Læsetid: 7 min.

Padleturen til den sidste ø

Et telefonopkald om et blomstrende gravsted på øen Strynø er en dønning fra befrielsessommeren 1945, hvor et smukt nygift par padlede ud af Skovshoved Havn
Et telefonopkald om et blomstrende gravsted på øen Strynø er en dønning fra befrielsessommeren 1945, hvor et smukt nygift par padlede ud af Skovshoved Havn
27. december 2011

Min desværre afdøde fætters dejlige enke ringer mig op for at sige, at mine forældres gravsted har det godt.

Hun har været på besøg på Strynø, den ø i Det Sydfynske Øhav, hvor mine forældre ligger i jorden.

Hun fortæller, at min kusine, der bor på Strynø, sidste år flyttede to gule blomsterplanter fra sin have og op til mine forældres gravsten.

»Og nu har de bredt sig over det hele. Det ser vældigt flot ud,« siger min fætters enke.

Mens jeg siger, at jeg er glad for, at mine forældres gravsted ser flot ud, kigger jeg åndsfraværende på et fotografi, der hænger på min væg.

Det går op for mig, at der er noget absurd i situationen. Fotografiet er af mine forældre. De er unge, i midten af 20’erne.

De padler i kajak ud af Skovshoved Havn. Min mors kajak er påmalet navnet K56. Min fars K57.

Det er det eneste billede, jeg har af mine forældre sammen.

Jeg var ikke til stede, da billedet blev taget. Det var i befrielsessommeren 1945. Det år, mine forældre blev gift, og fire år forud for min ankomst blandt de levende.

Mine forældre er på fotoet slående smukke. Min mor er både vilter og porcelænsagtig. Min far er følsomt maskulin.

Min mor har fortalt mig, at når de rejste sammen i Tyskland lige efter Anden Verdenskrig, spurgte folk, om de var danske filmskuespillere.

Det måtte de jo svare nej til — al den stund, at min mor var bibliotekar og min far journalist.

Lykkelige, fjerne år

Når mine forældre ligger begravet på Strynø, skyldes det, at min farfar var sognepræst på øen fra 1925 til 1930.

Det må have været en lykkelig tid. Min far, hans lille-søster og hans storebror ønskede sig resten af livet tilbage til øen.

De endte alle tre med få sig et hus på Strynø; min forældres var et bittelille, hvidkalket stråtækt bindingsværkshus fra 1610.

Min farmor blev ved med at komme på Strynø højt oppe i sine enkeår. Efterhånden blev hun den eneste sommergæst på Strynø Afholdshjem. På øen var der respekt om min families navn. Min farfars prædikener må have gjort indtryk.

Da jeg og en kammerat i foråret 1968 lånte mine forældres hus på Strynø, insisterede Afholdshjemmet på, at vi hver dag kom og spiste et ordentligt måltid dér. Afholdshjemmets indehavere havde i generationer været to ugifte søstre, der i 1968 var omkring de 90 år. Folk bliver gamle på Strynø.

Den ene af søstrene underholdt os med, hvad hendes bedstefar havde fortalt hende om sine oplevelser under krigen. Det var den danske søkrig mod England 1801-14, bedstefaderen havde fortalt erindringer om.

De to søstre havde selv været i krigstjeneste. Under den tyske besættelse af Danmark havde de på deres afholdshjem givet husly til modstandsfolk, der var på flugt fra nazisterne. Strynø var et godt sted at gemme sig. Besættelsesmagten nåede aldrig at indtage øen.

Jordens dejligste sted

Min fars opvækstår på Strynø fik øen til at stå for ham som jordens dejligste sted. Han mistede sin dømmekraft, når det drejede sig om Strynø. Det grinede min bror og jeg ad. Jo, jo, der var da smukt på Strynø, markerne og digerne ombølget af hav, landsbyen med de stramt disciplinerede hvidkalkede huse, min farfars kirke knejsende over den vemodigt blide kirkegård.

Men når man er gået turen den ene vej øen rundt og turen den anden vej øen rundt, hvad skal man så lave? Især min bror blev grebet af en næsten desperat rastløshed, når sidste færge var sejlet fra Strynø Havn ved 17.30-tiden.

Efter aftensmaden gik strynboerne rundt og drak kaffe hos hinanden og talte lavmælt strynsk-sydfynsk om dagens begivenheder og gamle dage.

Min far havde en plan om at virkeliggøre sig selv. Når han fyldte 60, ville han gå på pension og flytte over i det bittelille bindingsværkshus. Min mor gjorde det klart, at hun ikke ville følge med. Hun ville ikke på pension på Strynø. Hun var glad for at arbejde som bibliotekar og bo i et nutidigt hus i Dragør tæt ved København.

Trods det sagde min far, at han ville flytte til Strynø.

Den sommer, min far fyldte 60, holdt mine forældre ferie på øen. Min mor kom hjem alene. Min far var blevet tilbage som fastboende.

De næste måneder hørte vi ikke noget fra ham. Der var ikke telefon i bindingsværkshuset.

En dag var min far hjemme igen. Han kommenterede ikke sit afbrudte otium, og vi sagde ikke noget. Min fars arbejdsplads havde ikke fået besat hans redaktørjob, så han vendte tilbage til sin egen stilling.

Varm erindring

Jeg har en varm erindring om et sommerbesøg hos mine forældre på Strynø. Det må have været i 1978, nogle år inden min fars mislykkede bosætningsforsøg.

Vi havde aftalt, at jeg tog til Rudkøbing, hvor de ved sidste busankomst ville ligge med deres sejlbåd og vente på mig ved den langelandske havnekaj. På den lange rejse fra København — indbefattet storebæltsfærge — holdt jeg mig munter ved at læse en bog, som min far havde anbefalet. Den handlede om den klassiske oldtids orakel i Delfi. Bogen var gribende: Poesien; sandsigersken på sin trefod i euforiserende dampe; de intrigante tempelpræster, der tolkede hendes tågede ord til tvetydige spådomme.

Min tur til Rudkøbing blev en rejse ind i den levende græske fortid.

Ved havnekajen lå som aftalt mine forældre. Det var en lun sommernat med lys i horisonten. Med en brise gled vi mod Strynø så rapt som en snekke på kryds i Ægæerhavet.

Vi drak varm kaffe og tynd whisky. Mine forældre var unge og glade.

Oppe i det bittelille bindingsværkshus havde min mor på forhånd stillet natmad klar. Vi spiste og spøgte. Da min mor gik i seng, sad min far og jeg til langt ud på morgenen og drøftede oraklet og lavede vores egne Delfi-spådomme om aktuelle begivenheder. Profetierne skulle være som originalen: Ikke advare tydeligt og dog passe uanset hvor tragisk udfaldet; teksten rytmet og rimet. Det sidste var min far god til, hvorimod jeg var bedre som tvetydig spåmand. Vi lo. Den sommer forlod jeg Strynø med en glad følelse af at tilhøre en familie.

Udmattet ironi

Da min far ti års tid senere, i 1988, lå på hospitalet efter sin store og ikke vellykkede operation, sagde han udmattet ironisk: »Jeg har to huse, to biler og to både, og så ligger jeg her.«

Han tilføjede, at han håbede at komme over på Strynø: »Bare sidde på bænken i gårdhaven, i en sprække sol.«

Min far kom til Strynø igen, men det var i sin kiste. Gravkaffen holdt vi i bindingsværkshuset.

Min mor blev ved i sit bibliotekarjob, indtil hun fyldte 70. Da vi fejrede hendes fødselsdag, nævnte gæsterne meget min far i deres taler. Mere end jeg brød mig om. Min mor endte med at drikke sig beruset, hvad hun ellers aldrig gjorde. Jeg måtte slæbe hende hjem og lægge hende i seng. Da jeg vendte tilbage til det noget opløste fødselsdagsselskab, sagde nogle af gæsterne, at de ikke mente, at min mor havde drukket sig fuld, men at hun snarere var blevet ramt af en lettere hjerneblødning.

Hvorom alting var, gik min mors helbred hurtigt ned ad bakke. Min far havde ellers sagt til mig — i sin vante ironiske form: »Vor mor er stærk som en okse. Hun lever, til hun bliver 90.«

Det gjorde min mor ikke, men i sine sene svækkede år gav hun sig til at sige sandheder om sit ægteskab: »Vi var en skuffelse for hinanden. Det blev vi hurtigt klar over.«

Det kunne min bror og jeg ikke lide at høre. Heller ikke, at min mor sagde: »Jeg har været en ravnemor.«

Nej, nej forsikrede vi hende. Selv om der var noget om snakken. Hun havde haft vigtigere ting at tage sig til end os.

For alvor utilpas

Når min mor kom i nærheden af at tale om de kærester, mine forældre havde haft ved siden af ægteskabet, blev jeg for alvor utilpas.

En dag måtte jeg bringe min mor den nyhed, at min fars bedste ven var død. Jeg havde set annoncen i avisen. Hun fortalte, at vennen havde ringet hende op fra sit dødsleje.

»Det var jo ham, jeg elskede,« sagde hun.

Det gav en slags forklaring på nogle mærkelige stemningspust i mit barndomshjem, hvor min fars bedste ven boede to husnumre fra vores. Min mor hadede hans kone med en vildskab, jeg ikke kunne begribe.

De sidste 23 år har jeg kun været på Strynø til jordefærd. Min fars, hans søsters mands, hans søsters, min mors. Min far fandt fortrøstning i, at han som kistebegravet blev til strynsk muld. Min mor affandt sig med at komme i jorden på Strynø, men insisterede på at blive brændt og nedsat i urne. Selv i det hinsidige er mine forældre ikke på fælles form.

For mig er Strynø blevet en dødeø, som jeg skæver over til, når jeg passerer Langelands-broen. Et besøg har jeg ikke lyst til. Det er derfor, jeg ikke har set min kusines smukke gule blomster, der slynger sig om mine forældres grav.

Til gengæld sidder jeg og ser på fotografiet af mine unge og smukke forældre, der i kajak fra Skovshoved Havn stævner ud i verden 1945. Hvad ville det delfiske orakel have spået dem? Havde oraklet fanget, at mine forældre nok drog ud sammen, men at de gjorde det i hvert sit fartøj? En spådom i retning af:

Som I padler nu
mod den krappe sø
hver for sig
skal I pø om pø
nå den sidste ø.

 

 

Serie

Seneste artikler

  • Gensyn med familiebillederne

    3. januar 2012
    Jeg overtog barndommens album med fotos fra et Danmark, der var engang. Der var fortællende tidsbilleder, men mine forældres hemmelighed afspejlede sig ikke. Den forblev i deres personlige mørkekammer
  • Juniormesteren og skeletbokseren

    2. januar 2012
    Som voksen har jeg fattet afgrundsdyb respekt for min fars klasserejse og både grædt og grinet af historien om, hvordan han som arbejdsdreng på smedeværkstedet håndterede en kost
  • En plads i hjertet

    31. december 2011
    Fjordidyl ved Kalundborg blev afløst af storbyliv og verdenskrig. Torben Brostrøm genkalder sig en fjern sommer og undrer sig over sine forældres beslutninger
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Bürgel Nielsen

Kære David Rehling

Kom blot til Strynø og se livet blomstre.
De sidste 7-8 år har øen haft en vældig tilflytning af børnefamiler, der synes at Strynø er et godt sted at vokse op for børn.
Vi har fået egen Børnehave-Vuggestue, har egen skole, en god købmand med et stort sortiment i økologiske varer, her er Café, Kro og restaurant samt et flot Museum/aktivitetscenter. Vi bor mange iværksættere og kreative folk på øen, og vi er alle enige om at vi gerne vil yde lidt extra for vores fælles ø.
Vi bor nu ca. 220 indbyggere, heraf ca. 60 børn.
Kig forbi på www.strynoe.dk
-eller kom til øen i virkeligheden, og nyd den flotte Sydfynske natur og det trygge ø-fællesskab.
Din Bedstefars Kirke er her stadig, og har netop fået en ung og dygtig præst.