Læsetid: 8 min.

Midt i en stille revolution

I 1970’erne og 80’erne ændrede familiestrukturen sig, da par flyttede sammen og fik børn uden at gifte sig. Men følelserne fulgte ikke altid med de moderne mønstre. Anders Haahr Rasmussen tænker tilbage på en barndom indrammet af en skilsmisse
I 1970’erne og 80’erne ændrede familiestrukturen sig, da par flyttede sammen og fik børn uden at gifte sig. Men følelserne fulgte ikke altid med de moderne mønstre. Anders Haahr Rasmussen tænker tilbage på en barndom indrammet af en skilsmisse
30. december 2011

Jeg har et minde om mine forældre på en stue på Frederikssund Sygehus. Det er mit tidligste minde om dem sammen, og jeg husker det, fordi de ikke var sammen længere. Året var 1985, jeg var fem år gammel, og min far var blevet opereret for blindtarmsbetændelse. Der var hvide vægge og hvide lagner, og jeg kravlede op i hospitalssengen, hvor han viste mig sit ar på maven. Det var første gang, jeg så et ar. Min mor stod ved fodenden af sengen med min etårige lillebror på armen. Nogle måneder forinden havde min far sagt til hende, at han var forelsket i Mette. Nu boede han til leje ude på Cellovej.

De blev kærester på en skiferie til Canazei i 1978. Min far, Bo, delte værelse med sin kammerat Ejvind. Min mor, Eva, delte værelse med Kirsten. Det var bare sådan, at Ejvind og Kirsten havde et godt øje til hinanden, så inden længe spurgte Ejvind om lov til at bytte værelse med Eva. Den slags ville hun nødig stå i vejen for, så Eva flyttede ind hos Bo, der som ivrig udlufter bød sin nye sambo velkommen med en advarsel: »Jeg sover koldt. Jeg sover iskoldt.«

Min mor var 32-årig fraskilt mor til Søren. Min far var 26 år og forlovet med Trulte fra Norge. De var begge to folkeskolelærere i gang med at videreuddanne sig på Danmarks Højskole for Legemsøvelser. Formålet var at gøre gymnastikundervisningen mindre militaristisk og mere pædagogisk. Jeg blev født halvandet år senere.

Mine forældre var ikke gift, da jeg kom til verden. Det var efterhånden blevet almindeligt. I 1979 blev over 30 procent af danske børn født uden for ægteskab — det var godt en tredobling på bare ti år. I nogenlunde samme periode dalede folks trang til at gifte sig med 40 procent. Det var selvfølgelig en del af ungdomsoprørets opgør med autoriteter, og skandinaverne var med helt i front. Sammen med Sverige havde Danmark verdensrekord i antallet af såkaldt ugifte samlevende.

Ville med far

Mine forældre købte hus på Vibevej i Frederiksværk. Det er her, billedet er taget. I pejsestuen, hvor der stod et klaver, som min far tit spillede på med mig på skødet. Året var 1980. Min storebror, Søren, gik i 1. klasse på Byskolen. Min mor var lærer på Magleblikskolen, min far på Enghaveskolen. Økonomien var stram. Startlønnen for en seminarieuddannet folkeskolelærer var 96.805 kroner om året — omtrent 8.000 kroner om måneden. De havde lånt 60.000 af min farmor og farfar til udbetalingen til huset. For at spæde indtægten op arbejdede min far som svømmelærer i sommerferien og basketballtræner om vinteren. Hver dag hentede han mig tidligt om eftermiddagen hos dagplejen Karen, så de kunne nøjes med at betale den lave takst.

Peter blev født i sommeren 1983, vi flyttede op på Hulgårdsvej, og mine forældre snakkede om at gifte sig. Det handlede især om at knytte min far tættere til os, sådan rent juridisk. Lovgivningen var dengang skruet sådan sammen, at en ugift far ingen forældremyndighed havde over sine børn. Det fulgte et gammelkendt princip om, at Mater semper certa est, man ved altid, hvem moren er, mens Pater est quem nuptiæ demonstrant — far er den, brylluppet udpeger.

Så langt nåede mine forældre ikke. Onsdag den 19. september 1984, efter flere timers hidsigt havearbejde, trådte min mor ind i stuen, hvor min far sad ved skrivebordet.

»Sig mig engang, har du fundet en anden?« spurgte hun.

»Ja,« svarede han.

Min mor cyklede en lang tur. Bagefter samlede hun os alle sammen i stuen, hvor hun meddelte, at Bo ikke gad bo sammen med os mere, så han flyttede.

»Så flytter jeg med,« sagde jeg straks, mens min storebror begyndte at græde, og min lillebror hoppede intetanende rundt i sin gynge. Samme aften pakkede min far en kuffert. Han flyttede op til Jens og Birgit, hvor min mor tog på besøg og foreslog ham at vende hjem igen. En måned senere fandt han et lejemål på Cellovej, 100 meter fra sin nye kæreste, Mette. Jeg blev på Hulgårdsvej.

Det var ikke, fordi min far ikke ville have mig med. Tværtimod foreslog han, at jeg fulgte med ham, mens Peter blev hos min mor og Søren. Men det var ikke op til ham. Hans retsstilling var mildest talt elendig.

I 1984, da min far uden forældremyndighed satte sig ned hos Advokathjælpen for at få gratis rådgivning om sine muligheder for at tage mig med sig fra Hulgårdsvej, var reglerne sådan, at »særlige omstændigheder« skulle gøre sig gældende, før statsamtet overhovedet gav en far ret til personligt samvær med et barn født uden for ægteskab.

Min mor insisterede på, at vi tre brødre skulle blive sammen. Juristen hos Advokathjælpen mente nok, at min far havde en chance for at få sin vilje.

»Vi kan gå hele vejen, hvis det er,« sagde han.

Ikke så begejstret for Bo

Det havde min far alligevel ikke lyst til. Og sådangik det til, at vi, som det var så populært i 80’ernes skilsmissefamilier, havde hjemme hos mor og besøgte far hver anden weekend.

Han hentede os fredag efter skole. Nogle gange lånte han en bil, andre gange kom han på cykel med hænger på. Så sad Peter deromme, mens jeg sad på tværstangen og var Karl Gearskifter. Søren cyklede selv.

Jeg husker tiden i min fars lille lejebolig på Cellovej som ret fantastisk. Der var bare ham og os. En aften, da Søren og jeg ikke kunne sove, listede jeg ud i køkkenet, hvor han sad og rettede opgaver.

»Vi kan ikke sove,« sagde jeg.

Og så ved jeg ikke, hvor han fik den ide fra, for vi havde børstet tænder og det hele, men fem minutter senere kom han ind på værelset til os med en skål fyldt med Smarties-pastiller og Dumle-slikkepinde.

Når så han afleverede os på Hulgårdsvej søndag aften og skulle af sted igen, hylede vi op: »Du må ikke gå, du må ikke gå,« eller »Vi vil med, vi vil med.«

Min mor havde som regel brugt sin barnløse weekend på at leve op til en statistisk sandhed: Blandt arbejdende kvinder arbejder ingen så meget som enlige mødre. Mens vi spiste Dumle-slikpinde, løb min mor rundt og serverede fiskefileter og flæskesteg med sin veninde Bodil på hendes forældres restaurant i Rørvig. Det gav lidt ekstra, og det var der brug for. 1985 blev en isvinter. Kolde nordøstlige vinde sendte permanent termometeret under frysepunktet, der blev målt minus 25 grader, og min mor købte to paller koks, da brændet slap op. Året efter blev hun forfremmet til viceskoleinspektør.

En dag så vi tilfældigt min far. Peter og jeg sad for og bag på min mors cykel, da min far kom kørende forbi med Mette. De havde bil.

»Var vi ikke bare heldige i dag,« spurgte jeg min mor samme aften.

»Synes du ikke? Vi så Bo!«

Men min mor var ikke så begejstret for at se Bo. Det begrænsede sig helst til den højst nødvendige kalenderplanlægning. Og så vores fødselsdagsmorgener, når han kom forbi med en pakke i hånden og sad med ved bordet til rundstykker og kaffe. Jeg spiste Frosties med sødmælk.

’Få dig dog et liv’

Mine forældres samliv fra 1978 til 1984 var en del af det, skandinaviske demografer sidenhen har kaldt ’den stille revolution’: udbredelsen af ugift samliv som livsform. Det tog fart i 70’erne og 80’erne, og lovgivningen er stille og roligt fulgt efter. Den sidste rest af skellet mellem børn født inden for og uden for ægteskab er forsvundet. Ugifte fædres forældremyndighed har siden 2007 været en automatisk konsekvens af faderskabet. Udviklingen omkring særskatteregler og pensionslovgivning fortæller samme historie. I takt med at ægteskabet er blevet fyldt med idealer om følelsesmæssig selvrealisering, er det langsomt ved at blive tømt for retsvirkninger.

Skilsmisseprocenten ligger i dag på omkring 40. Det er nogenlunde det samme, som den gjorde, da mine forældre blev skilt i 1984. Bortset fra, at de ikke blev skilt. De gik bare fra hinanden. Min mor kunne næsten ikke vente, til vi var fyldt 18. Så slap hun endelig for at have noget som helst med min far at gøre. Hun var stadig vred på ham, da jeg fyldte 14. Jeg skulle nonfirmeres, som det hed, min mor arrangerede festen, og min far blev inviteret uden ledsager. Adskillige år tidligere var han flyttet sammen og blevet gift med Mette. Han nægtede at komme alene. Det ligner ikke noget, sagde han. Jeg prøvede at overtale ham til at komme alligevel. Han rystede på hovedet, men indvilgede til sidst.

»Nu har du fire år til at vænne dig til tanken,« sagde han til min mor efter festen. »For jeg kommer ikke alene, når det bliver Peters tur.«

Jeg har siden spurgt min mor, hvornår hun holdt op med at være vred på min far. Hun siger, at det var deromkring. Sådan her tænkte hun:

»Eva, du slipper aldrig for det. Du slipper aldrig for at samarbejde med Bo. Aldrig, aldrig, aldrig. Det er resten af dit liv. Så er der studenterfester, så skal de giftes, fødselsdage, børnebørn. Du slipper aldrig for det. Få det dog på en ordentlig måde. Få dig dog et liv.«

Kun på grund af mig

Jeg tror, det var en lignende erkendelse, der ramte mig den dag på Frederikssund Sygehus. Sammen eller ej, de hang på hinanden for altid. Min mor blev stående for fodenden af sengen med Peter på armen. Hun kiggede alle andre steder hen end på min far. Han kiggede alle andre steder hen end på hende. De kiggede begge to meget på mig. Måske var det mere en følelse end en egentlig erkendelse. En følelse af at være i centrum. En uformuleret bevidsthed om, at hvis det ikke var for mig, ville min far og mor være så langt væk fra hinanden, som de overhovedet kunne komme.

Jeg kommer i tanke om et andet, tidligere minde, jeg har af mine forældre sammen. Det var på Vibevej, det var nat, og jeg kunne ikke sove, så jeg kravlede ind i deres dobbeltseng og møvede mig ned i mellem dem. Der lå jeg og stjal lidt af skiftevis den ene og anden dyne, mens jeg havde den lettere skyldige fornøjelse, som jeg tror, hører de flestes barndom til. Den handler om at trænge sig på. At tiltrække sig opmærksomhed. At bryde ind i det, der opfattes som en enhed, og sige ’se mig’.

På en sygehusstue i 1985 gav det pludselig sig selv. Der var ikke længere noget fællesskab at forstyrre. Jeg havde deres fulde opmærksomhed. Det var uanset, hvad jeg gjorde. Der var intet sted at gemme sig. Vi var her kun på grund af mig.

Serie

Seneste artikler

  • Gensyn med familiebillederne

    3. januar 2012
    Jeg overtog barndommens album med fotos fra et Danmark, der var engang. Der var fortællende tidsbilleder, men mine forældres hemmelighed afspejlede sig ikke. Den forblev i deres personlige mørkekammer
  • Juniormesteren og skeletbokseren

    2. januar 2012
    Som voksen har jeg fattet afgrundsdyb respekt for min fars klasserejse og både grædt og grinet af historien om, hvordan han som arbejdsdreng på smedeværkstedet håndterede en kost
  • En plads i hjertet

    31. december 2011
    Fjordidyl ved Kalundborg blev afløst af storbyliv og verdenskrig. Torben Brostrøm genkalder sig en fjern sommer og undrer sig over sine forældres beslutninger
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu