Læsetid: 5 min.

Oprør og arkitekturteori

Selvoplevet I. Hvad var det for en kulturel uro, kapitalismekritikken satte i spil omkring 1970? Var det alt sammen politisk munkemarxisme? Eller var brugsværdi og guldværdi også stikord til en nødvendig, men dengang ’ny’ diskussion af forholdet mellem samfund og arkitektoniske gøglebilleder? Og hvordan står det til i dag?
Arkiv

Arkiv

Jørgen Schytte

30. december 2011

I min kælderreol står Forlaget Rhodos’ ellevebindsudgave af Karl Marx’ Kapitalen. Men der er, så vidt jeg kan se, kun læst i første bind. Dét med værdiforskellen på en frakke og et stykke lærred.

Værket var en dyr julegave i 1970, ønsket til brug for arbejdet med en kritisk arkitekturteori, som ovenikøbet gik hen og vandt penge i konkurrencen om Akademirådets Pris!

Vi var et skarpt hold på fire yngre arkitektlærere og en udefra kommende semiotiker, som prøvede at koble byggeriets økonomiske historie og skiftende ideologier med de sideløbende rumforestillinger og billeddannelser.

Hvad havde det at gøre med Karl Marx og Kapitalen?

Ja, det kan overvejes eller beskrives i denne søde udsalgs- og byttetid fyrre år efter, hvor kredit- og gavekort suser gennem luften, og det risikable forhold mellem græske eller italienske statsobligationer og europæiske banker står klart på himlens bue. Nu da man igen skeptisk kan anvende begrebet kapitalisme uden at blive betragtet som bims.

Socialsuppe

Den ydre omstændighed var Kunstakademiets Arkitektskole. Jeg havde undervist på stedet i fem år og inden da selv modtaget undervisning inden for Charlottenborgs barokmure.

Færdighederne blev dengang i 1950’erne groft sagt videregivet af timeansatte arkitektlærere og professorer højt til hest. De sidste garanterede den formelle tilgang til faget.

Det drejede sig om at kunne sin byggeteknik og så tegne passende rammer om tilværelsen. Eller, som Arne Jacobsen udtrykte det, »at løse funktionerne på en æstetisk tilfredsstillende måde«. Også når det gjaldt industrialiseret byggeri, som var et nyt og uprøvet felt.

Tilbage i 1940’erne havde der, i alt fald under overfladen, været flere socialistiske boller på suppen. Generationen af arkitekter, som også var aktive modstandsfolk under krigen, interesserede sig for engelske byplantanker og blev politisk aktive i arbejdet for at gennemtvinge sanering af de sundhedsfarlige beboelseskvarterer på Nørre- og Vesterbro.

Men den slags tanker dominerede ikke situationen i 1950’erne. Og omkring 1960 var de formelle idealer, både på Arkitektskolen og blandt de førende i faget, så kvælende bestemt af lækker Louisiana-stil og kvadrater møbleret med Kjærholm-sofaer, at man som ny på banen måtte hente frisk luft i den halvfjerdsårige Poul Henningsens aktuelle og fordomsfrie avisartikler, for at få vejret.

Men hvad han og kampfællerne havde bedrevet i 1920’erne og 30’erne var nærmest mørklagt for en yngre generation. De ældre lærere og professorer bagatelliserede Kritisk Revys betydning i sin tid, og udnævnte PHs egne huse til amatørarbejde. Den kolde krig havde konsekvenser langt ind ’ånds- og beværtningslivet’, for nu at bruge et af lampedesignerens åbenlyst provokerende udtryk.

Drømmen blev for en yngre færdiguddannet at gøre det hele mindre arkitekttegnet. At åbne strukturerne og vende blikket mod andre sociale udfordringer end småborgerlig fornuft og formelle dogmer.

Praksismodeller

Arkitektur er i bund og grund en social kunstart. Og det er i den dobbelthed at vandene skilles. For uden det sociale er det ingen kunst. Og uden kunst har det ikke noget med arkitektur at gøre.

Den toneangivende ældre generation tænkte omkring 1960 nærmest asocialt. Og de politiske studenteroprørere ved årtiets slutning noget nær ukunstnerisk.

Men deres kapitalkritiske indstilling blev en udfordring og måske del af løsningen på de grundlæggende spørgsmål, som vores prisopgaves teoriarbejde stillede: Om forholdet mellem rationel brugsværdi og ekstravagante stiltræk.

De franske filosoffer, vi brugte som udgangspunkt, var i alt fald tydeligt Marx-inspirerede. Så med Foucault og Althusser i hånden konstruerede vi praksismodeller og mekano-trekanter, overskred Ecos semiologi og fik Vitruvius’ århundredgamle lære om ’utilitas, firmitas og venustas’ sat i spil på en ny måde. Herefter stod funktion, konstruktion og æstetik ikke bare som statiske grundbegreber, men blev maskindele, der producerer nye betydninger i historiens løb. Økonomi og fantasi var ikke længere adskilte størrelser, men dele af en fortløbende spiral mellem funktionsstyring, teknologi, billeddannelser og dermed ny bevidsthed, som ideologisk meddanner af nye produktionsmåder. Og den model har jeg skrevet kritisk ud fra lige siden.

Kapitalen blev derved sat i en ramme, der tog arkitekturen alvorligt som andet end en repressiv overbygning, sådan som den marxistiske B-afdeling opfattede fænomenet.

De studerende dér producerede glimrende analyser af sociale forskelle og byudvikling i Danmark. Men når det kom til nye bygninger, tegnede de huse i en benhård byggeteknisk stil, som på Bauhaus i Hannes Meyers værste kommunistiske periode.

Ligegyldighed

Kapitalkritikken førte til en spaltning af Arkitektskolen i afdelinger, som var såkaldt progressive, hvor bygningskunsten havde trange kår, og så isolerede arkitekturenklaver af temmelig reaktionært tilsnit.

Det var en ulykkelig udvikling, som med postmodernismens opkomst i 1980’erne fik modsætningerne til at bryde sammen i monumental ligegyldighed, men heldigvis også til udviklingen af mere jordnære, bæredygtige og tæt-lave boligløsninger.

Vores præmierede prisopgave udkom i bearbejdet form som bog under titlen Arkitekturens Praksis, men fik ikke nogen videre erkendelseseffekt i det faglige miljø.

Den kapitalskepsis, der nu til dags rumsterer i Arkitektskolernes forskning og undervisning, er så vidt vides hurtigt overset. I alt fald når det gælder arkitekturfortolkning og -analyse.

Og selvfølgelig bliver en social bolig hverken bedre eller billigere af, at arkitekten har læst Das Kapital. Men en ny slags boligselskab ville nok blive bedre organiseret ved indigneret kapitalkritisk indsigt i byggeadministrationen. Sådan blev de almennyttige boligselskaber oprindeligt oprettet og forvaltet i 1920’erne og 1930’erne.

Grådighed

Kapitalismen har hidtil være bæredygtighedens værste fjende. Måske ændrer det sig, når sol og vind viser sig at være rentable investeringer. Men den grådighed, som forbindes med kapitalisme, kunne også give anledning til mere konkret nutidig forskning i lyset af globalisering og ændrede produktionsforhold.

I byplanteoretisk sammenhæng diskuteres det, om udviklernes og entreprenørernes dagsorden er den fagligt rigtige. Om pragmatisme nu virkelig også er ensbetydende med avantgarde på længere sigt. Og om mangfoldighed kun er et formmæssigt middelklasseideal, eller burde udstrækkes til sociale og kulturelle sammenhænge.

Over det hele står Mærsk Møllers Opera som et synligt tegn på oliemilliardernes magt over bygningskunsten. Den er som bekendt tegnet af Henning Larsen, der i sin tid var B-afdelingens administrative rugemor,

Men hvorfor står min Kapital så ulæst i kælderen?

Fordi der for en arkitekt var mere underholdende kapitalkritiske dokumenter at tage fat på fra samme 1800-tals fortid. Charles Fourier, John Ruskin og William Morris for eksempel.

Men det rokker ikke ved, at det var Karl Marx, der havde fat i den lange kapitalkritiske ende, med sine forklaringer af merværdi og usynlig kapitalakkumulation.

Serie

Seneste artikler

  • Kritik af vulgaritet og grådighed

    13. januar 2012
    Vil man forstå, hvad kapitalismen har betydet for litteraturen, kommer man ikke uden om at gå tilbage til dengang, den slog igennem. Vi har nemlig vænnet os til den; det, der forfærdede Balzac, accepterer vi i dag som et vilkår
  • Da kongerne holdt op med at beskytte de svage

    10. januar 2012
    Virtuelle penge og vækst på kredit er ikke et moderne fænomen. At bruge penge, man ikke har, har altid været hjørnesten i økonomien. Det nye er, at vi har opbygget et system, der beskytter kreditoren, ikke debitoren
  • Kunsten er nyliberalismens guldkalv

    10. januar 2012
    Trods et par magre år efter finanskrisen er samtidskunsten stadig en integreret del af den neoliberale kapitalisme. Måske neoliberalismen og samtidskunsten simpelthen er skabt for hinanden?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu