Læsetid: 3 min.

Tyrankultur

I går mistede Nordkorea landets ’kære leder’, Kim Jong-il, som blandt andet var en stor filmentusiast. Han var ikke den eneste, og Informations Rasmus Elmelund markerer her tabet ved at genfortælle de kulturelle præferencer hos en række diktatorer og despoter
Den nu afdøde nordkoreanske leder var vild med film og Hollywood. Her er han fotograferet sidste år ved åbningen af en ny biograf i Pyongyang.

Den nu afdøde nordkoreanske leder var vild med film og Hollywood. Her er han fotograferet sidste år ved åbningen af en ny biograf i Pyongyang.

20. december 2011

Kim Jong-il

Den nordkoreanske diktator ejede en samling på mere end 20.000 videobånd og dvd-film. Kim Jong-il elskede Godfather, James Bond (han havde selvfølgelig den komplette samling) samt tegneserier med Daffy Duck. Og alle film med Elizabeth Taylor.

Dr. Jerold Post, tidligere psykolog ved CIA, har studeret den koreanske diktator. I 2003 sagde han til BBC, at Kim Jong-il elskede at drikke en særlig Hennessey-cognac, der kostede 630 amerikanske dollar i Nordkorea.

»Han har været deres største kunde i de seneste 10 år med et årligt forbrug på cirka 700.000 dollar. En gennemsnitlig nordkoreaner tjener cirka 900 dollar om året,« sagde doktoren. Selv om Kim Jong-il anvendte mange former for vestlig underholdning og nydelse, har hans bodyguard, Lee Young Kuk, udtalt til Time Magazine, at Kim Jong-il nægtede at indtage fødevarer, der var produceret uden for Nordkorea. Altså lige med undtagelse af vin fra Frankrig. Udover at Kim Jong-il var en stor filmsamler, eksperimenterede han også som filmskaber. I 1985 kidnappede han den sydkoreanske filminstruktør Shin Sang-Ok, som han tvang til at lave science fictionfilmen Pulgasari på sine ordrer. Filmen kan ses her: http://www.kortlink.dk/a9pw

Vladimir Lenin

Stalins forgænger havde til gengæld et ikke særlig dekadent kulturforbrug. Ifølge de fleste rapporter om hans liv og levned var Lenin helt vild med børn og katte. Ellers interesserede han sig for cykling, amatørfotografi, jagt, musik og vandreture. Hyggelig fætter.

Adolf Hitler

Som Information tidligere i år har beskrevet, er 85 værker fra otte naziudstillinger i München i årene 1937-1944 blevet offentliggjort på internettet.

Der Führer havde øjensynligt et temmelig kulturkonservativt kunstsyn: Værkerne indeholder mytologiske motiver samt en masse skulpturer og billeder af nøgne mænd med svulmende overarme og kønsorganer. For slet ikke at tale om sydtyske naturlandskaber og brægende dådyr.

Da Disneys’ Snehvide kom i 1937, blev den forbudt i Tyskland, men det viser sig, at Adolf Hitler var stor fan af filmen. For at det ikke skal være løgn, havde han en kopi, som han så ofte som muligt så i sin private biograf:

»Han syntes, det var en af verdens bedste film,« siger William Hakvaag, direktør på Lofoten Krigsminnemuseum i Norge, til The Telegraph.

Muammar Gaddafi

Til manges overraskelse viste der sig at være lidt af en kunstner gemt i den libyske eksleder oberst Muammar Gaddafi. I august fandt libyske oprørere et konceptuelt kunstalbum fyldt med fotografier af den forhenværende amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice i despotens gamle hjem.

»Jeg støtter min elskede afrikanske kvinde. Leeza, Lezza, Lezza. Jeg elsker hende højt,« sagde han i et interview med tv-stationen al-Jazeera i 2007, så måske albummet snarere var en kærlighedserklæring end et egentligt kunstværk.

Excentrikeren havde et hav af andre interesser, herunder fodbold, og over for den svenske forfatter Lars Tisell har han engang luftet ideen om at købe en svensk fodboldklub.

»Han var så imponeret over Malmö FF, at han talte om at købe hele holdet,« siger forfatteren i et interview med Expressen. »Han blev forelsket i den måde, de spillede på.«

Josef Stalin

Den sovjetiske politiker Nikita Khrusjtjov beskriver i sine erindringer, hvordan Josef Stalin satte stor pris på cowboyfilm fra USA.

»Ofte sov han, indtil det blev aften, og når han vågnede, inviterede han højt rangerede sovjetiske politikere til Kremls filmteater for at se udenlandske film sammen med ham. Filmene, der ofte var på engelsk, blev løbende oversat,« skriver han. Blandt favoritterne var westerns med Spencer Tracy og Clark Gable.

Khrusjtjov husker, hvordan Stalin først kritiserede cowboyfilmene ud fra en ideologisk argumentation — hvorefter han bestilte flere. Sin western-fetish til trods siges det, at Stalin engang bedyrede, at skuespilleren John Wayne var en trussel for det socialistiske projekt, og at han derfor måtte likvideres. Derfor blev der sendt snigmordere til Los Angeles, men de mislykkedes med at slå Wayne ihjel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er godt nok mange anekdoter i omløb.

Burde ikke være så svært for specialtrænede danske soldater at nakke John Wayne, men åbenbart efterlod det sovjetiske uddannelsessystem meget at ønske....lykkedes dog at infiltrere og dræbe Leon Trotsky, men John Wayne, ....peeeuw... den var altså for svær :o)

Heinrich R. Jørgensen

Emneordet burde nok være "diktatorer", snarere end "diktaturer".

Det var tæt på at være stavet korrekt. Dén ros skal der retfærdigvis gives.

Søren Kristensen

Selvfølgelig kunne russerne ikke få ramt påJohn Wayne. Det kunne kun den almægtige selv. I jordisk forstand var han uovervindelig og jeg har faktisk selv oplevet det adskillige gange i både Park Bio og Triangel Bio. I sin tid.

Rasmus - du glemte salig Erich Honecker.

Da borgerretighedsfolkene raidede hans hus fandt de tusinder af videofilm med titler som "Die schwartze Nymfomanin" og "Sorte Emanuelle".

NSFW - pga af titlen:
http://www.youtube.com/watch?v=0RkG_J7je_8

I øvrigt - fortæller min bedre halvdel - havde Stasi skaffet sig hård valuta ved at producere pornofilm.

Men det er en helt anden historie.

At lægge Lenin i samme kategori/niveau med diktatorer og tyranner, er enten uvidenhed eller bevidst forfalskning af historie til fordel for de rige vestlige stinkende kapitalistiske verden, som stadigvæk er rædselslagen over, at socialistisk synsvinkel vinder sympati hos mennesker. Tænk at informations journalister er med i det!!!

Tjaa, man kan jo undre sig over at journalister ikke falder ned af stolen i latterkramper lidt oftere.

Som samfundsystem er Nord Korea et demokrati med nøjagtigt et parti mere end USA - som i sin tur er et system væk fra Sovjetunionens et-parti-system - samt et kabinet fyldt med hundredvis af folkevalgte. Eneste forskel er Nord Korea ikke bilder deres befolkning ind at de "frit" kan vælge statsleder. Ligesom i Danmark, Saudi Arabien, England og indtil for nyligt i Libyen...

Levevilkårene i landene beror så på indre såvel som ydre omstændigheder.

Og liberalismen er så det system, der ønsker at udbrede disse livsbetingelser til folk med formue, uden at disse behøver at eje en hel stat.