Læsetid: 5 min.

Når Gud er queer

Bøsser og lesbiske pars ret til kirkelig vielse blev mødt med skepsis, da der var debatarrangement i Stefanskirken med queerteologi og feminisme på programmet
5. december 2011

I sidste uge hang der et banner foran Stefanskirken på Nørrebrogade i København.

»Kærligheden kender ikke til køn. Tillykke Danmark,« stod der med alle regnbuens farver.

Anledningen var regeringens lovforslag, der vil tillade to mennesker af samme køn at blive viet i kirken. Det er de tilfredse med i Stefanskirken, men i aften har de besøg af en teolog, der er knap så begejstret. Viggo Julsgaard Jensen er for så vidt enig i, at kærligheden — Guds kærlighed — ikke kender til køn. Han er enig i, at heteroseksuelle pars særstatus er et problem. Men han kan ikke se, hvordan det for alvor rykker ved noget at lukke homoseksuelle par ind i folden.

»Det ændrer ikke på nogle ret rigide familieforestillinger,« siger Viggo Julsgaard Jensen.

»Guds kærlighed kan vi ikke begrænse til ægteskabet.«

Omtrent 40 mennesker har trodset støvregnen og bænket sig under skib og tændt adventskrans denne tirsdag aften i Stefanskirken. De er her for at høre om teologi fra både et queer- og feministisk perspektiv. Viggo Julsgaard Jensen repræsenterer førstnævnte. Hans vigtigste pointe er, at kategorier som ’mand’, ’kvinde’, ’heteroseksuel’ og ’homoseksuel’ er sekundære:

»Queerteologiens påstand er, at vores kristne identitet overskygger alle andre former for identitet,« siger han og citerer Paulus’ dåbsformel i Galaterbrevet, kapitel tre, vers 28, som bevis for, hvordan køn er uden betydning for Gud.

»Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.«

Kærlighed spærres inde

Der er stille i salen bortset fra lidt slubren. En del har tanket op med kaffe, te og småkager, der er stillet frem foran prædikestolen. Den 30-årige queerteolog fortsætter med at fortælle om nadveren, der forbinder os alle i ét legeme. Her flyder køn, seksualitet og andre sociale identiteter sammen i et gudskabt fællesskab, som ikke gør forskel og ikke rangordner.

Derfor ærgrer det Viggo Julsgaard Jensen, at der skal laves to forskellige vielsesritualer — et for heteroseksuelle par og et andet for homoseksuelle.

»Det lægger alt for meget vægt på de to parters seksualitet. Og det er altså ikke seksualiteten, der velsignes. Det er heller ikke ægteskabet som en orden. Det er den kærlighed, der stammer fra Gud, som velsignes,« siger Julsgaard Jensen.

Helst så han, at det juridiske ægteskab forsvandt fra kirken. Det kunne åbne for et bredere velsignelsesritual, der anerkender mange forskellige former for kærlighed, hvad enten det udspiller sig mellem tre livslange veninder, to brødre eller i en anden type samlivsform.

»En enlig mor kan også have brug for at få velsignet sin kærlighed til sit barn,« siger Viggo Julsgaard Jensen, inden han slår sit budskab fast:

»Det nytter ikke noget, at vi spærrer den kærlighed, der kommer fra Gud, ind i et ritual, der er afhængig af køn.«

Sprogligt muret inde

Fra salen, blandt vinterjakker og hjemmestrikkede halstørklæder, bliver der stillet spørgsmål. En korthåret kvinde i 30’erne, genkendelig som kønsforsker Rikke Andreassen fra Roskilde Universitet, undrer sig over det kønsløse aspekt af queerteologien. For selv om vi med god grund kritiserer, forstyrrer og bøjer herskende forestillinger om køn, »så kan vi aldrig slippe væk fra kønnet«, siger hun og spørger, om ikke queerteologien er et meget idealistisk projekt, der glemmer, at kirkens virkelighed altid vil være befolket af kønnede væsener.

»Hvem er det i kirken, der kan se uden om kønnet?«

Viggo Julsgaard Jensen er enig i, at vi aldrig kommer uden om vores køn.

»Det er på et teoretisk plan. Det er idealistisk. Det er tænkt,« siger han og fortsætter med et svært forståeligt argument, der indeholder begreber som ’den eskatologiske virkelighed’ og forestillinger om »at transformeres væk fra vores køn«.

Her bryder aftenens anden oplægsholder ind.

»Ja, du kommer lidt i vanskeligheder her,« siger Lene Sjørup, der er ph.d. i teologi og ved et og andet om feminisme.

»For vi er sprogligt muret inde i køn.«

Netop kirkens og Biblens sprog ligger Lene Sjørup meget på sinde. Hun skabte stor debat for et par måneder siden, da hun sagde.

»Gud velsigne og bevare dig,« i en radiotransmitteret morgenandagt fra Vor Frue Kirke i København.

Hendes brøde bestod i at anvende ordet ’Gud’ i stedet for ’Herren’. Det gjorde hun helt bevidst.

»Det betyder noget, hvad man rent faktisk siger i en gudstjeneste,« siger hun denne aften i Stefanskirken.

Når Gud konsekvent omtales som konge, herre og fader, så er det med til at sætte lighedstegn mellem det guddommelige og det mandlige, mens kvinder forbliver jordbundne og faldne, forklarer hun og opfordrer tilhørerne til selv at undersøge sagen.

»Prøv at tælle, hvor mange gange, ordet ’Herren’ optræder under en gudstjeneste. Jeg tror, det er 50 gange. Det ligner en socialisering til en bestemt måde at tænke på.«

»Selv ateister kalder Gud for ’han’.«

Og det kan, minder Lene Sjørup om, ikke bortforklares med henvisninger til de hellige skrifter.

»Biblen er ikke en neutral bog fra det højeste sted. Den er skrevet af mænd, der har påtaget sig at tale i Guds sted,« siger hun og foreslår en række andre gudsbilleder:

»Gud er også brødbagersken. Gud er kvinden, der ikke kan finde sin mønt. Gud er hønen, der lægger sig på æggene. Vi har så mange billeder at tage af.«

’Har du mødt ham?’

Lene Sjørup er feministisk teolog, og det er ikke altid lige nemt i Danmark, hvor der hersker en såkaldt teologisk provinsialisme, fortæller hun. Mens der i USA er et utal af retninger inden for kristendommen — sort teologi, asiatisk teologi, feministisk, lesbisk, politisk, queer — der alle diskuterer og arbejder sammen på kryds og tværs, så sidder man, ifølge Sjørup, herhjemme stadig fast i diskussioner mellem Tidehverv og grundtvigianisme.

»Vi er ikke kommet videre, end at det kan blive en skandale, når man siger ’Gud’ i stedet for ’Herren’,« siger hun.

Men hvad nu, hvis Gud er en mand, vil en ung kvinde i salen gerne vide. Hvad nu, hvis han i virkeligheden har skabt en verden af homoseksuelle og heteroseksuelle. Hvad nu, hvis der er forskel?

Lene Sjørup svarer med rolig stemmeføring.

»Når du siger, at Gud er en mand, så gør du Gud til noget substantielt, og det er Gud pr. definition ikke.«

»Hvor ved du det fra? Har du mødt ham?« vil den unge kvinde vide.

»Ja, det har jeg. Har du ikke?«

»Jeg er ikke kristen.«

»Nej, det kan jeg forstå.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu