herre bevares siger jeg bare!
Tja jeg ville hellere være prostitueret her i vesten end kone nr. 12 i et muslimsk land, uhyggeligt med de romantiske forestillinger som venstreorienterede har i forhold til Islam.
Mads, muslimer må 'kun' have fire koner, men til gengæld kan de have lige så mange slavetøser som de kan indfange.
Derudover har muslimske mænd også muligheden for at indgå et midlertidigt tidsbegrænset ægteskab, der kan aftales at skulle vare fra 1 time til 99 år. Dette såkaldte muta-ægteskab er alene beregnet på seksuel nydelse og manden betaler kvinden en vis sum penge for den nydelse hun giver ham. Der er ikke tale om prostitution, for der skal oprettes en skriftlig kontrakt mellem parterne der fastlægger deres pligter og rettigheder.
Muslimske mænd har således langt bedre muligheder for på legal vis at få tilfredsstillet deres erotiske begær end vesterlandske mænd har.
Ole Hartling.
Muta ægteskaber findes kun indenfor visse sekteriske dele af shia islam og er ikke en del af almindelig muslimsk praksis.
Moderne muslimer indfanger ikke slavetøser,som du kalder dem. Det må være din egen våde drøm.
Det er ikke almindeligt for moderne muslimer at have mere, end én kone.
I Marokko,hvor jeg bor, er det faktisk gjort umuligt i praksis i den nye familielov fra 2004.
Hvad enten man kan lide det eller ej, så er kristendommen en mellemøstlig religion. Og for dem der efterlever en af religionens tolkninger, er det også en mellemøstlig kultur.
Debatten er relevant, FORDI man i lovgivningen om ægteskaber, OG i den dominerende kultur, anvender den lutherske version af kristendommen, som argument mod flerkoneri/flermanderi.
Så var der lige een, der var oppe med flaget om prostitution og/eller promiskuitet, Det hører hjemme i de fleste kulturer ældre som nutidige.
"I did not have sexual relations with that woman."
Og så min gode ven NN, der er kører et sekundært parløb med en andens kone.
Så. Jeg synes det er ok, at von Sperling gentager denne viden. Der vil formentlig kun være få der vil nikke og sige 'vidste det godt', ikke?
Hvad siger Luther os?
Svend Jespersen henviser til Ricardt Riis´artikel på en Kristelig Dagblad-blog med titlen "Gik Luther ind for flerkoneri?". Bestemt interessant læsning, men Jespersen (og Riis) vil gerne bruge den til at bashe Anna von Sperling for hendes uvidenhed. Man forstår på de to, at der overhovedet ikke er noget sensationelt ved oplysningen om Luthers syn på flerkoneri.
Riis mener, at Sperling slet ikke forstår at læse en historisk tekst: "Der er mange moderne mennesker, journalister inklusive, der bruger historiske personer ganske direkte. Den og den har sagt sådan og sådan, nuvel, så må hans tilhængere i vore dage (hvis han har nogen) mene nøjagtig det samme. Eller de må beskæmmes over, at deres guru har haft en så umoderne mening. Sådan kan man altså ikke bruge historien. Og sådan kan man specielt ikke bruge Luther." Og det er jo så rigtigt, som det er sagt.
Men det er heller ikke det, Sperling gør. Læg mærke til ordet 'reelt' i overskriften. Sperling påstår ikke, at Luther 'principielt' anerkendte flerkoneri, men at han - af forskruede teologiske og kønspolitiske grunde - var villig til at se igennem fingre med det i særlige tilfælde.
Er det nyt? Måske ikke for mange Luther-kendere. Men selv om jeg off and on har beskæftiget mig indgående med Luther gennem 40 år, er jeg ikke faldet over denne kulørte side af hans personlighed. Mange andre, ja - men ikke denne.
Er det relevant? Det er det da, hvis den friserede udgave af lutheranismen, som danskerne møder i folkekirken og folkeskolen, konsekvent fortier netop den historiske refleksion, som Riis og Jespersen efterlyser hos Sperling.
Luther er idéhistorisk betydningsfuld, fordi han var en af de vigtigste banebrydere for moderniteten - med sækularisering, personlig frihed og eksistentiel ansvarlighed. Det skylder vi ham tak for.
Men han var det utilsigtet. Han religionsforståelse var fundamentalistisk og hans politiske ideer autoritære. Sådan må det være, når man er besat af forestillingen om arvesynden som en altomfattende realitet.
Det kom - naturligvis - også til at præge hans opfattelse af kvinder som et redskab for mænds (syndige) behovstilfredsstillelse.
Det er bare ikke dét, vi hører søndag formiddag kl. 10. Derfor er der grund til at minde om det. Luthers betydning for den moderne verden må ikke skygge for en forståelse af, at han selv tilhørte den gamle.
Øh, nu er artiklen tænkt som et morsomt indlag og en parodi på 'Breaking news'-genren. Derfor optrådte den også i det rum, der hedder 'Bagsiden'. Jeg ved ikke om i aner at jeg indledningsvis forsøger - bevares, måske ikke så vellykket - at lave sjov med mine egne forsøg på at oppiske en debat om noget, der ikke riiiiigtig fanger bredt. Men et rigtig godt nytår til alle. Stay Sharp in 2012..