Læsetid: 4 min.

Rør blot ikke ved min gamle jul

Juletræet er fra Tyskland, stråbukken fra Sverige og misteltenen fra Storbritannien. Vores gamle danske jul er hverken særlig gammel eller særlig dansk. Men den er hamrende nostalgisk og udtrykker en kollektiv længsel efter en tid, som aldrig har været
Juletræet er fra Tyskland, stråbukken fra Sverige og misteltenen fra Storbritannien. Vores gamle danske jul er hverken særlig gammel eller særlig dansk. Men den er hamrende nostalgisk og udtrykker en kollektiv længsel efter en tid, som aldrig har været
13. december 2011

Det er den 24. december 1811, klokken nærmer sig fem, og familien Lehmann, der har til huse i Ny Kongensgade nr. 221, er få minutter fra at skrive danmarkshistorie. I dagene forinden er det rygtedes, at familien har båret et lofthøjt grantræ ind i stuerne. Nu går sladderen, at træet også skal have tændte lys på grenene, og jo mere snakken går, jo flere folk strømmer der til. Snart er hele gaden fuld af forventningsfulde mennesker, og flere har medbragt stiger, som de sætter op til vinduerne, så de bedre kan få et kig ind under gardinerne. Som en yngre slægtning til Alfred Hage, der var gæst ved den minderige julefest, senere skrev, var stemningen præget af forundring.

»Nogle troede vel, den unge Doktor og hans yndige Frue var blevet gale, siden de havde rullet Gardinerne ned og sat lys i brand paa et Grantræ. Hvad var der paa Færde? spurgtes der.«

På færde var fødslen af en ny juletradition. Martin Lehmann, der var præstesøn fra Holsten, havde taget skikken til sig gennem sin tyske børneopdragelse — og sådan er det med de fleste af vores ’danske’ juletraditioner: De er importeret fra udlandet. Eller som museumsinspektør Jens Ingvordsen fra Den Gamle By i Aarhus formulerer det: »Vores gamle danske jul er hverken særlig gammel eller særlig dansk. Faktisk er der meget lidt dansk over den jul, vi snart skal til at fejre.«

Alligevel lever forestillingen om de gamle danske juletraditioner videre i vores kollektive bevidsthed. På hjemmesiden VisitDenmark fremgår det, at »en rigtig dansk jul skal være en gammeldags jul«, og i 2008 skrev Pia Kjærsgaard (DF) et harmdirrende indlæg om IKEA’s afvikling af den gode danske julefrokosttradition og citerede Peter Fabers julesang Sikken voldsom trængsel og alarm: »Rør blot ikke ved min gamle jul,« skrev hun.

Men det er begrænset, hvor gammel en jul, vi overhovedet kan røre ved.

Nationalistisk julepynt

Den jul, vi kender i dag, er ikke mere end 150 år gammel. I årene 1810 til 1850 skabte dannede borgere og fremtrædende kirkefolk i forening en ny tradition, bygget på julens kristne budskab, med inddragelse af nationale følelser og elementer fra folketroen, og med børnene anbragt i centrum omkring det tyskimporterede juletræ. Inspirationen var international, og ritualerne hentet fra nabolandene omkring os.

»Hvor nødig vi end vil indrømme det, er de fleste af vores danske juletraditioner primært hentet fra Tyskland og sekundært fra lande som Sverige og Storbritannien,« siger Jens Ingvordsen.

Glögg, luciaoptog, halmbuk og julestjerner er alle svenske opfindelser, mens misteltenen og julekalkunen er importeret fra Storbritannien. Et af de få særligt danske ritualer er faktisk den nationalistiske julepynt, som især blev populær i årene efter 1864, hvor Danmark led sit svidende nederlag til tyskerne og måtte afstå en femtedel af sit territorium. Når vi i dag hænger trommer, trompeter og dannebrogsflag på juletræet, kan det således føres direkte tilbage til de nationalistiske strømninger, der blussede op efter 1864 og senere blev bestyrket efter afstemningen om Sønderjyllands tilhørsforhold i 1920.

»Den borgerlige juleidyl, som vi stadig fejrer, var og er en sær blanding af kristendom, nationalfølelse og kernefamilie,« siger Jens Ingvordsen.

»Og rendyrket nostalgi,« tilføjer Britta Timm Knudsen, der er lektor ved Nordisk Institut på Aarhus Universitet og forsker i begivenhedskulturer. For selv om vores juleritualer hverken er særlig gamle eller særlig danske, så har vi alligevel et stærkt nostalgisk forhold til dem, mener hun.

»Nostalgi er en interessant konstruktion, fordi det i sin kerne udtrykker længslen efter en fortid, som aldrig har eksisteret. Jeg tror, de fleste er klar over, at julen, som vi kender den, er en konstruktion — ligesom nationalismen, der jo også bygger på en forestilling om, at Danmark har eksisteret meget længe. Men det ændrer ikke ved, at vi alle alligevel deler nogenlunde samme forestillinger om, hvad der knytter sig til en ’gammel dansk jul’— og når vi fortsætter med at fejre den, er det et bevidst nostalgisk tilvalg,« siger Britta Timm Knudsen.

Hun mener, nostalgien skal ses i lyset af den tiltagende globalisering.

»De fleste af os lever et liv med mange valgmuligheder. Vi bestemmer selv, hvad vi vil lave, og hvor vi vil bo, men med mellemrum har vi brug for at synke ned i en kortvarig nostalgisk længsel efter ’de gamle dage’.«

Det kan Jens Ingvordsen fra Den Gamle By i Aarhus tale med om. De kommende uger vil godt 130.000 gæster strømme igennem billetlugerne i det aarhusianske frilandsmuseum, hvilket svarer til en tredjedel af museets årlige besøgstal. Og det er ikke kun den ældre generation, som lægger vejen forbi.

En undersøgelse, som YouGov for nylig lavede for avisen 24timer, viste, at det især er unge mellem 18 og 29 år, der går op i, om julens traditioner overholdes. Ifølge Britta Timm Knudsen er det dog ikke ensbetydende med, at de unge er konservative traditionalister. De er snarere nostalgikere — og de véd, at de er det.

»Du kan kalde det en refleksiv nostalgi eller en ønskeforestilling om en lykkelig og harmonisk jul. Når vi holder liv i juletraditionerne er det med til at nære vores forestilling om ’barndommens land’,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og rå havregryn er resultatet af en energisparekampagne, og alle lande i Europa har kolonihaver.

Vi er med andre ord - som national enhed, som folk - ikke noget særligt.

Deri har, mener jeg, de, der mener det, ret.

Glögg er ikke mere svensk end alt mulig andet tysk. Vi overser ofte, at svenskerne i mange - MANGE - henseender historisk set er meget mere europæiske end vi er her i landet.

Tom W. Petersen

Og så er der jo "Glade jul, dejlige jul", komponeret af østrigeren F.X.Gruber.
Det er da herligt, så megen interesse, den kære jul kan afstedkomme!
Bare vi kunne blive fri for gensidige beskyldninger for at være "nationalmasochister" og "nationalsadister" og lignende ondskabsfuldt bavl. Tal pænt til hverandre, i det mindste i den søde juletid! (Og hvorfor dog hive Pia K. ind i denne diskussion?)
Der har været nogle gevaldigt lange indlæg; de fleste meget givtige.
Og her kommer så mit - værsgo!

Angående HOVEDPERSONEN
Hvem er det egentlig, der er hovedpersonen i den tilstundende højtid, som for tiden er i alles tanker og pengepunge? Er det Jesus fra Nazaret eller er det julemanden? Jeg har kigget lidt nærmere på, hvem og hvad det er vi fejrer i den nærmeste fremtid.
Det vi fejrer er jo JUL. Ordet er faktisk det samme som hjul (på latin: cyklus). Og det er et symbol på årstids-cyklen (eller cyklussen, hvis man foretrækker fordanskning). Det er et soltegn. Det er en solhvervsfest, som man fejrede længe, længe før kirken kom hertil og kaprede tidspunktet og gjorde det til frelserens fødselsdag, hvad det sandsynligvis netop ikke er. For hyrderne i Judæa var formentlig ikke så tumpede, at de lå ude på markerne i netop den koldeste og mest regnfulde årstid. Han blev næppe heller født på anden sal i Magasin du Nord, som der står i en af vore smukke gamle julesange.
Jesus blev heller ikke født i år nul; sådan et år findes nemlig ikke. Og han blev ikke født for 2011 år siden, men mindst fire år før Kristi fødsel; for år 4 f.Kr. døde nemlig den kong Herodes, der lod de nyfødte drengebørn i Betlehem dræbe for at få ham elimineret som mulig konkurrent til tronen. Men da var Jesu forældre allerede smuttet; det vil sige, de tog deres barn (altså Marias – hendes mand Josef var jo ikke barnets far) og flygtede bort fra Betlehem før soldaterne kom, så han ikke blev myrdet.
Så vi fejrer denne særlige blanding af jul og frelserens fødsel med nisser, stjerner, lys, træ, engle, gaver, guf, julefrokoster og julemand og kalder det en kristen fest.
Hvad med julemanden? Han kommer fra det der nu er Tyrkiet. Ikke at han ligefrem var tyrk - de fandtes vist ikke på hans tid. Næ, han var en katolsk biskop i 300-tallet, der blev gjort til helgen under navnet Sankt Nikolaus og som med tiden blev anset for børnenes beskytter. De hollandske indvandrere i Amerika bragte den hellige mand med sig derover under navnet Sinter Klaas, som på amerikansk blev til Santa Claus. Han gav de søde og artige børn gaver og de uartige tæv. Det er også ham, som i Danmark af mig ukendte grunde har fået navnet Bastian (Den Store). På originalsproget hedder han Nikolaus. Og i den amerikanske form kom han tilbage til Europa, hvor han blev til julemanden og efterhånden blev krydset med nissen, eller gårdboen som han også kaldtes, som boede på enhver bondegård og som oprindelig ikke har andet med julen at gøre, end at han bliver sur og driller, hvis han ikke får noget særlig godt at spise til jul - helst grød kogt på ris, som var en sjælden og eksotisk luksus. Det er en ekstra pudsighed, at nissen faktisk også har sit navn fra Sankt Nikolaus.
Det hele er foreløbig endt med at den fromme lilleasiatiske bisp har fået nisseskæg og nissehue på, og rød uniform og deler gaver ud til alle børn – nå, alle er måske så meget sagt - og er holdt op med at prygle de frække unger - mens nissen kravler rundt allevegne i hjemmene og optræder på Folketeatret, i tv og i alle butiksvinduer hvert år i december. Det gør Jesus ikke; han har ikke engang fået en nissehue.
Men selv om det altså altsammen er et værre sammensurium, er det da godt og smukt, at vi i julen er gode ved hverandre, hygger os og gør noget særligt ud af maden. Det er bare med at få så megen næstekærlighed, hygge, fest, smil og godhed frem som muligt. Så lad os endelig fejre jul og få det bedste ud af det. Julen er jo ikke andet, end hvad vi selv gør den til.
Og lad os for den sags skyld gøre det lige så godt og hyggeligt og næstekærligt også i den mørke november. Og i den triste januar; hvorfor skal det være så surt, når det nu lige var så rart? Vi kunne passende forsøde den strenge februar på samme måde.
Og selv om det derefter bliver forår, skal det vel ikke være et argument for at lægge næstekærlighed, hygge, god mad og godt øl på hylden?
Ja, hvorfor ikke være gode ved hverandre hele året?
En mindst 1977 år gammel idé, men ikke så dum.
Måske er det den vi fejrer den 24.?
Og hermed ønsker jeg glædelig hjul.

