Læsetid: 2 min.

Det store paradoks

Hvor skal fremtidens Lars von Trier og Susanne Bier komme fra, hvis en økonomisk trængt dansk filmbranche er bange for at eksperimentere og give unge talenter mulighed for at lave film og udvikle sig
6. december 2011

Det var svært ikke at blive revet med af begejstringen ved uddelingen af European Film Awards 2011 i Berlin i weekenden.

Danske filmfolk ankom med et rekordstort antal nomineringer i bagagen og kunne rejse hjem med hele fem af de ’europæiske Oscars’ — Mads Mikkelsen fik en ærespris, Susanne Bier en instruktørpris og Lars von Triers Melancholia tre priser, blandt andet for årets bedste europæiske film.

Henrik Bo Nielsen, direktør for Det Danske Filminstitut, var forståeligt nok en glad mand, parat til at aflyse den krise i dansk film, man nu har snakket om i flere år. Og han var ikke den eneste.

Men der er stadig krise, og det kan selv al det stjernestøv, der drysses ud over danske film og filmfolk i det store udland, ikke skjule.

Når bifaldet er døet hen, og hverdagen melder sig, har man stadig at gøre med en nervøs, rådvild filmbranche, som har dybe økonomiske vanskeligheder og skal forsøge at navigere i forhold til nogle teknologiske forandringer, ingen endnu kender omfanget af.

Det er dansk films store paradoks: At det set udefra ser ud, som om det går fantastisk med Oscar, Guldpalme-nomineringer og European Film Awards — og en række instruktører og skuespillere, som arbejder i udlandet — mens det reelt set er de samme få film og instruktører, som løber med al opmærksomheden og i øvrigt også sælger de fleste af billetterne i de danske biografer.

De store problemer

I år tilbageerobrer dansk film den markedsandel på mere end 25 procent af det samlede antal solgte billetter i danske biografer — det næsthøjeste i Europa efter Frankrig — man har været vant til at have gennem det meste af de seneste 10 år, men mistede i 2009.

Det skyldes dog nogle få, meget populære film, og i 2011 er der flere danske film end sædvanligt, som næsten ingen billetter har solgt.

Ikke færre end fem danske spillefilm er således blevet set af mindre end 3.000 mennesker, og selv om succes ikke kun skal måles i publikumstal, giver så lille et billetsalg stort set ingen omsætning, og det gør kun de i forvejen trængte producenter endnu mere bange for at tage chancer og give unge talenter chancen eller bakke de mere garvede instruktørers eksperimenter op.

Talentudvikling er en essentiel del af den danske filmsucces, og når selv Zentropa, der gennem snart 20 år har været en af filmmiljøets største rugekasser, siger, at nu tør man snart ikke mere, ja, så er der grund til at blive bekymret.

For hvor skal fremtidens Lars von Trier, Susanne Bier, Christoffer Boe, Per Fly, Lone Scherfig, Thomas Vinterberg, Nicolas Winding Refn og Ole Christian Madsen komme fra, hvis ikke de unge filmskabere får lov til at udvikle sig og vise, hvad de kan?

Og hvem skal så vinde alle filmpriserne og få al opmærksomheden om 10-20 år?

Priser i Cannes, Berlin og Hollywood giver opmærksomhed, politisk velvilje og arbejdsro for filmbranchen og dens forskellige parter.

Nu mangler vi blot, at den arbejdsro bruges konstruktivt til at se fremad og løse de store problemer, man står overfor, det være sig økonomisk, kreativt og teknologisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu