Læsetid 10 min.

Mørket kalder på en forklaring

Den, som vil forstå den tid, han lever i, må forsøge at leve uden for den. En læsning af Karl Ove Knausgårds ’Min kamp’
Tolkning. Karl Ove Knausgårds ’Min kamp’ kan tolkes som en litterær bearbejdning af – og en reaktion på – samfundets neoliberale pres på subjektet.

Tolkning. Karl Ove Knausgårds ’Min kamp’ kan tolkes som en litterær bearbejdning af – og en reaktion på – samfundets neoliberale pres på subjektet.

Sigrid Nygaard
16. december 2011

Politik, etik og subjektivt fortalt litteratur vil ofte smelte sammen i to spørgsmål: Hvad findes der? Hvad kan jeg stille op med det?

I Karl Ove Knausgårds generation har ingen anden norsk forfatter stillet disse spørgsmål med en sådan skarphed, fylde og samtidighed, som han gør i Min Kamp. Denne roman er et nyskabende værk, også fordi sjette bog — med reference til den italienske filosof Giorgio Agamben — viser, hvordan det politiske begynder i det etiske.

At tolke en roman forudsætter en forståelse for det samfund, hvori den er blevet til. Kunne man forestille sig, at neoliberalismen med dens omfattende privatiseringer og dereguleringer siden 1980’erne har fået større afledte konsekvenser i Norge og andre vestlige lande, end vi hidtil har indset?

Udkast til sociologiske analyser af dette vilkår forelå i grunden allerede ret tidligt: Fra Ulrich Becks ’risikosamfund’ og Zygmunt Baumans ‘flydende modernitet‘ til Pierre Bourdieus kritik af neoliberalismen. Den franske filosof Dany-Robert Dufours bog L’art de réduire des têtes (’Kunsten at skrumpe hoveder’, 2003) udvidede siden perspektivet til at gælde de socialpsykologiske konsekvenser for subjektet. Dufours tese er, at neoliberalismen ikke bare påvirker den ydre politiske styring af samfundet, men også subjektets selvorganisering — det, man kunne kalde dets ’kamp‘.

Dufour antyder, at i den neoliberale epoke kan den menneskelige bevidsthed undergå en art ’mutation’ på en sådan måde, at dens funktioner svækkes. Efter Kants ’kritiske’ subjekt og Freuds ’neurotiske’ subjekt følger i den neoliberale epoke noget nyt og hidtil ubeskrevet, mener Dufour. Kapitalens forstærkede krav til fleksibilitet, til produktion og kommunikation betyder, at enkeltmennesker må tilpasse sig på så ekstreme måder, at resultatet bliver et slags ’psykotisk’ subjekt med forskellige grader af virkelighedsfortrængning. Hvor akut og aktuel en sådan beskrivelse er, mindes det norske samfund dagligt om efter terrorhandlingerne den 22. juli, som Knausgård også omtaler i sjette bog.

Min kamp kan også tolkes som en litterær bearbejdning af — og en reaktion på — samfundets neoliberale pres på subjektet. I sidste del af Min kamp 6 udvides fortællerens kamp til at gælde en anden, Knausgårds hustru Linda, i en fortælling om psykisk sygdom som på udsøgte litterære og sårbare risikable måder udvider romanens egen antropologi, bygget som den er på det fundamentale møde mellem ’jeg’ og ‘du’; i vestlig kultur tidligt formuleret i den bibelske fortælling om brødrene Kain og Abel — en historie, Knausgård stedse vender tilbage til, omplacerer og genfortæller.

Knausgårds kamp

Hvad betyder det, at noget er virkeligt? En mulig konsekvens af neoliberalismen er, at politikken svinder ind; næsten helt ind til et punkt, hvor den ikke er til at få øje på. Orienterer man sig i den norske debat efter 22. juli, bliver det klart, at denne drejer sig stedse mere om at tyde samtiden med forskellige tolkninger af, hvad der er virkeligt — og stedse mindre om, hvilken slags fremtid man vil skabe. Tesen om ’historiens afslutning’ tager så at sige bolig i sproget, i selve ordvekslingerne. Politikken kommer til at stå i stampe i en kamp om virkelighedsbilleder.

Knausgårds ’kamp’ adskiller sig fra andre kampe gennem skildringen af Karl Oves modstandskraft og indbildningskraft. Værket skaber en produktiv konstellation af samtidige, private og historiske litterære billeder i fortællinger, som river titusinder af læsere med sig. Sådanne konstellationer er ikke radikalt nye i romankunsten, navnlig ikke efter Proust. Men Knausgård sætter det i endnu højere grad på spidsen.