Er det nisserne der forvirrer ?

De er heller ikke en del af det. Udover at prøve at distrahere juleforberedelserne fra d.1-24 med julefrokoster og gavesnaksstress.
Selve julen 25/12-6/1 har nissen intet at gøre med. Han opgiver allerede efter halvanden dag, cocacola-reklamens lalleglade humanist skrubber skuffet af på sine rensdyr, og håber at nytårs-mefistoen kan gøre noget istedet imod dette forfærdelige, civilisationsmarkerende, fænomen.

Nu havde I det måske ellers lige så sjovt med jeres helt egne låne-nisser i mumbo-jumbo-stammens blot-klan -- ja øvv hvor er det synd for jer med det ikke ordentligt familie-planlagte Jesusbarn ;-D

Nisser ? Ha !

Heinrich R. Jørgensen

Tom W. Petersen:
"Hvem er det egentlig, der er hovedpersonen i den tilstundende højtid, som for tiden er i alles tanker og pengepunge? Er det Jesus fra Nazaret eller er det julemanden?"

Det kan umuligt var nogle af disse to. Enhver mental seksårig ved, at Julemanden ikke findes. Den omtalte Jesus (der muligvis var en historisk figur) boede helt sikkert i nogen by ved navn Nazaret.

Nazaret som by, er en anakronisme. En sådan fandtes næppe. Der er ingen historiske bemærkningen om en sådan, førend vistnok det fjerde århundrede.

Kun ét sted omtales Nazaret som by. I Matthæus-evangeliet, som en del af et notorisk utroværdigt og usandfærdigt tekstkompendium, der hævder utroligt meget om historiske forhold for 1900 år siden og før (og en én af meget få "kilder" til periode), som stort set altid står i direkte konflikt med hvad arkæologer graver frem (de steder hvor det er tilladt). De kulturer der hævdes at opholde sig bestemte steder, på bestemte perioden, harmonerer sjældent med fakta.

Nemlig i det såkaldte "Matthæus-evangeliet" 2:23, der på originalsproget lyder:
"καὶ ἐλθὼν κατῴκησεν εἰς πόλιν λεγομένην Ναζαρέτ ὅπως πληρωθῇ τὸ ῥηθὲν διὰ τῶν προφητῶν ὅτι Ναζωραῖος κληθήσεται"

De tre markede ord er polis, nazaret og nazaraios.

I kanoniseret dansk oversættelse lyder samme tekst:
"og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer."

Der er præcis hér, at vrøvlet om Nazaret som en by lanceres. Alle andre steder i de græske tekster, hvor der tales om nazare, nazaret, nazaraios og flere andre, kan man ikke vide hvad der henføres med denne ord-gruppe i diverse bøjninger. Men betydningen af ordene iscenesættes i Matt 2:23, således at det det postuleres at nazaret er en by, og at betydningen af at være en nazaræer, er at være fra denne by.

I mere end 1600 år har lærde folk forsøgt at finde ud af hvilke profeter, der har udtalt noget profetisk om det signifikante ved at være fra byen Nazaret, eller ved at være en nazaræer. I de forgangne år, er det hverken lykkedes lærde, tågehoved, fantaster eller lystløgnere, at finde blot ét profetisk udsagn om emnet.

Det burde være nemt nok. Det er nemligt det eneste sted (blandt rigtigt mange) hvor formuleringen "for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten" har profeten i flertalsform. Hvor man til alle de øvrige steder hvor trylleformularen og matraet skåret over læsten "der er sandt hvad der påstås, fordi det har en profet selv sagt" har mindst én og ofte en hel palette af forslag til hvilken profeter og hvilke udsagn der kunne være henvist til.

Undtagelsen er, det eneste sted hvor der eksplicit henvises til flere profeter. Dér kan man ikke opfinde så meget som ét eneste forslag, fra hypotesernes overdrev.

Årsagen er ganske enkelt. At forhindre at nogle skulle spørge sig selv om, hvad ordene nazare, nazaret, nazareios osv. egentligt betyder. En forklaring er givet. Jesus fra (byen) Nazaret, er således den tolkning der tilskrives ordene, på trods af ordbrugen i andre tekster flere steder bliver svært utroværdig og absurd med den iscenesatte tildeling af betydning til ordene.

Læses hele kapitler (Matt 2), bliver det konstruerede vanvid endnu mere udtalt. Den får turbo-gas hele vejen, med vise mænd der påstås kom østfra, en særlig stjerne, et gentagelse af "faraoens" mord på drengebørn (nu ved Herodes den Store (Galning)), fødsel i "gudernes hjem" (Beth Leheim), der på magisk vis skulle være rykket sydpå til Judæa/Judah, prægtige gaver (guld, røgelse, myrra), en beslutning om at tage til "Egypten" (ligesom Moses) tages af familiefaderen Josef (det hed Moses's far også) (og bare for at understrege at det ikke var et ubetydeligt tilfælde: De to Josef'ers respektive fader hed begge Jakob). Barnet undgår som den eneste at blive dræbt, ved at komme under den egyptiske faraos beskyttelse (ligesom Moses).

Siden synes Josef de skal vende tilbage til Israel. En overraskende beslutning, idet Judæa/Judah ikke Israel -- de var to naboriget, der gennem måske 1000 havde været i voldsomme indbyrdes stridigheder konflikter det meste af tiden. Samaritanere (som præsenteres som de usleste af de usle, og nogen ingen jøde kunne drømme om at veksle et ord med) var derimod fra det (tidligere) Israel.

Den historiske situation var, at det herodianske emperium opstod i 37 BC på bekostning af herskeren af Damaskus, og dette mini-emperium bestod af det gamle Judah og en lille del af det gamle Israel. En ganske ny og radikalt anderledes grænsedragning, hvor befolkningerne ikke ligefra var blevet forbrødret.

Hele kapitel 2 er pompøst, og der bygges op til en grande finale. Vismænd, konger, ypperstepræster, stjerner, fire opfyldte profetier, tre drømmesyn, mange mirakler senere, vender Moses's ligemand hjem fra Egypten. Fortællingens hovedperson, der undervejs i kapitler tilmed er blevet erklæret som Israels hersker (en af profetierne), burde man forvente ruykker direkte ind i et marmorpalads, med guldbestik til 800, krystalloft og mindst et af verdens vidundere i baghaven og to foran (måske efter et par gedigne sving med tryllestav eller lignende), og alle fyrster der ikke straks falder døde om, må i det mindste falde på knæ for den hjemvendte søn.

Og hvad sker der: De flytter ind i en støvet landsby der ikke befinder sig i udkants-Judah, med i langt udenfor udkants-Judah, hvor de superfæle israellitter (bl.a. samaritanere) holder til.

Af alle vrøvlefortællinger i tekstkompendiet, er den med "byen Nazaret" måske den der er de stærkeste indicier for at afvise som konstrueret bedrag. Hvilket dog ikke (mig bekendt) har fået én eneste kristen skriftlærd til at overveje, om der kan være tale om en bevidst løgn.

Én gang løgner, altid løgner. En der lyver i det små, lyver om det store. Piller man alle sådanne iscenesættelser der optræder i "Matthæus-evangeliet" fra, hvor denne tekst modsiger de to øvrige synoptiske evangelier, eller det fjerde af slagsen (Johannes evangeliet), er det muligt er rekonstruere indholdet af de øvrige tekster, uden at skulle være forpligtet til at hoppe i alle de opsatte fælder. Når mønstret i hvad der iscenesættes af vrøvl bliver tydeligt, vil man se, at det handler om at ødelægge forståelse af andre tekster, og at sætte overtroisk nonsens i disses sted.

Disse temaer går igen i et par andre bøger i kompendiet, som må formodes at have samme bedragerisk dagsorden. Tre signifikante bøger, der alle hævder det samme sludder, og sætter rammen for tolkningen af de øvrige tekster. Plus det løse, med nogle forfalskede paulinske breve samt redigeringer i andre tekster, når der er brug for at få dem til at køre af sporet.

Den videre konklusion på basis af simpel logik, er følgelig at de seneste skrevne/tilrettede/digtede bøger i kompendiet, er "Matthæus-evangeliet" og de to øvrige. Det er tilmed de tre tekster, der af klerakratiet anses som det mest troværdige af evangelier (og placeret som første tekst), samt de to først placerede tekster efter de fire evangelier.

Hvornår kompendiet tager den drejning ud ad galskabens akse, er muligt at tidsfæste. Efter den påståede historiske "julemand" er død og begravet (343)...

Samtlige tekster i NT er skrevet på (koine) græsk. Der er ingen af dem, der er skrevet på hebræisk, som i et vist omfang formodent stadigt var i brug i (det gamle) Judah, men som flere hundrede år forinden var blevet fortrængt af aramæisk og græsk. Teksterne blev heller ikke skrevet på aramæisk.

Til gengæld er samtlige forekomster (pånær én) i evangelierne, hvor nogen citeres for noget, på et fremmedsprog, der dernæst forklares/oversættes til græsk, udtrykt på aramæisk. Det er hovedsageligt hovedpersonens udsagn, der oversættes fra aramæisk til græsk. Altså: næppe udtalt af en judah-it, der render rundt i det gamle Judah.

Undtagelsen findes i Matt 27:46. En døende mands famous last words. I "Matthæus-evangeliet" taler den døende mand pludseligt hebræisk, og det der siges, lyder som klynkeri. Mobberne er også straks på banen, og mener at der kaldes på enten Elias eller Elijah (dog ikke på mor). Johannes ("døberen") var en Elias-type, og sektens grundlægger, men påstås at være blevet henrettet forinden. Elijah er navnet på en gammel profet, der næppe var meget åndsslægtskab med, men hvis navn bogstavet betyder "Jahve er gud". Det må have været ønsketænkning og indbildning at forestille sig, at den døende skulle have erklæret at Judahs og det påståedejudah'iske publikums gud skulle være den døendes gud.

Så hvor hvorfra kommer antagelsen om, at noget af det der foregår i NT, relaterer sig til noget der har hebræisk ophav? Der er der kilder på -- også efter 346.

Det er opfattes som NT, er egentligt en del af en græsk teksttradition, der begynder flere hunderede år tidligere. Nemlig værket Septuaginta. Her findes der nemlig 12 bøger, der aldrig har været en del af nogen hebræiske teksttradition, og ikke var fandtes på hebræisk førend de senere blev oversat fra græsk til hebræisk. Nemlig: Hosea, Amos, Micah, Joel, Obadiah, Jonah, Nahum, Habakkuk, Zephaniah, Haggai, Zechariah og Malachi.

Når der opdeles mellem et gammelt og et nyt testamente, er det ligeledes åbenlyst bedrag. Den historiske skillevej mellem nogle tradition, har flere hundrede år tidligere et omfang der gør, at de affattes på forskellige sprog, og at de tekster der affattes på græsk, ikke inkorporeres i den hebræiske (masoretiske) teksttradition. Afstanden mellem traditionerne er forlængst blev afgrundsdyb. Sprogligt, kulturelt og filosofisk skiltes vejene formodent ca. 350 år tidligere, med makedoniernes overherredømme over det gamle kongedømme Israel.

Vedkommende, der kunne tænkes at være det historieske forlæg for nutidens "julemand", er muligvis denne Nikolaos (270-343). En hovedperson for den ortodokse kristendom (græsk, russisk, ...), og måske deres vigtigste teolog/helgen? Vedkommende levede på et yderst interessant tidspunkt, i det historiske forløb der førte frem til den senere kanoniserede kristendom. Forfølgelsen af "kristne" tog fart ca. 275-280 (taget efter hukommelsen) og er intens i ca. 3 årtier, indtil det romerske imperies strategi blev ændret i 313, og det blev tilladt at være "kristen" (i praksis hvad vi vil kalde stoiker -- en filosofisk retning, der blev kraftigt eksponeret i nogle årtier før år 1 og i årtier derefter (af bl.a. Filon af Alexandria). Måske denne Nikolaos spillede en vigtigt rolle i forbindelse med at det romerske imperium ændrede politik?

40-50 år efter denne "Hellig Nikolaos" eller "Nikolaos den Storslåede" (der betyder "folket sejr" (og ikke "folkets frihed" som tidligere påstået)) er de "kristne" doktriner ændret radikalt. Alle de "kristne" samfund forfølges med yderst aktiv, og de fleste og forbudt ved lov. Den romerske variant af "kristendom" defineres, teksterne omskrives (primært udarbejdes den romerske kirkes latinske bibel (nyt sprog = nye muligheder for fusk), den romerske doktrinære overtro ophøjes til statsreligion, al anden religion forbydes, og konkurrerende læresteder, biblioter, templer m.v. destrueres i 390'erne (inklusive indhold).

Det er ved den lejlighed, Alexandrias bibliotek bliver destrueret. Ligeså med templer og læresteder. Det kendskab man har til førende undervisere og lignende, i Alexandria og andre steder, er traditioner der har mange år på bagen, men som ophører præcis i det tiår.

@ Tom W Petersen

Det er artiklen, der inddrager Pia K, og det er hende, der indirekte leverer artiklens overskrift.

Bortset fra det synes jeg da osse, at vi alle skal holde vores egen fredfyldte jul og glæde os over, at det i år er blevet nemmere at holde førstePianisten ude af øje, ude af sind.

Heinrich R. Jørgensen

Tak for opbakningen, Tom :-)

Jeg håber denne gælder ræsonnementet og indholdet af kommentaren ;-)

Dit forslag om en bevidst indsats for at fremme analfabetisering, bliver jeg stadigt mere overbevist om burde være en topprioritet ;-)

Den måske missede pointe:
Al kultur er blandingskultur.

Følgelig er ethvert forsøg på at fastfryse et bestemt sæt kulturelle fænomener som "Det Danske Vi Skal Værne Om" en absurd - omend forståelig - nutidig snævertsynethed.

At man personligt gerne vil fastholde "det man kender" er fint. Bare man ikke bilder sig ind, at det gør én mere Dansk end andre.

God jul, hvordan I end holder den :-)

Henrik Rude Hvid

Det er nogle ting her i livet, der ikke giver nævneværdig mening i en analyse, men betyder noget for mange mennesker på forskellig vis.

Kristian Lund,

hvorfor mener du ikke, der findes fx. tyrkisk eller japansk kultur?

Og hvorfor mener du det er absurd snævertsynethed, at værne om fx. bestemte tyrkiske kulturelle fænomener (som naturligvis findes), hvis nu man finder de faktisk er værd at værne om?

Eller med andre ord - hvad har du mod nationale traditioner, skikke og normer som sådan?

@Lars,

jeg skal selvfølgelig ikke kunne svare for Kristian Lund, men selvom f.eks japansk kultur, som du selv nævner, naturligvis findes, så er netop den stærkt opblandet med bl.a kinesisk kultur!

At erkende dette forhold er imidlertid ikke ensbetydende med at "have noget imod nationale traditioner, skikke og normer som sådan"!

Nic,

Kristian Lunds påstanden var - der kun findes blandingskultur, altså at al kultur er blandingskultur - ergo har de i Tyriket ikke en særegen tyrkisk kultur, men bladningskultur - ligesom de i Japan ikke har en særegen japansk kultur, men blandningskultur.

Når man mener det er 'absurd snævertsynethed' at værne om fx. bestemte kulturelle fænomener - uden at forholde sig til sammes nærmere beskaffenhed - da mente jeg pågældende måtte have noget mod nationale traditioner, skikke og normer som sådan.

Michael Kongstad Nielsen

Det er lige før denne debat minder om sprogdebatten. Nogle mener, at det danske sprog dårligt nok er et selvstændigt sprog, som det dårligt nok er værd at kendes ved, endsige værne om. Derfor forfladiges det endnu mere, og der fyldes stadig flere anglicismer og fremmedord på.

Andre mener, at dansk er et helt og fuldgyldigt sprog, der kan det hele, og som har stor spænvidde og fylde, hvis man dyrker det og holder af det. Det indeholder ganske vist mange udenlandske låneord, men det gør alle sprog, ikke mindst engelsk (der sågar har en håndfuld danske ord i sig (fellow, wrong, ill, sky,...).

Det kunne være sjov at vende den om og se, om der er danske juletraditioner, der er rejst den modsatte vej ud i det store udland (der er måske allerede eksempler ovenfor, jeg har ikke læst det hele).

Tom W. Petersen

Jamen o.k. - når vi nu er ved det med danskheden, så værsgo:

LAD OS VÆRNE OM DET DANSKE!
Der skrives og tales for tiden meget om danskhed og især fremmedhed. Jeg har kigget lidt nærmere på danskheden.
Noget af det mest grundlæggende i dansk kultur er jo vor religion. At Danmark er et udpræget kristent land er noget, en del danskere for tiden lægger meget stor vægt på. Vor religion er som bekendt stiftet af en jødisk tømrer i Palæstina og blev i sidste halvdel af det 10. århundrede indført hertil fra Rom via Tyskland. I 1536 blev vor religion grundlæggende revideret i overensstemmelse med den tyske munk og dr. theol. Martin Luthers opfattelse.
Denne religion er så dansk, at den franske indvandrer, Hans Kongelige Højhed Prinsen, måtte konvertere til den for at få prinsessen, som siden blev vor dronning.
Hun er datter af en konge, hvis slægt er indvandret fra Oldenburg i Niedersachsen, og en svensk prinsesse. Hun går i øvrigt meget eksplicit ind for, at danskerne skal behandle indvandrere værdigt og anstændigt.
Vort kongehus hyldes i det danskeste af alle teaterstykker, syngespillet “Elverhøj”, som bl.a. rummer kongesangen “Kong Christian stod...”. Og alle kender formentlig menuetten med den senere tilførte tekst: ”Og jeg vil ha en himmelseng, en himmelseng med spejl i…” Denne musik er skrevet af den tyske indvandrer Friedrich Kuhlau, og noget mere nationalt dansk findes næppe.
Mindst lige så nationalt dansk er vort flag, Dannebrog, som ifølge en legende fra 1520’erne faldt ned fra himlen til os i 1219, da Valdemar Sejr, som ville have herredømme over Estland, var ved at tabe det store slag mod esterne. Men så sendte Gud altså flaget, og det hjalp, så vi vandt. Det er jo en flot historie, og virkeligheden bag den er formentlig, at en tysk ridderorden kom danskerne til undsætning med flyvende faner, som var et rødt flag med et hvidt kors. Sådanne flag var en meget anvendt måde at markere tilknytning til kristendommen på.
Vort danske demokrati, med (delvis) tredeling af magten, er opstået i Frankrig i sidste halvdel af 1700-tallet og indført her i 1849 og siden udviklet på dansk så godt, at danskerne regner det for verdens bedste.
Det er også fra Frankrig at vi har menneskerettighederne og respekten for anderledes mennesker og kulturer – en holdning, vi altid har regnet for et særlig fornemt træk ved dansk kultur.
Vor danske jul nedstammer i lige linje fra den oldnordiske solhvervsfest for navnets og visse overleverede skikkes vedkommende. Men den er siden blevet i nogen grad omdefineret i overensstemmelse med den ovennævnte religion, så det er blevet fejringen af stifterens fødsel, der, i hvert fald officielt, er hovedsagen. Juleaften danser vi om juletræet og synger salmer om hans fødsel i Judæa; en af de mest elskede er “Glade Jul, dejlige jul”, som blev komponeret af østrigeren F. X. Gruber juleaftensdag 1818. Vort juletræ er en tysk skik, der går tilbage til 1500-tallet, og som blev indført til Danmark i begyndelsen af forrige århundrede og blev almindeligt her fra omkring 1900.
Vor kære gamle julemand er fra Tyrkiet, altså før det blev tyrkisk. Han var en biskop i Lykien i første halvdel af 300-tallet, der blev gjort til helgen under navnet Sankt Nikolaus og som med tiden blev anset for børnenes beskytter. I USA blev han til Santa Claus.
Et af vore mest nationale symboler, den unge blonde pige i kornmarken med Dannebrog på skulder og med sværd i hånd, kaldet ”Danmark”, blev malet af den polske indvandrer Elisabeth Baumann i 1851.
Et par af vore flotteste nationale monumenter, de kongelige rytterstatuer af Christian den Femte på Kongens Nytorv og af Frederik den Femte på Amalienborg Slotsplads er skulpturelle mesterværker af franskmændene henholdsvis Lamoureux og Saly.
Så er der vort gode øl. Vores Øl. Det er, som vi nu bruger det, udviklet i Pilzn og Bayern og lanceret i Danmark i midten af forrige århundrede, og vi kalder det stadig pilsner og bajer.
Men så vores kaffebord – sådan en god kop kaffe; det er da så dansk som noget, nærmest vor nationaldrik. Ordet kaffe er afledt af arabisk: qahwa, via tysk og fransk. Drikken stammer fra Etiopien og er gennem Yemen og Mekka i 1600-tallet kommet til Europa. Det er i sidste del af 1800-tallet, at kaffe er blevet en selskabsdrik i Norden. Den hentes hertil fra Sydamerika, Indonesien og Afrika.
Det måske danskeste af alt dansk er dog nok frikadellerne. De er udbredt i mange lande og har navn efter italiensk frittella, der betyder noget i retning af en æbleskive. Navnet er videre påvirket af fransk fricandeau og er kommet ind i dansk via tysk eller nederlandsk.
Sådan er så meget blevet fundament for vor danske identitet.
Lad os værne om det danske og sikre os, at det ikke bliver inficeret af for meget udansk!

Michael Kongstad Nielsen

Tom W. Petersen:
Det er en flot udredning, du kommer med, og tak for den. Men jeg synes nu, jeg fornemmer, at din pointen er, at det danske alligevel ikke findes, altså er det ikke noget at værne om - også er der vel heller ikke noget, der er fremmed, det hele er en pærevælling, der er ingen forskel på dansk og ikke-dansk.

Det er jeg uenig i. Kort sagt, er alle de påvirkninger udefra, du nævner, jo blevet fordanskede, ligesom lån i sproget fordanskes, får dansk bøjning osv. Frikadeller (og ikke kødboller, som vore nordiske fæller kalder dem) tilberedes på dansk manér, demokratiet blev ikke indført ved revolution her, men på en særlig dansk manér, rytterstatuer og Marmorkirker er så danske, som noget kan være på dronningens fødselsdag, og øl kunne vi brygge lige så tidligt som tyskerne.

Danskerne kunne endda lave vin. Da vikingerne drog til Grønland og videre til Canada, kaldte Leif den Lykkelige landet for Vinland, hvilket antages at hidrøre for de bær, man fandt, og som de nordiske udvandrere var bekendt med at gøre til vin. Og Vikingerne bragte rav ud i den store verden, masser af kosteligt rav, som senere var grundlaget for elektricitetens opdagelse (græsk: "elektron = rav).

Og sådan kunne man blive ved. Min pointe er, at man ikke behøver at være ked af at være dansker, ikke lade sig slå ud af janteloven, men holde sig opret værdsætte det danske, og respektere det. Det er ikke så farligt, for det udelukker ikke, at man også kan værdsætte andres kulturer og værdier.
Der behøver ikke at være tale om inficering ved mødet med andre, snarere om gensidig berigelse.

@Tom W. Petersen

Selv ikke de allermest agressive nationalister ville hævde noget så tåbeligt, som at danskhed og dansk tradition, er udviklet helt unikt her i landet, uden påvirkning udefra.

Igennem århundrederne har vi modtaget en masse input udefra, og vi har optaget nogle og forkastet andre. Jo tættere beslægtede kulturkredse de er kommet fra, jo lettere og oftere er de blevet optaget, men de er dog også blevet suppleret med mere eksotiske elementer. Disse har vi så selv kombineret og videreudviklet, samt også tilsat lidt lokal originalitet. Den helhed der er opstået heraf er særegen dansk, og kan med al rimelighed karakteriseres med betegnelser som dansk kultur og danskhed mv..

Det ligger dog også heri, at danskhed er en dynamisk størrelse. Og det er her, at det egentlige diskussionsgrundlag foreligger. Yderlighederne udgøres på den ene side, af dem der gerne vil konservere danskheden på et nutidigt, eller måske lige frem et fortidigt, niveau. Og på den anden side af dem, der er parate til at inkludere hvad som helst, og som allerhelst vil ophæve begrebet. Det er selvsagt noget der først kan afklares over lang tid. Men ingen af de yderligtgående vil få deres vilje. Det giver hverken mening at forstå danskheden som endeligt afsluttet, eller at tro, at man bare kan erklære, at alt det nytilkomne nu skal forstås som en del af danskheden. Det må altsammen stå sin prøve.

Tom W. Petersen

Jeg er meget enig med både Michael Kongstad Nielsen og Peter Jensens i hans sidste indlæg.
Jeg var bare blevet lidt træt af en vis tendens til at fremstille begrebet danskhed som noget nærnest guddommeligt skabt, som desuden er bedre end noget, alle andre har.
Jeg kunne godt tænke mig at pirke til dette begreb "Danskhed", som, så vidt jeg ved, endnu ingen har givet en brugbar definition på. Det er ligesom når man diskuterer religion og Gud: Det er aldrig Gud, man diskuterer, men derimod hver diskussionsdeltagers egen forestilling om Gud - og det er jo noget andet. Jeg kunne godt tænke mig, at glæden ved at være dansk, som jeg selv deler, ledsages af en passende ydmyg anerkendelse af, hvor meget af det, der tilsammen måske udgør danskhed, vi har modtaget fra andre folk.

jens peter hansen

Hvor er selvironien, humoren og overskuddet henne ?
Min gamle biologilærer sagde altid: Vi ( altså danskerne) stammer alle sammen fra Gorm den gamles mulatkvinde. Det tror jeg på. Og hvor julen stammer fra er jo vældig interessant, men jeg tror den ligesom sex og hjørnesofaen er kommet for at blive. Hvis man ikke kan lide julen og regnvejr, så må man hellere tage til Saudi-Arabien. Her slipper man vist for begge delle.
God Jul.

Det er en sjov ide med 'national-masokisterne', side-spørgsmål: Er det så mere 'ægte dansk' at bruge 'k' i stedet for 'ch' ?

Tilbage til 'national-masochisterne':

Er det rimeligt at alle mulige mere eller mindre national-romantiske paphoveder render rundt og skider, sprutter og brækker sig, generer naboerne og generelt er ulidelige, samtidig med at de påberåber sig titlen som dem der definerer hvad der er dansk?

Er det ydermere rimeligt at de så kalder os der må sige fra for masochister? Ville det ikke være mere masochistisk IKKE at sige fra?

Nå men sådan er der så meget, livets pølse er speget og liberalismens veje er kvajede ...

Sider