Læsetid: 6 min.

En moralsk instans

Christa Wolf lykkedes som forfatter bedre end de fleste med at bearbejde den katastrofale tyske historie og i bøger beskrive staters livsløgne og levere kritiske analyser af stadigt virksomme traditioner. Som privatperson meldte hun sig som stikker for Stasi og glemte alt om det igen. En stor tysk forfatter er død
2. december 2011

»Ein lebbares Leben« — et liv, der er til at leve (med), var Christa Wolfs drøm, og det lyder både banalt og let at opfylde, men det var det ikke for hende. Dels var hendes livsomstændigheder ikke de nemmeste, dels hørte hun ikke til dem, der ville slå sig til tåls med et hvilket som helst liv.

Hun blev født i 1929 og voksede op i Landsberg an der Warthe (nu polsk), hvor hun boede, indtil familien i foråret 1945 flygtede fra de fremrykkende russiske tropper og endte i Mecklenburg først med britisk, så med russisk besættelsesmagt. Hun levede sit ungdomsliv og det meste af sit voksne liv i DDR, først som idealistisk socialist, senere som mere og mere skeptisk kritiker ikke alene af socialismen, men af hele den vestlige civilisation (som også socialismen jo er en del af). Og hun levede sine sidste 20 år i et forenet Tyskland, som hun gerne havde set i en anden skikkelse.

Christa Wolf debuterede som forfatter først i 1960’erne, og hendes første roman fra 1963 handlede om den tyske deling så at sige set østfra. Men romanen var ikke blot propaganda: Den fortæller, hvordan delingen slår en kærlighed i stykker. Hun var dog partitro nok til i nogle år at være en slags suppleant til statspartiet SED’s centralkomité. Men da regimet i 1965 slog hårdt ned på kritiske intellektuelle, sagde hun fra — og var så ikke længere suppleant. Allerede hendes næste bog, Tanker om Christa T.fra 1968 — den første, der også kom på dansk — er mere tvivlende, melankolsk. »Christa T. dør af kræft, men det er DDR, hun lider af,« skrev en vesttysk kritiker. Christa Wolf blev med årene mere og mere kritisk over for forholdene i DDR, og der er ingen tvivl om, at hun efter 1976, da sangeren Wolf Biermann var blevet frataget sit DDR-statsborgerskab, overvejede at følge flere kollegers eksempel og forlade sit land.

På kant med sin stat

Det gjorde hun ikke. Hun var for mange blevet en moralsk instans, en man søgte råd hos, en erstatning for den offentlige samtale, som ikke kunne finde sted, og hun ville ikke lade sine landsmænd i stikken. Desuden kendte hun Vesten godt nok fra rejser og ophold til at vide, at forskellen mellem øst og vest ikke var en simpel forskel mellem helvede og paradis. Hendes ideal og mål var en reformeret, fri socialisme. Den fik hun lejlighed til at tale for i tiden omkring Murens fald, hvor en af hendes taler var en appel til østtyskerne om nu at blive i deres land og fortsætte den demokratiske proces i stedet for enten at udvandre til Vesten eller at stemme for en indlemmelse i Vesttyskland. Det havde hun som bekendt ikke held med, så lidt som de borgerretsgrupper, der havde dannet sig i slutningen af 1980’erne.

Da Christa Wolf og hendes stat var kommet mere og mere på kant, blev der gjort flere og flere forsøg på at intimidere hende, måske også på at få hende til at emigrere, så man var af med hende. Det beskrev hun i en lille bog fra 1990, Was bleibt — Det der bliver hængende, bliver ved — og den udløste så i det forenede Tyskland en kampagne mod hende, som — på mig — virkede modbydelig og stadig gør det. Man — især et par vesttyske kritikere — bebrejdede hende, at hun, der jo dog havde været privilegeret, nu stiliserede sig selv som offer. Christa Wolf, som havde masser af læsere også i Vesten, som havde modtaget megen også vestlig hæder, og som var blevet beundret for sin civilcourage, var nu pludselig ikke andet end en ’statsdigter’, som man gjorde klogt i at lægge til side sammen med resten af DDR.

Kampagnen gjorde ondt. Og så var Was bleibtslet ikke nogen stilisering til offer, men en refleksion over, hvad der netop bliver hængende, hvad der bliver ved med at virke i lang tid bagefter. Ganske som et af Christa Wolfs hovedværker, Kindheits- musterfra 1976 (Barndomsmønstre), der blandt andet er en lang fortællende overvejelse over de følger, ens opvækst på en bestemt tid i et bestemt samfund har, uanset hvilke erfaringer man gør, og hvilke holdninger man indtager bagefter. Mens Kindheitsmuster var et indirekte opgør med DDR’s livsløgn: At man én gang for alle havde lagt de dårlige elementer i tysk historie bag sig, blev de følgende bøger til kritiske analyser af endnu ældre — men stadig virksomme — traditioner: Intet sted. Intet fra 1979 genfortæller en historie fra den tyske romantiske periode, Kassandra fra 1983 (også på dansk) griber helt tilbage til den græske oldtid, og begge værker — og flere senere — tematiserer afgrunden mellem de muligheder, der gives mennesket, og dets håb om at kunne leve »ein lebbares Leben«. Og ’Intet sted’ i titlen på bogen fra 1979 er jo en oversættelse af ’Utopia’.

Bitterhed og selvopgør

Der kunne i nogle af Christa Wolfs bøger fra 1990’erne spores en bitterhed over den behandling, hun var udsat for. Men hun søgte ikke den nemme retfærdiggørelse, derimod altid det næsten pinagtige selvopgør. Hendes seneste store bog fra 2010, Englenes by, eller: The Overcoat of Dr. Freud, som er udkommet på dansk i år, er som Kindheitsmusteri mange lag, men et af dem er afsløringen (i 1992) af, at Christa Wolf i sine unge år i en kort periode havde indvilget i at være meddeler for den østtyske sikkerhedstjeneste. Det havde hun selv komplet glemt eller fortrængt, og der er til dato ingen vidnesbyrd om, at hun nogen sinde har skadet nogen med det, hun måtte have fortalt. Naturligvis har denne oplysning også været brugt imod hende, men hun bruger den frem for alt mod sig selv som et udgangspunkt for refleksioner over, hvordan man bærer sig ad med at tage sit liv på sig — inklusive det, som man ikke mente, ikke troede, måske ikke anede hørte til det.

Imod kulturpolitikken

En central betragtning i den forbindelse er, at det korte mellemværende med Stasi (siden var Stasis mellemværende med hende langt mere omfattende, ringbind efter ringbind) hører til tiden, før hun begyndte at skrive. Da hun først gjorde det, krævede litteraturen en autenticitet af hende, som var den, der fik hende til at skyde hjertet op i livet på mødet i 1965 og tale mod den skærpede kulturpolitik, og som bragte hende på større og større afstand af den stat, hun gerne ville holde af, men som ikke gav hende mange chancer for det. Kunsten, sproget, lader sig ikke narre.

Om Christa Wolfs kunst var af den helt store slags, vil man kunne strides om. Mange — også mange, som nærer stor respekt for hendes virke — har fundet hendes stil tung og grublende, og nogen humørbombe kan man vel næppe sige, at hun var. Men hun hørte til den generation af tyske forfattere, for hvem litteratur og borgerligt engagement var to sider af samme sag, fordi begge dele blev til på baggrund af en katastrofal historie, som de selv var vokset op og ind i: deres ’barndomsmønster’.

Nogle fra denne generation er endnu tilbage: Siegfried Lenz, Martin Walser, Günter Grass. Med Christa Wolfs død er der blevet én færre. Men hun nåede at få sagt meget, også meget, som man vil vende tilbage til, og som ikke kun fortæller om DDR, men om — ja, om menneskets lod.

 

Christa Wolf nåede at få sagt meget, som man vil vende tilbage til, og som ikke kun fortæller om DDR, men også om menneskets lod. Foto: Rainer Jensen/AFP

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer