Nyhed
Læsetid: 7 min.

En smartphone er aldrig smartere end sin ejer

Vores brug af mobiltelefoner og smartphones gør os mere rastløse og mindre nærværende, lyder en velkendt kritik. Men vores forestilling om nærvær som et eksklusivt møde, der kræver både øjenkontakt og tilstedeværelse, er en lokal opfindelse — og den er under forandring
Vores brug af mobiltelefoner og smartphones gør os mere rastløse og mindre nærværende, lyder en velkendt kritik. Men vores forestilling om nærvær som et eksklusivt møde, der kræver både øjenkontakt og tilstedeværelse, er en lokal opfindelse — og den er under forandring
Kultur
23. december 2011

I morgen vil vi alle sidde rundt om et veldækket julebord i familiens skød, mens far vil skære fjerkræet for i dampen fra de brunede kartofler og den blævrede sovs. Vi vil nyde hinandens selskab, være sammen og snakke, indtil den første bøjer nakken for at konsultere sin smartphone og så den næste og endnu én, indtil et lyshav af illuminerede firkanter stråler om kap under bordet og mormor, som er alderspræsident, må slå i bordet og bede hele selskabet om at kigge op og »være lidt nærværende«.

Men passer det, at vi ikke er nærværende, når vi begraver hovedet i vores mobile apparater? Både ja og nej, siger evolutionspsykolog og postdoc ved Syddansk Universitet Jill Byrnit.

»Det, vi giver køb på nu, er et eksklusivt nærvær med andre. Men det, vi åbner for, er et nærvær med alle, vi kender. I stedet for nærvær i dybden har vi fået nærvær i bredden,« siger hun.

Jill Byrnit har i flere år observeret både menneskers og abers sociale relationer og mener, at den måde, vi definerer nærvær imellem mennesker på, historisk set er ret ny — og under forandring.

»I dag går vi ind og ud af relationer hele tiden, og på en interessant måde minder det faktisk om den måde, chimpanser er sammen på. De går rundt i regnskoven og støder spontant ind i andre chimpanser fra deres flok, som de følges med i ti minutter eller tre uger, indtil de møder en anden, som de hellere vil være sammen med. Men de ved hele tiden, hvem der hører til flokken. Og det er lidt den samme måde, vi er begyndt at være sammen på. Vi er kun sammen, indtil en ny telefon ringer, eller der kommer en sms eller en besked på Facebook. Men det positive er, at når telefonen ringer, så er der en anden, vi indgår i en relation med,« siger Jill Byrnit.

I det kolde nord

Problemet er, forklarer hun, at vores definition af nærvær ikke sådan lader sig ændre fra dag til dag, og at vi derfor står over for en generationskonflikt med forskellige opfattelser af, hvad nærvær er. Det er et reelt problem, som kræver løsninger, medgiver hun — men hun fastholder samtidig, at der ikke er historisk belæg for, at den gamle form for nærvær skulle være mere rigtig end den spirende nye. Og går man til andre dele af verden, viser det sig også, at vores forestilling om nærvær som et eksklusivt møde, der kræver både øjenkontakt og tilstedeværelse, ikke er en universel, men en lokal konstruktion.

»Hvis du tager til Mexico, er der en helt anden tradition for, at man bor mange mennesker sammen, og at dørene hele tiden går op, så der kommer andre ind i rummet og måske tager del i samtalen. Bare det, at det er varmere, betyder, at det er begrænset, hvor længe man bliver siddende indenfor. I Skandinavien er det anderledes. Her er koldt, og vi bor færre mennesker sammen, så vi er vant til at samtalen normalt ikke bliver afbrudt — men det er et kulturelt fænomen,« siger hun.

Det betyder dog ikke, at Jill Byrnit er ubekymret. Den teknologiske udvikling kræver fælles spilleregler, mener hun, og så længe de ikke er fastlagt, vil der opstå modsætninger — og de kan være svære at forsone.

»Det er enormt generende, når nogen pludselig melder sig ud af det fælles rum og træder ind i et privat,« siger filosof Arno Victor Nielsen, der ikke er begejstret for vores generelle omgang med den ny teknologi.

»Så sent som i går var jeg til et selskab, hvor der sad en voksen mand i gang med sin smartphone, og det er efter min mening totalt uacceptabelt. Men vi må nok indstille os på, at når teknologien kommer brasende ned over os, så går der noget tid, inden vi har lært at bruge den ordentligt,« siger han.

Men det er nok for meget at håbe på, mener forfatter og videnskabsjournalist Tor Nørretranders.

»For der har jo altid været terrorister, der kunne spolere en god diskussion ved julemiddagen ved at rejse sig op og slå et eller andet op i et leksikon. De var bare papirterrorister i stedet,« siger han og understreger, at det ikke er teknologien, men os selv, der er problemet, når vi ikke formår at styre vores afhængighed. For »en smartphone er aldrig smartere end sin ejer.«

»Der vil altid være nogle, der har deres opmærksomhed rettet andre steder hen. Men ham, der tjekker Facebook, mens han egentlig skulle tale med dig, er den samme som ham, der, i stedet for at kigge på dig, konstant har sin opmærksomhed rettet mod cafeens hoveddør for at se, om der skulle komme nogle dejlige damer ind ad den. Det er ikke teknologien, men manden den er gal med,« siger Tor Nørretranders.

Nærvær og næsten

Men hvis Jill Byrnit har ret, kan man så ikke forestille sig, at vi på én gang kan være fraværende for dem, vi er fysisk nærværende med, mens vi til gengæld er nærværende for dem, der er fysisk fraværende?

»Man kunne godt være fræk at mene, at jeg har et gammeldags begreb om, hvad det vil sige at være nærværende,« medgiver Arno Victor Nielsen.

»Men jeg mener ikke, man kan komme uden om, at nærvær er lig med et kropsligt situeret nærvær — og det kan man ikke få, hvis den anden samtidig sidder og kommunikerer med et andet menneske via sms. Den anden er muligvis til stede med sin krop, men man ved, at hans bevidsthed befinder sig et andet sted — og det er jo den hele person, vi er interesserede i at være sammen med,« siger Arno Victor Nielsen.

Han mener vores nærhedsbegreb er fænomenologisk bestemt og ikke bare sådan lader sig omdefinere.

»Tag spædbarnet som eksempel,« siger han og forklarer, hvordan små børn altid er fuldstændig klar over, hvornår der rettes opmærksomhed mod dem — og at behovet for netop dén type fysisk nærvær er altafgørende for deres overlevelsesevner.

»Af samme grund er vi som voksne mennesker også fuldstændig klar over, hvornår vi har andres opmærksomhed. Og derfor tror jeg heller ikke, vi nogensinde vil begynde at tilpasse os en anden omgangsform. Der findes visse absolutter, som ikke er historisk foranderlige, og det er sådan noget som nærvær med et andet menneske. Man ved præcis, hvornår man har kontakt, og hvornår man ikke har det,« siger filosoffen.

Er du sur?

Det er en melodi, psykoterapeut Michael Rasmussen kan synge med på. Siden 1996 har han som direktør for Udviklingshuset udviklet behandlingstilbud mod internetafhængighed (IAS), som med hans egne ord er »et af de hurtigst voksende afhængighedsmisbrug herhjemme« og et problem, som kun blevet værre med udbredelsen af smartphonen. Selv har Michael Rasmussen klare restriktioner på sin egen omgang med de små bippende apparater.

»Som den formentlig eneste i Danmark nægter jeg selv at sende og besvare sms’er. Jeg bruger i stedet Skype, hvor man kan se hinanden, mens man taler,« siger Michael Rasmussen, som dog konstant møder modstand mod sit selvpålagte forbud.

»Hvis man ikke svarer på en sms kan der gå en halv times tid, før man modtager en ny, hvor der står: Er du sur? Der er en forventning i samfundet om, at vi skal være til rådighed for hinanden 24 timer i døgnet — men det skal vi ikke, for det ødelægger vores liv,« siger han.

Spørger man Jill Byrnit er vi dog nok i stand til at håndtere at blive afbrudt ved at der »kommer en anden ind i lokalet via telefonen«. Eller som hun lakonisk formulerer det: »Som art går det nok.« Men spørgsmålet er, om det også nok skal gå for samfundet? Det kræver i hvert fald enighed om de fælles spilleregler, mener Jill Byrnit.

»Vi er blevet så individualistiske, at vi ikke længere har store fællesnormer omkring opførsel. Men for at samfundet skal hænge sammen, bliver vi nødt til at være enige om, hvordan vi omgås hinanden, så derfor også om, hvordan nærværet skal udvikle sig,« siger hun.

Også Tor Nørretranders mener det er nødvendigt, at »udvikle en protokol, der gør at vi få en bedre mobilhygiejne«. Men der kan være enkelte sammenhænge, hvor det stadig er relevant at hive mobilen frem. Han gør det i hvert fald selv.

»Jeg er selv typen, der slår op i Wikipedia midt i en diskussion for at få afklaret, hvilket årstal det nu var, Christian d. 4. blev født. Så kommer vi hurtigt videre og kan i stedet for at mundhugges om et årstal snakke om, hvordan Christian d. 4. forvaltede sin magt. Og det er da alt andet lige mere interessant.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Haastrup

Overfor Sven Karlsen forsøg på at dreje diskussionen i retning af demokrati eller ej - samtidig med at han kalder det problematiske flertal her 'socialt usikre' - Kan og bør man netop fastholde at et mindretal, ejheller i demokratisk øjemed behøver på nogen måde at lade sig diktere af et 'flertal af socialt usikre'. Det må selvfølgelig forholde sig stikmodsat.

Når flertallet består, iflg Karlsen af 'socialt usikre' er det selvfølgelig DERES usikkerhed som er indikatoren for at, det er de som har et alvorligt problem med den demokratiske forståelse og ikke omvendt. Uagtet at de er i flertal.

Iøvrigt ser jeg gerne at emnet fastholdes: Betydningen af at teknologien som egentlig strengt taget skulle være blevet forbeholdt rent arbejdsmæssige opgaver i arbejdstiden, også er blevet alvorligt problematisk altdominerende indenfor den dagligdags privat-sfære.

Kære Martin E. Haastrup,
vi lever i et fælles socialt rum.

I det rum har alle ret til at kommunikere frit, og hvis der er bestemte budskaber som et individ føler sig stødt af, så må det være vedkommendes ansvar enten at samle demokratisk flertal for at de pågældende budskaber skal reguleres eller bortcensureres, eller - såfremt dette ikke er muligt - selv at filtrere de uønskede budskaber fra.

Uanset om det store flertals forkærlighed for den ene eller anden form for kommunikation grunder i noget som jeg vælger at definere som 'social usikkerhed', så er det kun min subjektive vurdering, og flertallet kan med fuld ret afvise mig og erklære at det tværtimod er mig der er 'socialt mærkelig', og dem der er 'socialt normale'.

grunden til at jeg begynder at tale om demokrati i denne sammenhæng er, at selvom jeg tilhører et forsvindende lille mindretal på nogle områder, så tilhører jeg nogle store flertal på andre områder (for at sætte sagen på spidsen, så tilhører jeg for eksempel det flertal der mener at vold er uacceptabel adfærd) ... og hvis jeg gerne vil hævde disse flertals ret til at erklære noget for normalt/unormalt overfor nogle mindretal (som jeg altså ikke er del af), så må jeg acceptere at jeg i andre sammenhænge selv er del af et sådant mindretal.

At være i mindretal på et, eller flere, specifikke områder, er vel for pokker normalt i et demokrati, og det må da være et element i / en konsekvens af, demokratiet, som enhver forsvarer af demokratiet har overvejet og anerkendt som uundgåeligt?!

Og for lige at foregribe en gentagelse: det ovenstående er kernen i diskussionen om telefonbrug i det sociale rum. Hvis flertallet mener at den adfærd er iorden, så er det de facto en normalitet somet mindretal skal have gode argumenter for at få ændret på ... og her tror jeg ikke at det er nok at sige at "det irriterer mig".

Nu bliver mit indlæg lidt langt, men ok:

Da jeg skrev om, at mobilbrugen er et udtryk for "social usikkerhed", så var der jo et klart element af humor i det - tydeligt markeret med en smiley. Den underliggende alvor er, at det er den tolkning som jeg selv bruger til at afvæbne min irritation over noget jeg alligevel ikke kan ændre på.

Det er fair at lufte sine irritationer, men det er formålsløst at kæmpe imod vindmøller (hmmm, - skal det begreb overvejes lidt dybere i tidens kontekst? ;-). I sin tid blev jeg dybt irrriteret over at folk ikke kunne komme til tiden til møder. Først prøvede jeg at ændre på denne mangel på diciplin, men da det ikke lykkedes, valgte jeg et simpelt alternativ: jeg sørgede bare for at have noget arbejde ved hånden som jeg kunne sidde og rode med i mødelokalet indtil folk dukkede op.

PS: jeg er naturligvis ked af at min væremåde forekommer dig usympatisk, men jeg kan nok ikke love at ændre på den. ;-)

Martin Haastrup

Sven Karlsen - Det er utroligt som du på den mest nonchalante grænsende til det kategoriske og nedladende bedrevidende, iblandet en tilsyneladende foregivende sympatisk alliance med protesterende, - måde, fuldstændig formår at modsige dig selv og undgå at forholde dig til nogensomhelst andre argumenter end dine egne.

Samtidig med, at du kræver, eller forventer, at man i et socialt demokratisk rum, som du rask væk og elegant mener, at have endegyldig patent på definitionen og forståelsen af i praksis, så nægter du at forholde dig til det, du selv kræver. (de konkrete protester – som de selv opfordrer til)

Du slår simpelthen mine (og andres) protester af bordet med et slag: ’Det er ikke nok at sige at det irriterer mig’. Det forekommer så langt fra overhovedet, at være nogen som helst saglig eller seriøs begrundelse man overhovedet kan komme.

Det er ligesom at høre AFR: Der er ikke noget at komme efter.

Men jeg kan forstå nu, at du også, som ham, benytter dig af yderst usaglige og fordomsfulde begreber som normalt og unormalt og kun alt for villigt definerer disse udfra din egen begrænsede forståelse og definition af, hvad man skal forstå ved disse og demokrati. Altså at flertallet per def. må betragtes, som den demokratisk herskende normalitet, om man bryder sig om det eller ej. Færdig. Punktum. Og så trækker du ellers dine egne ’socialt usikre’ torsk i land. 8-)

Kategorisk afvisende for enhver protest, som du selv kræver fremsat, hvis man i din ideal-fremstilling af demokrati skulle ville prøve at vinde gehør. Fuldstændig selvimodsigende, som en anden Mûnchausen, der tror at kunne holde sig svævende ved blot at hive i egen hårpisk.

Du tror du forholder dig til den demokratiske virkelighed, men du nægter at forholde dig til den konkrete demokratiske virkelighed her, emnet, protesterne, udover dine egne teoretiske ideal-opstillinger af den. Samtidig med, at du kræver, at hvis man skal forholde sig til emnet her, virkeligheden her, den demokratiske - så må man forstå, at udfra din ideal-definitions fremstilling af demokratiets rum, betyder det, hvis man er i mindretal og altså unormal, at man skal mobilisere protester osv – Men dem vil du så ikke forholde dig til alligevel??! (Det er ikke nok at sige at man er irriteret over det’ - 'Der er ikke noget at komme efter'.)

Du forholder dig altså således kun til din egen BESKRIVELSE af virkeligheden. Din egen ideale teoretiske fremstillede model af hvad demokrati betyder for dig, alene.

Men kun at ville forholde sig til din egen (ideal-) BESKRIVELSE af virkeligheden, af demokratiet, er altså ikke at forholde sig til SELVE virkeligheden kære Sven og slet ikke emnet her.

Øehm, jeg er så tilpas rundtosset lige nu, at jeg må sige, at vi to vist ikke kommer nogen vegne og i stedet blot vil fastholde min protest, som anført i adskillige indlæg og endnu en gang bede at emnet som artiklen rejser, må fastholdes i stedet for afspores.

Det sidste er, hvad Sven Karlsen i min optik, og som jeg nu har forsøgt at vise det, i allerhøjeste grad har medvirket til her i nattens mulm.

Men hvis du så gerne vil diskutere teoretiske idealer og ideal-fremstillinger af begrebet demokrati og normalt og unormalt og ikke bryder dig om at forholde dig til artiklens emne og andre debattørers virkelig konkrete protester over problemet, som er blevet anskueliggjort adskillige gange, startende med artiklen selv, kære Sven. Kan du så ikke finde en anden mere idealistisk/filosofisk/teoretisk tråd at gøre det i.

For her virker det mildest talt temmelig afsporende og forvirrende. Tak.

Heinrich R. Jørgensen

Sven,

hvad jeg ikke godtager, er en udbredt forestilling om hvad "demokrati" er. Tanken om "flertallets despoti" som ideal, er for mig at se både fæl og direkte debil. Hvordan kan man forestille sig, at nogen nogenlunde klart tænkende humanist på noget tidspunkt, kan have ment at lige præcis dét skulle være et ophøjet ideal?

Er det ikke værd at reflektere over, hvad fortidens tænkere måske mente med de ord (symboler), de forsøgte at udtrykke de forestillinger med? Som du ved, har symboler i sig selv ingen betydning; kun den som "vi" tillægger dem.

Mit tese om mange ord (begreber, symboler) der anvendes, er at de tillægges betydninger som næppe svarer til hvad de til andre tider har været tillagt.

Heinrich R. Jørgensen

Sven Karlsen:
"så må du (i dagens verden) emigrere eller gribe til revolutionære midler."

Ordet "revolution" kommer fra fransk. At rulle noget tilbage. I modsætning til revolte, der har om at gøre oprør mod en bestående orden, for at rane magten.

Jeg er revolutionær i ordets egentlige betydning. Jeg argumenterer for humanitetens genindførelse, efter et langt eksperiment med inhumanitet. Det står nu klart for mig, at modernitet ikke var et gennembrud -- det var et sammenbrud. Menneskets sammenbrud, hvor kongen (det ophøjede) hos mennesker ikke var pejlemærket, men derimod stodderen (det laveste).

Nu har man det med, men så må jeg bekende: Jeg er slå-op-terrorist.
Før, og stadig en sjælden gang endnu, papirterrorist, men ellers mere og mere - på trods af min ret primitive ikke-rigtigt-smartphone fra Sony Ericsson - webterrorist.
I al min ignorance bekender jeg min synder, Tor Nørretranders. Jeg er sådan en matchspoiler, som kan finde på at slå et eller andet op under både afslappede og animerede meningsudvekslinger.
Tænk sig at smartphonen skulle udkonkurrere Gutenberg før jeg måtte indse og erkende min usle hang til korrekt fakta.
Frem over vil TN's navn flamme hen over ryggen af mine leksika hver gang jeg nærmer mig dem i blot det mindste skær fra åndfuld disput.

Heinrich R. Jørgensen

Jan,

det er jo ikke fakta der er interessant, f.eks. et årstal. Det interessante er ideer. Det væsentlige er ideer. En samtale om ideer, og om at forsøge at forstå andres "ideer" (opfattelser, kategoriseringer af fakta) er interessant.

Ideer (f.eks. Tor Nørretranders' eksempel: hvordan Christian IV forvaltede sin magt) kunne handle om personens forestillingsverden, visioner, vildfarelser, andre indflydelsesrige aktører og deres dagsordener, og ganske meget andet der givetvis er diskuteret i mange værker, uden at indsigter derfra lader som omforme til fakta der lader sig slå op i autoriserede værker.

Heinrich

Du har sikkert helt ret, og i såfald kom jeg med min vel nok lidt hastige kommentar til indirekte at bekræfte TNs pointe.

Kære Martin E. Haastrup,

jeg er da ked af at du oplever mine indlæg som "afsporende og forvirrende", men så kan jeg kun anbefale dig at springe dem over.

Jeg vil meget gerne forholde mig til argumenter, men nu har jeg læst tråden igennem og kun fundet følelser og holdninger. De er så absolut da også legitime at fremføre i en demokratisk "konflikt", men, - som jeg har prøvet at påpege - flertallet er kun forpligtet til at lytte på dem ... ikke til at rette/indrette sig efter dem.

Og at jeg skriver disse mærkelige udsagn om demokrati, osv., er såmænd ikke for at belære nogen om demokrati, men blot for at forklare hvorfor jeg vælger en pragmatisk holdning. Jeg gider bare ikke at spilde tid på en kamp, som jeg er overbevist om er tabt på forhånd.

Kære Heinrich R. Jørgensen,
mon ikke vores uoverensstemmelse grunder i, at jeg taler om det rpaktiske demokrati, og du taler om det demokrati der burde kunne leve op til at være et "ophøjet ideal"?

Vi er jo ikke uenige om at der er store problemer med den måde demokratiet fungerer i dagens verden, - jeg anser ikke “flertallets despoti” for et ideal, men jeg erkender at det aktuelt er tingenes tilstand. Alene de sidste 15-20 års blokpolitik er vel en stor del af beviset på det?

Og så støtter jeg dig naturligvis i dit ønske om en revolution mod inhumaniteten, men det eneste revolutionære våben som jeg anerkender er det parlamentariske, så du behøver ikke at lægge våben til side til mig ;-)

PS: Jeg tror nok at "revolution" betyder "omdrejning" i den mest almindelige form på fransk (og fra latin er det vist noget med at rulle)? Det kunne man så udlægge som: "vi tager lige en omgang mere om problemerne med vores sameksistens" ("omgang" i betydningen som en bokseomgang, - ikke som i "fire kolde fra kassen!" ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Sven Karlsen:
"Alene de sidste 15-20 års blokpolitik er vel en stor del af beviset på det?"

De senere år burde have demonstreret med al (u)ønskelig tydelighed, at modellen hvor parti-avatarer indvælger til parlamentet, der samtidigt udgør en magtbase der fusionerer lovgivende og udøvende magt, og desuden (i DK's tilfælde) forhindrer at den dømmende myndighed har reel autonomi, er historisk fejltagelse af de store.

Historisk (mener jeg) har galskab løbende fortrængt fornuft, men hvis der skal peges på et regulært syndefald, kan kunne man pege på 1901 (den fusionerede magt) som en markant begivenher? Eller forfatningskampen i 1880'erne, der ledte over i provisorietiden, der banede vejen for at opfatte politik som noget andet en "kunsten af overbevise om et fornuftigt valg", men til at være "egeninteressevaretagelse" (på andres bekostning).

Andre nyere begivenheder rinder også i hu. 1943 og årene derefter? Jordskredsvalget? Fra engang under Poul Schlüter æraen og lige indtil nu?

Men det er selvfølgelig at sætte det for simpelt op. Det er næppe konkrete begivenheder der med kausal effekt forårsagede at galskaben materialiserede sig. Den form for kausalitet tror jeg ikke meget på -- det er vist blot selvbedrag?

Mon ikke forklaringen på dumheden og deroute skal findes er begrebers løbende forvandling? Var det ikke noget af det Victor Klemperer påpegede eller dokumenterede med LTI (har endnu ikke læst værket)?

Kære Heinrich R. Jørgensen,

vi bliver jo nok hverken uenige om hvordan udviklingen er forløbet eller om hvor beklagelig den er.

Men nu nævner du selv det uheldige i, at det er "parti-avatarer" der vælger vores politikere, og så ligger spørgsmålet jo lige for: hvad er ægget, hvad er hønen ... og hvad kom først?

Vælgernes deltagelse i partiforeninger er jo konstant vigende, og det er vel den umiddelbare grund til at toppen af partiapparaterne har så stor magt i dagens verden, for et større engagement ville vel også øge chancen for at de opstillede var mere i overensstemmelse med vælgernes holdninger?

Er vælgernes frafald i partiforeninger et udslag af, at vi så godt som aldrig har en folkeafstemning om et politisk spørgsmål som man skal sætte sig ind i, og derfor har brug for et politisk forum at diskutere det i? Skyldes det mediernes mere og mere overdrevne fokus på politikerens person, fremfor politikerens politik? Eller skyldes de to udviklinger tværtimod at vælgerne bare er dovne?

Uanset hvad, så mener jeg at politikerne har et ansvar for at vende udviklingen. Selvom det er nemmest for dem, med en uoplyst vælgerskare som sætter kryds efter tradition eller politkerens mærke i håndtaske, så mener jeg at de kunne gøre meget for at få os tilbage på sporet mod noget der ligner et parlamentarisk demokrati.

Heinrich R. Jørgensen

Sven,

jeg mener ikke de politiske partier burde have nogen indflydelse eller rolle overhovedet. De har ingen meningsfuld funktion, og jeg kan ikke se ét eneste positivt argument for disse.

Politiske partier spiller nogenlunde samme funktion som fodboldklubber, hvor supportere alt for nemt mister fokus på det væsentlige (den ædle dyst på grønsværen) og i stedet gør klub, hold, den rette óverbevisning, klubloyalitet, besejring af modstandere som vigtigste mål, tilsvining af andres hold supportere, til genstand for deres opmærksomhed.

Hvis der med "demokrati" ikke menes noget, der har rod i en oplevelse af fællesskab der kan rumme alle, hvor tanken om at borgere skal modarbejde andre kke findes afskyelig, og hvor ønsket om at skabe og højne en fælles kultur eller civilisation, så smid konceptet på møddingen.

Min grundlæggende anke handler om, at jeg ikke mener lovgivernes opgave er at sætte den politiske dagsorden på basis af interessevaretagelse. Lovgivernes fokus burde alene være på hvad der tjener til nationens og befolknings vel på sigt.

Herunder en forståelse af, at et væsentligt sigte handler om altid at appellere til det ædle og noble i enhver. En bærende idé må være en oplevelse af fællesskab, der er ægte og stærkt. Både når det gælder en forståelse af fællesskab blandt mennesker, og blandt den eksklusive flok, der udgør rigets beboere.

Hvis valgsystemet var baseret på, at hver valgkreds valgte én repræsentant der nød tillid i lokalområdet, til at påtage sig opgaven med at være en del af den lovgivende myndighed, hvis primære opgave var at føre den offentlige samtale i det offentlige rum (dvs. i folketingssalen), var der et vist håb om, at dannede og ærlige personer blev valgt.

Beklager, hvis min opfattelse lyder som et ekko af Søren Krarup eller lignende. Det er bestemt ikke der mine sympatier ligger. Den ligger derimod de opvakte og dannede personer, der fra paladsrevolutionen i 1784 til Grundlovens vedtagelse i 1849, arbejdede på at etablere grundlaget for et oplyst styre i et rige med en oplyst befolkning. Navnligt Grundtvig, som jeg mener havde fat i den lange ende på alle områder.

Kære Heinrich R. Jørgensen,

"Hvis valgsystemet var baseret på, at hver valgkreds valgte én repræsentant der nød tillid i lokalområdet, til at påtage sig opgaven med at være en del af den lovgivende myndighed, hvis primære opgave var at føre den offentlige samtale i det offentlige rum (dvs. i folketingssalen), var der et vist håb om, at dannede og ærlige personer blev valgt.
"

Den kan jeg godt tilslutte mig, uanset at det ville koste lidt penge, og at der nok skulle bruges lidt tid på at sikre at sådan et system ikke kom til at indeholde de svagheder som man oplever i England (varierende antal vælgere bag mandaterne, osv.).

Heinrich R. Jørgensen

Sven,

det glæder mig, at du kan tilslutte dig (nogle af) betragtningerne :-)

Den beskrevne tilgang er den model der var i brug indtil 1920. Omend der indtil da var et betragteligt fokus på, at lovgiverne var tilknyttet politiske partier -- den fadæse så jeg gerne blev undgået.

I anden anledning har jeg interesseret mig for de politiske debatter og lovforslag i Rigsdagen (der senere blev omdøbt til Folketinget). Det var bemærkelsesværdigt, at den nationalistiske og fascistiske retorik begynder at vise sit grimme fjæs ca. 1925, og at denne bliver tiltagende grum op gennem 1930'erne. Jeg formoder, at der bag fænomenerne er en sammenhæng.

Martin Haastrup

A.
I er slaver - og I elsker at være slaver. I betaler for at få lov til at være slaver. Slaver af en fascistoid neoliberal kapitalistisk markedsførings-strategi af den materialistiske naturvidenskabelige udviklings mikro-elektroniske produkter. Hvis formål er omdanne hele samfundet til et Big Brother overvågnings-og kontrolsamfund. Få alle til at ønske sig at være hinandens frivillige agenter.

Om ganske kort tid, lad os bare sige ca. 10-15 år, vil den materialistiske naturvidenskabelige udvikling være nået til en sådan grad af forfining af micro-chippen - , kombineret med GPS-systemet og kirurgi og de nuværende eksperimenter med helbredelse af døve v.hj.a. CI-implantater. Cochlear-Implantant: Kirurgisk indoperering af høreapparat i hjernen. Man skærer kraniet op for at komme ind til øre-sneglen. - Som også skæres op og indoperer et ganske lille høreapparat med direkte kabeltilslutning til hørenerven. En tilslutnings anordning på kraniets yderside fungerer som mikrofon. Det perfekte kunstige øre. Denne teknik er allerede længst udbredt blandt døvfødte børn. Se mere på døveforeningens hjemmeside. Det koster kun 250.000.- pr øre. Staten betaler for de, som ikke har råd. Ja, der har sågar været disputter om forekomst af tvangs-lignende episoder overfor forældre med døvfødte børn til at lade deres barn få CI – fremfor lade det lide og døje med det primitive og uddaterede tegnsprog…

- At det således om føje år vil blive muligt, at indoperere GPS-sporende smartphones i hjernen hos folk. Markedsstrategien for at få folk til at ønske sig frivilligt, at lade sig underkaste sådanne smarte kirurgisk-mikro-elektroniske indgreb er lige for:

’Det er altfor besværligt med de gammeldags håndholdte smartphones. Med GPS-CI-Soundless Speech TM bliver du din egen levende lydløse telefon. Også når du sover. Vi har gjort den første banebrydende sammensmeltning af menneske og maskine til en praktisk realitet. Du behøver aldrig tage telefonen mere eller sende SMS via tastatur. Din indopererede CI-GPS-central-transmittor fortæller dig, via vores lokale computerstyrede-kontrol-kommando-central-medarbejder i din høresnegl, direkte koblet til din hørenerve, hvem som ringer. Og besørger, at den trådløse tavse tranmission etableres. Du kan være til rådighed for alle døgnet rundt, overalt. Uden at forstyrre dine omgivelser mere med tale.

På samme måde når du vil ringe/SMS’e til nogen. Et særligt ’klik’ med tungen aktiverer Soundless Speech TM til at kontakte centralen om samtale/SMS og du behøver blot meddele, hvem du vil i forbindelse med. Teknikken stiller dig automatisk om, så du kan sende din lydløse besked, ligesom tidligere mobil-teknik.

Vores neurotransmittor-interface koblet til dit strubehoveds subliminale bevægelser, registrerer oversætter og tolker og transmitterer automatisk dine lydløse lyde. (Soundless Speech-Decoder - TM) Alt du behøver er blot, at lade som om du taler. Altså du behøver blot forme din tale inde i dig selv, lydløst med dit strubehoved og måske lidt tunge og læbebevægelser. Men uden at behøve, at sige et eneste ord højt udadtil. Uden at åbne munden. Neurotransmittor-interfacet (Soundless Speech-Decoder TM) tolker din lydløse tale for dig og omdanner den til afsender-signaler, så du kan tale med/SMS’e alle, uden at du nogensinde behøver at sige et eneste ord højt i virkeligheden eller få ondt i fingrene af at bruge tastatur mere.

Alt det kræver, er blot lidt tilvænning og øvelse i at lære at tale lydløst. (’Soundless Speech’) Slut med at udbasunere dit privatliv til alle og alle i det offentlige rum. Med CI-GPS-Soundless Speach TM - bliver du din egen levende trådløse tavse telefon.

Ubegrænsede muligheder for ekstra-features (Limitless Freedom-Features TM) i form af adgang til streaming commercials mens du shopper - Spiritual affirmations og meditations-musik (Spiritual Guides TM) mens du slapper af - Indsovnings-musik (Angel-Voice TM) - vækning osv’ … End of commercial…

Martin Haastrup

2.
Det kræver ikke meget fantasi, at forestille sig et sådant scenarium. Det er muligheden for udviklingen af et sådant eller lignende scenarium du faktisk støtter, hvergang du bruger din Smartphone.

Særligt kriminelle vil kunne kontrolleres på lignende vis og udgifter til fænglser osv. spare samfundet for mia. via en særlig anordning i Soundless Speech-interfacet som sender et lille elektrisk signal ned i hjernen til den som soner sin straf i frihed. Hvis overvågnings-centralen via GPS får mistanke om, at den dømte morder o.lign. befinder sig i mistænkelige omgivelser aktiveres et ’stød-signal’ (Den teknik man bruger i dag til at få svin til marchere ordentligt ind i slagtebilen – elektrochok osv) til ham om, at straks at gøre rede for overfor kontrol-kommando-centralen via sit indopererede Soundless Speech, som beskrevet ovenfor, hvilke aktiviteter han er i gang med.

Via GPS- har man f.eks. sporet, at han er sammen med andre dømte i en af byens ghetto-sektorer og fået mistanke om, at han er færd med at lave nye forbrydelser. ’Stød-signalet’ kan øges i intensitet og styrke, evt suppleres med en alarm-hyletone som ’jammer’ og lammer ham, hvis han nægter at svare og således holde ham i skak, indtil politiet er ankommet.

Sådanne tiltag bliver selvfølgelig nødvendige når man på human vis lader forbrydere gå på fri fod for samtidig at spare samfundsudgifterne til fængsler og fængselsadministration osv. (Kriserne vil kræve og politisk retfærdiggøre sådanne besparelser og i stedet anvende Soundless Speech som en slags usynligt fængsel/sikker human overvågning af forbrydere i frihed)

- Man kan forestille sig, at forbryderne kan vælge hvordan han vil afsone sin dom: Enten kan underkaste sig almindelig gammeldags straf i fysisk fængsel. Eller GPS-CI-Soundless-Speech kirurgi. På samme måde som man i dag kan vælge at afsone med at gå i terapi eller ej. Efter afsonings-tiden kan han evt. vælge at få indgrebet fjernet. Ellers er det gratis.

Hvis du tror at dette er ren science-fiction har du ret. Om ganske ganske få år er dette praktisk muligt. Det er den vej den materialistiske videnskabs udvikling går, om du bryder dig om det eller ej. Spørgsmålet er i hvor høj grad du vil med til at financiere muligheden dets snarlige virkeliggørelse eller ej. Spørgsmålet er i hvor høj grad du vil undlade at protestere og bare lade dig føre med strømmen. Du har et medansvar, om du bryder dig om det eller ej. Hver eneste gang du bruger din smartphone, hver eneste gang du sender en SMS osv. Vi ses i fremtiden.

Martin Haastrup

Sven Karlsen 'gider bare ikke at spilde tid på en kamp, som han er overbevist om er tabt på forhånd.' - Hvad er din overbevisning?

Martin tag dig en kop kaffe og slap af. Det er jo bare den teknologiske udvikling og det skal nok gå alt sammen. De dér edb-systemer - de virker jo aldrig når det kommer til stykket og man kan jo altid trække stikket ud. Når alt det er sagt - så har du mange gode etiske pointer.

Kære Martin E. Haastrup,

min overbevisning er, at jeg sandsynligvis får mere ud af mit liv, hvis jeg bruger kræfterne på de aktuelle problemer jeg møder, frem for at lade min paranoia gå i selvsving over mulige negative konsekvenser af den teknologiske udvikling.

Hidtil er jeg ikke blevet påtvunget en smartphone, elektronisk fodlænke, overflødige operative angreb, eller lignende, og jeg tror såmænd heller ikke at det vil ske i fremtiden.

Så vidt jeg kan vurdere, er der nemlig så mange mennesker der ikke alene tager imod nye teknologiske fremskridt med kyshånd, men også er villige til at betale for dem, at der nok ikke er nogen der gider at bruge kræfter på at tvinge mig til at bruge dem.

Den store trussel mod mit liv og helbred i fremtiden, såvel som i nutiden, tror jeg helt klart kommer fra meget små mindretal, som, i frustration over at flertallet ikke vil bøje sig for deres mere eller mindre mærkelige ideer, griber til voldelige midler.

Martin Haastrup

Betydningen var altså : Hvad er ANDRES (End Sven Karlsens) overbevisning. 8-)

Martin Haastrup

'Djingle' - "Brug fastnet - Så behøver du kun tage telefonen derhjemme"

Sider