Hvordan placeres han i forhold til ældre norske forfattere? Ved neoliberalismens indtog omkring 1980 markerede to norske forfattere sig med forskellige utopiske — og i tiltagende grad desillusionerede — romanprojekter; Dag Solstad i hovedsagen monologisk, Kjartan Fløgstad mere flerstemmig. De forfatterskaber er unikke derved, at de trods litterære bølgedale har formået at holde sig i front af norsk romankunst helt frem til deres foreløbig sidste bøger, Solstads 17. roman og Fløgstads Grænse Jakobselv. Begge udkom samme år som første bind af Min kamp (2009). Solstads bog kan læses som en fremstilling af generationsforskelle under neoliberalismen. Fløgstads roman skildrer nazismens virkninger i europæisk kultur efter 1945, helt frem til beskrivelsen af autentiske våbenlagre omtrent på samme sted som der, hvor Anders Behring Breivik voksede op, ved Frognerparken i Oslo.

Jon Fosse vendte sig fra sin debut i 1983 programmatisk bort fra litteratur med politiske perspektiver i 1983. Men som al stærk litteratur rummer bøgerne alligevel politiske implikationer, som Leif Zern påpeger i Det lysende mørke (2005), bl.a. med henvisning til Alain Ehrenbergs teorier om ’det depressive samfund’, en vigtig del af grundlaget for Dany-Robert Dufours bog. Zern argumenterer overbevisende for, at Fosse, gennem sin beskrivelse af unge mænd, som melder sig ud og ikke vil deltage i arbejdsliv eller samfund, beskriver vigtige træk ved det, jeg her kalder neoliberalismen. Med de sidste Fosse-fortællingers genbrug og omplacering af myter bliver det litterære og ideologiske slægtskab mellem ham og Knausgård endda stærkere bag de ydre, formmæssige forskelle.

Opbrud og kontinuitet er en evig diskussion i litteraturen. Det mest markante, kanoniske brud med Solstads og Fløgstads politiske tænkning i norsk litteratur sker efter min mening med Jon Fosses debut. Knausgård fortsætter og forstærker Fosses vending mod individet og mod menneskets dødelighed med åbenhed for både en hellenistisk og en jødisk-kristen tolkning af de menneskelige grundvilkår. I deres genbrug af mytiske billeder og forestillinger ligger der også en politisk sprængkraft.

Utopi

800 sider inde i Min kamp 6 indføres Giorgio Agamben som en slags hjælp for at hale bogens 400 sider lange essay om Hitlers Mein Kampf i land. Ved tilfældighedens brutale spil opstod der hermed en relation til de dramatiske samtidige hændelser i Norge den 22. juli, som var umulige at forudse, da Knausgård begyndte. Hvorfor har han brug for Agamben (og for Emmanuel Lévinas, som citeres via Agambens hovedværk Homo Sacer) for at afslutte essayet om Hitler? Måske for at komme ud af det dilemma, som Knausgårds deler med den tyske filosof og nazipartimedlem Martin Heidegger: At finde en vej fra væren til praksis; fra det, som er, til det kommende. Sådan beskriver bogen en politisk ambivalens:

»(...) vi lever i et samfund, som på den ene side har gjort det utopiske og det revolutionære umuligt, og som modsætter sig enhver reel forandring af sit system ud fra den tankegang, at det er så godt, som det nu kan blive, og i al fald meget bedre end alternativerne, som alle er faldet tilbage i systemer af eskalerende umenneskelighed og er endt i katastrofer; men som på den anden siden selv forandrer sig med en hastighed og en radikalitet, som dybest set er revolutionær og fører direkte ind i det utopiske forstået som det andet sted.«

Agamben og andre forfattere bruges for at forstå forholdet mellem Hitler og Heidegger og de fatale følger af nazisternes bearbejdning af sproget. Jeg vil udvide perspektivet til Agambens essay »What is Contemporary« i bogen What Is an Apparatus? (2009), hvor han spørger: »Hvad betyder det at være samtidig med noget?« Den, som vil forstå den tid, han lever i, må forsøge at leve uden for den, hævder Agamben med støtte i Nietzsche. Udsagnet minder om Knausgårds rasende 1800-talsmand eller om romanens lange dyk ned i 1600-talsmennesket. Sådanne litterære henrykkelser skaber produktive brudflader i Min kamp, hvor alt forankres i hundredvis af siders hverdagslige skildringer af bleskift, ture til supermarkedet eller børnehaven og andre dagliglivsscener fra en familie fra 2000-tallet.

Den samtidige, skriver Agamben, er den, som fastholder et blik på sin egen tid og ser — ikke efter dens lys, men efter dens mørke på en sådan måde, at mørket i hans egen tid angår ham og aldrig ophører med at engagere ham. Agambens essay gør et spring fra det mikroskopiske til det kosmiske: Han minder om, at øjets oplevelse af mørke ikke sker passivt, men aktivt, i de såkaldte ’stave’ på retina, nethinden. På samme måde, antyder han, må mennesket forholde sig til manglen på lys i kosmos: Stjernerne på himmelen er omgivet af et stort mørke. Men da himmelen er fyldt af et uendeligt antal oplyste legemer, må dette mørke kalde på en forklaring. Astrofysikerne forklarer det sådan, at vi lever i et ekspanderende univers, hvor de fjerneste galakser forsvinder med så stor hastighed, at lyset fra dem aldrig når frem til os. Det, vi observerer som mørke, er i virkeligheden lys, som er på vej imod os, men aldrig når frem til os, fordi de galakser, som lyset stammer fra, bevæger sig væk fra os i en fart, som er højere end lysets hastighed. Agamben opsummerer: At se, i samtidighedens mørke, dette lys, som er på vej imod os, men ikke kan nå os, er, hvad det betyder at være samtidig.

For at beskrive det samtidige griber Agamben til et nyt fagfelt. Moden, mener han, er et tegn på, hvordan vi lever midt i et brud i det, man kunne kalde for tidens rygrad. Modens nu, det øjeblik, hvor den bliver til, kan ikke måles. Sker det, når designeren undfanger ideen om tøjets form? Sker det, når skrædderen begynder at sy? Eller sker det i modeshowet, når tøjet vises frem?

Mennesker af kød og blod

Moden er altid afhængig af, at mennesker af kød og blod vil genkende den som mode og vælger dens stil. Moden finder altid sted på en ikke mærkbar tærskel mellem et ’endnu ikke‘ og et ’ikke længere’. Og det kan godt ske, siger Agamben videre med endnu et spring, at teologer har ret i, at konstellationen mellem et ’endnu ikke’ og et ’ikke længere‘ stammer fra den teologiske tydning af beklædning fra det allerførste klædestykke af skind, som Herren udstyrer Adam og Eva med i sidste øjeblik, før han driver dem ud af Paradis i Første Mosebog 3,2. Paradis er, som i utopien ’ikke længere‘ og et ’endnu ikke’. Her er vi fremme ved den bog i Bibelen, som Knausgård stadig refererer til, og som han selv i de seneste år har været med til at oversætte til norsk. Moden kan dermed fremstå med reddende virkning, ved at mennesker bestemmer sig for at tolke fortid, nutid og fremtid på nye måneder. For det virkeligt samtidige, siger Agamben, forholder sig også aktivt til det arkaiske, det oprindelige. Det arkaiske kan f.eks. være myterne, bibelfortællingerne eller de græske sagn og eposer, som han selv og Knausgård benytter sig af. Sådanne fortællinger, skriver Agamben, slutter lige så lidt med at operere inden for det samtidige, som fosteret slutter med at være aktivt i vævsudviklingen til en moden, udvokset organisme og lige så lidt, som barnet slutter med at være virksomt i det psykiske liv vej en voksentilværelse.

Selve nøglen til det moderne er gemt i forholdet til det præhistoriske og ældgamle, hævder Agamben. Det, som forbliver ulevet, drages hermed uophørligt tilbage til det oprindelige uden at være i stand til at nå det. Nuet er ikke andet end det ulevede element i alt det, som leves. Det, som forhindrer adgangen til nuet, et netop mængden af det, som af en eller anden grund ikke klarer at leve. Måske skyldes det nuets traumatiske karakter eller dets overvældende nærhed, skriver han, med formuleringer, som ligger nær vigtige bevægelser i Min kamp.

I slutningen af Knausgårds værk kunne man sige, at resterne af erfaringen med farens død repræsenterer det første, et traume. Terrorhandlingerne den 22. juli og eftervirkningerne af dem repræsenterer det andet, en overvældende nærhed. Værket turnerer traumet og nærheden på overbevisende måder ved at fremskrive alternativer til vitalistiske måder at betragte etik og politik på, som andre dele af værket har refereret til, f.eks. hos Knut Hamsun.

At give den stærkeste ret

Agambens tekster er en inspiration til at knytte den vestlige traditions stærkeste mytiske tekster til et dagligdags, hverdagsligt nu. Essayet ender der, hvor mange af hans bøger opholder sig: i en linje fra Paulus’ genbrug af jødiske myter og fortællinger i Det Nye Testamente til Walter Benjamins formulering af den i en særegen marxistisk, jødisk-mystisk kontekst i de sidste år før Anden Verdenskrig. I direkte polemik mod Heideggers »forgæves forsøg på at redde historien« formulerer Benjamin nogen af efterkrigstidens mest virksomme sætninger, om billeder, som først i et bestemt nu bliver læsbare eller mulige at fornemme. Agambens essay strækker sig imod sådanne lysglimt af indsigt fra Benjamins efterladte Passageværk.

I en tid, hvor kraftfulde, hadefulde tolkninger af virkeligheden, af hvem som var her først, tager overhånd i mange debatter, giver en sådan reaktualisering af myter og klassisk kunst og litteratur et værn imod tanken om at give den stærkeste ret. Min kamp toner ud via historien om Kain og Abel i et blik på Linda og børnene Vanja, Heidi og John: En stærk demonstration af en mulighed for at starte påny i mødet med den anden og begynde en samtale, hvor ‘du’et’ bliver anset for noget, der findes med en fortsat ret til eksistens og til at påvirke historiens retning — også i ’jeg’ets virkelighed.

 

Tom Egil Hverven er norsk journalist og litteraturkritiker ved avisen Klassekampen Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu