Læsetid: 7 min.

En plads i hjertet

Fjordidyl ved Kalundborg blev afløst af storbyliv og verdenskrig. Torben Brostrøm genkalder sig en fjern sommer og undrer sig over sine forældres beslutninger
Fjordidyl ved Kalundborg blev afløst af storbyliv og verdenskrig. Torben Brostrøm genkalder sig en fjern sommer og undrer sig over sine forældres beslutninger
31. december 2011

I hoben af gamle fotografier i mapper og albummer findes der blandt uendeligheden af familiebilleder næppe et eneste bevaret af mine forældre som par, mens de til gengæld indgår i mangfoldige andre konstellationer. Vel ikke fordi de undgik opstillingen, snarere som følge af, at de skiftedes til at fotografere hinanden, på stranden, i haven, ved tebordet, klappende en hund, bærende et spædbarn. Det er amatørbilleder både i brun og sort-hvid fremtoning fra min barndoms Kalundborg i den hvide villa ved fjorden, hvor Aarhusbåden inddelte dagen i sindig pendulering, dengang tiden var langsom, dagene uendelige, fjerne og dybe i erindringen.

Ovre på den lille halvø Gisseløre i fjordens indre stod de to himmelhøje radiomaster, som jeg mente repræsenterede ’København, Kalundborg og Danmarks kortbølgeradio’, som det lød fra speakerens mund i radioapparatets store, røde højttalertragt, his masters voice på den hvide reol. De to byer repræsenterede den geografiske spændvidde, foreløbig kun med enkelte rejser til hovedstaden, hvor det aktuelle billede er taget af ægteparret med to af deres tre børn foranstillet, forfatteren af disse linjer som den mindste, treårige, ved siden af storebror Finn. Fotografiet er dateret 1930, vistnok i pinsen, hvor min far hvert år fremdrog og iførte sig den gule stråhat med det sorte bånd. Et familiebillede, et tidsbillede.

Nu hvor man med stadig mindre digitale kameraer og mobiltelefoner kan fotografere sig selv, hinanden, hvad som helst og hvor som helst, er der ikke brug for gadefotografer. Før i tiden stod der f.eks. en på Strøget ude foran Helligåndskirken, håbefuldt knipsende passerende og passende objekter, f.eks. min mor og mig et par år senere eller Klaus Rifbjerg og hans reservemor Agnes, som man kan se uden på hans Amagerdigte, hvorefter vi den følgende dag kunne gå ind til skranken i Politikens hus og hente det fremkaldte billede for en ringe skærv.

På Rådhuspladsen sad kanonfotografen skudklar med sin store kukkasse på et trebenet stativ. Han kunne lave billeder på stedet, med hovedet inde i et sort klæde, hvor han også kunne håndtere fremkaldervæske og gøre negativt til positivt på et øjeblik og skylle det hele i en spand vand. Sådan blev den opstillede virkelighed foreviget, har i hvert fald holdt gennem godt og vel 80 år, og bliver i dette skrivende nu betragtet af den eneste heldigt overlevende deltager. Men et billede, der blev fortid i det sekund, det blev fremkaldt.

Muslingeskal

Det ser ud, som om vi var ganske alene dér i muslingeskallen, som den let buede plads lige foran Nyrops Rådhus blev kaldt, og hvor fotografen holdt til siden 1920 i et virke, der fortsatte helt frem til sidst i 1960’erne, hvor så mange gode, gamle traditioner blev skrottet, da ungdommen passende tog magten.

Der lurer allerede en ensomhed i billedet, selv de to lurblæsere på toppen af søjlen bagude er utydelige, mens vi står i nobelt udgangstøj med hovedbeklædning, foruden stråhatten mors klokkehat, Finn med hvid matroshue svarende til det maritime sæt. Jeg må klare mig med stort hår. Far har bevaret sine lapsede vaner fra uddannelsesårene i London, hvor han vist gik mere op i forlystelser trods Første Verdenskrig og tyskernes bombardement end i ingeniørstudier, hvis mine anelser holder stik. Den hvide stivede flip, blomsten i knaphullet, lommetørklædet i brystlommen, de hvide handsker med cigaren mellem fingrene ånder af den 33-årige mands selvbevidsthed.

Måske har scenen mindet min mor i sommerfrakken om en periode i hendes ungdom, hvor hun som elev reparerede på Frederiksborgmuseets gobeliner i rådhusets vævestue under Dagmar Olriks myndige ledelse. I den skrå sol misser vi med øjnene i et øjebliksbillede, pludseligt som figurgruppe, uigenkaldeligt stivnet uden viden om det, der skulle ske, rækken af fuldbyrdelser, fejltagelser, ophør, ophør. Hinsides tilstedeværelse.

De to mødte hinanden i hendes families skød, hvor hendes yngre bror og ingeniørstuderende ønskede at lære noget mere engelsk og fik timer af den hjemvendte bekendt, hvorpå denne forelskede sig i den opvakte søster. Hun var fuld af kulturelle ressourcer, dannelse mere end uddannelse, da man som pige mentes at skulle gå den lige vej ind i ægteskab. Det viste sig at være en dårlig idé for kommende økonomiske trængselstider.

På fotografiets tid var der imidlertid ingen smalle steder. Billedet taler sit tydelige sprog om tiden før. Det er dog året efter børskrakket i Wall Street, men en verdenskrise voksede op og kom til at ændre tilværelsen for mange mennesker horisonten rundt, hvor arbejdsløshedens spøgelse spredte en smitte. Det kom sammen med kammeraten Smalhans på et længere besøg i familien i samme by et par år senere.

Men foreløbig tog vi hjem igen til Kalundborg efter at have besøgt min mors familie. Det stærkeste erindringsindtryk er en gadelampes mathvide lys ind over et hotelrums grønne væg, et koncentrat af en tryghed i fremmedheden, mens Rådhuspladsens virkelighed er en konstruktion af en fjern fotografisommer.

Birkesbrød

De fem barndomsår i Kalundborg er en blanding af hukommelse og fotografier fra albummets blade, en mental komposition kaldet erindring, en idyl, som for en litterær bevidsthed minder om Marcel Prousts Combray, fuld af smag og duft, knyttet til min mors daglige aktiviteter og husassistentens hjælpsomhed.

Den dag i dag fremkalder duften af et birkesbrød billedet af spisestuen i villa Helle, bordets ternede dug og løsgørelsen af skorperullen, der blev ligeligt delt til de tre børn med moderlig hånd. Detalje efter detalje, som fører ind i forestillingen om ophav og samler sig til større helheder, byggesten til totalbilledet af en kvindelig personlighed af ømhed og varme, humor og fortælleevne, en fritænker med hang til sværmeri og vision, der senere førte hende til den katolske tro, hvorefter en hjerneblødning fjernede hende fra Gud og hvermand. Rystende tab og ophobning af uformulerede spørgsmål. Med årene samler sig flere gåder og en undren over, så meget man ikke fik spurgt om.

Først to år efter københavnsbesøget begyndte mit samliv med hovedstaden efter et sandsynligvis ufrivilligt opbrud fra fjordidyllen. Baggrunden for min fars færden i maskinernes verden var min farfars jernstøberi, som han havde oparbejdet i Kalundborg efter selv at have taget en maskinistuddannelse i England, så meningen var vel, at den ældste søn skulle overtage og drive virksomheden videre på sine fem søskendes vegne. Farfar var førstegenerationsdansker, indvandret som barn fra Skaane, plantet i et blomstrende gartneri i Viborg, som en farbror havde oprettet. Han voksede op i et åndeligt og praktisk sikkerhedssystem af kristen mission og blev i Kalundborg en ledende skikkelse i Indre Mission og KFUM, hvis tanker han gav i arv til sine børn, hvem han også tiltænkte sin voksende formue. Det tog dog sin tid.

Et af de uløste spørgsmål er, hvorfor vi brød op fra Kalundborg. Krisetiderne kan da have ramt også afsætningen af landbrugsmaskiner, uenighed mellem den gamle og den unge om driften kan have været en årsag. Et personligt gæt er, at min fars hang til ekstravagance har irriteret den meget nøjeregnende økonom, der imidlertid, omend på gamle dyder, selv førte stort hus eller rettere flere huse og det til trods for, at bedemøllen højt og tydeligt drejede sine daglige omgange. Når det var overstået blev gækken slået løs i omfattende selskabelighed og gæstevenskaber, af et drengehjerte oplevet som smittende munterhed, søskendefryd og generøst vid, anført af min fars gavmilde væsen. Og det fortsatte igennem årene blandt mængden af kusiner og fætre, der samledes om patriarken og den myndige farmor.

Skæbneår

I årene efter den nødtvungne flytning til København kom vi til at mærke den sociale destabilisering, der endte i arbejdsløshed og flipproletarisk facade af velstand. Neden for vinduerne sloges de semiuniformerede KU’ere med kommunisterne, så blodet flød i stedet for gammellivets produkter fra mælkevognskusken, der hægtede muleposer på hestene, mens livet ændrede karakter til det, der i eftertidens lys ligner Danmarks og Europas skæbneår.

Radioapparatet, der nu havde fået et mere moderne udseende, transmitterede Hitlers og Goebbels ekstatiske bravader. Kort efter vores nye flytning med natbåden til Aalborg og nyt job til min far ved en mindre maskinfabrik, brød Anden Verdenskrig ud.

Med afsavn skaffede de gode forældre basis for videre uddannelse af os, hvad vi egentlig aldrig tænkte på at takke dem for. Hvor lidt ved vi egentlig ikke om hinandens tanker!

Efter Besættelsen vendte vi tilbage til et forandret København, hvor min fars gavmildhed ikke indskrænkede sig til familien, men også tilfaldt en intimitet, der også skilte ægtefællerne, så vi alle begyndte forfra. En tidlig død som 60-årig indhentede min fars videre aktiviteter. De kalundborgske miljøer er for længst kommet på andre hænder. København skulle ellers erobres, nu hvor matrostøjet var aflagt. Byen selv fik travlt med et vokseværk og befinder sig i dag i et nyt udbrud af mangeårige udgravningsprocesser, der forvandler rådhusplads og torv efter torv til ruinøse monumenter midt i et automobilistisk inferno af støj og gas.

Muslingeskallen er for længst revnet. Familiebilledet ændret. Til gengæld forbliver ethvert nyt fotografi på pladsen statisk i øjeblikkelig fortid.

Serie

Seneste artikler

  • Gensyn med familiebillederne

    3. januar 2012
    Jeg overtog barndommens album med fotos fra et Danmark, der var engang. Der var fortællende tidsbilleder, men mine forældres hemmelighed afspejlede sig ikke. Den forblev i deres personlige mørkekammer
  • Juniormesteren og skeletbokseren

    2. januar 2012
    Som voksen har jeg fattet afgrundsdyb respekt for min fars klasserejse og både grædt og grinet af historien om, hvordan han som arbejdsdreng på smedeværkstedet håndterede en kost
  • Midt i en stille revolution

    30. december 2011
    I 1970’erne og 80’erne ændrede familiestrukturen sig, da par flyttede sammen og fik børn uden at gifte sig. Men følelserne fulgte ikke altid med de moderne mønstre. Anders Haahr Rasmussen tænker tilbage på en barndom indrammet af en skilsmisse
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu