Læsetid: 3 min.

Tre sætninger om Kvinden og Døden

En sætning, der falder rigtigt, kan man bære med sig som en talisman
Arkiv

Arkiv

Per Morten Abrahamsen

30. december 2011

Jeg samler på sætninger. Som talismaner, som strandsten i lommen. Lige nu har jeg tre sten i lommen. En sætning af den tyske forfatter Judith Hermann:

»Du vil ikke fortryde det. Du vil aldrig fortryde det.«

En sætning af den svenske forfatter Ida Linde:

»Hun ønskede, at døden ville være som attråen.«

Og en sætning fra et konferenceoplæg af en tysk teolog og psykoanalytiker:

»Hendes grav er der stadig, og det er hun også.«

Det kolde vand

Judith Hermanns sætning (ret beset to sætninger) er en replik fra en af novellerne i samlingen Alice, der alle handler om en mands død. Titelpersonen er i den tidlige sommer taget til en sø i Nord-italien for at besøge sin gamle ven Konrad og hans kone. Da de ankommer, er han ramt af et uventet ildebefindende og på vej på hospitalet, hvor han dagen efter dør. Novellen slutter med, at Alice svømmer ud i søen, opmuntret af den nyligt afdødes stemme, som har sagt til hende, at hun ikke skal tøve med at springe i det iskolde vand:

»Du vil ikke fortryde det. Du vil aldrig fortryde det.«

Den timing, replikken falder med i novellen, og det, at den taler med en død mands stemme, gør den til en lille juvel af livsvisdom. I forskellen mellem »ikke« og »aldrig« synes forskellen på at betragte livet fra den levendes og fra den døendes perspektiv at residere.

Begærets nåde

Ida Lindes sætning hørte jeg hende selv udtale, da hun læste op fra sin roman En kärleksförklaring (En kærlighedserklæring) ved et knitrende ildsted på den svenske forfatterskole Biskops Arnö. Det er en fantastisk roman om en kvindes valg og liv mellem kærlighed, børn og karriere, til dels fortalt gennem hendes voksne døtre, der er sendt ud i rummet, hvor de taler sammen og erindrer.

Sætningen falder i en episode, hvor kvinden (moderen) besøger sin elsker Das Boot (!) og gennemildnes af begær:

»Hun ønskede, at døden ville være som attråen.«

At dødens som begærets øjeblik vil være dér, hvor man glemmer alt andet, selv sine børn. Der er i den sætning en sandhed om kvinden, begæret og døden, som jeg ikke kan blive færdig med.

Den tredje sætning stammer fra beretningen om en uventet overlevelse. En mandlig og kvindelig præst har i en moden alder indgået ægteskab og efter et par lykkelige år sammen, rammes hun af galopperende cancer. Da hun ligger på hospice og alle forbereder hende på døden, mærker manden imidlertid som den eneste, at der er noget i hende, der er på vej tilbage til livet. Umærkeligt bliver hun til alles bestyrtelse rask og lever i dag et virksomt liv. Manden nåede i hendes yderste øjeblikke at forberede hendes gravsted, og derfor kan beretningen slutte:

»Hendes grav er der stadig, og det er hun også.«

Historien blev fremlagt på engelsk med svag tysk accent af en overmåde sympatisk psykoanalytikerpræst på en konference i London. Jeg havde klaret mig tørøjet gennem det meste af beretningen, men den afsluttende sætning bevægede mig i al sin nøgterne enkelhed voldsomt. Disse tre sentenser (alle om Kvinden og Døden, må jeg konstatere) ramte mig med et pistolskuds præcision, da jeg første gang læste eller hørte dem, og siden er de jævnligt kommet til mig og vil mumles i det tyste. Måske det for mig lige præcis er sætningen, der er den vibrerende streng i litteraturen. Den sætning (om den er vers, replik eller fortællende), der falder lige på det rigtige sted og synes at rumme en hel tekst (eller person eller tilstand eller sågar hele livet) i sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu