Læsetid: 3 min.

Tag-selv-demonstranter

I Europas gastronomiske hovedstad, Paris, har en gruppe unge aktivister fundet en ny måde at protestere mod stigende fødevarepriser og finanskapitalisme på
7. december 2011

Leila Chaibi kommer en time før de andre. Det er lørdag omkring frokosttid i et supermarked nær Paris. Hun griber en indkøbsvogn og går på jagt mellem hylderækkerne: Baguettes og charcuterie, snacks, ost og frugt til dessert.

Kl. 13 ankommer vennerne. De slår et klapbord op. Pakker madvarerne ud. Tænder for ghettoblasteren — og inviterer supermarkedets øvrige gæster til at spise den stjålne mad. Der, midt i butikken.

»Alle er trætte af demonstrationer. Og at dele løbesedler ud er hverken særlig effektivt eller særlig sjovt,« siger 29-årige Leila Chaibi, der er idékvinden bag de spontane supermarkedspicnics.

Gruppen demonstrerer som andre rådvilde generationsfæller i Europa mod ungdomsarbejdsløshed, grådig finanskapitalisme og stigende fødevarepriser. Med den alternative synliggørelse af pøblen vil den råbe politikerne op på en festlig og uvoldelig måde.

Sidste gang fik picnic-demonstranterne stående applaus af kunderne, siger de selv. Forrige gang havde de i al hemmelighed koordineret aktionen med supermarkedets personale, der også er utilfreds med lave lønninger og dårlige arbejdsvilkår.

De rydder pænt op efter sig og stjæler ikke noget, når de forlader butikken. Politiet holder de stangen ved at citere glemte paragraffer i en lovsamling, der daterer sig tilbage til Napoleons Code Civil, artikel 1.587: »Maden må smages, før den købes«.

»95 pct. af dem, vi møder, er trætte af, at priserne hele tiden stiger for almindelige mennesker, mens bankerne tjener masser af penge. Og supermarkederne har mere at tabe end at vinde ved at melde os til politiet,« siger Leila Chaibi, der indtil videre er undsluppet sigtelser.

Festlig aktivist

Ifølge hende repræsenterer den radikale venstreorienterede protestgruppe, ligesom Ocupy Wall Street-bevægelsen i USA, millioner af almindelige franske mænd og kvinder, der føler sig snydt af den samfundskontrakt, de havde indgået: At knokle hårdt og tage en uddannelse for til gengæld at få et godt job og tjene egne penge.

Selv har Leila Chaibi en kandidatgrad i statskundskab og er heldigere end de fleste. Hun har et sted at bo og et arbejde. Men månedslønnen er kun på 1.170 euro (8.000 kr.), og hun har hverken ret til barsel eller sikkerhed i ansættelsen. Netop derfor er der behov for andre aktionsformer end de traditionelle:

»Vi er alligevel alle ansat på usikre midlertidige kontrakter, så der er ingen mening i at strejke.«

For 35 år siden var kun seks pct. af de franske dimittender arbejdsløse. I dag er tallet omkring 33 pct. Lønningerne er stagneret, mens huspriserne er tredoblet. Over en million franske færdiguddannede unge arbejder i dag i traineestillinger for 500 euro (3.750 kr.) om måneden. Det rækker ikke engang til huslejen.

Leila Chaibi er noget nær en veteran i det parisiske protestmiljø. Specialet er ’festlige demonstrationer’, og en af hendes andre grupper protesterer netop mod de huslejestigninger, der har gjort det umuligt for mange af de nyuddannede at finde selv en beskeden bolig i Paris.

Med et par måneders mellemrum ringer hun til en tilfældig udlejer i avisen, beder om at få lov at se lejligheden, inviterer en gruppe venner med og holder en spontan fest i 10 minutter. De unge medbringer musik, højt hår og billig champagne. Og et kamerahold til at forevige aktionen, naturligvis.

»Ja, jeg har ikke råd til at leje den alligevel,« siger Leila Chaibi, når hun når frem. »Vi ville prøve at opleve, hvordan det er at have et sted at bo i byen.« Så pakker de musikken og det hele ned og går igen.

Immune politikere

Men den økonomiske krise har jo ramt hele verden.Overalt stiger madpriserne, og lejlighederne er også dyre i storbyer som London, New York og København. Så hvad er egentlig målet med den ’festlige aktivisme’?

— Hvad håber du på at opnå med de mange aktioner, og hvornår vil du være tilfreds?

»Jeg holder først op, når der kommer større lighed og retfærdighed. Problemet er, at politikerne er blevet immune over for almindelige protester, så i dag skal der noget mere ekstraordinært til for at blive hørt.«

Chaibi har fået sine budskaber ud i alle de store franske tv-kanaler og aviser. Senest er en tysk protestgruppe begyndt at kopiere metoderne.

I supermarkedet fortsætter den spontane supermarkedspicnic, indtil sikkerhedsvagterne smider aktivisterne ud. Nogle gange går der kun 10 minutter, andre gange står fællesspisningen på en hel time.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu