Læsetid: 7 min.

’Mor og far i haven’

Måske var det lige her, det skete, i haven bag billedet, at mine forældre blev forelskede i hinanden, eller måske var det allerede sket. Karen Syberg reflekterer over erindringens væsen i Informations serie om familieportrætter
Måske var det lige her, det skete, i haven bag billedet, at mine forældre blev forelskede i hinanden, eller måske var det allerede sket. Karen Syberg reflekterer over erindringens væsen i Informations serie om familieportrætter
28. december 2011

Det er min far og mor, der sidder i vores have, Pilegaardens have, hvor jeg er vokset op.

Det er højsommer, solen skinner, den hvide havestols armlæn kaster skygger på min mors sommerkjole. Hun er i gang med et håndarbejde af en art, far har sat sig i vest og skjorteærmer, hans arbejdstøj.

Han sidder i liggestolen, men intet i hans holdning tyder på, at han har tænkt sig at slå sig ned. Lige om lidt er han nok væk igen, han har bare sat sig for at snakke lidt. Eller for at give hende en besked, før han går ned i plantagen igen? Påklædningen kan tyde på, at det er dér, han kommer fra.

Den anden hvide havestol er tom. Men hov, det er slet ikke en stol, det er havebænken, der er blevet halv. Ved nærmere eftersyn er man udsat for en art trompe-l’œil, (øjenbedrag, red.)blot med haven uden om lærredet som medspiller. Min far og mor sidder ikke i haven. De sidder i et billede, på et lærred, der forestiller haven. Og lærredet skærer havebænken over, selv om man i første øjeblik tror, at det bare er den havestol, min mor ikke har sat sig i.

Kigger man efter, kan man også se, at sukkerpæretræet, som er det høje træ, der står mellem min mor og far i billedets baggrund, fortsætter ud over billedrammens øverste kant. For bag lærredet står det virkelige sukkerpæretræ og rækker sine grene så langt op og ud, at det ikke kan være på billedet.

Vender man blikket mod fotoets forgrund, anes forklaringen. Her ligger en malerkasse, nogle pensler stikker op.

Det er min farfars malerkasse, hvad jeg kan afgøre med sikkerhed, eftersom det er ham, der har malet billedet.

Min far og mor sidder der ikke i virkeligheden. Men når min farfars malerkasse er fremme, er det sandsynligt, at min mor og far sidder lige bag billedet. I virkeligheden, på græsset, i haven. At de sidder model. Det kan man bare ikke se, fordi lærredet står foran.

Fødderne

Der er noget ved maleriet, jeg ikke rigtig forstår. Hvorfor har de ingen fødder? Hvorfor har min farfar ikke reddet dem helt ind i billedet, men ladet deres fødder blive udenfor?

Er de først nu på vej ind i billedets verden? Er de så at sige ved at stige op i en anden sfære, mens det, der rører ved jorden, når man går, er blevet ude i den profane virkelighed?

Jeg ved det ikke, kan ikke rigtig forlige mig med det. Der var da masser af plads på lærredet til at lade dem komme helt indenfor, hvis det var det, min farfar havde villet, tænker jeg.

Men så kigger jeg igen på maleriet og ser, at hvis man skal have dem, så den usynlige linje mellem deres hoveder skærer det punkt, hvorfra sukkerpæretræet begynder at brede grenene ud; hvis min mors bøjning skal harmonere med det hældende valnøddetræ i baggrunden, ja, så var der ikke plads til fødderne. Måske er det forklaringen.

Fanget

Maleriet må være fra 1930’erne, nærmere bestemt mellem 1933 og 1939. I 1933 blev min mor nemlig model for min farfar. Hun stammede fra Kerteminde, men havde arbejdet en del år i Italien. På et besøg hjemme var hun stødt på min farfar, og nu havde hun accepteret den gamle malers opfordring til at sidde model og kom altså dagligt på Pilegaarden.

Når det ikke kan være malet senere end 1939, er det fordi min farfar døde det år.

Min far var nogle år før kommet hjem fra Leipzig, hvor han havde uddannet sig til komponist. Efter en tid i København var han flyttet tilbage til Kerteminde, hvor han var blevet ansat som organist ved Sct. Laurentius kirke nede på torvet.

Han flyttede ind hos min farfar, der var blevet enkemand for anden gang. Så blev min mor og far forelsket i hinanden. I 1938 blev de gift.

Om det er kommet så vidt, kan jeg ikke se af billedet. Måske er de slet ikke kærester endnu, måske er min mor bare blevet sat med et håndarbejde, fordi det var meningen, at min farfar ville male endnu et billede af hende i haven. Dem har han lavet mange af.

Men så er min far kommet forbi, og min farfar har kaldt: ’Kom lige herhen’, og så måtte min far sætte sig i liggestolen og lade, som om han snakkede med min mor, så kompositionen med sukkerpæretræet i midten kunne komme til sin ret.

Min far har fortalt, at da han og hans søskende var børn, lærte de efterhånden lynhurtigt at gennemskue, når min farfar fik et bestemt blik i øjnene. Så var det nemlig om at komme væk i en fart og gøre sig usynlig resten af dagen. Ellers blev man sat til at ’sidde’, og det kunne stjæle mange dages kostbar legetid, før sådan et billede blev færdigt.

Måske er min far også blevet fanget på det her billede. Måske nåede han ikke at snige sig væk og ned i plantagen til sine æbler og bier, før min farfar fik øje på ham og kaldte kom lige her.

Og så er han blevet sat ned over for min mor, som han måske slet ikke kendte ret godt, fordi hun lige var kommet til Pilegaarden, og så sidder de der. Længe. Måske har min farfar sagt, I må gerne snakke imens, og måske har de været generte og ikke vidst, hvad de skulle snakke om. Men de skulle jo sidde der i lang tid, selv om det ser ud, som om min far kun har sat sig et kort øjeblik, og til sidst har de siddet og kigget så længe på hinanden, at de blev forelskede. Måske var det i virkeligheden lige her, det skete, i haven bag billedet.

Mens de var på vej ind i en sublimeret verden på lærredet, men endnu ikke havde sluppet jorden med fødderne, har de måske nået at sidde og kysse hinanden ude i virkeligheden, når min farfar ikke så på dem, fordi han var ved at male og kun ind imellem lænede sig lidt til siden for at kigge ud over billedrammen på modellerne bagved.

Om erindring

Det kan også være, at billedet er malet på et tidspunkt, hvor de allerede er forlovet eller gift. Min mor lytter uden at tage øjnene fra håndarbejdet. Hun kan godt høre uden at behøve at kigge på sin mand.

Og min fars ryg ser ikke rigtig ud, som om det er første gang, han taler med min mor. Snarere ser han en smule ivrig ud, nu skal du høre-agtig. Får man ikke en fornemmelse af fortrolighed mellem dem, hvis man kigger ordentligt efter?

Jeg forsøger at komme i tanke om, hvad de gik og snakkede om til daglig, men jeg husker det ikke. Hvad jeg husker om min far og mor er mest — ja, billeder. Jeg kan se min mor stå i køkkenet og være sur, fordi min far har glemt at købe et eller andet til husholdningen med hjem. Min far var ret distræt.

Men jeg kan også se dem lige give hinanden et kram, hvis de mødes i stuen på vej til hver deres gøremål. Det gjorde de tit.

Jeg kan se et fremmed gæsteværelse for mig, hvor min mor ligger i dobbeltsengen med min bror og mig. Det er nat, og jeg vågner, fordi min far lige er kommet ind i værelset og en smule fuld og glad er ved at klæde sig af for at gå i seng.

Min mor må have lagt sig sammen med os, min far er fortsat nedenunder sammen med dem, vi er på besøg hos.

Det, jeg husker bedst, er dog, at jeg troede, der var blåt glas i vinduerne. Sådan så natten ud, og det hele var fremmedartet og eventyrligt.

Jeg husker dem også sidde som på min farfars billede. Altså er billedet et erindringsbillede. Eftersom de ofte har siddet i haven, kunne jeg i teorien godt have et foto af dem, hvor de sidder nøjagtig ligesådan. »Mor og far i haven«. Også et erindringsbillede, et foto er jo heller ikke virkelighed, men på netop det her foto, hvor de sidder på maleriet af haven, bliver de på en måde mere virkelige, fordi det jo kan være, at de i virkeligheden sad lige der, omme bagved billedet.

Der er det, at de for alvor træder ind erindringens sfære. En erindring er noget, der har afsat en ganske bestemt symbolsk orden inde i én, og det er kun den, der erindrer, der helt ved, hvad den står for.

Det, der gør en erindring virkelig, er det, der bliver tilbage, når alt det andet er sagt. Alt, hvad jeg har skrevet, er således kun gætterier, noget, der dukker op, når jeg ser på billedet.

Men hvad det virkelig betyder, kan jeg kun kredse om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu