Læsetid: 4 min.

Outsideren har erobret hovedrollen

Hovedpersoner i film og tv udstyres i højere og højere grad med psykiske diagnoser. Det skaber interessant og kompleks underholdning, som kan være med til at aftabuisere psykisk sygdom. Men det kan også have en uheldig smitteeffekt, hvor raske folk spejler sig i personerne og pludselig opfatter sig selv som syge
Hovedpersoner i film og tv udstyres i højere og højere grad med psykiske diagnoser. Det skaber  interessant og kompleks underholdning, som kan være med til at aftabuisere psykisk sygdom. Men det kan også  have en uheldig smitteeffekt, hvor raske folk spejler sig i personerne og pludselig opfatter sig selv som syge
8. december 2011

Hendes analytiske evner er uovertrufne. De gør hende i stand til at opklare vanskelige forbrydelser. På jobbet er hun en succes, men privat er hun en enspænder, der ikke begår sig godt i sociale sammenhænge. Fælles for Sara Lund fra krimiserien Forbrydelsen, Lisbeth Salander fra filmatiseringen af Stieg Larssons Millenium-trilogi og senest den svenske kriminalkommissær Saga Norèn fra den dansk-svenske tv-serie Broen er, at de alle døjer med en psykisk lidelse, der gør dem socialt handikappede.

Men det gør dem samtidig til komplekse og interessante individer, der skaber god underholdning.

»Det nye er dysfunktionelle kvinder. Om nogle år vil vi kigge tilbage og sige: Nåh ja, det var så tiden, hvor vi så socialt afstumpede kvinder opklare forbrydelser — hvad bliver det næste?« siger Hans Rosenfeldt, manuskriptforfatter på den netop afsluttede Broen. Han har skabt karakteren Saga Norèn, som lider af Aspergers Syndrom, en form for autisme.

Men det var ikke planlagt, at hun fik en diagnose. Den opstod i processen med at skabe en interessant karakter som et modspil til seriens anden hovedperson, Martin (spillet af Kim Bodnia), der er mere ligetil.

»Vi ser så meget drama på film og tv, og vi har nogle gange brug for komplekse karakterer, hvis vi skal gribes af dem. Det er nemt at lave alt mulig drama omkring dem med familierelationer, narkoproblemer med mere, men det interessante for tiden er, når dramaet findes inde i hovedpersonerne selv,« siger Hans Rosenfeldt.

Anne Jerslev, der er professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet, synes, at det spændende ved Saga Norèn er, at der netop ikke er noget tragisk over hende, fordi hun — som vi så mange gange tidligere har set — ikke ender i druk som eksempelvis Helen Mirrens Jane Tennyson i Prime Suspect-serien eller har en ’karrieren har kostet hende dyrt’-glorie over sig.

»Hun har ikke mistet noget liv ved at være så optaget af sit arbejde, sådan er hun bare. Man kan sige, at dramaturgisk får Broen lavet en helt ny type kvindeskikkelse, der kan det, som de mandlige kommissærer kan, samtidig med at hun ikke er ’maskuliniseret’. Hun er bare mærkelig og dygtig,« siger Anne Jerslev.

Afstigmatisering

Fascinationen af psykiske lidelser er udbredt, fastlår Svend Brinkmann, der er professor i almen psykologi på Aalborg Universitet. Han mener, at tendensen afspejler en generel stigende interesse for psykopatalogi, hvor flere og flere tager diverse psykorelaterede test i dameblade og på diverse hjemmesider, som øger kendskabet til begreber og diagnoser inden for psykiatrien.

»Tendensen ligger i tråd med en generel interesse for selvudvikling og personlighedsudvikling. Det er noget, der fylder meget mere end før. Psykiske lidelser er stadig tabuiseret, men det er slet ikke i samme grad som tidligere. Når tv-karakterer optræder med diagnoser, er det med til at fjerne stigmatiseringen,« siger Svend Brinkmann.

Saga Norèn forstår ikke ironi. Hun har ingen familie og har svært ved at knytte tætte bånd til andre. Men til gengæld er hun accepteret, respekteret og værdsat for det, hun er og kan, på sin arbejdsplads. Dét har fået meget positiv respons i Aspergers-miljøet, forklarer Hans Rosenfeldt.

»De var glade for, at hun er professionel og dygtig — men især var de glade for, at vi viste, at man sagtens kan arbejde sammen med person med Aspergers, hvis man viser en forståelse for det,« siger han og understreger, at der ikke lå nogen skjult dagsorden i Broen: »Jeg kreerede Saga på den måde af ren egoisme — for sådan var hun bedst at arbejde med for mig.«

Anne Jerslev mener, at fordi figuren ikke er tynget af en masse mangler eller fravalg — arbejdsnarkomanen, der så ikke fik børn eksempelvis — så skaber det en ny og hidtil uset, cool karakter.

»Det er forfriskende på den måde at eksperimentere med en kvindefigur, der er optaget af sit arbejde, uden at hun nødvendigvis må opgive alt det andet,« siger hun.

Smittefare

Svend Brinkmann mener, at trenden sagtens kan få den positive bivirkning, at det kan skabe en større accept. For jo mere, vi bliver eksponeret for noget, jo mere vænner vi os til det. Det kan være med til at mindske angsten for psykiske diagnoser.

»Det kan ligefrem være, det bliver sejt at have Aspergers,« siger han.

Han er dog også lidt bekymret for, at det kan have en smitteeffekt, hvor folk, som måske ikke er syge, begynder at opfatte sig selv som syge.

Det skete i belæste kredse i 1700-tallets Europa, hvor Goethes Den unge Werthers lidelser satte i gang i en selvmordsbølge. Personlighedsspaltning var stort set ukendt fænomen i den vestlige verden indtil 1960’erne og 70’erne, hvor der var et boom af folk, der havde set filmen The Three Faces of Eve (1957), som pludselig mente, at de led af personlighedsspaltning.

»Der er i dag meget høje forekomster af psykiske lidelser. Det bliver så forstærket, når de også dukker op i den kulturelle verden,« siger Svend Brinkmann, der advarer om, at tv’s fremstilling af karakterer med psykiske lidelser også kan være med til at romantisere nogle meget lidelsesfulde tilstande, som bliver fremstillet i et rosenrødt skær.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det eneste der er sket er vel at den klassiske Lonely Wolf figur hos Chandler og Co er blevet til en kvinde istedet for en mand.

Det der måske kunne være interessant at diskutere er hvorfor kvinden skal udstyres med en diagnose mens manden der opfører sig på samme måde bare er "Tough"

Som diagnostisert med Aspergers selv forundres jeg stadig: hvorfor kalles det psykisk sykdom ? Jeg trodde dere var kommet lenger i Danmark enn i Norge med dette ? Aspergers er en funksjonshemning (-nedsettelse, heter det muligens på dansk), som riktignok disponerer for sykdom av ulik art, men en sykdom er det ikke.

Siger manuskriptforfatteren nu selv, at han faktisk har udstyret Saga Norén med en diagnose? Det fremgår ellers ikke af serien. Og da der var et interview i TV med en af personerne, der står bag serien, var hun ikke villig til at sætte en diagnose på.

Jeg har først set artiklen af Tina Splidsboel nu. Men da jeg så lederen om samme emne, kunne jeg ikke lade være med at skrive dette:

http://www.information.dk/287242#comments

Når fiktion er bedst, så er det underholdende, samtidig med at det fortæller noget almengyldigt om menneskelivet.

Fri os fra denne omklamring af psykiatrien!

Psyk sælger! Når man kan have et glittet månedsmagasin der hedder "Psykologi", så er der virkeligt gang i den ... og det ville da også være helt ok, hvis ikke (som det også nævnes) at for meget snak om sygdom er sygeliggørende.

Nå, - det skriver jeg vel egentlig mest fordi jeg er misundelig over at være født for sent til at få en diagnose, men bare måtte nøjes med svedere ;-)

tv-serie Broen' Saga Norèn og den Aspergers vinkel der blev vist i serien, fandt jeg aldeles sympatisk, den viste et menneske, med mange kompetencer og et ønske om at forstå og lære, sociale kompetencer og den gav et sympatisk indblik i de udfordringer og fordele Aspergers har med sig.

Og finder det helt og aldeles forfejlet at gøre til et spørgsmål om dysfunktionelle kvinder, som artiklen nævner, det har intet med køn at gøre.

En vær med kendskab til Aspergers, vil vide at der bag det tiltider kantede overflade gemmer sig et meget smukt menneske, med resurser og forståelser der langt overstiger det normale, og at det kræver en del varsomhed og forståelse at få det bedste ud af Aspergers, hvilket tv-serie Broen viste på flottest vis i samspillet mellem Saga Norèn og hendes chef og i en anden udformning i samspillet med Martin(Kim Bodnia)

Stieg Larssons' Lisbeth Salander, har også Aspergers, men i Stieg Larssons' Lisbeth Salander, er fokus meget på skyggen, som vi vel alle sad og frydede os ondskabsfuldt over i biografens mørke, medens skurkene blev blev gennembanket og afsløret.

Svend Brinkmann, udlægning om at det kan føre til stører accept deler jeg fuldt ud og at det måske kan føre til at nogen pludselig, begynder at romanticere og identificer sig overdrevent med det, er selvfølgelig også til stede, men skal vi ikke nøjes med i første omgang at glæde os over at være blevet både underholdt og undervist, på smukkeste vis?

Personligt har jeg det sådan, at det tager noget af fornøjelsen, når selv forfatteren siger, at Saga Norén har Aspergers.

Jeg var godt tilfreds med, at der i selve serien ikke blev nævnt nogen diagnose. Et stykke fiktion skal helst kunne stå alene, uden den slags forklarende kommentarer, og det kan Broen heldigvis.

Det fine ved serien var netop, at der var mulighed for at forstå Saga Norén ud fra en almindelig erfaring om livet. En diagnose er jo en slags etiket, og når Saga Norén får en sådan etiket, virker det som en forfladigelse og en banalisering af en menneskeskæbne, som ellers ville være interessant.

Øv!

Ole Jørgen Malm

1: En person med Aspergers ville aldri noensinne kommmet inn på politiskolen p.g.a. psykiske årsaker og fordi de fleste har så store problemer med koordinasjon at de bl.a. sliter med å løpe.
2: De fleste med Aspergers har IQ under 90 og det er altfor mange barn og ungdommer med IQ mellom 70 og 85 som få diagnosen fordi det gir mer ressurser i skolen enn det å f.eks. ha en IQ målt til 80 vil gjøre.

Det er en ødelagt diagnose uten mening.

Der er mange Aspergere i krimilitteraturen, man behøver vil bare at nævne Sherlock Holmes.

@Ole Jørgen Malm.
Det er noget vrøvl du skriver.

Ole Jørgen Malm

Søren, undersøkelse etter undersøkelse viser at elever med AS har lav IQ og store matematikkvansker. De har ikke sjanse til å klare vanlig skole!
"Geni-stereotypien" har ødelagt veldig mye.

Og hvorfor har de vansker da ? Fordi de ikke får tilpasset opplæring, hvem som helst kan bli ødelagt av det. Jeg har Aspergers, født i 1962. Jeg var beryktet i barneskolen for å gjøre matematikken på min måte, men jeg fikk det til - med enkelte begrensninger. Med dagens rigide krav til at alle skal gjøre tingene likt, tror jeg skolen ville vært en helt annerledes dårlig oplevelse. Men motorikken slet jeg med, det er riktig.

Ole Jørgen Malm

Det er en klar link mellom intelligens og sosiale evner. Hvis man har høy IQ har man gode sosiale evner. Det vet alle som har gått på skolen! Hvem er det som er flinkest på skolen? De som er flinke i alt, skolen, idrett, o.s.v.
Det er blitt "snillere" og "finere" å gi elever med lav IQ en Asperger-diagnose.

Gode sosiale evner kan like gjerne bety flink til å manipulere andre...jeg kan ikke dy meg, for verken "sosiale evner" eller "intelligens" er entydige begreper.

Men du er inne på noe når du sier her over at AS er en ødelagt diagnose. Det heter hos Autismeforeningen at å få en diagnose utløser ressurser i hjelpeapparatet - men det hjelper ikke dem med høy IQ. De har nemlig ikke krav på tilpasset opplæring i norsk skole. Så man bør være tydelig hjelpeløs for å få noe bistand. Jeg snakker av bitter erfaring, og kan forsikre oma t Aspergeres påståtte sosiale vansker ikke har noe med atferdsproblemer i den forstand å gjøre. Vi blir bare fort slitne. Det er utrolig mye uforstand i det som skal være fagmiljøer.

Ole Jørgen Malm

Et minst like stort problem er at barn med lav IQ feilidagnostiseres med AS for at det som sagt sees på som en "snillere" diagnose eller som en måte å få mer ressurser enn det en riktig lav-IQ-diagnose ville ha gitt.

Hva skulle en "riktig" diagnose være da ? Hvilke tilstander kan knyttes til lav IQ ? Det er ikke noe snilt med en Aspergerdiagnose hvis man insisterer på å bli tatt alvorlig

Kære Ole Jørgen Malm,

du skriver:
"Hvis man har høy IQ har man gode sosiale evner"

.. og det er jeg direkte uenig med dig i.

I de skoleklasser jeg har gået i, var det f.eks. de drenge der var gode til fodbold der styrede socialt, og de var bestemt ikke de skarpeste knive i skuffen.

Derudover ligger der bestemt også en del sandhed i karikaturtypen "nørden", som bliver mobbet og har svært ved at falde ind i det almindelige sociale liv, - og nørder behøver såmænd ikke at have Aspergers.

Ole Jørgen Malm

Til Merete Hoel:
Matematikkvansker og store sosiale vansker. Det å henge etter de andre i modenhet. Det er ting som ofte tas for å være Aspergers men som ikke er det.
Til Sven Karlsen:
Da jeg gikk på skolen var fotballgutta de som var flinke i absolutt alt og som hadde de beste sosiale evnene og som også styrte sosialt.
De elevene som slet sosialt var de minst intelligente.
Det finnes ikke intellgente nerder. Dårlige sosiale evner er alltid et tegn på lav intelligens.

Kære Ole Jørgen Malm,

så er vi vist meget uenige om både hvad intelligens er og hvad definitionen på en nørd er.

Blandt fodboldgutterne i mine klasser gik ca. 15-20% til ekstraundervisning, og det tager jeg ikke som udtryk for den store intelligens.

Derudover var de også dem der brugte mest tid på at mobbe deres klassekammerater, - men det er måske bare et udtryk for deres gode sociale evner?

Hvad aspergers angår, så har det intet med IQ at gøre.

Asperger er udelukkende udtrykt ved problemer med social interaktion, kommunikation og empati.

@Ole Jørgen Malm 9. december 2011 kl. 07:21

Det er fuldstændig rigtigt at der er et klar link mellem intelligens og sociale evner,
NÅR MAN TALER OM SCIOAL INTELLIGENS

Men vi menesker har mange andre intelligenser:
En matematisk logisk intelligens.
En følelsesmæssige intelligens.
en musisk intelligens.
en interpersonel intelligens.
Og der er mange flere.
Den sproglige intelligens, nogle menesker lære bare sprog på ingen tid medens andre sloges med at lære et nyt sprog i årevis.

Så at være mindre god på en intelligens, betyder på ingen måde at man er uintelligent .

Ole Jørgen Malm

Hva med de guttene (drengene) som var flinke i fotball og som ble leger og ingeniører? Var det ikke de som var fotballkapteiner?
Det er den matematiske logiske intelligensen som i de lange løp er den viktigste for samfunnet.
Asperger-diagnosen er ødelagt av pengejagt.

@Doris Møller du skriver: " Personligt har jeg det sådan, at det tager noget af fornøjelsen, når selv forfatteren siger, at Saga Norén har Aspergers."

Jeg kan godt følge dig i det synspunkt, og også i at det kan komme til at sætte mennesker i kasser.

men måske kan det også få os til at se at de kasser måske er helt forkerte og hjælpe os med at se mennesket, frem for en tåbelig diagnose, som jo på ingen måde kan være hele menesket.

Diagnosen betegner jo kun en brøkdel af menesket, den forteller intet om hvordan menesket ser ud fysisk, bare for at komme med det mest åbenlyse.
Og diagnosen Aspergers, forteller os jo intet om at menesket måske er et geni på en computer, eller et geni på det matematiske område.

Så diagnoser, er en meget smal forståelse, som kun beskæftiger sig med en forsvindene lille del af mennesket, i lighed med diagnosen brækket arm, den forteller jo heller intet om resten af mennesket.

Pudsigt, kære Ole Jørgen Malm,

det var den fremtid som nørderne i min klasse fik ;-)

... hvoraf vi så kan konkludere at vi ikke kan konkludere noget om intelligens og fodbold :-)

Til Sven Karlsen: "Aspergers er udelukkende

udtrykt ved problemer med social interaktion, kommunikation og empati". Kjenner du noen med Aspergers og sikker diagnose ? Det du sier der er stereotypien, som ødelegger mye for mange av oss. Aspergers er for meg et sansemessig eller nevrologisk grunnlag for å slite med å etablere og opprettholde kommunikasjon. Jeg har prøvd å lære meg såvidt mye etterhvert (av nødvendighet, jeg har to barn, en med Aspergers), at jeg synes det er trakassering å snakke om ASdiagnostiserte på den måte. Vi har alternative forståelsesmåter og større problemer med å uttrykke oss etter gjengse normer - det frikjenner oss verken fra kommunikasjonsvilje eller empati.

Ødelegger for hvem ? En familieterapeut feide meg av for et par år siden med at "asperger, er ikke det i ferd med å bli en motediagnose". Takk for respekten, liksom. Hjelp på våre premisser (det fins verre diagnoser i familien, som er et langt større problem for de av oss med AS enn omvendt), var ikke mulig. Fordi noen der ute tror det skal være noe snobbete med å ha autisme, istedetfor god gammeldags psykopati.

Ole Jørgen Malm

Foreldre får en feilaktig AS-diagnose satt på barn og unge med en IQ mellom 70 og 90 fordi en AS-diagnose gir mer ressurser i skolen enn en lav IQ-diagnose og fordi de tror det vil være snillere for barna. Det betyr at mange unge med denne feildiagnosen aldri får være seg selv, eller at de får noen form for praktisk arbeidstrening.

Javel. Nå vet jeg ikke hva som regnes som høy/lav IQ (det har aldri interessert meg å rangere folk på den måten), så det der er vanskelig å forholde seg til. Jeg gadd vite hva slags foreldre som kan "bestille" en diagnose - jeg gjorde det riktignok nesten med meg selv, men man har da selvbevissthet nok som 46åring til å skjønne hvor landet ligger. Jeg hørte Gro Dahle snakke om AS på radioen og det falt bare på plass. Men du har rett i at feiloppfatningene av AS kan ødelegge mye for den som får diagnosen.

Om der er forældre der prøver at få diagnostiseret deres børn som asperger, ADHD eller whatever for at få mere støtte til dem, skal jeg ikke vurdere, - det er vel meget sandsynligt.

Men asperger er stadig ikke et eller andet man selv kan definere, men derimod et syndrom som blev identificeret og defineret af hr. Asperger.

Der tar du nok feil, Sven Karlsen. Aspergerdiagnosen bygger på Hans Aspergers observasjoner og arbeid, men er "skapt" mer enn 30 år seinere, av psykiatere (Asperger var barnelege) som har misforstått og oversett Aspergers grunnlag. Det har gjort AS til en atferdsdiagnose uten fysisk grunnlag. Jeg definerer ikke min diagnose selv, men jeg tør jeg si jeg er den nærmeste til å beskrive hvordan jeg har det. Gro Dahle er en forfatter med AS som har brukt ti år på å lese seg opp på og si noe om dette, jeg synes det er rimeligere å støtte seg på henne enn en hvilken som helst fagbegrenset psykolog/ psykiater.

Jeg foreslår at hr. Karlsen leser MEG. Jeg har hatt nok av utenforstående som setter meg i bås med psykiatrisk syke folk som bipolare og andre uempatiske individer - jeg bodde sammen med en av sorten i 14 år, det er mer erfaring enn de fleste kan skilte med.

Det har altid været outsiderne, der blev portrætteret og behandlet i kunst og kultur - selv når motivet har været såkaldt almindelige mennesker, så bliver det lys, der sættes på dem, et forstørrelsesglas for det, der gør dem specielle. Også de metoder og modeller, kunst skabes efter, har til alle tider favoriseret outsideren.

Da fikk vi kanskje diskusjonen tilbake på rett spor. For det var jo den som på en eller annen måte er utenfor, som var poenget. Tatt i betraktning de fleste er spesielle om man ser litt etter, blir det for dumt å diskutere som om noen stakkels funksjonshemmete (aspergerne) skulle være klodens største sosiale problem (jeg er i et sjeldent ironisk hjørne til asperger å være i kveld, men la gå)